I byen Manduel, blot 5 km. øst for Nîmes, finder vi vinhuset Mas des Bressades, som er én af Costières de Nîmes allerbedste vingårde. Det er Cyril Marès, som siden 1996 har drevet gården med dens 25 hektar med fokus på Syrah, Cabernet og Grenache, Der laves dog også lidt hvidvin på de traditionelle hvidvinsdruer fra Rhône.
Cyril Marès er 6. generation af en familie af vinbønder. Hans far Roger Marès grundlagde domænet i 1964. Faderen havde sammen med sin far også plantet i vinstokke i Haut Medoc, hvor Cyrils fætter i dag huserer.
Cyril har studeret “Viticulture and Oenology” i Montpellier. Efter endt uddannelse i 1994 arbejdede han i USA ved Chalone Vinyard og i Bordeaux hos Chateau Cos d’ Estournelle og på Chateau Margaux. Herefter aftjente han sin værnepligt og overtog Mas des Bressades i 1996. Cyril er gift med Nathalie Blanc-Marès, som overtog sine forældres ejendom Mas Carlot/Chateau Paul Blanc i 1998.
Cyril Marès laver vine, som kombinerer moderne frugt med klassiske dyder. Lagringsfaciliteterne, som Cyril selv har bygget, er temperaturstyrede og indeholder både rustfrit stål, cementtanke og små barriques.
Vinene har en moden og koncentreret frugt med masser af sødme og krydderi, kombineret med en god struktur og friskhed. Den almindelige Tradition er drikkeklar ved frigivelsen, men vinder en del ved 6-18 måneders yderligere lagring. Mens topvinene Cuvee Excellence og VDP Cabernet/Syrah folder sig rigtig ud efter 4-8 år. Fælles for vinene er, at de byder på utrolig meget vin for pengene, hvilket meget fine ratings hos bl.a. Parker vidner om.
Denne Cuvée Excellence er lavet på ren Syrah, lavet i store cementtanke og lagret 12 måneder på egefade, som er 1, 2 og 3 år gamle.
Denne vin næsten modstykket til forrige vin fra Domaine Clos Romane, idet duften i denne er svag, men smagen langt mere intens. Duftmæssigt lidt solbær, Rhône krydderier og lavendel. Smagen er solbær, næsten marmelade, stor tørhed, godt med garvesyre og tanniner og samtidig også pæn sødme, og det hele i en god fylde.
Forhandles af Strobel Vinimport, pris 119 kr.