Tag-arkiv: Chile

2006 Concha y Toro, Don Melchor Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

2006 Concha y Toro, Don Melchor Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, ChileVidere med beskrivelse af vinene fra byggemødet … bl.a. denne Don Melchor Cabernet Sauvignon fra vinhuset Concha y Toro i Chile. Don Melchior er vinmastodonten Concha y Toro’s topvin. Prisskiltet er da også blandt de højeste man kan finde i et supermarked. Ellers kender vi nok mest vinhuset fra vinen Casillero Del Diablo … det er den med djævlen på etiketten.

Concha y Toro er grundlagt i 1883 i Maipo Valley af netop Don Melchor, eller rettere Melchor Santiago de Concha y Cerda og hans hustru Emiliana Subercaseaux. Don Melchor elskede Bordeaux vine og plantede da også importerede franske vinstokke fra Bordeaux. Fra den spæde start med salg af vin til nære venner i Chile, er vinhuset i dag vokset til Chiles største vinfirma med salg til det meste af den vindrikkende verden.

Til minde om grundlæggeren og for at bevise, at Chile kan producere vin i verdensklasse, blev Don Melchor Cabernet Sauvignon skabt i 1987 og lige siden har denne vin i de følgende årgange ligget blandt de bedst placerede i vinsmagninger verden over. Det er også en vin, som for nogle år siden … endda to år i træk … lå blandt de 10 bedste vine på Wine Spectators årlige top-100 liste.

Denne årgang 2006 har bl.a. også fået 95 Parker point og er produceret på druer fra Puente Alto vinmarken, der i øvrigt også leverer druer til Almaviva, der er et berømt joint venture mellem Concha y Toro og Rothschild familien fra Bordeaux.

Vinmageren bag vinen er Enrique Tirado, og han har siden 1997 minutiøst studeret bl.a. jordbund på Concha y Toros Puente Alto vinmark. De 113 hektar var oprindeligt delt ind i kun 4 sektorer, der beskrev bl.a. jordens frugtbarhed osv. I dag er marken inddelt i mere end 100 små sektorer, beskrevet ned i mindste detalje, med hver deres specielle karakteristika. Med dette dybdegående kendskab til jordbundsforholdene, kan Enrique Tirado blende vin fra de enkelte sektorer, så vinen får lige nøjagtig den struktur og kvalitet han ønsker.

2006 årgangen er sammensat af 96% Cabernet Sauvignon og 4% Cabernet Franc. Vinen har tilbragt 15 måneder på franske egefade.

Duftmæssigt lidt kælder, lidt mulle jord … så på den måde har man ramt Bordeaux spot-on. Der er dog også lidt Chile … eller i hvert fald mere sol … i duften med mørke bær, tobak, chokolade. Smagsmæssigt en overraskende stram syre med godt med tannin, syrlige kirsebær. Meget fyldig i munden og god lang eftersmag. Alkoholen måske fortsat en anelse for dominerende, men fandme en god vin. Thumbs Up for Brix i udvælgelsen af vinene.

Fås i Coop/Brugsen, pris vel omkring 300-350 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Corinto Wines, Syrah, Central Valley, Chile

2010 Corinto Wines, Syrah, Central Valley, ChileI rødvinsbaren hos Brdr. Kochs Glade Vanvid stod valget mellem en 2011 Bodegas Mureda, Mureda Red fra Castilla-La Mancha i Spanien, en 2012 Wine Men of Gotham, Shiraz fra Australien eller en 2010 Corinto Wines, Syrah fra Chile. Da jeg tidligere havde smagt de to første, så nappede jeg da et enkelt glas af den sidste, altså vinen fra Chile.

Corinto Wines er et stort foretagende, producerer omkring 2 millioner liter vin om året. Corinto Wines er skabt af en gruppe af iværksættere med mange års erfaring i vinindustrien ud fra efterspørgsel fra vinindustrien. Corinto Wines blev etableret i 2006 med det formål at skabe forbrugervenlige og tilgængelige vine til overkommelige priser. En af ejerne af Corinto Wines skulle efter sigende være vinhuset Botalcura Winery.

Navnet på vinhuset afspejler det område, hvor vinen dyrkes, nemlig nær byen  Corinto i Maule Valley. Druerne kommer fra områder i både Rapel, Curicó, Maule, Casablanca and Itata i Central Valley i Chile. Logoet har form af et silhuet af et vinglas … set fra oven.

Ansvarlig vinmager er Felipe Vial.

Der laves vine i 3 serier, en basisserie, en Selección (selection) og en Reserva. Denne vin kommer fra Selección serien, og er lavet på ren Syrah uden tilsætning af andre druetyper. Druerne bliver håndplukket over i 500 kilos kar, og der bliver kun plukket tidligt om morgenen for at bevare den friske aroma. Klaserne bliver afstilket og macerationen løber over tre dage for at udvinde mest mulig ekstrakt. Der gæres ved 25-28° C. i rustfri ståltanke. Herefter får en del af vinen tre måneders fadlagring.

Duftmæssigt lidt brombær, ligusterhæk, peber og kaffe. Ikke specielt vild med duften. Smagen er varm, lidt krydret med mærke bær … en anelse anonym. Et af målene hos Corinto Wines er at producere “easy-to-drink crowd-pleasers”, og det kan man sige, at de har opnået. For mig bliver det en anelse kedeligt.

Fås hos Vin og Vin, pris 69 kr., men 55 kr. pr. flaske ved køb af 6 stk.

Vinanmeldelse 3/7 

2012 Caliterra Winery, Carmenère Reserva, Colchagua Valley, Chile

2012 Caliterra Winery, Carmenère Reserva, Colchagua Valley, ChileSøstervinen til Sauvignon Blanc er denne rødvin på Carmenère. I dag kommer de fleste vine på Carmenère fra Chile. Merlot og Carmenère blev før i tiden ofte forvekslet og derfor også plantet sammen. Merlot er dog moden tre uger før Carmènere. Hvis de høstes på samme tid, er den ene sort enten overmoden, eller den anden er undermoden. I dag har man lært at identificere dem hver for sig.

Druerne til Caliterras Carmenère Reserva kommer vi husets egne marker i Colchagua Valley, helt præcis fra de vinstokke, som blev plantet i 1997 efter partnerskabet mellem Robert G. Mondavi og Viña Errázuriz købte jorden.

Vinen er lavet primært på Carmenère, her i årgang 2012 nemlig af 94% Carmenère og 6% Petit Verdot, men i andre årgange har det været 87% Carménère, 8% Cabernet Sauvignon og 5% Merlot.

Den ansvarlige vinmager på Caliterra er ønologen Rodrigo Zamorano, som bistået af assistenten Juan Ignacio Montt står bag den omfattende produktion.

I glasset en mørk og fyldig vin. Duftmæssigt solbær, brombær, blommer, figen, kanel, kaffe og en smule blæk, tobak og eucalyptus. Dufter ret lækker faktisk. Smagsmæssigt lidt en marmeladevin, masser af solbær, blommer og brændte toner … men også alkoholen trænger igennem, desværre for meget til at vinen bliver en stor oplevelse … men kan måske bedre lide denne end søstervinen på Sauvignon Blanc.

Som sagt købt i Føtex, hvor 2 fås for 105 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7    

2012 Caliterra Winery, Sauvignon Blanc Reserva, Colchagua Valley, Chile

2012 Caliterra Winery, Sauvignon Blanc Reserva, Colchagua Valley, ChileLige en opsamling fra ugen, nemlig tirsdagssmagningen på jobbet, som bød på 2 x Føtex supermarkedsvine, nemlig 2 styk fra vinhuset Caliterra Winery, denne Sauvignon Blanc samt en Carmenere.

Caliterra er etableret i 1996 i et partnerskab mellem det store, internationale vinhus Robert G. Mondavi samt Viña Errázuriz. Man valgte området Colchagua Valley som hjemsted vingården. Samlet købte de små 1.085 hektar ganske uberørt jord i hjertet af dalen, hvor et middelhavsklima med kølige nætter og blide briser skaber perfekte, modne, intense og koncentrerede druer.

I begyndelsen af 2004 købte Viña Errázuriz de sidste 50% fra Robert Mondavi, og er i dag således eneejer af Caliterra Winery.

Druerne til denne vin kommer imidlertid fra Viña Errázurizs vinmarker i Curicó, Maipo og Casablanca Valleys. Reserva serien er husets basisvine, så der findes sådan set ikke en vin, som bare hedder Sauvignon Blanc. De øvrige serier hedder Tributo, derefter Tributo Edición Limitada, herefter Edición Limitada og derudover laves der en enkelt rød topvin, som hedder Cenit.

Vinen her er som sagt ren Sauvignon Blanc. For at bevare så mange aromaer i druesaften, så høstes der sent og aftenen eller i den meget tidlige morgen.

Lad os smage på vinen. Duftmæssigt er der fersken, citrus, pærer, lidt sødme. Smagen er sprød, frisk … lidt nødder, men … meget sød for en Sauvignon Blanc, og eftersmagen er meget kort. Det er imidlertid – pga. både friskheden og den store sødme – en vin, som rigtigt mange vil kunne li’ … en rigtig konfirmation/sølvbryllupsvin.

Købt i Føtex, hvor 2 stk. fås for 105 kr.

Vinanmeldelse 3/7   

2011 Bernard Magrez, Leyenda, Central Valley, Chile

Så støder vi atter ind i ham, Bernard Magrez. Jeg har skrevet om ham tidligere, men gør det gerne igen.

Bernard Magrez er en af Bordeaux’s helt store vinkøbmænd. Igennem 40 år har han opkøbt 35 små og store vingårde, 21 af dem i Bordeaux med Château Pape Clémant, Grand Cru Classé i Graves, i toppen samt det tidligere danskejede Château Fombrauge i Saint-Émilion, endvidere 6 vingårde i Languedoc-Roussillon og 8 uden for Frankrig, nemlig to i Spanien, de øvrige i Portugal, Marokko, Napa Valley i Californien, Chile, Argentina og Uruguay.

Magrez voksede op med en streng far, der smed ham ud hjemmefra, da han var fyldt tolv. Han blev uddannet som snedker i Pyrenæerne, og da han som ung mand i 1964 var tilbage i Paris, overtog han et lille importfirma for portvin fra en aldrende ejer. Firmaet hed egentlig Grelaud, men Magrez døbte det om til William Pitters for at gøre det mere interessant i USA. Inspirationen til navnet hentede han i en gammel film med Ester Williams – hende med badedragten.

Det var dengang det franske supermarked Carrefour åbnede uden for Paris, og Magrez så, at her lå der et fremtidigt salg. Hans firma voksede støt og blev efterhånden Frankrigs største grossist i vin og spiritus.

I 2005 solgte han William Pitters og likørfirmaet Marie Brizard, og de mange penge, som han tjente, investerer han i sine vinslotte. Endvidere er han siden 2001 blevet kendt som skuespilleren Gérard Depardieus legekammerat, når det gælder købet af vinslotte. Han markedsfører vinene fra Depardieus syv slotte.

Magrez arbejder sammen med den berømte vinkonsulent Michel Rolland, og han er besat af tanken om, at den enkelte vinmarks terroir godt nok har betydning, men at det også – selv på mindre berømte terroirs – er muligt at lave store vine i en begrænset produktion, som han kalder “micro-cuvéer”. Hans navn står på samtlige flasker fra alle slottene, og her er vi i Chile, hvor Magrez også laver vin.

Druerne til Leyenda hentes i Maipo Valley, der er Chiles mest kendte vinområde. Området er ekstremt tørt med kun 300 mm regn om året (hvor vinstokken normalt skal have mellem 5 – 700 mm regn for at kunne overleve), hvorfor at det er nødvendigt, at vinstokkene kunstvandes med smeltevand fra Andesbjergene for at kunne overleve. Området er specielt kendt for sine tilplantninger med Cabernet Sauvignon og Chardonnay.

Duftmæssigt er der sol, sødme i vinen … sammen med lidt urter, primært timian. Solen går igen i smagen sammen med salvie, fin tørhed og ellers en blød, frugtrig og rund vin med en medium eftersmag. Til pengene et fint køb.

Købt hos Vinspecialisten, pris 90 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 Montes, Sauvignon Blanc, Leyda, Chile

2010 Montes, Sauvignon Blanc, Leyda, ChileNæste vin var en gammel kending, nemlig vinhuset Montes. Montes vinene er jo én af Bichels store “sællerter”, og ikke uden grund, for Montes laver rigtig god vin til fornuftige penge.

Montes har navn efter en af de 4 ejere, Aurelio Montes, en af Chiles bedste winemakers, som også har fået et utal af priser. Vingården Montes er startet i 1987, hvor to erfarne og visionnære vinmagere, Aurelio Montes og Douglas Murray, besluttede at ville forbedre kvaliteten af chilensk vin, og forsøge at lave Chiles bedste vin.

I 1988 kom de sidste to partnere Alfredo Vidaurre og Pedro Grand med i projektet, og allerede i 1991 opnåede Montes sølvmedalje ved U.K. Wine Iinternational Challenge 1991 med deres 1987 Montes Alpha Cabernet Sauvignon, og det blev starten til et sandt eksporteventyr for Montes. I dag har Montes en årlig produktion på 6-7 millioner flasker vin og et utal af priser for deres forskellige vine.

Vinen her hører til husets basis serie, og kommer fra området Leyda … et køligklima område i Chile, lidt syd for Valparaiso og meget tæt på Stillehavet.

Aurelio har meget store forventninger til Leyda. “Alting er bare lidt bedre i Leyda, især Sauvignon og Pinot Noir, og der er bedre balance og mere kompleksitet i frugten”, siger Aurelio. Montes plantede 50 hektar i Leyda i 2004. Leyda giver større mineralitet i Sauvignon-vinene end Casablanca. Som en krydsning mellem Sancerre og den nye verden.

Duftmæssigt klare citrus noter, mere røget i duften, og derudover er der lidt græs og krydderier. Smagsmæssigt er vinen også lidt tungere end den sydafrikanske, mere fyldig og fortsat en god balance mellem sødme og syre.

Fås hos Bichel Vine til 89,75 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2008 Montes, Alpha Cabernet Sauvignon, Colchagua, Chile

2008 Montes, Alpha Cabernet Sauvignon, Colchagua, ChileMed næste vin bragte Steffen en “gammel” kending ind i billedet, nemlig vinhuset Montes. Montes vinene er jo én af Bichels store “sællerter”, og ikke uden grund, for Montes laver rigtig god vin til fornuftige penge.

Montes har navn efter en af de 4 ejere, Aurelio Montes, en af Chiles bedste winemakers, som også har fået et utal af priser. Vingården Montes er startet i 1987, hvor to erfarne og visionnære vinmagere, Aurelio Montes og Douglas Murray, besluttede at ville forbedre kvaliteten af chilensk vin, og forsøge at lave Chiles bedste vin.

I 1988 kom de sidste to partnere Alfredo Vidaurre og Pedro Grand med i projektet, og allerede i 1991 opnåede Montes sølvmedalje ved U.K. Wine Iinternational Challenge 1991 med deres 1987 Montes Alpha Cabernet Sauvignon, og det blev starten til et sandt eksporteventyr for Montes. I dag har Montes en årlig produktion af 6-7 millioner flasker vin og et utal af priser for deres forskellige vine.

Her en vin i Alpha serien, lavet på 90 % Cabernet Sauvignon tilsat 10 % Merlot. Lagret 12 mdr. på barriques af fransk eg, 33% nye, 33% fade, som er ét år gamle og 33% på fade, som er to år gamle. Druerne kommer fra Apalta Vineyards i Colchagua, der er et af de bedste steder i den nye verden til de klassiske Bordeaux-druer. Alpha Cabernet Sauvignon er en klassiker blandt kvalitetsvine i Chile og har siden premiereårgangen 1987 vist sig at have et langt liv, fx blev årgang 1990 listet som verdens tiendebedste 10 år gamle vin af det engelske magasin Wine.

Duftmæssigt våde gamle egetræsmøbler, lidt jord, solbær, krydderier, lidt sødme og chokolade. Smagsmæssigt masser af solbær, varme og lidt spicy i eftersmagen. Dejlig vin.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Købt hos Bichel, hvor prisen er 139,75 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2009 Cono Sur Vineyards & Winery, 20 Barrels Syrah, Colchagua Valley, Chile

2009 Cono Sur Vineyards & Winery, 20 Barrels Syrah, Colchagua Valley, ChileNæste vin til bestyrelsesmødet i torsdag var denne 20 Barrels Syrah fra Cono Sur Vineyards & Winery i Chile.

Cono Sur Vineyards & Winery er et relativ ung vinhus, og det har haft en kolosal succes i Chile. Det er grundlagt i 1993, og har de de sidste 20 år nået at blive én af top 3 vingårdene i Chile. Kvaliteten er en af grunden for deres succes og en stor del af vinmarkerne bliver økologisk behandlet. Dermed er vingården en af de første i Chile med økologisk produktion.

Husets vinmarker er beliggende i Colchagua Valley og Valle Central. Forskellige lag af mikroklimaer gør det muligt at beplante med et bred spektrum af druesorter. Ved siden af Merlot og Cabernet Sauvignon har Pinot Noir og Carmenere stor succes. Også Chardonnay dyrkes der på husets vinmarker.

20 Barrels serie er en topserie fra Cono Sur, og det blev skabt i 1996, da Cono Sur ønskede at lave en serie af super vine. De startede med Pinot Noir og udvalgte 20 fade til dette – deraf navnet ”20 barrels”. Siden er denne serie udvidet med flere vine, heriblandt Syrah og Chardonnay, og her har vi netop vinen baseret på Syrah.

Duftmæssigt masser af sol, der mørkerøde frugter, solbær, vanilje og lidt jord. Smagsmæssigt solbær, chokolade, lidt peber og en smule andre krydderier. En fyldig og varm vin, og ganske behagelig.

Fås i SuperBest kæden, hvor tilbudsprisen normalt ligger omkring 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2010 Viña Santa Rita, Medalla Real 1987 Retro Edition, Maipo Valley, Chile

2010 Viña Santa Rita, Medalla Real 1987 Retro Edition, Maipo Valley, ChileNæste vin fra bestyrelsesmødet var denne Medalla Real 1987 Retro Edition fra det kendte vinhus Santa Rita i Chile.

Viña Santa Rita blev grundlagt i 1880. Chile har en gammel tradition inden for vinproduktion, hvori Santa Rita har spillet en afgørende og fremstående rolle i opstarten midt i det 19. århundrede. Santa Ritas vinkældre er de ældste i Chile, da de stammer tilbage til 1770. Viña Santa Rita er beliggende i Maipo dalen, der ligger mellem 32. og 33. breddegrad, hvilket er anset som værende blandt de bedste vinområder i verden.

Solen, jordbunden og de store temperaturforskelle mellem dag og nat (200) er nogle af hemmelighederne for Maipo dalen. Dette, i forening med den nyeste teknologi inden for vinproduktion, gør Santa Rita til en af de bedste vinproducenter i Sydamerika.

Der blev i 1993 indkøbt yderligere 900 hektar, som blev tilplantet med nye vinstokke – hovedsageligt Cabernet Sauvignon, Merlot og Chardonnay. Dermed råder Viña Santa Rita i dag over vinmarker i både Maipo dalen, Casablanca dalen, Maule dalen og Rapel dalen.

Viña Santa Rita har igennem hele dens historie vundet adskillige præmier og priser ved forskellige udstillinger og konkurrencer i hele verden. I dag fremstår Santa Rita som den største eksportør af fornemme chilenske vine til Europa og Amerika. Dette giver Santa Rita en anerkendelse, som absolut overgår nogle af de bedste vine fra Frankrig, Tyskland, Italien, USA og Australien.

Santa Rita er flere gange blevet udnævnt til “Value Brand of the Year” i Wine & Spirits Magazine – senest i 2010. Denne anerkendelse gives til vinfirmaer hvis produkter giver rigtig god kvalitet for pengene! Santa Rita er hele 10 gange blevet udnævnt til ”Winery of the Year” i det prestigefulde Wine & Spirits Magazine – senest i 2010.

Vinen her er lavet i anledning af, at det sidste år var 25 år siden, at Chile-vinen Medalla Real fra Santa Rita tog fusen på franskmændene ved verdens mest prestigefyldte konkurrence: World Wine Olympiad Gault-Millau i Paris.

Det var også startskuddet for Chiles succes på vinkortet. I anledning af 25-års jubilæet har vinhuset Santa Rita og AMKA i fællesskab lavet en særlig jubilæumsvin, specielt til det danske marked, og som kun er produceret i en begrænset mængde: Santa Rita Medalla Real 1987 Retro Edition, 2010 Cabernet Sauvignon.

Den er fremstillet af de fineste håndplukkede druer; 100% Cabernet Sauvignon, der kommer fra Viña Santa Ritas egne marker i Maipo dalen i Chile. Vinstokkene er plantet i 1970 og udbyttet er ca. 6.000 kg/hektar, hvilket giver en meget koncentreret drue og dermed en koncentreret vin. Vinen ligger på egetræsfade i 14 måneder.

Duftmæssig er der klart mere sol end de tidligere vine denne aften, der er ørken, tørhed, solbær, egetræ, kaktus, eucalyptus … meget indbydende. Smagsmæssigt stor fylde, frugt, solbær og varme, fint tanninbid og god balance mellem sødme og syre. Dejlig vin.

Købt i SuperBest til omkring 80 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 Viña Leyda, Pinot Noir Lot 21, Leyda Valley, Chile

2011 Viña Leyda, Pinot Noir Lot 21, Leyda Valley, ChileTil vores lille eftermiddagsseance havde Gert medbragt denne Pinot Noir fra Chile, nemlig Leydas Lot 21, som jeg tidligere har smagt i en årgang 2007.

Jeg har i et tidligere blogindlæg skrevet lidt om vinhuset Viña Leyda, nemlig da jeg smagte deres 2010 Pinot Noir “Las Brisas” tilbage i april måned. Jeg skal derfor skåne jer for yderligere info om vinhuset … og i stedet blot koncentrere mig om denne vin.

Lot vinene er Leydas topvine, og der laves i alt 3 slags, nemlig Lot 4 på Sauvignon Blanc, Lot 5 på Chardonnay og så denne Lot 21 på Pinot Noir. Druerne til vinen kommer fra nogle af de bedste rækker (block/lot nr. 21) på Las Brisas vinmarken, som er fyldt med masser af kalksten i undergrunden.

Det sikrer vinen en stor del mineralitet trods den megen sol. Produktionen er på kun 0,8 kilo pr. plante, for at opnå en høj koncentration i druesaften. Vinen er efter produktion lagret på nye og brugte, franske egetræsfade i 10 måneder.

Vinen er bedømt af Parker, senest i årgang 2010 med 92 point … øvrige år svinger pointene mellem 87-91 point.

Lad os smage vinen fra Viña Leyda. Duften er klar Pinot Noir. Der er sødme, stald, men også en del power/marmelade, som indikerer at vinen har fået en del sol. Der er også lidt jordbær, tør muldjord, appelsinskal og mineraler.

Smagsmæssigt minder vinen en smule om Las Brisas, men er lidt mere cremet, saftig, fyldig … der er moreller, mineraler, tobak, solbær, og fortsat en stram syre på tungen. Okay eftersmag … mangler måske en smule finesse i forhold til dens europæiske søstre, men det er en dejlig vin. Også en vin, som alle vil synes er god.

Fås i danske vinbutikker til omkring 225-260 kr., men Gert havde vistnok købt den hos Dansk Vinlager, hvor den fås til 149,95 kr.

Vinanmeldelse  5/7