In the Mosel trail … i Mosel-sporet fortsætter vi … ikke med en Riesling, men derimod en vaskeægte Spätburgunder fra vinhuset Weingut Ingo Norwig. Vinhuset ligger i byen Burgen, som ikke ligger lige ved Mosel floden, men derimod et par kilometer syd fra Brauneberg.
Det er et lille familieforetagende, som drives af Ingo Norwig med hjælp fra sønnen Günter Norwig og resten af familien. De har samlet 8 hektar vinmarker, bl.a. parceller af markerne Hasenläufer, Kirchberg og Römerberg i Burgen, Grafschafter Sonnenberg og Kirchberg i Veldenz, Sonnenlay i Mülheim, Kurfürstlay ved Bernkastel samt Juffer, Mandelgraben og Klostergarten i Brauneberg.
På markerne dyrker de ikke kun Riesling, men også de hvide sorter Rivaner, Kerner, Ortega og Grauburgunder samt de røde sorter Spätburgunder og Dornfelder.
Kvalitetskriterier er beskæring og dermed mindre høstudbytte. Druerne plukkes alene ved høj modenhed, og der kun anvendes sunde druer. De hvide vin druer presses forsigtigt forsigtigt, og laves udelukkende i rustfrie ståltanke, mens de røde vine laves med langsom koldgæring og modnes i store egetræsfade.
I bedste tyske Winzer-stil, så har Weingut Ingo Norwig selvfølgelig også udlejning af lidt ferielejligheder, helt præcis 5 af slagsen, hvor den største endda er på hele 160 kvadratmeter.
Her har vi husets Brauneberger Klostergarten Spätburgunder Trocken, lavet med langsom koldgæring og lagret på store egetræstønder.
I glasset er vinen dejlig lys, meget transparent teglfarvet, og i næsen godt med jordbær, hindbær, let peber, vanilje og søde, fugtige fade samt en svag balsamisk note. I munden er vin let, sød, frisk. Der er godt med lyse frugter, søde krydderier, meget let … måske lidt flygtig, men der er fin syre i eftersmagen. Nem og lettilgængelig … måske en tak for meget til den søde side.
Købt på Restaurant Ratskeller i Bernkastel, hvor prisen var 16,40€ … eller omkring 122 kr. Jeg har desværre ikke oplysninger om, hvad vinen koster på vingården, men vil gætte på 5-6€.