Tag-arkiv: macabeo

Macabeo – der også er kendt under navnet Viura – er en hvid spansk druesort, der primært dyrkes i Rioja samt i de Cava producerende områder syd for Barcelona. Derudover findes druen også i Languedoc og Roussillon i Frankrig.

I Spanien er der hele 45.000 hektar vinmarker med Macabeo, hvilket gør druen til den næstmest plantede hvide druesort i Spanien. I Frankrig er der 2.800 hektar Macabeo.

I Rioja kaldes druen mest Viura og anvendes til at fremstille lette, syrlige og unge hvidvine, mens druen andre gang blandes sammen med Tempranillo i små mængder. I bl.a. Penedès i Catalonien indgår Macabeo sammen med Xarel·lo og Parellada i de mousserende Cava vine, men anvendes også nogle gange alene i almindelig hvidvine.

Macabeo optræder sjældent alene i en vin, men ses mest i partnerskab med andre druer. Den giver lette, friske vine med indbydende frugt, blomster og modstår nemt oxidering .

2020 Oriol Rossell, Cava Cuvée Especial Brut, Penedés, Spanien

2020 Oriol Rossell, Cava Cuvée Especial Brut, Penedés, SpanienEn vinsmagning med temaet det anderledes Spanien blev startet med et glas af denne 2020 Cava Cuvée Especial Brut fra det lille cavahus Oriol Rossell.

Caves Oriol Rossell ligger i Penedés omkring 35 minutter syd for Barcelona by i den lille by St. Marcal.

Cavahuset er beliggende på den gamle herregård Cal Cassanyes bygget i det 17. århundrede og gården består af 4 fløje, hvoraf den ældste kan dateres tilbage til 1637. Selve bodegaen er bygget i Art Nouveau stil og kan dateres tilbage til 1908.

Rossell familien kan selv spores tilbage til 1497, hvor Pere Joan Rossell de la Costa blev nævnt i gamle papirer. Han var vinmager og ejer af vinhuset Rossell de la Costa i Santa Margarida. Senere blev et ægteskab mellem Damià Rossell de la Costa og Madrona Cassanyes til en fusion mellem to vinhuse og i dag er huset fortsat ejet af familien.

Det er således et lille familieejet og -drevet vinhus, der siden 1979  har specialiseret sig indenfor produktion af højkvalitets cava, mens man blot før den tid solgte druerne til andre vinhuse. Vinene er solgt under navnet Oriol Rossell, som var foregangsmand i selv at lave og flaske husets vine. Oriol døde selv i 2011.

I dag har man ansat Salvi Moliner til at producere cavaerne. Han er – – udover at være en ret fantastisk vinmager – også selv underviser i ønologi på universitet i Barcelona.

Salvi er en lille mand med sine 1,60 meter, men han har en enorm personlighed. Han er bare så rar og behageligt et menneske og har på Oriol Rossell 85 hektar vinmarker, som primært bruges til cava, men lille del af druerne bruges også til almindelig vin.

De 85 hektar vinmarker ligger rundt omkring Cal Cassanyes på højderyggen mellem Penedés Alto og Penedés Bajo omgivet af bjerge både mod nord og syd. Dette skaber et mesoklima, der er essentielt for produktionen af cavaerne fra Oriol Rossell.

Den grønne drue, Xarel·lo, der er kendetegnende for Penedés, er den mest plantede på markerne. Sammen med de to andre grønne druetyper Macabeu og Parellada udgør de grundlaget for hele produktionen af cavaerne.

Her smager vi så husets Cava Cuvée Especial Brut 2020, som er lavet på 50% Xarel·lo, 30% Macabeu og 20% Parellada, der kommer fra en enkeltmark Cal Cassanyes i 150 meters højde. Først er selve basisvinen lavet i ståltanke med gæring ved lave temperaturer. Så er der sket coupage – altså justeret blanding af druerne inden aftapning på flaske og andengæring i kælderen over 12 måneder.

Vinen er udviklet sammen med Kristian Ishøy fra D’Wine og han har kendt Salvi Moliner i 8 år. I dag er Cava Cuvée Especial Brut dog fast i husets sortiment.

Duftmæssigt er vinen grøn, frisk, ren og nærmest klinisk. Der er klassiske gærnoter stikkelsbær, grønne æbler, umodne pærer samt svagt lidt ristet franskbrød … bare et godt, gammeldags formbrød og man fornemmer næsten en vibrerende syre.

Smagen har også den nærmest kliniske balance … og ordet harmoni afspejler måske bedst smagen. Boblerne er fine, levende og alligevel afdæmpede. Der er lidt tøjlet vildskab, grønne æbler og nogle bløde citroner og lemon samt en mineralitet, der også er dæmpet. Dermed bliver hele smagsoplevelsen silkefin, rolig, balanceret og elegant, så dermed et højt niveau for denne cava. 93 point

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 139 kr. Det er faktisk en lille prisbasker og et super alternativ, hvis man ikke lige har råd til de altid dyre champagner.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Bodegas Langa, Reyes de Aragón Cava Brut Nature Gran Reserva, Aragón, Spanien

2017 Bodegas Langa, Reyes de Aragón Cava Brut Nature Gran Reserva, Aragón, SpanienNår vi nu er i Cavaland, hvorfor så ikke nappe endnu en Reyes de Aragón Cava Brut Nature fra Bodegas Langa … og denne gang er det deres 2017 Gran Reserva.

Vinen er næsten lavet som foregående. Her er det så på 80% Chardonnay samt 20% Macabeo fra 30-40 år gamle vinstokke. Basisvinen lavet på rustfrie ståltanke med gæring ved 16 grader og så lagret 3 måneder på barriques uden en forudgående malolaktisk gæring. Efter aftapning på flaske har vinen gennemgået andengæring over 40 måneder sur lie – altså med bærmen – inden degorgering.

Utroligt hvad ekstra 30 kr. pr. flaske kan gøre, for der er vitterlig et kvalitetshop fra forrige Cava til denne, for næsen er vidunderlig med et landligt, animalsk og gæret udtryk, fersken, pærer, wienerbrød og ristede nødder, vaniljetærte … modent, elegant og dufter sgu som nogle af de bedste, ældre årgangschampagner.

Smagen er også lækker … igen en moden frugt, boblerne langt blidere og mindre brusende. Der er modne æbler samt pænt med lemon … virkelig saftig som en Schweppes Lemon, brusende, godt læskende med en svag sødme og let bitterhed. Det er let, lystigt samt utroligt drikkevenligt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Bodegas Langa, Reyes de Aragón Cava Brut Nature Reserva, Aragón, Spanien

N.V. Bodegas Langa, Reyes de Aragón Cava Brut Nature Reserva, Aragón, SpanienYngstemand blev sgu i går student. Studenterhuen blev på dagen fejret med et glas af denne Reyes de Aragón Cava Brut Nature Reserva fra Bodegas Langa.

Vinhuset ligger i de kølige omgivelser nær Monte Victor lidt øst for byen Huérmeda nord for Calatayud under netop appellationen DO Calatayud i Aragón området. Vinhuset er grundlagt i 1867 af Mariano Langa Gallego, men det var sønnen Juan Langa Mariscal, som udviklede vinhuset og gjorde det kendt.

I dag er det 5 generation i form af brødrene Juan og César Langa Gonzalez, som driver huset … dog fortsat med hjælp fra deres far og fortsætter dermed husets over 150 år gamle traditioner.

Vinhuset har samlet 70 hektar marker, som i dag dyrkes økologisk. De bedste marker er Los Yermos og El Coll … nogle af markerne med over 100 år gamle vinstokke.

Bodegas Langa laver både almindelig vine samt en række cava’er, bl.a. denne Reyes de Aragón Cava Brut Reserva, som jeg faktisk selv smagte tilbage i 2018, hvor flasken dog så meget anderledes ud.

Vinen er lavet på 75% Chardonnay samt 25% Macabeo fra 30-40 år gamle vinstokke. Basisvinen lavet på rustfrie ståltanke med gæring ved 16 grader og så lagret 3 måneder på egefade uden forudgående malolaktisk gæring. Efter aftapning på flaske har vinen gennemgået andengæring over 20 måneder sur lie – altså med bærmen – inden degorgering.

Duftmæssigt er vinen ikke eksplosiv eller højtlydt på nogen måder … altså udover det BANG, som kommer, når proppen sendes i vejret og moussen starter. Der kommer så noter af melon, pærer, hyld samt noget jern og honningsødme.

I munden bruser vinen godt op med ganske ganske aggressive bobler, tætte, fine og liflige. Der kommer masser af citroner, frisk og syrlig, masser af lemon, æbler, lidt grapefrugt., jern, astronaut-is samt en smule lakrids.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Celler VallDolina, Cava Tutusaus Gran Reserva Brut Nature, Penedès, Spanien

2017 Celler VallDolina, Cava Tutusaus Gran Reserva Brut Nature, Penedès, SpanienCeller VallDolina aka Celler-Masia Can Tutusaus ligger lidt nord for Olesa de Bonesvalls omkring 20 kilometer vest for Barcelona i Penedès området … og det er derfra, at jeg smager denne 2017 Cava Tutusaus Gran Reserva Brut Nature.

Vingården Can Tutusaus kan dateres helt tilbage til 1348, men det var dog først i 1729 at dette landsted blev opbygget med kældre, der egnede sig til kvalitativ vinproduktion. Men i dag har Can Tutusaus adskillige hektar med pinjeskov, olivenlunde, egetræer og vinstokke.

Samlet har Can Tutusaus 11 hektar vinmarker, der drives af økologisk af den energiske unge vinmager Raimon Badell, der selv kommer fra en vinfamilie og har arvet sin passion for økologisk vindyrkning fra sin far.

Han har siden 1998 drevet sin vingård Celler VallDolina fra Can Tutusaus gården og laver mousserende Cava’er med meget distinkt terroirfornemmelse, noget man sjældent oplever i gode Cava’er.

Cava’erne fremstilles på Xarel-lo, Macabeo og Parellada samt Chardonna og de doseres meget lidt eller slet ikke.

Her smager vi Raimons Cava Tutusaus Gran Reserva Brut Nature, der er lavet på et mix af Xarello, Parellada og Macabeu, som først er vinificeret med en kølig gæring ved 16 grader, hvorefter vinen så er kommet på flaske til andengæringen, der er sket i kælderen ved 13 grader over 36 måneder. Vinen er degorgeret i september 2021.

Duftmæssig er der godt med æbler, men egentlig ikke så megen hverken gær eller nødder. I stedet er duften en smule bio og landlig, har kvæde, bivoks, lidt fennikel og lakrids … meget ren og virker umiddelbart også ganske saftig.

Smagen er også meget saftet, da boblerne er blide og runde. Den er meget let i smagen, frugten også meget subtil og luftig med let lemon og grape samt masser af æbler, æblemost og så ellers godt med lidt rå og brændte nødder.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Grandes Vinos y Viñedos, Ramiro II Cava Ecológico Brut, Aragón, Spanien

N.V. Grandes Vinos y Viñedos, Ramiro II Cava Ecológico Brut, Aragon, SpanienJeg var forleden med et erhvervsnetværk til en hyggelig aften i Timm Vladimirs Køkken, hvor vi sammen skulle hygge os med at lave mad sammen og selvfølgelig drikke lidt vin.

Aftenen startede – som gode aftener skal – med lidt bobler og det blev et glas af denne Ramiro II Cava Ecológico Brut, som er fra kooperativet Grandes Vinos y Viñedos, der ligger i Villanueva de Huerva i Zaragoza under Cariñena appellationen i Aragón vinområdet.

Grandes Vinos y Viñedos er opstået i 1997 ved en fusion af en lang række lokale kooperativer i Cariñena … alle oprindelig grundlagt i en periode fra 1950 til 1967. Det var nemlig kooperativerne Nuestra Señora del Pilar de Villanueva de Huerva, San Roque de Alfamén, San José de Aguarón og San Bernabé de Cosuenda, som i 1997 fusionerede og skabte ét stort kooperativ med mere en 700 vinavlere som medlemmer.

Samlet råder Grandes Vinos y Viñedos således i dag over mere end 4.500 hektar vinmarker, hvilket er over en 1/3 af samtlige vinmarker i hele Cariñenas, Markerne ligger ved foden af bjergene Algairén og Pecos mellem floderne Huerva og Jalón og spredt over alle 14 kommuner i distriktet Campo de Cariñena.

Dermed er Grandes Vinos y Viñedos en mastodont i området og deres vineri i Villanueva de Huervaer også pænt stort … ikke mindre end 60.000 kvadratmeter, hvilket svarer til 12 fodboldbaner. De har ståltanke på til 200.000 liter og en produktionskapacitet på 12.000 flasker i timen. Derudover har de en vinkælder med plads til små 20.000 egefade.

I Timm Vladimirs Køkken sad vi tæt … små hold af to foran et skærebræt og et gasblus … men med masser af hygge.

Inden vi lige kommer til vinen … så lad os da lige få et par indtryk fra aftenen i Timm Vladimirs Køkken. Det var en aften, hvor vi i hold af skulle lave to små retter … intet fancy, men ren hygge. Der var lidt instruktion af et par unge piger, men det var næsten overflødigt, for vi skulle lave en tatar til forret og en risotto til hovedret.

Lidt rørt tatar og lidt chips, radiser og en ældre æggeblomme 🙂 Peace of cake.

Til maden smagte vi også spanske vine … 2 vine fra Bodegas Piqueras i form af en hvid og en rød udgave fra husets El Picoteo serie … ikke noget at skrive hjem om, men dem anmelder jeg selvfølgelig også bagefter.

Risotto med ærter og lidt fennikelsalat, en billig men velsmagende ret.

Nå, men lade os først gøre den mousserende Cava kaldt Ramiro II Cava Ecológico Brut fra Grandes Vinos y Viñedos helt færdig. Den er lavet på druerne Macabeo og Chardonnay … men der står intet om hvordan vinen er fremstillet … med andengæring i flaske eller efter den noget billigere Charmat metode med dannelse af kuldioxiden i tanke. Når man ikke har oplyst noget, så er det formentlig efter Charmat metoden 🙂

Men cavaen har faktisk en dejlig duft … let nøddet, ristede og gærede noter, hvide blomster, æbler og pærer. Der er måske også en snert af lidt citrus … men ellers sådan meget plain uden de store svinkeærinder.

I munden har vinen et vildt brus … ikke noget forsigtigt eller sart der, men har smagsmæssigt et venligt væsen med lemon, grape og citron uden at sætte de store store mærker i sanseindtrykkene. Men det var faktisk bedste vin denne aften i Timm Vladimirs Køkken.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 140 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Bodega Trenza, La Orphica Seleccion Aurora Blanco, Murcia, Spanien

2019 Bodega Trenza, La Orphica Seleccion Aurora Blanco, Murcia, SpanienDet er ikke så lang tid siden, at jeg smagte den blå, småfede La Orphica Monastrell Iluminada lavet af de to danske brødre David og Jonas Tofterup på Bodega Trenza. Nu smager jeg en hvid søstervin, nemlig denne La Orphica Seleccion Aurora Blanco.

Det fremgår ikke helt, hvor druerne kommer fra … om det alene er fra Murcia eller de måske er fra flere områder i Spanien? Det er dog imidlertid et blend på 47% Macabeo, 23,5% Verdejo, 23,5% Sauvignon Blanc samt 6% Moscatel.

Druerne er høstet tidligt om morgenen for at give mest mulig friskhed til vinen og fermenteringen, som alene er sket i rustfrie ståltanke – er sket koldt ved 13-16 grader. Derefter er vinen så blot aftappet på flaske og frigivet.

Duften er næsten tyggevenlig … en sød, krydret, fed og fyldig næse med tørret abrikos, ananas, nektariner, mango, appelson, lidt grillet lemon, masser af sødme, krydderier, spidskommen, røg og tør cedertræ.

Smagen fortsætter i samme boldgade, fed, krydret og sød … godt tætpakket med fed, tropisk frugt. Det er en vinøs, adipøs, korpulent og trivelig boksehandske, som er foret så meget, at alle slagene rammer blødt, tungt og rundt. En stor og smagfuld historie.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 79,95 kr., mens prisen er 59 kr. ved køb af 6 flasker. Fin pris.

Vinanmeldelse 4/7  

N.V. Bodegas Bonaval, Cava Brut, Extremadura, Spanien

N.V. Bodegas Bonaval, Cava Brut, Extremadura, SpanienBesøget på restaurant Det Glade Vanvid startede med et lille glas af denne Cava Brut fra vinhuset Bodegas Bonaval, der er en del af spanske Bodegas López Morenas, der ejer flere vinhuse.

Bodegas Bonaval ligger i byen Almendralejo i Extremadura og omkring 100 kilometer nord for Sevilla. Bodegas López Morenas ligger blot 50 kilometer længere mod syd tæt ved byen Fuente del Maestre, hvor vinhuset også er grundlagt tilbage i 1943 som et almindeligt vinhus, men allerede et år senere installerede man et stort et stort flaske/tappeanlæg, som kunne flaske 1.500 flasker hver time.

I starten blev vinene primært solgt lokalt i provinserne Andalusia og Badajoz, men siden 1990 har virksomheden ekspanderet og er i dag et kæmpe foretagende, som producerer millioner flaske vin samt masser af bag-in-box vin.

Bodegas López Morenas købte Bodegas Bonaval i 2011 … og bare i Bonaval laver de årligt over 4 millioner flasker cava’er. Ser man fotos fra vineriet, så er der tale om en stor fabrik med kæmpestore tanke, voldsom store tappeanlæg og vinene er også primært vine i den billige ende af skalaen.

Cava’erne laver Bodegas Bonaval under det kendte appellation DO Cava.  De fleste forbinder DO Cava med de mousserende vine fra Penedès i Catalonien, der da også producerer omkring 95% af den samlede mængde cava i Spanien.

Men af de i alt 33.591 hektar vinmarker under DO Cava appellationen, så findes en del faktisk flere steder i hele Spanien, bl.a. i Lleida, Girona, la Rioja, Álava, Valencia, Navarra, Zaragoza og så også netop i Badajoz i Extremadura.

Fælles for cava’erne er dog, at de skal være lavet efter Méthode Traditionelle, altså med andengæring i flaske og så på druersorterne Parellada, Macabeo og Xarel-lo, selvom andre druer også tillades, fx Chardonnay og så Cabernet Sauvignon, Pinot Noir og Garnacha til de roséfarvede cava’er.

Denne Cava Brut fra Bodegas Bonaval er lavet på et mix af Perellada og Macabeo, men derudover er der ingen oplysninger om, hvordan vinen er lavet … udover med ægte andengæring på flaske.

I næsen nærmest lidt saltede citroner, æbler, pærer og tropiske frugter, nødder, rugbrød og bagt brød, sådan meget klassisk uden at stikke helt ud. Dufter fint. I munden er boblerne fine, små, småbitre med smag af grønne og syrlige æbler, men ren frugtsmag, lidt jern, mineraler og lille sødme, som giver fin balance.

Forhandles af Vinsalget.dk, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse  4/7 

N.V. Cofama Vins i Caves, Grans Moments Brut, Penedès, Spanien

N.V. Cofama Vins i Caves, Grans Moments Brut, Cava, SpanienFra den catalonske appellation DO Cava smager jeres flittige vinblogger nu denne Cava Grans Moments Brut fra det store vinimperium Cofama Vins i Caves, der har sit hovedkontor midt inde i Barcelona.

Det er et stort foretagende, som årligt laver over 7 millioner flasker vin fra 7 forskellige appellationer i Catalonien og fordelt på et utal af brands og primært med fokus på produktion af Cava. De laver Cava under ikke mindre end 18 forskellige brands, herunder altså også Grans Moments.’

Cofama Vins i Caves er grundlagt i 2002 for at repræsentere de mange vinavlere og småproducenter i Catalonien. I dag er det dog vokset til at være et decideret vineri med store flaskelinjer og et stort markedsføringsteam.

Denne Grans Moments Brut er lavet på 35% Xarel.lo, 35% Macabeo samt 30% Parellada, som først i ståltanke vinificeres til en almindelig vin, hvilket efterfølges af en andengæring i flasken over 10 måneder. Vinen har 9 gram restsukker pr. liter.

Næsen afslører en frisk bobbelvin, masser af formfranskbrød, fersken, lidt Faxe Kondi, druesukkersødme, blomster samt en lille parfumeret note. I munden er vinen meget sød, cremet … mangler klart noget syre, mens boblerne er blide og slutter med lidt svag grape og lemon.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7 

N.V. Freixenet, Ice Cuvée Especiale, Penedès, Spanien

N.V. Freixenet, Ice Cuvée Especiale, Penedès, SpanienPartytime! Det spanske cavahus Freixenet har lavet en Cava Ice Cuvée Especiale, som man skal  drikke med isterninger i glasset og som vinbloggeren synes skal drikkes med gode venner i festligt lag.

Selvom det er en easy, nyd let Cava til festlige stunder og med isterninger i glasset, så er den skam lavet på traditionel manér, altså med andengæring på flaske i 12-14 måneder. Det er et blend på Macabeo, Xarello og Parellada med en skvis Chardonnay. Og så kommer vinen i en sjov, cool og helt hvid flaske, som nok skal vække opsigt til festen.

Næsen er sødlig, let med fersken, pærer bivoks, skocreme, petroleum eller benzindampe, men på en ganske fin måde. Der er lidt saltlakrids, Kung-Fu is og saftevandsfølelse, men jeg er faktisk noget overrasket over vinen, som jeg var sikker på, at jeg ville hade … men det gør jeg på ingen måde, selvom det ifølge vinbiblerne er uhørt at droppe isterninger i en vin.

Smagsmæssigt er det party party. Jeg har aldrig får drukket mousserende vin med isterninger, men hvorfor ikke, hvis formålet er ren og ukompliceret sjov i gaden, letdrikkelig glæde samt fest og farver. Vinen er sød, saftig og har da også en lille saftevandsagtig imødekommenhed med en lille syre og bitterhed. Det bliver selvfølgelig mindre, når isterninger udvander vinen.

Det bliver 4 iskolde houlbergske fingre … dels for en herlig næse og en overraskende sjov næse, selvom det jo ikke er helt rigtigt med isterninger i en vin.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 97,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

N.V. Freixenet, Organic Cava Brut, Penedès, Spanien

N.V. Freixenet, Organic Cava, Penedès, SpanienLad os også kig på lidt bobler, bl.a. denne Organic Cava Brut fra det monsterstore spanske cavahus Freixenet, der ligger i Sant Sadurní d’ Anioa i Penedès området, som er en del af regionen Catalonien i Spaniens nordøstligste hjørne.

Freixenet er grundlagt i 1889 af Pedro Ferrer Bosch og Dolores Sala Vivé. Efter Pedro Ferrer Bosch døde under den spanske borgerkrig, overtog hans kone Dolores Sala Vivé cavahuset, men ejes i dag af Henkell & Co. Sektkellerei.

Det er simpelthen verdens største producent af mousserende vine produceret på champagnemetoden og de eksporterer årligt mere end 100 millioner flasker Cava til 150 lande verden over.

Freixenet ejer ikke mindre end 24 vinhuse i det meste af verdenen, bl.a. masser af vinehuse i Spanien, Argentina og Australien samt vin- og champagnehuse i Frankrig. Alene til produktionen af Freixenet Cava ejes over 1.000 hektar vinmarker i Penedès. Freixenet – der kan købes i de fleste større kæder – har også en markedsledende position i Danmark.

Denne Cava Bio Brut er Non Vintage, altså uden årgang, og er produceret på 75% Macabeo og 25% Chardonnay, som er dyrket i Utiel Requena-området, som er beliggende i 700-900 meters højde, omkring 70 km fra middelhavskysten i Valencia provinsen.

Denne økologisk dyrkede Cava er et helt nyt produkt fra Freixenet – og druerne kommer fra en del af Freixenet, som kaldes Freixenet Requena, der er den eneste økologiske producent i regionen.

Den er lavet med førstegæringen i ståltanke over 12 dage og så den tradtionelle andengæring på flaske. Der er 9 gram restsukker pr. liter.

Næsen byder på æbler, pærer, en smule abrikos, honningmelon, ananas, akaciehonning, lidt astronaut-is, champagnebrus, ganske pænt med frugtsødme … ingen tør syre her, og godt med sødme faktisk.

Smagsmæssigt er det utroligt, at der er tale om en Brut, for der er langt mere sødme, som var det en Seco eller Semiseco. Boblerne er sådan mellem … ikke aggressive og heller ikke meget vage. Men derudover er der modne pærer, abrikos, et nøddeagtig element, lidt en saftvandsfornemmelse … men så er det til gengæld en Brut, som vil kunne gå til den søde kransekage, når nytåret rammer, og til en fornuftig pris.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 83,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7