Torsdag bød på lidt Alsace Riesling, endda fra en Grand Cru mark kaldet Goldert, som ligger ved den lille vinby Gueberschwihr – lige på vinruten – et par kilometer syd for Eguisheim. Og lige midt i Gueberschwihr på det centrale torv finder vi den lille vinbonde Bernard Humbrecht, som står bag denne vin.
Vinhuset ligger i en gammel renæssancebygning fra 1619, bygget af Marx Dornstetter. Det er én af byens mest seværdige bygninger, og den blev købt af Jean Humbrecht i 1850.
Bygningen oser af historie og er blandt andet fødested for biskop Louis Joseph Marie Humbrecht, som var sognepræst og senere blev både biskop af Poitiers og ærkebiskop af Besançon.
Selve Humbrecht familien har været vinbønder i Alsace siden 1620, men domænet opstår reelt først i den nuværende form i 1931, da Bernard Humbrecht sammen med hustruen Josephine mere målrettet begynder at blive vinavlere, og det er først i 1968 at man selv begynder at tappe vin på flasker på den gamle vingård. Dengang var arealet også alene 3 hektar.
Siden 1983 har det imidlertid været sønnen Jean-Bernard Humbrecht samt hans hustru Véronique som har stået for driften. Jean-Bernard har også udvidet vingården – både ved udbygning af kælderen samt ved køb af flere marker, således domænet i dag samlet ejer knap 8 hektar vinmarker, hvor Grand Cru marken Goldert er husets topmark.
Om familien har relationer det til kendte domæne Zind-Humbrecht ved jeg ikke, men Zind-Humbrecht ejer også en del af Goldert, så det er jo langt fra umuligt.
Her har vi netop én af vinene fra Goldert, nemlig en 2011 Riesling Goldert Grand Cru, som i næsen har en lille smule petroleum … ikke meget, men det anes svagt, lidt nødder og sådan lidt en varm, rund næse med lidt hyld, citrus og honning. I munden er vinen blød, næsten cremet … og ganske harmonisk, men måske også en anelse anonym. Men den smager bestemt godt.
Købt på Fladbro Kro, som vistnok også er importør. På kroen kostede vinen 428 kr., men det er jo restaurantpris. På vingården koster vinen mere beskedne 11,10€ … eller omkring 83 kr.