Tag-arkiv: 4½

2021 Domaine Philippe & Sylvain Ravier, Signature Les Brèches Chignin Bergeron, Savoie, Frankrig

2021 Domaine Philippe & Sylvain Ravier, Signature Les Brèches Chignin Bergeron, Savoie, FrankrigTil en dejlig svampesuppe fik vi et glas af denne 2017 Signature Les Brèches Chignin Bergeron fra vinhuset Domaine Philippe & Sylvain Ravier.

Vi er i Savoie … helt præcis ligger vinhuset i Myans, der er et lille familieforetagende, der er givet videre fra generation til generation og i dag drives af far Philippe Ravier og sønnen Sylvain.

Philippe Ravier overtog driften i 1980 og i 2004 kom sønnike med i driften. Da Philippe overtog vingården, så var den alene på 3 hektar, men i dag har familien 40 hektar vinmarker, der er spredt udover Combe de Savoie.

Philippe og Sylvain har beholdt nogle af de typiske druesorter i regionen som Jacquère, Altesse og  Mondeuse, men dyrker også sorter som Roussanne, Chardonnay og Pinot Noir.

Denne Signature Les Brèches Chignin Bergeron er lavet på druen, der lokalt kaldes Bergeron en Savoie, men ellers mest kendes som Roussanne.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, hvor mosten efter presning bliver i CO2 lufttætte tanke, hvor den afkøles til 2 grader i 36-48 timer og bundfældes. Alkoholgæring varer omkring en måned, hvilket så er efterfuldt af en malolaktisk gæring i omkring to måneder inden lagring sur lie i 6-9 måneder.

I næsen er det en lidt stille vin … har nødder, en kridtet og kalket mineralitet. Derudover virker vinen svagt parfumeret, har i hvert fald lidt blomster og eller noget havsalt … balsamico og lidt svage krydderier.

Smagen er egentlig blød og ren … frugten virker en smule tropisk med fersken, pærer, lemon og en meget blød syre. Der er noget lidt umami, spidskommen, kardemomme krydderier og en mineralitet, der er flint eller kalk suppleret med lidt hvid peber i eftersmagen, dermed 90 point.

Købt i Savoie, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Arnaldo Caprai, Anima Umbra Grechetto, Umbrien, Italien

2022 Arnaldo Caprai, Anima Umbra Grechetto, Umbrien, ItalienGrechetto – der udtales gre-ketto – er en hvidvinsdrue, som findes i hele Italien, men specielt i Umbrien. Her smager vi netop en 2022 Anima Umbra Grechetto fra det respekterede vinhus Arnaldo Caprai Società Agricola i Montefalco.

Jeg besøgte Caprai i 2017 … og det besøg kan du læse mere om i indlægget; Besøg hos Arnaldo Caprai … områdets respekterede frontkæmper.

Vinen er lavet på 85% Grechetto, som 15%Trebbiano Spoletino, som i øvrigt intet har tilfælles med Trebbiano druerne længere mod nord og rettere bare burde hedde Spoletino.

Hvis du vil læse mere om druesorterne i Umbrien og specielt Montefalco, hvor Caprai ligger, så kan du også læse mit indlæg; Houlberg i Montefalco – part 3: Lidt om de lokale druer og min erfaring.

Druerne er høstet i den anden uge af september, hvorefter de er presset og gæret på ståltanke. Dér er vinen også lagret 3 måneder efterfulgt af 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt en frisk, grøn og let saltet aroma … grønne æbler, fersken, let abrikos og luftige, lette blomsteraromaer. Derudover kommer der en nærmest kalket mineralitet.

I munden er det absolut en frisk vin med masser af energi, syre … citroner, lemon, syrlige grønne æbler, men har samtidig nærmest en lille koket cremethed, som samtidig gør vinen blød i eftersmagen og giver flot balance. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Vejrhøj Vingård, Styver, Sjælland, Danmark

2022 Vejrhøj Vingård, Styver, Sjælland, DanmarkStyver er eneste vin fra Vejrhøj Vingård, som jeg har smagt før mit lille raid med de 6 vine. Det var dengang i årgang 2018, men nu har jeg smagt 2022’eren.

Denne Styver er lavet på ren Solaris, vinificeret i rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret en kortere periode.

Styver er en dansk/norsk to-skilling fra 1600- og 1700-tallet, hvor selve ordet er afledt af det hollandske stuiver, som er en gammel nederlandsk møntenhed.

Duftmæssigt snakker vi absolut sommervin, som er blomstret og parfumeret, mens frugten nærmest er blanding af danske kendinge som æbler, stikkelsbær og hyldeblomst samt mere tropisk ananas og virker måske endda også lidt grøn og græsset.

I munden kommer det grønne også mere frem … stikkelsbær, pæn tørhed og har også citroner og lemon med et frisk bid. Er klart slet ikke så sød som 2018’eren og det gør faktisk vinen bedre end sidst jeg smagte den. Her er tingene mere sammenhængende. 90 point.

Købt på Vejrhøj Vingård, hvor en flaske koster 185 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Vejrhøj Vingård, Skilling, Sjælland, Danmark

2022 Vejrhøj Vingård, Skilling, Sjælland, DanmarkVi klør på med mere hvidvin fra Vejrhøj Vingård og det var med denne 2022 Skilling.

Denne er også lavet som en frisk og liflig vin med ren vinificering i ståltanke og druerne er et mix af Solaris og Souvignier Gris.

Souvignier Gris er vi heller ikke stødt på her på vinbloggen før, men er en hvid tysk drue, der blev skabt i 1983 af Dr. Norbert Becker på vindyrkningsforskningsinstituttet i Freiburg. Den er en krydsning mellem Seyval Blanc og Zähringer, men man troede oprindeligt, at det var en krydsning mellem Cabernet Sauvignon og Bronner.

Det er en mellemstor drue, hvor klaser sidder løs og tæt i små sekundære klynger, mens druerne er runde til ovale, har et svagt rødt skind og en neutral smag.

En Skilling har de fleste nok hørt om … en skilling kendes også fra den tyske betegnelse Schilling og i det engelske shilling, var oprindelig en regneenhed, der i Danmark som præget mønt har været kendt siden Christopher af Bayern. Mønterne var typisk af bronze eller kobber.

Duften er let, sommerlig og sodavandsisagtig … der er københavnerstang og Faxe Kondi, godt med blomster, hvide blomster og blomsterflor, meget luftig og let, mens frugten er lidt mere anonym …. nok mest lidt meloner … vand- og honningmelon.

Smagen er dog meget anderledes … mere kraftig og tung, godt med kraftigt bid, modne æbler, pæremost og abrikoser, har citrusfrugt af grillet lime og en syre, der også virker lidt maskulin og kraftig, men samlet smager det ret godt med en lille sødme lagt oveni. 88 point.

Købt på Vejrhøj Vingård, hvor en flaske koster 185 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Vejrhøj Vingård, Penning, Sjælland, Danmark

2022 Vejrhøj Vingård, Penning, Sjælland, DanmarkDen næste vin fra Vejrhøj Vingård var også mousserende eller i hvert fald perlende, da den heller ikke er lavet efter den traditionelle metode … det er en 2022 Penning.

Den er en vin, hvor kulsyren er tilsat, hvilket giver en blid og lidt perlende effekt.

Vinen er lavet på de to druer Phönix og Muscaris. Phönix er jeg ikke tidligere stødt på, mens jeg har smagt Muscaris én gang tidligere … og der var det endda i et blend med æbler, for det var nemlig hos Jan Thrysøe på Guldbæk Vingård.

Muscaris er en hvid druesort, der – som Solaris – er udviklet af Norbert Becker på Staatliches Weinbauinstitut Freiburg i 1987. Det er endda faktisk en krydsning mellem Muskateller og Solaris.

Phönix druen er også en hvid druesort og stammer også fra Tyskland, da den er udviklet af Dr. Gerhardt Alleweldt i 1964 ved Geilweilerhof Institut for Drueavl i Siebeldingen og er en krydsning mellem sorten Bacchus og hybriddruen Villard Blanc.

Druen dyrkes i små mængder i Belgien og Storbritannien, mens der i Tyskland findes beskedne 48 hektar vinmarker med druer … primært i Rheinhessen, Nahe og Pfalz.

Vinen her har navnet Penning, som oprindelig var den dominerende valuta i det norske møntsystem. Den blev indført år 995 med præg af de norske konger og var den første og ældste valuta i Norge. Den forblev som mønt indtil 1513, hvor møntsystemet blev tilpasset Sverige og Norge.

I næsen er vinen lidt landlig, bondsk … faktisk meget indbydende, hvor frugten er noget grøn pære, æbler og stikkelbær, men man også i næsen mærker en god og fin syrestruktur. Der er også nogle lette, milde og smågrønne noter, mandler og let sødme.

Smagen er ikke vildt boblende … nærmere mere perlende og proppen skulle da også have lidt hjælp af en proptrækker for at komme op … men charmerende med brug af ficelage aka snor til at sikre korkproppen. Den lille perlende smag suppleret med en svag sødme, gør vinen dejlig saftig og læskende, selvom der også er god syre med både citroner og let lemon bitterhed, der giver stamhed samt friskhed. Det er absolut godkendt, så 89 point.

Købt på Vejrhøj Vingård, hvor en flaske koster 160 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Vejrhøj Vingård, Daler, Sjælland, Danmark

2019 Vejrhøj Vingård, Daler, Sjælland, DanmarkJeg startede smagningen af vinene fra Vejrhøj Vingård med denne 2019 Daler … en mousserende vin lavet på druesorten Hibernal og efter den traditionelle metode med andengæring på flaske.

Hibernal er ikke en druesort, som jeg før har smagt, men det er en hvid drue, som blev udviklet i 1944 af Heinrich Birk ved Geisenheim Instituttet og er en genetisk krydsning af Seibel 7053 og Riesling klon 239.

Hibernal har haft plantesortsbeskyttelse siden 1977 og kom på listen over tilladte sorter i 1999. Grundtanken med Hibernal var at udvikle en skadedyrs- og svampebestandige vinstok, som samtidig har en god vinterhårdførhed selv mod kraftigere frost.

I dårlige år er Hibernal modtagelig for meldug … men giver fyldige og friske vine, der smagsmæssigt kan minde en smule om Scheurebe, I dag er druen mest udbredt i Sydøsteuropa.

Denne 2019 Daler fra Vejrhøj Vingård er først vinificeret med spontangæring på ståltanke, mens andengæringen er sket over 36 måneders lagring med gær på flasken. Det er en Brut aka tør mousserende vin og har sit navn efter en gammel mønt.

En daler er en international sølvmønt med en vægt på omkring 29 gram og et indhold af rent sølv på mellem 25 og 26 gram. Daleren er blevet præget siden 1519 og de ældste dalere kom fra greverne af Schlick i Joachimstal. Ordet daler kommer da også af Joachimstaler og herhjemme kender vi også ordet daler fra fx en rigsdaler.

Duftmæssigt er næsen lidt vegansk … nærmest med grøntsagsfond, fint med syre og syrlig frugt som citroner, lemon, endda appelsin og virker sprød, blomstret og egentlig ganske rank.

I munden er vinen meget frisk, har godt med syre, stor tørhed, godt som citroner, der er citronsyre sure. Det giver vinen en krisp, sprød og fin struktur, som sammen med en smule sødme gør vinen meget behagelig og velegnet til aperitif på terrassen. 89 point.

Købt på Vejrhøj Vingård, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Quinta de São Sebastião, SyTN Reserva, Lisboa, Portugal

2021 Quinta de São Sebastião, SyTN Reserva, Lisboa, PortugalMed næste vin skal vi til den lille by Arruda dos Vinhos nord for Lissabon i regionen Lisboa … det er nemlig huset Quinta de São Sebastião, som jeg nu smager en 2021 SyTN Reserva fra.

Quinta de São Sebastião blev grundlagt i 1755, samme år som jordskælvet, der ødelagde det meste af Lissabon. Quinta de São Sebastião har siden spillet en stor rolle i at genoprette tradition og infrastruktur, samtidig med, at der blev fremstillet fremragende vine.

Vingården har samlet 35 hektar marker, der ligger på de samme bakker ved Forte do Cego … en gammel militær befæstning, som var en del af en befæstningslinje, kaldet Linhas de Torre”, der spillede en afgørende rolle i forsvaret af Lissabon mod de franske invasioner anført af Napoléon Bonaparte.

I dag ejes Quinta de São Sebastião af den portugisiske iværksætter Antonio Parente, mens vinmageren siden 2012 har været Filipe Sevinate Pinto,

Nu smager jeg altså deres 2021 SyTN Reserva, hvor SyTN står for Syrah og Touriga Nacional. Begge sorter er høstet manuelt fra stejle bjergsider. Efter høsten er gæringen sket i rustfri ståltanke under en kontrolleret temperatur og vinen har lagret 12 måneder på franske egetræsfade, inden den til sidst flaskes.

Duften er lidt mørk, flæsket … tørret kød, blommer og sorte kirsebær, hvilket så suppleres af tørre krydderurter, en lidt lysere syre, hvor man fornemmer energi, friskhed og stenet mineralitet, tør jord. ler, tobak, let vanilje og nelliker.

Smagen er … sødere end forventet, men fyldig og meget venlig, pleasende og nærmest saftig. Der kommer også lidt peber, som lige giver lidt snert i smagen, mens tanninerne er blide og kødfulde. Det er en stor, fed og kraftig vin med dette lidt pebrede krydderi, frugt af solbær, brombær og blommer … saftig og lige til. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Viotti Vini, Barbera d’Asti Cà Nova, Piemonte, Italien

2021 Viotti Vini, Barbera d'Asti Cà Nova, Piemonte, ItalienVi skal igen til Piemonte, for næste vin i glasset er denne 2021 Barbera d’Asti Cà Nova fra vinhuset Viotti Vini, der drives af Viotti familien.

Viotti familien har igennem 7 generationer har produceret vine på Barbera, Dolcetto og den mindre kendte Albarossa.

Siden 1969 har det været med base fra de bløde bakker ved middelalderlandsbyen Castel Rocchero beliggende mellem de blide bakker i Alta Langa Astigiana og Alto Monferrato i den østlige del af Asti.

I dag drives domænet af datter Bianca og fader Guido med passion og dedikation. Især Guido Viotti har haft stor indflydelse på, at vinhuset fra 2008 valgte af aftappe vinene under familiens navn Viotti Vini i stedet for det gamle navn Cascina Bricco, som det oprindeligt havde været navngivet siden 1700-tallet.

Viotti Vini har 16 hektar vinmarker, der drives efter særdeles bæredygtige og terroirtro principper, hvor fokus er på det hårde arbejde i marken. I kælderen arbejdes der efter klassiske principper med minimal indblanding, hvilket for størstedelen medfører gæring og lagring på stål samt lagring på store botti af ældre dato.

Bemærkelsesværdigt nok var Viotti i år 2000 blandt de allerførste til at give Albarossa-druen fokus. Familien havde stor tiltro til druen, hvorfor man valgte at plante den på nogle af ejendommens bedste parceller, hvilket har betydet, at Viotti i dag producerer Albarossa af fantastisk kvalitet.

Albarossa skulle efter sigende være en krydsning mellem Barbera og Nebbiolo, men DNA-analyser har sidenhen vist, at den nok nærmere er en krydsning af Barbera og Chatus.

Nå, men her er det altså husets 2021 Barbera d’Asti Cà Nova, som laves med gæring i rustfrie ståltanke ved en kontrolleret temperatur og forbliver der indtil slutningen af gæringen. Derefter er vinen blot lagret 5 måneder i ståltankene og yderligere 2 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er der krop og sød lakrids kombineret med blommer, sorte kirsebær og en snert rosin, hvor man virkelig fornemmer pænt blød og cremet frugt og en blid syre.

I munden er det nærmest en læskende saftig vin, der bare løber pleasende igennem drænrøret uden de store tanniner, men syren er klart mere fremme end duftmæssigt. Det giver sammen med blød og mørk frugt en vin, der også – sammen med saftigheden – er frisk til en vis grad … men damm den smager godt. 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 109 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Domaine Grivot-Goisot, Bourgogne Côtes d’Auxerre Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Grivot-Goisot, Bourgogne Côtes d'Auxerre Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigJeg skal også smage den røde søstervin fra bourgognehuset Domaine Grivot-Goisot og det er denne 2022 Bourgogne Côtes d’Auxerre Pinot Noir.

Her kommer Pinot Noir druerne fra 5 hektar vinmarker i Côtes d’Auxerre og 10 til 45 år gamle vinstokke … passet med grøn høst ig plukket manuelt.

Vinen er faktisk lavet som den hvide søstervin … altså alene med gæring i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering lagret små 10 måneder … formentlig også alene i ståltankene, men det fremgår ikke rigtigt nogle steder.

I glasset tyder både farve og duft på, at den alene er lagret på ståltanke, for det er en bondsk og næsten beaujolaisagtig aroma, der er bondsk og rustik med sure kirsebær, nelliker, lidt kanel, jod, jern og blæk … meget rank og lilla i duften.

Smagen er imidlertid meget let … men har lidt samme bondske smag med kirsebær, lidt jordbær og tranebær, kanel, jod og nelliker, nogle tørre tanniner, røde rosenblade og en lemonagtig bitterhed. Det er en saftig, stram og frisk bourgognevin, som lander på 90 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 209 kr., mens prisen er 185 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Weingut Balthasar Ress, RESSpekt Riesling, Rheingau, Tyskland

2020 Weingut Balthasar Ress, RESSpekt Riesling, Rheingau, TysklandDenne RESSpekt Riesling er en af de absolutte tørre topvine hos Weingut Balthasar Ress … hvilket en jernagtig etiket præget med våbenskjold, navn og årstal også klart skulle indikere.

Vinen blev første gang udgivet den 5. december 2009 og det var i forbindelse med åbningen af vinhusets første wineBANK, hvor sommelier Kai Schattner spontant råbte Respekt, da han smagte vinen og siden har vinen fået navnet RESSpekt og findes i husets serie af RESSklusive vine.

Det er også den vin, som Christian Ress i en happening faktisk sænkede ned i en lokal sø, således vinen kunne lagre der uden lys og ved en konstant temperatur. Det lyder en smule besværligt og er da nok også mere et markedsføringsstunt.

Denne 2020 udgave af vinen har dog ikke været på søbund, men druerne til vinen kommer dog fra Grosse Lage marker – de stejleste og bedste parceller på Rüdesheimer Berg. Druehøsten blev udført ved selektiv håndplukning af flere omgange.

Druerne transporteres så skånsomt som muligt i beholdere, der kan væltes over pressen. Dette efterfølges af en macerationsperiode på 12 til 25 timer, før mosten derefter spontangærer, hvilket er sket med 40% i rustfrie ståltanke og 60% på franske barriques.

Derefter er vinen lagret 16 måneder sur lie … og kort før aftapning på flaske, så filtreres vinen lidt groft for at forhindre større partikler i at komme i flasken.

Det er duftmæssigt en mere fyldig vin … virker cremet, fyldig og olieret, men på en let facon, hvor der kommer lidt nødder, en kalket mineralitet og en frugt, der nærmest er fersken, grillede citroner og modne æbler. Vinen er smagt over flere dage … og efter et par dage er duften langt bedre og slet ikke så lukket, som da flaske lige blev åbnet.

Smagen skuffer dog noget … også efter nogle dage, for vinen virker lidt flad og punkteret. Der er klart syrlige, gærede æbler og lemon bitterhed, men de bitre og lidt overmodne elementer fylder bare alt for meget … overdøver klart andre smage, så det bliver en smule endimensionelt og faktisk ret kedeligt. 89 point.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 75€ … svarende til 559 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7