Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2018 Avignonesi, Cantaloro Rosso Toscane IGT, Toscana, Italien

2018 Avignonesi, Cantaloro Rosso Toscane IGT, Toscana, ItalienMed næste vin skal vi atter til den biodynamisk vingård Avignonesi, der drives af belgiske Virginie Saverys og det er med en 2018 Cantaloro Rosso Toscane IGT.

Virginie Saverys arbejdede egentlig som en succesfuld advokat i Belgien.

Fra hendes forældre arvede hun dog en interesse for vin, som stille og roligt overgik fra at være en sporadisk hobby til en altopslugende passion.

Hun tabte faktisk sit hjerte til vinen i sådan en grad, at hun kastede sig ud i et radikalt karriereskifte. Hun ville ud i verden for at arbejde med vin. På en af hendes rejser stødte hun i byen Montepulciano på vingården Avignonesi, der allerede anerkendt for sine innovative tilgange og høje kvalitet

Men Virginie fornemmede, at der her var grobund for at nå nye højder og standarder inden for vinproduktion. I 2009 købte hun så Avignonesi og har siden igangsat en ganske systematisk og ambitiøs omlægning til ren biodynamisk produktion.

Det sker, fordi Virginies mission er at skabe vine, som er helt tro mod den natur de udspringer fra, samtidigt med, at hendes vine skal have et særegent og personligt udtryk.

Derfor sværger hun også til at blande sig så lidt i vinproduktionen, som overhovedet muligt. For en god vinbonde skaber vine i marken  og derfor er det de biodynamiske principper som får lov at diktere arbejdet, så vinstokkene får lov at trives i et sundt og uspoleret miljø.

Men det bæredygtige lader sig ikke begrænse til Avignonesis marker. Virginie Saverys arbejder indædt på at sænke det CO2-aftryk som hendes produktion sætter.

Én af Virgine Saverys genistreger har været at øge indholdet af Sangiovese i deres rødvine. Lokalt kaldes druesorten for Prugnolo Gentile og er en sort som de lokale bønder igennem generationer har afdækket som værende den, der bedst indfanger hele Montepulcianos væsen og udtryk.

Da Virginie overtog Avignonesis, så arbejdede flere af hendes kollegaer med at blande en højere portion af flere internationale druesorter i deres vin, for at tilfredsstille forbrugernes efterspørgsel og anmeldernes præferencer.

Men her stod Virgine fast, for Sangiovese hører hjemme i Montepulciano, så det er den, der skal udtrykkes klarest i hendes vine. Og anmeldere såvel som forbrugere igennem flere årgange hyldet hende, for denne stålfaste tilgang til områdets traditioner.

Vinene gæres også på gærkulturer som stammer fra området, så man under hele processen anvender det lokale fingeraftryk, som giver vinene deres helt unikke identitet.

Denne Cantaloro Rosso Toscane IGT er i denne årgang 2018 lavet på 57% Sangiovese, 31% Merlot og 12% Cabernet Sauvignon, som kommer fra Montepulciano og Cortona. Flere af parcellerne er op mod 40 år gamle og producere druer med en sådan kompleksitet, at mange andre producenter ville bruge dem i deres topvine.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller ved 22-28 grader over 10 dage i rustfri stålkar. Derefter er der sket malolaktisk gæring inden lagret på en kombination af ståltanke og slavonske egefade samt barriques.

I næsen er vinen let støvet og tør … lidt kødfuld endda, har nogle rå og letristede champignon, sød tobak, sorte kirsebær, brombær samt hindbær, har nogle brede skuldre, stor frugtrigdom samt et kindkys fra fadene med let vanilje, chokolade samt grønne urter.

Allerede fra start kan man mærke, at Merlot og Cabernet Sauvignon druerne giver vinen fylde og igen brede skuldre. Der betyder også en smule solbær og sorte kirsebær, pænt tørt, har tørt træ, cedertræ, fyldige tanniner, hvor der endda kommer lidt sødme bagefter. Det smager sgu rigtigt fint, så 91 point.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Vignobles & Compagnie, Les IX Papes Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2015 Vignobles & Compagnie, Les IX Papes Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigSkal vi ikke fortsætte med mer’ Châteauneuf-du-Pape? Jo fornemmer jeg, så det gør vi med denne Les IX Papes Châteauneuf-du-Pape, der kommer fra kooperativet Vignobles & Compagnie tæt ved Pont du Gard viadukten i det sydlige Rhône.

Reelt set er vinen dog ikke fra kooperativet, men kommer fra et restparti fra en anerkendt 100 points producent, som i dette tilfælde ikke ønsker deres navn frem og derfor nu udgives via Vignobles & Compagnie … en af de største vinkøbmænd i Châteauneuf.

Les IX Papes er fremstillet på et klassisk blend af 75% Grenache, 15% Syrah, 4% Mourvèdre, 3% Cinsault og 3% andre druer, som i topåret 2015 er høstet ved optimal modenhed.

Mens Grenache er lagret i store traditionelle foudres, så er alle de øvrige druesorter lagret på 228 liters burgundiske  egetræsfade og så har den massiv power med 16% højt oktantal.

Det er en rund, varm og kraftig Châteauneuf-du-Pape, hvor der kommer masser af sød finsk og tør engelsk lakrids, blommer, solbær, kirsebærsyltetøj og endda samlet lidt jammy i aromaerne. Aftrykket fra fadene er også tydelige med tobak, læder, kakao, violer, vanilje og chokolade samt let sødme … tung og mægtig.

I munden er der også smæk for skillingen, men selvom der er fylde, mørk frugt og virkede jammy i duftene, så er der masser af syre samt tørre og kraftige tanniner. Derudover er frugten frisk med brombær, knuste hindbær og lyse kirsebær, en lille svirp af alkohol, peber og et let bittert bid, pæn frugtrigdom og ganske potent. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 369,95 kr., mens du kan købe vinen til 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Domaine de la Graveirette, Châteauneuf-du-Pape Tempo, Rhône, Frankrig

2020 Domaine de la Graveirette, Châteauneuf-du-Pape Tempo, Rhône, FrankrigVi bliver i Rhône, for næste vin er denne 2020 Châteauneuf-du-Pape Tempo fra Domaine de la Graveirette, der drives af Julien Mus og ligger i Chemin de Causan mellem de to byer Bédarrides og Courthézon i Vaucluse.

Domaine de la Graveirette er vi sidst stødt på her på vinbloggen for et par måneder siden, hvor jeg smagte Julien Mus’ 2018 Côtes du Rhône og da skrev jeg også en del om vinhuset.

Denne Châteauneuf-du-Pape Tempo er lavet på 90% Grenache, 5% Cinsault og 5% Syrah, der kommer fra økologisk dyrkede vinmarker med vinstokke på 50 og 70 år i den sydøstlige del af Châteauneuf-du-Pape på kanten af det berømte Le Crau plateau.

Som en del af sin moderne tilgang vælger Julien Mus helt at undlade fadlagring i sin vinproduktion … også i sine Chateauneuf du Pape, der i stedet modner 30 måneder på ståltanke. Sådan er denne altså også lavet … med gæring i ståltanke og efterfølgende også lagret i store ståltanke.

Fra starten er der en stærk og dyb duft … det stærke er peber samt noget alkohol, mens frugten er tør, mørk og krydret, mest brombær, sorte kirsebær, blommer og knuste hindbær sammen med violer, en del tør engelsk lakrids og granitagtig mineralitet. Det er en utrolig rank og klar Châteauneuf-du-Pape, hvilket nok kan tilskrives, at lagringen er alene er sket i ståltanke.

I munden er vinen både cremet, stærk og frisk … og slår både peber samt alkohol igennem, hvilket så efterfølges af garrique, urter, tørret grape, lakrids, enebær, brombær, knuste hindbær og ribs, masser af bitterhed og tørre tanniner, som river lidt sammen med peberen og alkoholen, men det giver faktisk et rigtigt godt bid sammen med en lille sødme … tørt, frisk med en frisk og pågående syre. 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 250 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Rocca di Montegrossi, Geremia IGT, Toscana, Italien

2015 Rocca di Montegrossi, Geremia IGT, Toscana, ItalienDernæst stod den selvfølgelig på 2015 udgaven af Geremia IGT fra Marco og Attilio på Rocca di Montegrossi og den mindede mere om 2014’eren end fx ved sammenligning af Chianti Classico Gran Zelezione Vigneto San Marcellino.

Igen er vinen lavet på 70% Merlot og 30% Cabernet Sauvignon, hvor druesorterne begge er gæret ved 26 grader, men hver for sig … hvor Cabernet Sauvignon har gæret i 13 dage og Merlot i 8 dage med yderligere 28 dages maceration.

Derefter er vinen lagret 24 måneder med 55% på barriques og 45% på tonneaux, hvor omkring 1/4-del er nye fade, mens resten er enten fade brugt 1, 2, 3 eller 4 gange tidligere. Først derefter flaskes vinen og lagrer så yderligere 24 måneder i kælderen inden frigivelse.

Duften starter igen med sød finsk lakrids, men også andre noter fra fadene som kanel, vanilje og ristede noter. Der er lidt masser af sorte kirsebær, hindbær og brombær, støvet jord, tørt træ, cedertræ, lidt appelsin, balsamico, sødme og vilde urter.

Smagen er koncentreret med en støvet fornemmelse. Igen er der peber, spark og kraft, masser af solbær og kirsebær, stor tæthed og dybde, mens tanninerne også er tørre og markante. Den minder ret meget om 2014’eren … måske en anelse mere tæt og varm med god fylde og power. 92 point.

Forhandles af Vitis Vinifera, hvor en flaske koster 321 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Rocca di Montegrossi, Geremia IGT, Toscana, Italien

2014 Rocca di Montegrossi, Geremia IGT, Toscana, ItalienDen næste vin fra Rocca di Montegrossi hedder Geremia og den skulle vi også smage i de to selvsamme årgange, altså 2014 og 2015 … igen startede vi med 2014’eren.

Vinen Geremia er opkaldt efter grundlægger af Ricasoli-Firidolfi familien og er lavet på et blend af internationale druer, nemlig 70% Merlot og 30% Cabernet Sauvignon.

Druesorterne har begge gæret ved 26 grader, men hver for sig … Cabernet Sauvignon i 13 dage og Merlot i 8 dage med yderligere 28 dages maceration.

Derefter er vinen lagret 24 måneder med 55% på barriques og 45% på tonneaux, hvor omkring 1/4-del er nye fade, mens resten er enten fade brugt 1, 2, 3 eller 4 gange tidligere. Først derefter flaskes vinen og lagrer så yderligere 24 måneder i kælderen inden frigivelse.

Duftmæssigt er der først sød finsk lakrids, solbær, brombær, ribs og  kirsebær, tæt og næsten en bombe af eksplosiv frugt, grøntsagsfond, toast, tør jord, tørt træ, cedertræ, balsamiske noter, sødme og vilde urter.

I munden kan alkoholen mærkes sammen med noget peber, hvorved vinen ikke bliver helt så elegant som foregående, men smagen er tæt og dyb, mens tanninerne også er tørre og markante, så dermed giver vinen masser af bid. Frugten har dog en smule sødme, som lige trækker den anden vej … 92 point.

Forhandles af Vitis Vinifera, hvor en flaske koster 302 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Domaine Hurst, Gewurztraminer Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Hurst, Gewurztraminer Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigUnder So Trendy Alsace Masterclass’en smagte vi med temaet So Sweet denne 2020 Gewurztraminer Vieilles Vignes fra det altid gode vinhus Domaine Hurst.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1928 af Jean Babtiste Hurst, mens Armand Hurst selv overtog driften i 1989.

Det var også Armand, der i 1991 flyttede vinhuset til nye og mere moderne lokaler på nuværende placering i udkanten af Turckheim.

Armand solgte dog i 2015 vinhuset til Christophe Erhart, dennes broder og en schweizisk investor. Christophe er tidligere svigersøn af Jean Meyer fra Domaine Josmeyer. Han var i 21 år ansvarlig for markerne og vinene hos Josmeyer og stod bag det kvantespring, som huset tog med bl.a. omlægning til biodynamisk vinbrug.

På Domaine Armand Hurst er han nu også i fuld gang med at omlægge hele produktionen til biodynamisk vinbrug. Der er samlet 9,5 hektar vinmarker, hvor der dyrkes Riesling, Pinot Noir, Muscat, Pinot Gris og Gewurztraminer og topmarken er Grand Cru Brand, men også Heimburg i Ingersheim giver fremragende vine.

Han har faktisk hele 7 hektar på selveste Grand Cru Brand marken, hvilket gør ham til den største enkeltejer af  denne eksklusive Grand Cru mark.

Udover sin egen produktion, så er Christophe også biodynamisk konsulent for andre alsaciske vinbønder, men også næstformand i det franske Demeter forbund.

Her smager vi hans Gewurztraminer Vieilles Vignes fra serie Vieilles Vignes på gamle vinstokke. I dette tilfælde er det fra 35-50 år gamle stokke på marker på bjergskråninger ved siden af husets egne Grand Cru marker og høstet med et udbytte på kun 15 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten er druerne skånsomt presset uden afstilkning, mens gæringen er sket spontant alene med druernes egne gærceller på store, århundredgamle egetræsfade, hvor vinen efter endt gæring også er lagret sur lie i en periode inden aftapning på flaske.

Selvom det er en sød vin, så er der faktisk relativt beskedne 10,5 gram restsukker i vinen, som Hurst lavet 3.000 flaske af om året.

Duftmæssigt mærkes fra starten, at der er skruet op for den aromatiske parfumebutiks sødme, som umiddelbart næsten virker på nektarniveau. Det dufter faktisk ret godt af det mest blomstrede forår med pressede, tørrede blomster, sødlig tørret abrikos, dadler, fersken og dåsepærer.

Smagen er da også ret sød, men alligevel med en smule frisk bid suppleret med muskatnød, fersken, mandler, marcipan og noget alkohol, som bider lidt … men også giver modspil til den søde frugt med et umiddelbart stort sukkerindhold. Det er sgu vin til nydelse, specielt hvis man elsker kombinationen med søde ting og flot syre, så dermed 91 point.

Forhandles herhjemme af Vinova, men denne er ikke pt. i sortimentet, så prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Domaine Neumeyer, Pinot Gris Chartreux Hahnenberg, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Neumeyer, Pinot Gris Chartreux Hahnenberg, Alsace, FrankrigPinot Gris Chartreux Hahnenberg fra Jérôme på Domaine Neumeyer var den næste vin i glasset i årgang 2017.

Vinen er fra Terroirs serien og lavet som de andre vin, hvilket betyder spontangæring på alle druernes naturlige gærceller i ståltanke og dér er vinen også lagret sur lie en periode.

Vinen har 1,7 gram restsukker og der er i denne årgang 2017 lavet 2.720 flasker af vinen, men det er jo selvfølgelig normale flasker og ikke mini-flasker med 3 centiliter.

WAUW … sikke fed og lækker aroma med både lakridskonfekt, vanilje, kvæde og eksotisk frugt af ananas, fersken, som er blødt og sofabehagelig. Det er en vild, lækker duft og niveauer over mange tilsvarende Pinot Gris’er.

I munden er vinen også blød med pærer, fersken samt en tydelig lemonbitterhed … samt nogle salte mineraler. Der er 92 point herfra.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i udlandet koster vinen normalt 15€ … svarende til 112 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Domaine Neumeyer, Riesling Grand Cru Bruderthal, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Neumeyer, Riesling Grand Cru Bruderthal, Alsace, FrankrigVi starter hos Domaine Neumeyer på Grand Cru niveau og det blev med et lille glas af Jérômes 2020 Riesling Grand Cru Bruderthal.

Grand Cru Bruderthal ligger netop ved Mosheim og har en meget stenet undergrund med mergel og kalksten, som er perfekt for bl.a. Riesling.

Marken har sit navn fra gamle dage, hvor klosterbrødrene fra Jesuiterordenen arbejdede sammen i dalen … og deraf navnet Bruderthal, der været basis for god vin siden middelalderen.

Vinen er lavet på ståltanke med spontangæring alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie i ståltankene. Vinen har 5,7 gram restsukker pr. liter og der er lavet 2.215 flasker af vinen.

I næsen er vinen meget tilbagetrukket, blød, sar, fin og feminin med et let anstrøg af petroleum, pærer, æbler, fersken. lemon, kvæde og hvide blomster.

Smagsmæssigt er vinen pivfrisk, syrlig, saltet og har endda også masser af grape bitterhed, tonicvand og sure citroner. Det er næsten som at slikke sten og skifer … ikke at jeg sådan normalt går rundt og stikker tungene i jorden, men her er det virkelig en stenet og vild syrebasse, så 92 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i udlandet koster vinen normalt 26€ … svarende til 194 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Podere La Vigna, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2018 Podere La Vigna, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienPodere la Vigna stod bag den næste 2018 Brunello di Montalcino og igen er den en vin, som jeg har smagt tidligere … både i årgang 2015 og 2017 … men lad os smage 2018’eren.

Azienda Agricola Podere la Vigna ligger ved den lille by Torrenieri omkring 5 kilometer nordøst for Montalcino og drives af familien Rubegni, som i flere generationer har lavet vin fra deres 4 hektar vinmarker i 320-240 meters højde i bakkerne ved Montalcino området.

Det er i dag Andriano Rubegni og hans hustru Sonia, der laver 4 forskellige vine, en grappa samt lidt olivenolie. Det er selvfølgelig en Rosso di Montalcino, IGT vinen Maritato og så 2 Brunello’er … denne samt en Riserva,

Denne Brunello di Montalcino 2018 er lavet med Sangiovese druer, der typisk høstes i slutningen af september. Vinen er lavet i store 50 hektoliter ståltanke med daglige punchdown over 18-20 dage. Efter endt fermentering har vinen lagret mindst 2 år på store 20-30 hektoliter egefade og 6 måneder på flaske efter aftapning.

Det er da vildt lækker næse … og kirsebærfrugten nok mere syrlig end i 2017’eren, men derudover er der også nogle lidt mere grønne noter. Igen er der aftryk fra fadene, men så fint, delikat og forsigtigt doseret. Vinen har en landlig, svulstig, flæsket og mælket note, mens frugten – udover kirsebær – mest er jordbær, blommer og svesker. Fadene bidrager med lakrids, tobak, skovbund, læder, violer, champignon, kakaopulver samt lidt kaffe.

Smagen er mørk, tør og alligevel småsaftig … vildt tør og klart mere tør end hos 2017’eren, så dermed bemægtiger tanninerne sig også din mund med overbevisende kraft, bitterhed og godt med bid. Den har en balanceret frugt, ren og let bitter med småsure kirsebær og tørrede tranebær. så samlet 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen i øjeblikket er på tilbud til 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis, Bourgogne, FrankrigDenne Chablis fra Domaine Joëlle Vrignaud har jeg smagt før … både i årgang 2018 og 2019 … men her er det altså i en nyere årgang 2021 og atter får du bare godt med kalket lækkerhed.

Vinhuset Domaine Joëlle Vrignaud ligger i Premier Cru området Fourchaume i Fontenay-Près-Chablis og drives af Joëlle Vrignaud som 5. generation.

Modsat de tidligere generationer, så stoppede Joëlle i 1992 med blot at sælge druerne, men begyndte i stedet for så at producere og tappe hendes egne vine.

Domaine Joëlle Vrignaud har samlet 5 hektar vinmarker fordelt på de forskellige appellationer Petit Chablis, Chablis, Chablis Premier Cru Fourchaume og Chablis Grand Cru Blanchot. Markerne drives fuldstændig økologisk.

Denne Chablis fra Joëlle Vrignaud er hendes basis Chablis … hvor druerne kommer fra omkring 30 år gamle vinstokke plantet på de kalk- og fossilholdige vinmarker La Bralée, Champréaux, Chasse Loup, Etang, Chemin Des Chaumes og Les Usages.

Den er en Chablis lige inden niveauet Premier Cru vinene. Hun har lavet vinen med så lidt indgriben som muligt, dvs. spontangæring på rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller samt en efterfølgende malolaktisk gæring og lagring sur lie i ståltankene. Sluttelig er vinen flasket med et minimum af svovl.

I næsen er det bestemt burgundisk Chardonnay med en fin, lille og næsten diskret fadnote, noget landlighed, nødder og så samtidig en klart og ren note med flint, stål og kalk. Vinen virker meget cremet, indbydende og måske lidt olieret i stilen … klart mere fagpræg end de øvrige årgange, som jeg har smagt af vinen. Frugten er mest fersken, melon og så pærer, men oveni det let buttede, så er der også syltede citroner samt nogle skarpe, krydrede noter.

Hvor smager den også bare drøngodt … citroner, grape og kalkede mineraler … stenet, cool, crisp, ren og frisk. Som sidst jeg smagte vinen er der noget næsten overlegent med denne småfyldige frugt, en stoisk rolig og en fin syre, mineralitet samt en fin tilbagelænet balance. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen er 175 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7