Tirsdagsvinklubben på jobbet var denne uge flyttet til onsdag … fint for mig. Vinen var en gammel kending, nemlig en Barbaresco fra Marchesi di Barolo, eller Antiche Cantine dei Marchesi di Barolo, som vel nærmest kan oversættes til Marchesis gamle kældre i Barolo.
Det er historisk og stort vinhus, som jeg tidligere har smagt en del vine fra, bl.a. til en decideret Marchesi di Barolo smagning, som blev forestået af Alvise Lunardi, som til dagligt er eksportchef hos det gamle vinhus.
Vinhuset ligger i Barolo by og ejer 40 hektar jord ved Barolo, hvilket svarer til 16% af samtlige vinmarker ved Barolo. Samlet kontrollerer Marchesi di Barolo omkring 120 hektar vinmarker og producerer vine fra alle de lokale druesorter, som findes i Langhe, Roero og Monferrato.
Husets historie går helt tilbage til 1807, hvor Marquisen af Barolo, Carlo Tancredi Falletti giftede sig med den franske adelskvinde Juliette Colbert de Maulévrier, som så et stort potentiale i vinfremstilling og startede en vinproduktion. Efter Juliettes død i 1864 fortsatte slottet vinproduktionen under navnet Agenzia Tenuta Opera Pia Barolo.
Dette foretagende blev senere købt af den lokale vinbonde Pietro Abbona sammen med sin bror Ernesto og hans søstre Marina og Celestina, og det er denne familie, som nu på 5. generation fortsætter arven efter Marquis Falletti under navnet Marchesi di Barolo. Vingården ligger fortsat med en storslået udsigt over Marquis Fallettis Barolo slot, som også – sammen med slottet Serralunga – er flot gengivet på vinetiketterne fra Marchesi di Barolo.
I dag er det Anna og Ernesto Abbona, 5. generation af Abbona-familien, som driver Antiche Cantine dei Marchesi di Barolo.
Jordbundssammensætningerne er i de lavere dele af Piemonte ret specielle, og stilen i Marchesi di Barolos vine afspejler klart familiens målsætning om at overføre disse unikke terroirudtryk til de forskellige vintyper, så de typiske udtryk af lokale vine bibeholdes.
Denne almindelige Barbaresco fra Marchesi di Barolo har jeg tidligere smagt i både årgang 2009 og 2010. Den er selvfølgelig lavet på 100% Nebbiolo, og vinen er lagret på eg i et år, en del i slavonske egetræsfade, og den anden del i franske egetræsfade. Bagefter blandes det og det hele ligger igen i slavonske egetræsfade, hvilket efterfølges af et års lagring på flaske inden vinen sendes ud på markedet.
Duften er violer, godt parfumeret … virkelig lækker aroma, virker meget let med jordbær, blæk, mynte, mejeri og syrlige noter, men virker allerede i duften langt mere kompleks og elegant end både 2009’eren og 2010’eren.
Smagen er frisk, let og mild med lyserøde frugter, hindbær, kirsebær, let syre, lidt peber og tanniner, som er tydelige … men slet ikke dominerende, Men jo mere luft du giver vinen i munden … jo tydeligere bliver det italienske syreaftryk. Sådan skal det være. Den er slet ikke så flad i udtrykket som 2009’eren og 2010’eren. Der er langt mere balance mellem frugt og syre.
Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 235 kr.
Rating 4,5/7 
Jeg var forleden forbi importøren Extra Brut Vinimport for at købe lidt nye forsyninger … bl.a. fra nogle af de nye huse, som Martin har fået i sin stald. Der smagte jeg en rest af en flaske Le Mani fra netop et af disse nye vinhuse, Azienda Agricola Vitivinicola Fondo Bozzole, åbnet for 3 dage tidligere, men fortsat frisk og læskende … men det vender jeg selvfølgelig tilbage til.
WTF … Pinot Noir fra Tjekkiet? Jeps, den er sgu god nok. På Falernum smagte jeg nemlig Pinot Noir fra vinhuset Vinařství Krásná Hora, som ligger i Hodonín distriktet, en del af regionen og vinområdet Moravia i den sydøstlige del af Tjekkiet.
Dagens ret på Falernum … lambchops.
Padrones … små, grønne og grillede peberfrugter. Så ved du det.
Selvfølgelig skulle Houlberg a.k.a. Danmarks flittigste vinblogger besøge en vinbar, når han nu engang var kommet til København. Efter koncerten med Girls In Airports, så besøgte jeg derfor Falernum, hvor jeg – naturligvis – startede ud med lidt Spätburgunder, her fra Weingut Oliver Zeter fra Pfalz.
I går sad jeg på Nimb i Tivoli og ventede på at høre det fabelagtige danske jazzorkester Girls In Airports … og så kunne jeg jo lige så godt fordrive ventetiden med et glas kold Riesling, og det blev denne Riesling Deidesheimer Paradisgarten fra Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan … en vin jeg sidst smagte i en årgang 
Lige sidste vin fra weekenden … en rød Herdade do Rocim fra vinhuset med samme navn. Det er et nyere vinhus beliggende mellem Vidigueira og Cuba i den sydligste del af Alentejo området i Portugal.
Vinhuset har været drevet af familien Hain siden det 17. århundrede, og drives i dag af Gernot Hain sammen med hustruen Susanne. De overtog driften af familieforetagendet inkl. Hotel Piesporter Goldtröpfchen i 1988.
Det hører sig til almindelig dannelse … at servere tør Muscat fra Alsace til hvide asparges. Og både dannelse og god smag har de på Gastronomé, så til de hvide asparges fik vi denne Muscat fra vinhuset Henry Fuchs et Fils, som holder til ved byen Ribeauville i Alsace. Match.
Efter boblende stikkelsbær hvad kunne så være mere naturligt end lidt orangevin … en vintype, som jeg ikke tidligere har berørt her på bloggen, men ellers er meget trendy. Det kunne selvfølgelig være fordi, at jeg ikke er speciel trendy, men det vælger jeg nu ikke at tro på.
Lidt udenfor min by sker der noget rigtigt spændende. Det startede for lidt over 4 år siden som en skør idé om at forvandle de bedste danske æbler til dessertvin i verdensklasse, men i dag er idéen blevet en succes, som bare breder sig. Vi snakker nemlig om Cold Hand Winery.