Tag-arkiv: Tyskland

2011 Weingut Markus Molitor, Riesling Wehlener Klosterberg Kabinett, Mosel, Tyskland

2011 Weingut Markus Molitor, Riesling Wehlener Klosterberg Kabinett, Mosel, TysklandEr kørt alene i sommerhus … fuldstændig stilhed, total nydelse, løbeture, dyp i og lange gåture ved Vesterhavet … men selvfølgelig også et par vine med i tasken, bl.a. denne Riesling Wehlener Klosterberg Kabinett fra Weingut Markus Molitor, som holder til i Haus Klosterberg i Bernkastel-Wehlen ved Zeltingen i midten af Mosel distriktet.

Markus Molitor er 8. generation af Molitor på vingården i Mosel. Han overtog i 1984 – i en alder af blot 20 år – driften af familieejendommen og de stolte traditioner med produktion af Riesling vine fra Mosel. Ved overtagelsen var gården alene på 7½ hektar, hvilket frem til i dag er udvidet til 38 hektar, hvoraf 95% er beplantet med Riesling, fordelt på 15 forskellige parceller.

Markerne er nemlig Brauneberger Klostergarten, Brauneberger Mandelgraben, Bernkasteler Graben, Bernkasteler Badstube, Bernkasteler Lay, Graacher Himmelreich, Erdener Treppchen, Ürziger Würzgarten, Zeltinger Schlossberg, Zeltinger Himmelreich, Zeltinger Sonnenuhr, Graacher Domprobst, Wehlener Sonnenuhr og så Wehlener Klosterberg, hvorfra druerne til denne vin kommer.

Alle druer høstes i hånden og der udvises den største respekt for naturlig omgang med vinen hele vejen gennem processen. Alle vine gæres med naturligt gær og varer nogle gange til næstkommende sommer. De fleste vine lagres på en kombination af ståltank og egetræsfade, for at frembringe mest mulig kompleksitet.

Marken Wehlener Klosterberg er kernen i vinhusets vinmarker, og strækker sig op de stejle skrænter omkring selve vingården. Den ligger i en dal lige overfor Zeltingen og vender næsten stik mod syd. Marken har en tung stenet jordbund af opløste skifer med en høj andel af jern, hvilket er med til at give mineralske vine med sart, elegant frugt. Udover Riesling dyrker Molitor også Pinot Blanc … Weißburgunder på Wehlener Klosterberg.

Selve ejendommen hedder som nævnt Haus Klosterberg, og stammer oprindeligt fra 1800-tallet. Ejendommen er i 2009 og 2012 blevet restaureret, så den i dag fremstår med den tidligere tiders storhed. Det nye vinotek på ejendommen er også et arkitektonisk højdepunkt i Mosel, og har bl.a. vundet prisen “Architekturpreis Wein 2013”.

Denne Riesling Wehlener Klosterberg Kabinet er en tør vin, hvilket man nemt kan se på flasken, idet alle tørre vine fra Markus Molitor har hvid kapsel … eller top, for der er selvfølgelig almindelig prop i vinen. Vinen er lavet på ren stål … har ikke ligget på fad overhovedet.

Duftmæssigt fanger jeg let tropiske frugter, lidt petroleum, mulle kælder, fugtighed, grapefrugt, modne æbler, ferskner og en skøn mineralitet. Smagen er fyldigere end duften med sød-krydret fedme, frisk og krisp og god intensitet. Vinen er meget elegant, og smager helt klart som en langt dyrere vin … næsten helt GG i udtrykket med en smule citrus, modne pærer og en fin lang sød-krydret eftersmag. Klasse.

Og selvfølgelig lige et stemningsfoto fra Vesterhavet:

IMG_6449

Købt i Tyskland til 12,50€ … herhjemme er forhandler Otto Suenson, og her er prisen 140 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2009 Weingut Reichsrat von Buhl, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

Mandag og ferie … så må der gerne nydes et glas vin, og det blev denne 2009 Spätburgunder fra Weingut Reichsrat von Buhl, som holder til i byen Deidesheim i Pfalz. Sidste år smagte jeg også denne vin, blot i en årgang 2008.

Von Buhl anerkendes som et af Tysklands dygtigste vinhuse. Hvem ved, måske er det byen, som giver inspiration, for det er også her, at man finder forhenværende kansler Helmuth Kohls yndlingsrestaurant Der Schwarzes Hahn. Med noteringer på helt op til 98 point har von Buhl for længst bevist at de kan lave stor vin.

Weingut Reichsrat von Buhl er grundlagt tilbage i 1849 af Franz Peter Buhl, men det var speciel under ledelsen af sønnen Franz Armand Buhl, at vingården fik sin succes. Armand Buhl styrkede gårdens renommé, og i hans æra vandt von Buhl mange nationale og internationale anerkendelser.

Armand blev kåret til Reichsrat af Kong Ludvig II og var gode venner med Otto von Bismarck. Von Buhl’s vine er blevet serveret til åbningen af Suez-kanalen i 1896 og til Dronning Elizabeth, the Queen Mother’s hundredeårs fødselsdags frokost i London.

I dag er vingården ejet af en forretningsmand fra Neustadt Achim Niederberger og har siden 1989 været udlejet til et driftsselskab, som ejes af to japanske forretningsmænd, gårdens direktør Stefan Weber samt salgschefen Christoph Graf. Stefen Weber er samtidig én af Tysklands mest kompetence vinmagere, og har bl.a. en fortid fra Müller Catoir.

Reichsrat von Buhl ejer nogle af de bedste vinmarker i Pfalz. Kirschenstück, Jesuitengarten, Pechstein, Ungeheuer, Stift og Reiterpfad er blot nogle af dem. Faktisk er hele 41% af von Buhls vinmarker klassificeret som ”Erste Lagen – 1. Lage“ – Die Großen Gewächse. “Paradies für Edelweine” bliver denne region også kaldt.

90 % af markerne omkring Deidesheim, Ruppertsberg og Forst er beplantet med Riesling, og det er da også de hvide vine, som Weingut Reichsrat von Buhl er mest anerkendt for. Vingården har i alt 59 hektar vinmarker, som siden årgang 2008 har været drevet og certificeret økologisk.

Her har vi imidlertid en rød fra Weingut Reichsrat von Buhl, ren Spätburgunder, lagret ét år på barriques, heraf 30% nye. På etiketten står der der – modsat 2008’eren – også “Frieda Piper”. Frieda Piper von Buhl var hustru til Franz Eberhard Buhl, som var 3. generation af Buhl’er i vinhuset. Efter hans død i 1921, så overtog Frieda produktionen … og gjorde dette frem til sin død i 1952. Da hun var barnløs, så blev vingården – efter testamente – overtaget af Franz Eberhard Buhls politiske kollega og personlige ven Reichsrat Georg Enoch von und zu Guttenberg. Det var netop fra Guttenberg, at Achim Niederberger købte vinhuset

Nok historie … tilbage til vinen, som i glasset er dejlig lys, næsten transparent. Duftmæssigt – som sidst – masser af den søde Pinot duft, ko-/hestestald, hindbær, kirsebær, søde krydderier, grønne noter og en smule mineralitet. Smagsmæssigt er der jordbær og hindbær, let og varm i udtrykket, sødme og en dyb, vedvarende tone med let peber. Igen en flot balance i vinen, og ganske skøn vin.

Købt i Dansk Vinlager, pris ca.95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 Weingut Balthasar Ress, Assmannshäuser Höllenberg Spätburgunder, Rheingau, Tyskland

2011 Weingut Balthasar Ress, Assmannshäuser Höllenberg Spätburgunder, Rheingau, TysklandNæste vin i rækken blev denne sindssygt spændende Assmannshäuser Höllenberg Spätburgunder fra Weingut Balthasar Ress, som er grundlagt i 1870  og har til huse i byen Hattenheim, lige op af Rhinen og tæt på byen Wiesbaden.

Familien Ress er en gammel, veletableret familie i Hattenheim og var oprindeligt slagtere. Ja, faktisk har familien fortsat i dag slagterforretningen Metzgerei Ress i byen. I 1870 udvidede familien forretningen med restauranten Gasthof Ress på hovedgaden Hattenheim og det blev grundlaget for en virksomheden indenfor gastronomi, herunder vinproduktion og -handel.

De første vine tilbage i 1870’erne blev kaldt for “Von Unserm”, og det navnet bruges i dag fortsat på nogle af vinene fra Weingut Balthasar Ress. Til aktiviteterne blev også i 1880 lagt en naboejendom, som blev opbygget til “Hotel Ress”, og det er i dag et af de førende gastronomi huse i Rheingau og kendt under navnet “Hotel Kronenschlösschen”.

Vinmager i dag er Stefen Ress, som er 4. generation, og næste generation er også på plads, idet sønnen Christian Ress også er gået i “cheflære”, så han på længere sigt kan overtage vinhuset. Alle metoderne indenfor dyrkning af druer og vinfremstilling er gået i arv fra generation til generation, så det høje kvalitetsniveau er bibeholdt samtidig med, at naturen behandles med yderste respekt.

Weingut Balthasar Ress ejer ca. 45 hektar vinmarker, hvoraf ca. 90% er fordelt på de bedste marker omkring Hattenheim og Rüdesheim. Husets stolthed er Schloß Reichartshausen, som man overtog i 1978. Vinene herfra er i den typiske Balthasar Ress-stil, men de er specielt kendte for at være næsten overvældende overdådige med masser af elegance.

Siden 1989 har Balthasar Ress været medlem af VDP (Prädikat Wine Estates), Tysklands vinelite, som man nemt genkender på ørnen på flasketoppen. Weingut Balthasar Ress er også medlem af Charta-sammenslutningen i Rheingau, – en eksklusiv forsamling af de dygtigste og mest prestigefyldte vinhuse, der har valgt at stå sammen for at vise vejen, når man vil kombinere/udnytte vinens kvaliteter til gastronomi. Husets samlede vinproduktion udgør knapt 25.000 kasser fordelt på forskellige kvaliteter.

I 2009 føjede vinhuset en yderligere aktivitet til deres forretning, nemlig wineBANK, som ligger under husets herregård. I denne gamle kælder er der 223 aflåste fag, hvor man kan leje plads til opbevaring af ens vine. Man får adgang via et chipkort, så man til enhver tid har tilgængelighed til ens egne vine i kælderen. Samlet er der plads til 35.332 flasker vin i kælderen.

Her har vi husets Assmannshäuser Höllenberg Spätburgunder, hvor druerne selvfølgelig kommer fra vinmarken Assmannshäuser Höllenberg. Det er en stejl, skifferholdig bakke på samlet 37 hektar, men Weingut Balthasar Ress har alene 0,1 hektar af denne mark … ja, det svarer til sølle 1.000 kvm. eller cirka samme størrelse som min lille parcelhusgrund. Det er ikke en Erste Lage mark, men det som Ress betegner som Klassifizierte Lage og den er specielt egnet til Pinot Noir/Spätburgunder.

Såvel første som andengæringen finder sted på ståltanke. Vinen lægges efterfølgende på 1-3 år gamle egetræsfade, hvor den får lov til at lagre, indtil den klares og tappes på flaske.

Og sikke en duft … ganske wunderschön med olierede tvistklude, dieselolie, maskinrum, ristede toner, modne kirsebær og brombær, kridt, røg, bacon og grønne blade. Duften bliver dog lidt mere rund efter lidt tid i glasset. Smagen er ren, umiddelbar frugt, mineraler eller lidt stenet udtryk, let sødme, lethed … smager rigtigt, rigtigt godt, og en fabelagtig duft gør denne vin en ganske skøn oplevelse.

Fået i gave af Gert, købt på Vinexus til ca. 230 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Weingut Chat Sauvage, Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2009 Weingut Chat Sauvage, Pinot Noir, Rheingau, TysklandMed næste vin kom vi endelig rigtigt i gang, dvs. med de røde vin, hvor vi smager vinene blindt og skal gætte vinlandet, og Paul lagde hårdt ud med denne Pinot Noir fra det spændende hus Chat Sauvage i Rheingau. Det er en vin, som jeg har smagt i tidligere årgange og altid har været meget begejstret for.

Weingut Chat Sauvage i Rheingau ligger i Geisenheim/Johannisberg og ejes af Günter Schulz, en rigmand fra Hamburg med en stor forkærlighed for Bourgogne. Under et besøg i Rheingau i 1992 fik han ideen til at lave en vin, der var lige så god som det bedste fra Bourgogne.

For at et sådant vovestykke skulle kunne lykkedes, var Günter Schulz helt bevidst om, at intet kunne spares, og at det derfor kun var de bedste vinmarker, som var interessante til et sådant prestigeprojekt.

Det er dog sjældent, at den type mark kommer til salg, og det var derfor først i år 2000, at han købte sin først parcel på vinmarken Johannisberger Hölle. Siden er det blevet til 7,5 hektar fordelt over seks vinmarker, hvoraf der på 60% dyrkes Pinot Noir, på 35% Chardonnay og på 5% Riesling.

På Chat Sauvages vinmarker holdes udbyttet nede på ca. 1 kg druer pr. vinstok. Man er yderst selektiv med, hvilke druer der går i mosten, så der håndsorteres både ved selve plukningen og ved ankomsten til vineriet, dvs. store ambitioner og små mængder.

Efter presningen foretages førstegæringen på ståltanke, hvorefter vinen – såvel de grønne som de blå druer – lægges på franske egetræsfade i 18 måneder, mens den malolaktiske gæring finder sted. Chat Sauvages samlede årsproduktion ligger på ca. 28.000 flasker, fordelt på 11 forskellige rødvine, én hvid, 2 rosé og én sekt. Og det er også de røde, som er de mest interessante.

De røde Pinot Noir er delt op i 3 serier, en Gutsweine (det er denne Pinot Noir), 5 Ortsweine og 5 Lagenweine. Aftenens første vin er Chat Sauvage entry-level vin, Gutswein Pinot Noir uden angivelse af område eller mark foran på etiketten.

På Chat Sauvages vinmarker holdes udbyttet nede på ca. 1 kg druer pr. vinstok. Man er yderst selektiv med, hvilke druer der går i mosten, så der håndsorteres både ved selve plukningen og ved ankomsten til vineriet. Efter presningen foretages førstegæringen på ståltanke, hvorefter vinen – såvel de grønne som de blå druer – lægges på franske egetræsfade i 18 måneder, mens den malolaktiske gæring finder sted.

Duftmæssigt en meget animalsk vin … herligt. Der er gammel stald, gammel kælder, lidt kølig i udtrykket, mineraler, kirsebær og grønne blade. Smagen er helt modsat duften, for her er varme og vinen smager også krydret med kirsebær, let sødme og tydelige tanniner. Der er en lethed, som sammen med næsen klart afslører, at dette er Pinot Noir, selvom den bestemt er en del varmere i udtrykket end tidligere årgange fra Chat Sauvage. Det lidt varme udtryk er jeg ikke så pjattet med, og det betyder, at vinen mister en smule elegance. Jeg gættede da også på lidt oversøisk, amerikansk Pinot Noir.

Hvem havde vinen med: Paul

Købt hos Vinspecialisten, pris 235 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Weingut Schäffer & Zeter, Cuvée S Weißwein, Pflaz, Tyskland

2010 Weingut Schäffer & Zeter, Cuvée S Weißwein, Pflaz, TysklandNoch ein tysk vin, en Cuvée S fra et lille joint venture projekt mellem vinmageren Oliver Zeter, lillebroderen Christian Zeter og Andreas Schäffer, hvor de opkøber overskydende druer fra nogle af de bedste marker i Pfalz og laver nye, innovative vine. Og her er ét af resultaterne, en hvidvin … Cuvée S Weißwein lavet på et blend af druerne Müller-Thurgau, Muskateller, Gewürztraminer og Sauvignon Blanc.

Oliver Zeter driver selv en vingård i Neustadt-Diedesfeld i Pfalz sammen med hans lillebror Christian og deres far Lutz Zeter. De driver også vinagenturet “ZETER – Die Weinagentur”. Oliver selv er uddannet ønolog i Maikammer og Deidesheim og har arbejdet på vinhuse i både Italien og Sydafrika inden han i 1994 overtog tøjlerne i familiens forretning.

Andreas Schäffer driver – som Oliver – også egen vingård overtaget efter forældrene i 1996. Hans vingård ligger i Neustadt-Hambach i Pflaz, og kendes også under navnet Der Schlossberg Winzer.

Idéen til det lille joint venture mellem de tre barndomskammerater fra Pfalz opstod i 2007. Med Andreas i spidsen oprettede i firmaet og der blev efterfølgende indgået kontrakter med en række vinbønder rundt om i Pfalz omkring pleje og levering af druer. Herudover skulle der også anvendes egne druer fra deres respektive vingårde i Pfalz.

Målet var at lave moderne, sjove og blide vine … og gerne uden for høj alkohol og til fornuftige priser. Allerede i 2008 kom den første vin på markedet.

Her har vi så én af slagsen, som sagt lavet på druerne Müller-Thurgau, Muskateller, Gewürztraminer og Sauvignon Blanc. Det er Müller-Thurgau, som er hovedvægten i vinen, men jeg kan ikke finde en fordeling mellem de forskellige druer. Müller-Thurgau druerne kommer fra 25 år gamle vinstokke, men de øvrige druer kommer fra ganske unge stokke. Vin er selvfølgelig produceret på ren stål.

Det første du ligger mærke til ved vinen er  … farven. Den er … pardon my frence … ganske pisgul, og endda i sjælden grad. Duften er pærer, hyld, abrikoser, appelsiner, mandler og faktisk ganske indbydende. Smagen er egentlig ganske frugtrig, lidt rustik … lidt kanter, men faktisk overraskende god.

Købt i Tyskland, vistnok hos Dansk Vinlager. I Tyskland ligger prisen omkring 5,90-6,25€ … eller knap en 50’er.

Vinanmeldelse 4/7  

2012 Weingut Dr. Loosen, Wehlener Sonnenuhr Riesling GG, Mosel, Tyskland

2012 Weingut Dr. Loosen, Wehlener Sonnenuhr Riesling GG, Mosel, TysklandDet blev til endnu et glas Riesling hos Gert, nemlig en Riesling Wehlener Sonnenuhr GG fra Weingut Dr. Loosen, som holder til på St. Johannishof i Bernkastel lige ned til Mosel floden. Jeg har kort omtalt Loosen tidligere her på bloggen, nemlig i forbindelse med smagning af et glas Eroica Riesling, en vinprojekt/joint venture med Chateau Ste. Michelle i Washington State.

Weingut Dr. Loosen har været drevet af Loosen familien i mere end 200 år. Siden 1988 har det været Ernst Loosen, som har stået for driften. Da Ernst overtog tøjlerne, så indså han hurtigt, at der var basis for at lave vine i verdensklasse. Gamle lavtydende vinstokke, hvoraf nogle er upodede pre-phylloxera Riesling med mere end 120 år på bagen, samt ikke mindst store besiddelser på seks af Mosels fornemste ”Grand Cru” marker: Bernkastler Lay, Erdener Treppchen, Ürziger Würzgarten, Wehlener Sonnenuhr, Erdener Prälat og Graacher Himmelreich. Navne, som får mundvandet til at løbe over på enhver feinschmecker.

Ernst havde inden overtagelse af den fædrene vingård i Mosel arbejdet jorden rundt på nogle af verdens bedste vingårde, så han havde fået en række idéer til, hvordan kvaliteten af vinene kunne forbedres. Han begyndte straks med foretage grøn høst, altså drastisk reducere og forbedre udbyttet i markerne. Han standsede brug af kemiske sprøjtemidler og indførte organisk gødning, og denne bæredygtige tankegang fik han også overført til andre områder, brug af materialer, mere genbrug, energi effektivitet og vandbesparelser.

Ved høst startede han en meget mere selektiv sortering og i kælderen blev der også indført nye metoder, hvor vinen fik en blidere behandling.

Og resultaterne udeblev heller ikke. De internationale vinskribenter har nu i mange år anerkendt Dr. Loosens talenter og kvaliteter. Blandt andet kårede Gault Millaus tyske vinguide ham som ”Winemaker of the year” i 2001. Decanter kårede ham som ”Man of the year” i 2005, samme år som Wine & Spirits placerede ham blandt ”The world’s 50 most influential winemakers” og Wine International kårede ham som ”Whitewine maker of the year”.

Ernst Loosen er måske den person som de seneste tyve år har gjort den største indsats for at bringe den tyske Riesling tilbage til fordums ære og værdighed. Hans kamp imod dem som laver dårlig vin og dermed spolerer Rieslings renomme har været utrættelig, og selvom der er andre fremragende producenter i og omkring Mosel er der næppe nogen af de andre der kan bryste sig med et så utrætteligt ambassadørarbejde, som det Ernst Loosen har udført i den gode vins tjeneste.

I dag driver Ernst Loosen også vingården J.L. Wolf i Pfalz, ejer firmaet Loosen Bros. USA, som står for import og salget af alle hans vine til det amerikanske marked. Han er også med i et andet joint venture i USA, nemlig J. Christopher Wines i Oregon, hvor han laver vine sammen med vinmagere Jay Somers. Med andre ord, så er Ernst Loosen en ihærdig mand.

Vinen i glasset kommer – som navnet fortæller – fra marken Wehlener Sonnenuhr. Det er en stejl og stenet vinmark med lys jord og det reneste blå skifer. Det er selvfølgelig en “Grand Cru” mark, altså GG for Großes Gewächs, også kaldt Grosse Lage eller Erste Lage. Faktisk har denne flaske det nye GG logo, som blev introduceret netop i forbindelse med 2012-årgangen. Dette nye logo skal gøre det lettere af genkende disse topvine.

Vinen er lavet med gæring i store 3.000 liters eg fade. Herefter lagrer vinen 12 måneder i tønde … med fuld bærm, hvilket også er med til at give vinen tid til at udvikle større tekstur og harmoni.

Duftmæssigt er her også masser af petroleum … hmmm skønt, men også klart mere syre end hos Egon Müller (den foregående vin). Der er godt med frugt, pærer, fersken, abrikos, ananas og citron, men også mineralitet og fornemmelse af gammel kagedåse … og det skal forstås på den gode måde. Smagen er sprød, frisk … igen mærkes mere syre og stor mineralitet. Et svagt krydret element giver en god varme i smagen, og en rigtig lækker vin.

Gert købte vinen i Mosel hos Rieslinghaus Bernkastel, men forhandler herhjemme er Theis Vine, hvor vinen koster 249,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2011 Weingut Egon Müller, Riesling Scharzhofberger Kabinett, Mosel, Tyskland

2011 Weingut Egon Müller, Riesling Scharzhofberger Kabinett, Mosel, TysklandKlart den bedste Riesling producent i Tyskland. Selvfølgelig sagt på tysk … det skal jeg nok afholde mig fra. Men påstanden kom fra Rieslinghaus Bernkastel, vinotek, weinstube og vinhotel i Mosel, og de burde – om nogen – vide noget om den sag.

Det var i hvert fald ordrene, da min vinbuddy Gert i sidste uge besøgte det store vinotek i Kues ved Mosel, og fluks indkøbte en flaske eksklusiv Riesling fra den gode Weingut Egon Müller, også kendt som Weingut Scharzhof.

Og Rieslinghaus Bernkastel har selvfølgelig belæg for deres påstand, for vinhuset er en del af den lille, men særdeles eksklusive, elitære klub ”Primum Familiae Vini” … i daglig tale blot kaldt PFV. Gruppen består af 12 verdensberømte familieejede vinproducenter, og her er Weingut Müller i fint selskab med Mouton Rothschild, Joseph Drouhin, Jaboulet, Pol Roger, Symington, Vega Sicilia, Hugel & Fils, Miguel Torres, Antinori, Perrin & Fils (Beaucastel) samt Tenuta San Guido (Sassicaia).

PFV blev oprettet i 1992 og organisationen kaldes også “Leading Wine Families”. Man kan kun blive medlem ved invitation og der kan maksimalt være 12 medlemmer. Gruppen består kun af 100% familieejede vinfirmaer og har gennem årene holdt sig meget anonymt, men afholdte for første gang i 2013 en smagning på Prowein i Tyskland og en velgørenhedsauktion i London.

Familierne skal have mange generationers erfaring og værne om de traditioner og værdier, som familieeje står for og sikre at sådanne idealer overlever og er levedygtige i fremtiden. De deler information om generationsskifte, hvordan de sikrer deres vine mod svindel og forskellige tekniske muligheder.

Nå, men det var nu Weingut Egon Müller, som vi kom fra … og det skyldes netop, at Gert denne fredag efter arbejde bød på et glas iskold Egon Müller Riesling fra én af de flaske han havde hjembragt fra Rieslinghaus Bernkastel i Mosel. Og hvilken bedre måde kan man starte en 3 ugers ferie end med et godt glas vin sammen med gode venner?

Vinhuset ligger på ejendommen Scharzhof lige udenfor Wiltingen i Saar området i Mosel. Vinhuset er grundlagt i 1797, men havde indtil da tjent som kloster til St. Maria zu den Märtyrern … vistnok en del af Benediktiner-ordenen, men blev bortauktioneret af den franske stat efter nationaliseringen af kirker og klostre i kølvandet på den franske revolution.

Det var oprindelig Jean-Jacques Koch, som i 1797 overtog ejendommen. Dengang havde den allerede fået navnet Scharzhof, bl.a. på grund af tilhørsforholdet til nærliggende Scharzhofberg, en 27,3 hektar stor vinmark på en stejl stråning øst for ejendommen, og i dag perlen i vingårdens vinmarker. Efter Kochs død overgår ejendommen til hans 7 døtre, hvoraf én af dem senere gifter sig med Felix Müller, og det er deres søn Egon Müller, som bliver foregangsmand for vinhuset.

Egon Müller dør i 1932 og overlader gården til sin søn Egon Müller II, som imidlertid dør i en traktorulykke i vinmarkerne i 1941, hvor driften overtages af hustruen indtil Egon Müller III kommer hjem fra krigen … faktisk efter fangenskab i England … og viderefører driften. Det er også Egon Müller III, som står for udvidelsen af driften, bl.a. med købet af vingården Le Gallais i 1954 og efterfølgende markerne Wiltinger Kupp samt Braune Kupp.

Og i over 200 har vingården nu været drevet af Müller familien, og de seneste 5 generationer endda af Egon Müller, idet man i familien viderefører de stolte traditioner, hvor den førstefødte søn altid bliver døbt Egon. Siden omkring 1990’erne har det været Egon Müller IV, som har drevet vingården og bragt den frem til en position, som ét af verdens bedste vinhuse … i hvert fald, når det gælder Riesling. I dag er sønnen Egon Müller V også med i foretagendet.

I dag består vingården af markerne Wiltinger Kupp på 0,4 hektar, Braune Kupp på 4 hektar, Oberemmeler Rosenberg på 1 hektar, Wiltinger Braunsfels på 0,4 hektar, Saarburger Antoniusbrunnen på 1,4 hektar, Wawerner Jesuitenberg på 0,3 hektar og endelig 8,5 hektar af det nævnte Scharzhofberg. Det giver samlet omkring 16 hektar udsøgte vinmarker. 95% af vinstokkene er Riesling.

Kabinett fra “Scharzhofberger” er åbningsniveauet i kultproducenten Egon Müllers portefølge af imponerende Moselvine, og én af de tørre vine hos Müller, som ellers specielt er kendt for de lidt sødere vine. Hos Egon Müller er sukkerindholdet i en kabinett som regel også væsentligt højere end hos kollegaerne, og betegnelse betyder som sådan kun, at der ikke er tilsat sukker i fremstillingsprocessen.

Og … mine damer og herrer … det er sgu helt fantastisk hvidvin. Duftmæssigt sindssygt voldsomt petroleum, mineralitet, våde sten, mineraler, kølighed, svage ferskner, røg, blomster … dufter bare vildt godt. Det er svært at beskrive en vin, og specielt når indtrykket er totalt overvældende … så mangler der ord i min ordbog … men tro mig, det er sgu monstervin. Og jeg er ikke engang kommet til smagen endnu.

Jeg var lidt skeptisk, da Gert fortalte, at Rieslinghaus Bernkastel havde kaldt Müller for bedste Rieslingproducent, men jeg begynder at forstå det nu. Jeg tror ikke, at jeg tidligere har smagt så stor Riesling. Smagen er nødder, mineralitet, syre/sødme balance, hyld og en enorm lang eftersmag. Stor rigdom, er der også lidt honning, passionsfrugt? Som jeg sagde til Gert; skulle man ha’ ét glas hvidvin med på en øde ø … så skulle det være denne vin.

Fuck, nu kom jeg næsten til at lyde som Rasmus Seebach … lidt corny.

Gert havde købt vinen hos Rieslinghaus Bernkastel til over 40€ … eller lidt over 300 kr., og det er sgu meget fair for en sådan oplevelse. Tak for delingen af denne oplevelse.

Vinanmeldelse 7/7  

2013 Weingut Julian Haart, Piesporter Riesling, Mosel, Tyskland

2013 Weingut Julian Haart, Piesporter Riesling, Mosel, TysklandHmmmm, fantastisk … 3 ugers ferie foran mig … sådan da … og hvilken bedre måde at starte driverlivet end med et stop hos Gert på vej hjem fra job sådan en skøn sommerfredag … specielt efter Gert med ophav – sorry Merete – lige har tilbragt flere feriedage i Mosel? Det betyder, at der er linet op med fabelagtig Riesling’er, og første step er denne Piesporter Riesling fra Weingut Julian Haart.

Weingut Julian Haart holder til ved byen Piesport og er én af de nye unge kometer i Mosel. Han har alene små 1,5 hektar vinmarker i området, men det er til gengæld topmarkerne Schubertslay, Wintricher og Ohligsberg, som næsten har GG status.

Julian er af en gammel vinfamilie fra Mosel … og de første fortegnelser om familien og vinproduktion er helt tilbage fra 1337.

Det var nu egentlig ikke planen, at Julian Haart skulle være vinproducent. Han startede nemlig sit arbejdsliv som kok efter endt uddannelse på kokkeskolen, bl.a. på GästeHaus Klaus Erfort, én af de fineste restauranter i Tyskland. Det er dér, at hans interesse for vin begyndte, og så ændrede han med det samme kurs.

Han fik arbejde hos bl.a. nogle af de store tyske producenter, nemlig Egon Müller, Klaus Peter Keller, Werner Schönleber og Rheinhard Löwenstein. Julian blev specielt inspireret af vinene fra Keller, men knyttede også et venskab med Egon Müller, der – iflg. Rieslinghaus Bernkastel i Mosel – efterfølgende hjælper Julian, da han selv investerer i egen vingård.

En anden af Julians venner er også den unge Andreas Adam fra Weingut A.J. Adam ved byen Neumargen-Dhron ikke langt fra Bernkastel i Mosel. Sammen har de også købt en gammel, stejl vinmark i Goldtröpchen. Den mark leverer også nogle af druerne til vinene fra Julian Hart.

J.A. Adam har jeg i øvrigt skrevet om tidligere, nemlig da jeg smagte hans 2012 Weingut A.J. Adam, Riesling. Flot vin til menneskepenge.

Her har vi imidlertid den unge Julian Haart Riesling fra området omkring Piesport. Druerne kommer fra de bedste marker fra den ekstremt stejle Schubertslay parcel med mere end 100 år gamle stokke.

Lad os komme til mine smagsnoter. I næsen er der modne æbler, citrus, fersken, appelsinskal, blomster, salt og en intensitet som en GG. Smagen er fyldt med sødme, saftighed, dybde og en lidt nøddeagtig smag med mineralitet og blød syre. Slank og elegant, sød og balanceret … flot Riesling. Hmmmm, Thumbs Up.

Købt hos Rieslinghaus Bernkastel i Mosel for knap 15€ … eller ca. 110 kr. Forhandles herhjemme af Atomwine, hvor prisen er 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2011 Winzergenossenschaft Oberbergen, Oberbergener Baßgeige Spätburgunder, Baden, Tyskland

2011 Winzergenossenschaft Oberbergen, Oberbergener Baßgeige Spätburgunder, Baden, TysklandLørdag igen lidt Spätburgunder … også denne gang fra Baden, helt præcis fra byen Vogtsburg-Oberbergen i Kaiserstuhl, hvor vi finder kooperativet Winzergenossenschaft Oberbergen, som står bag denne Oberbergener Baßgeige Spätburgunder Trocken.

Winzergenossenschaft Oberbergen er grundlagt tilbage i 1924 af 42 vinproducenter, som ønskede at stå sammen omkring produktion af vine fra Oberbergen. I 1998 overtog kooperativet også det nærliggende kooperativ Schelingen Oberbergen, og har i dag ikke mindre end 460 medlemmer, hvis vinareal udgør omkring 350 hektar.

Druerne til denne Spätburgunder kommer fra vinmarken Baßgeige, hvilket betyder kontrabass. Hvordan det passer ind i billedet er fuldstændigt uklart, men kooperativet bruger det selv i markedsføringen af vinene med sloganet “Oberbergener Baßgeige – musik til dine sanser” og kontrabassen går også igen på vinens etikette.

I dag ledes kooperativet af Erwin Vogel. Han har dog netop overtaget ledelse efter Rolf Hofschneider, som var ansat i kooperativet i 45 år, heraf de sidste 20 år som leder af foretagenet. Inden Erwin Vogel kom til  Winzergenossenschaft Oberbergen var han i en årrække hos et andet vinhus i Oberbergen, nemlig hos Weingut Franz Keller (Schwarzer Adler), som jeg jo også tidligere har skrevet om her på bloggen.

Det er primært hvide vine, som der laves på Winzergenossenschaft Oberbergen, nemlig Chardonnay, Gewürztraminer, Grauer Burgunder, Thurgau, Muskateller, Riesling, Ruländer, Silvaner og Weißburgunder. Derudover laves der en Spätburgunder Weißherbst samt denne Spätburgunder samt et par specialiteter og lidt sekt.

Lad os endelig kaste os over vinen, som i næsen er noget neutral. Mine noter siger hindbær, mandler, regnvådt fortorv samt lidt søde krydderier. Smagsmæssigt er der kirsebær, godt med sødme, men også en god frugt og renhed, som giver vinen en lethed og gør den meget drikkevenlig … let. Ikke en vin, som vil gå over i historien, men til prisen et fint glas vin. Et levende bevis for, at der kan fås anstændige og spændende vine til billige penge.

Købt i Dansk Vinlager ved grænsen, prisen mener jeg var 6,55€ eller knap en 50’er.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Weingut Stadt Lahr, Spätburgunder Trocken, Baden, Tyskland

2011 Weingut Stadt Lahr, Spätburgunder Trocken, Baden, TysklandFredag bød (selvfølgelig) også på en Spätburgunder. Denne fredags Spätburgunder kommer fra Weingut Stadt Lahr, et lille vinhus drevet af Wöhrle familien og beliggende i byen Lahr/Schwarzwald i Baden, ca. 15 kilometer syd for Offenburg

Vinhuset Stadt Lahr er grundlagt tilbage i 1943, som et stats-/kommuneejet vinhus, men byen havde svært ved at få økonomi i produktionen.

I 1978 besluttede kommunalbestyrelsen, at driften skulle ophøre. Derfor forespurgte Lahrs borgmester Philipp Brucker i 1979 Hans Wöhrle, om han ikke ville leje og drive vinhuset videre.

Hans og hustruen Monika Wöhrle drev i forvejen et mindre vinbrug, men de lejede vinhuset Stadt Lahr og sammenlagde driften med deres egen vingård. Sådan drev de Stadt Lahr frem til 1997, hvor de købte vinhuset og de omkring 5 hektar statslige vinmarker blev samtidig lejet på langtidskontrakter.

I dag udgør vinmarkerne omkring 18 hektar spredt ud på ikke mindre end 60 parceller, som ligger på sydvendte skråninger i den lille dal, der ved Lahr nærmest skærer sig ind i Schwarzwald.

Blandt markerne findes bl.a. Großes Gewächs markerne Herrentisch, Kirchgasse samt Gottsacker. Siden 1991 har vinhuset været drevet økologisk.

I dag er driften overtaget af Hans og Monikas søn Markus Wöhrle og svigerdatteren Tanja, men forældrene hjælper stadig til med vinproduktionen.

Markus er uddannet ønolog og har tidligere arbejdet i fire år som stedfortrædende vinmager på det prestigefyldte vinhus Müller-Catoir. Og efter overtagelsen af både Weingut Stadt Lahr og Weingut Wöhrle har han nu droppet navnet Stadt Lahr, så fra 2013 sælges alle vinene som Weingut Wöhrle.

Denne flaske 2011 Weingut Stadt Lahr, Spätburgunder Trocken er således med den “gamle” etikette, selvom der jo står, at indehaverne er familien Wöhrle. Det er husets røde Gutsweine … der findes også en udgave et kvalitetstrin over, deres Spätburgunder Bestes Fass i serien af Ortsweine. Der er i 2011 lavet 850 kasser af vinen, men ellers lidt begrænsede oplysninger om vinen.

Duftmæssigt virker vinen lidt kølig i udtrykket med grønne blade, umodne kirsebær, sure jordbær, champignon, flintesten og let stald. Ganske skøn næse … ikke voldsom i starten, næsten neutral, men den udvikler sig hurtigt med lidt varme i glasset. Smagen er søde kirsebær, god balance med svag syre og en smule skarphed. Tanninerne mærkes og generelt efterlader den et rigtigt godt indtryk. Thumbs Up.

Købt hos Gourmondo til 10,90€ eller ca. 81 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7