Nu bevæger vi os fra Fiat til Lancia … fra de sekundære druer til Nebbiolo, druen som vel kan betegnes som kongen af de italienske druesorter … her med en Langhe Nebbiolo fra G.D. Vajra.

At det er en Langhe Nebbiolo betyder, at den kommer fra området/regionen Langhe … et område ved bjergene over Tanoro floden ved Alba.  Langhe dækker altså også over appellationerne Barolo og Barbaresco og blev en DOC appellation i 1990’erne, således man kunne klassificere den vin, som før blot var almindelig og simple Vino da Tavola.

Derudover er der ikke – som med Barolo og Barbaresco – krav om, at vinen skal ha’ ligget på eg og dermed er mange Langhe Nebbiolo’er også ofte alene vinificeret og lagret på rustfrie ståltanke uden brug af det mindste eg.

Druerne kommer fra forskellige vinmarker, bl.a. fra de yngste vinstokke på Barolo vinmarkerne Bricco delle Viole og Fossati. Vajras Langhe Nebbiolo er ikke tiltænkt at skulle være en mini Barolo, men derimod en fortolkning af Nebbiolo druen, når den næsten udelukkende er lavet på rustfrie ståltanke … dvs. at kun en ganske lille procentdel bliver lagret på eg … og endda kun i de mest kraftfulde årgange.

Duftmæssigt mærkes det også, at den syrlige skrue er strammet yderligere. Duften er lyse bær, granatæbler, ribs, stikkelsbær, grønne buske, violer, grafit, blomster, lidt eg og en smule krydderier. I munden er der også godt med syre, så trutmunden hurtigt findes frem … syren er ganske forførende, ung og jomfruelig. Det er ikke en vin, som appellerer til bredden … men hva’ gør det? En flot krydret og syrlig eftersmag holder godt ved.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 200 kr.

Rating 4,5/7 

Fandens til arbejde med dekantering. Det blev denne Barolo Arione fra vinhuset Cantina Gigi Rosso, som fik hovedrollen i min lille test om dekantering. Og det er – som forventet – en smule bøvlet. Halvdelen af flasken er hældt på en bredbundet karaffel kl. 10.00 i formiddags … omkring 8 timer inden testen. Ikke at det nødvendigvis er særlig bøvlet … for det kræver blot lidt planlægning.

Men det er besværligt, at en karaffel passer ikke ind i et køleskab, når man nu engang kan li’ at nyde vinene kølige. Okay, så tager vi den sgu ved stuetemperatur. Og så er der selvfølgelig også det med at gøre karafler rene … klokkeklar pain in the ass. Nå, men lad os ikke klynke over det, men i stedet kigge nærmere på vinhuset bag denne  Barolo inden vi tester vinen.

Cantine Gigi Rosso ligger ved Castiglione Falletto på vejen mellem Alba og Barolo. Huset er grundlagt for over 50 år siden af Gigi Rosso, men drives i dag af sønnerne Claudio og Maurizio. Det er et familieforetagende og de ejer samlet omkring 30 hektar vinmarker, bl.a. parceller på markerne Arione, Moncolombetto og Rocca e Giovino.

Og det er såmænd en sandhed med modifikationer, for familien Rosso har i 2015 nemlig solgt deres Arione marker til det store og anerkendte vinhus Giacomo Conterno (et af mine absolute vinhuse i Barolo), som i forvejen ejer marken Francia, som ligger opad Arione. Og der er ingen tvivl om, at Arione ellers var Gigi Rossos bedste mark.

Arione er et af de historiske og anerkendte vinmarker i Serralunga d’Alba. Den ligger med eksponering mod syd- og sydvest og er samtidig kendt som en af de smukkeste vinmarker i området. Tilbage i 1970’erne var det Bruno Giacosa, som lavede vin fra Arione marken. Det vides heller ikke, hvad prisen har været … selvom Giacomo Conterno sikkert har betalt en ganske pæn pris.

Før salget af Arione marken producerede Gigi Rosso omkring 250.000 flasker vin årligt fordelt på en lang række vine, dvs. vine som Barbaresco Vigneto Viglino, Barolo Riserva dell’Ulivo, Barolo Arione, Barolo Castelletto, Barolo del Comune di Serralunga, Dolcetto Moncolombetto, Dolcetto Rocca Giovina, Nebbiolo DAlba Rocca Giovino, Vino Del Buon Ricordoog Vino Del Sole … blot for at nævne nogle.

Men her har vi altså en Barolo fra den omtalte, historiske mark, lavet på rustfrie ståltanke og udelukkende med brug af druernes naturlige gær. Maceration på samlet 18-22 dage, hvorefter vinen har lagret 36 måneder på fade efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelsen.

Nå, men efter 8 timer på karaffel, så lad os se, om der er forskel? Første note til mig selv omkring vinkarafler … fuck, hvor er det irriterende med de små tordenfluer, som åbenbart har samme smag i rødvin som mig. Endnu en bøvlet ting ved dekantering på vinkarafler, men jeg klør sgu på og hælder vinen op i to glas … ens glas selvfølgelig. Ingen snyd der.

I glasset er vinen svag transparent med et lidt brunligt skær, og dette endda selvom det – i Barolo øjne – er en ganske ung og viril piemontisk elegantier. Lad os derefter kaste os over aromaen. Og vi starter med indholdet fra flasken … altså den ikke dekanterede halvdel, som i næsen byder på stor tørhed, et ganske herligt støvet udtryk … nærmest som tør jord, violer, rosenblade og let mynte.

Frugten er nærmest syrlige kirsebær samt en smule letmodne blommer, lakridsrod og en nærmest balsamisk syre. Frugten virker sådan lidt moden… som om, at alderen allerede har bøjet aromaerne en smule af. I den dekanterede del en duften en smule anerledes … ikke meget, men dog en smule. Faktisk virker den dekanterede halvdel en kende kedeligere og knap så syrlig, balsamisk, nærmest endnu en kende mere moden.

Smagsmæssigt – og vi starter igen i den ikke dekanterede halvdel – er tørheden også tydelig. Der er godt med tanniner, jern, rust og en virkelig herlig syrlighed. Tanninerne sætter sig specielt på fortænderne … og ved ikke helt, hvad det er et tegn på? Synes da ellers, at jeg har børstet tænderne omhyggeligt! Frugten virker klart mørkere end frugten fra duften, men ellers er der virkelig elegance og balance … med en jernnæve. Intet under, at vinkendere sværger til Barolo.

Den dekanterede halvdel smager … akkurat som den ikke dekanterede. Helt ærligt fuldstændig ens. Jeg synes, at jeg har smagt megen vin i mit liv og efter min bedste vurdering, så er der – efter 8 timers iltning på karaffel – ingen forskel … overhovedet. Men omvendt, har det heller ikke skadet smagen. Og selvom denne Barolo alene kommer fra en lille producent, så smager det altså bare herregodt. Det er klassevin.

Forhandles hos de rare brødre hos Brdr. Schmidt Vinhandel. hvor prisen er 349 kr.

Rating 6/7 

Tirsdagsvinklubben på jobbet var denne uge flyttet til onsdag … fint for mig. Vinen var en gammel kending, nemlig en Barbaresco fra Marchesi di Barolo, eller Antiche Cantine dei Marchesi di Barolo, som vel nærmest kan oversættes til Marchesis gamle kældre i Barolo.

Det er historisk og stort vinhus, som jeg tidligere har smagt en del vine fra, bl.a. til en decideret Marchesi di Barolo smagning, som blev forestået af Alvise Lunardi, som til dagligt er eksportchef hos det gamle vinhus.

Vinhuset ligger i Barolo by og ejer 40 hektar jord ved Barolo, hvilket svarer til 16% af samtlige vinmarker ved Barolo. Samlet kontrollerer Marchesi di Barolo omkring 120 hektar vinmarker og producerer vine fra alle de lokale druesorter, som findes i Langhe, Roero og Monferrato.

Husets historie går helt tilbage til 1807, hvor Marquisen af Barolo, Carlo Tancredi Falletti giftede sig med den franske adelskvinde Juliette Colbert de Maulévrier, som så et stort potentiale i vinfremstilling og startede en vinproduktion. Efter Juliettes død i 1864 fortsatte slottet vinproduktionen under navnet Agenzia Tenuta Opera Pia Barolo.

Dette foretagende blev senere købt af den lokale vinbonde Pietro Abbona sammen med sin bror Ernesto og hans søstre Marina og Celestina, og det er denne familie, som nu på 5. generation fortsætter arven efter Marquis Falletti under navnet Marchesi di Barolo. Vingården ligger fortsat med en storslået udsigt over Marquis Fallettis Barolo slot, som også – sammen med slottet Serralunga – er flot gengivet på vinetiketterne fra Marchesi di Barolo.

I dag er det Anna og Ernesto Abbona, 5. generation af Abbona-familien, som driver Antiche Cantine dei Marchesi di Barolo.

Jordbundssammensætningerne er i de lavere dele af Piemonte ret specielle, og stilen i Marchesi di Barolos vine afspejler klart familiens målsætning om at overføre disse unikke terroirudtryk til de forskellige vintyper, så de typiske udtryk af lokale vine bibeholdes.

Denne almindelige Barbaresco fra Marchesi di Barolo har jeg tidligere smagt i både årgang 2009 og 2010. Den er selvfølgelig lavet på 100% Nebbiolo, og vinen er lagret på eg i et år, en del i slavonske egetræsfade, og den anden del i franske egetræsfade. Bagefter blandes det og det hele ligger igen i slavonske egetræsfade, hvilket efterfølges af et års lagring på flaske inden vinen sendes ud på markedet.

Duften er violer, godt parfumeret … virkelig lækker aroma, virker meget let med jordbær, blæk, mynte, mejeri og syrlige noter, men virker allerede i duften langt mere kompleks og elegant end både 2009’eren og 2010’eren.

Smagen er frisk, let og mild med lyserøde frugter, hindbær, kirsebær, let syre, lidt peber og tanniner, som er tydelige … men slet ikke dominerende, Men jo mere luft du giver vinen i munden … jo tydeligere bliver det italienske syreaftryk. Sådan skal det være. Den er slet ikke så flad i udtrykket som 2009’eren og 2010’eren. Der er langt mere balance mellem frugt og syre.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 235 kr.

Rating 4,5/7   

Aftenens store overraskelse var denne Barolo Dagromis fra det legendariske vinhus Angelo Gaja … ikke bare en af Italiens, men en af verdens mest berømte vinproducenter… en levende legende.

Ingen anden vinproducent har i de sidste 50 år haft så meget indflydelse på den internationale vinscene som Angelo Gaja i Piemonte. Han kaldes også ofte for Kongen af Piemonte og har været krumtappen for kvalitetsproducenter i hele Italien.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1859 af Angelos oldefar Giovanni Gaja, hvis familie havde emigreret fra Spanien i 1600-tallet. I det nye land lavede Giovanni vin og åbnede et værtshus i Barbaresco, hvor han kunne servere sine vine sammen med et måltid mad. Senere fik han også en ordre med at levere vine til den italienske hær.

I 1937 satte Gaja for første gang deres navn med store røde bogstaver på etiketterne, og fik både før og efter 2. verdenskrig tilkøbt yderligere marker for både at hæve kvaliteten og kvantiteten af husets vine. Det var nu imidlertid Giovannis moder Clotilda Rey, der påvirkede sønnen til at hæve priserne for vinene … for at sikre prestigen ved vinene.

Angelo Gaja begyndte sin karriere hos Gaja i 1961 som ung 21-årig nyudannet ønolog fra Enological Institut i Alba og Montpellier i Frankrig med en universitetsuddannelse indenfor økonomi fra University of Turin. På det tidspunkt var der alene omkring 100 vinproducenter i  Barbaresco og Barolo. Gaja var allerede dengang en stor vingård med betydelige marker ved Barbaresco.

Angelos far havde dog samme besluttet udelukkende at producere vine på egne druer. Da man kun ejede marker i Barbaresco-området, tvang det firmaet til at opgive produktionen af Barolo.

Efter flere rejser til Frankrig – og tvister med sin far – indførte Angelo Gaja flere nye metoder og revolutionerede vinfremstillingen af Nebbiolovinene.

Fra 1961 begyndte de første eksperimenter med grøn høst, hvor udbyttet blev reduceret fra omkring 75/80 hektoliter pr. hektar til 35 hektoliter pr. hektar. Det havde ingen før ham haft mod til.

Han indførte også malolatisk gæring og brug af franske barriques, andre flasketyper og længere korkpropper. Der blev også – igen til faderen utilfredshed – investeret i moderne temperaturstyrede ståltanke og derudover blev der også plantet flere franske druersorter.

Der blev investeret i yderligere marker, og bl.a. blev Darmagi vinmarken i Barbaresco, en førsteklasses Nebbiolo mark, tilplantet med Cabernet Sauvignon. Gaja erklærede, at det ikke skyldes hans kærlighed til Cabernet Sauvignon, men ud fra en fast overbevisning om, at der kunne laves stor Cabernet, som lagret i barriques, kunne bevise, at Italien var i stand til at lave verdensklasse vine, som også kunne åbne verdenens øjne for hans vine på de lokale druer.

Og Gajas omdømme steg løbende i løbet af årene, bl.a. på grund af en kompromisløs  tilgang til kvaliteten af vinene fra Gaja, fx nægtede han i af sælge 12.000 kasser af hans 1984 Barbaresco under eget navn og solgte det i stedet bulk. Og hans status steg også løbende og hans 1985 Barbaresco blev af Wine Spectator kåret som den bedste vin nogensinde lavet i Italien og har året kåret Angelo som Man of Year. I den italienske vinbibel Gambero Rosso er Gaja den eneste producent med 5 stjerner og således i en kategori for sig selv.

Gaja er modernist, men i modsætning til andre modernister, så begrænser Gaja anvendelsen af ny eg. Han gærer dog vinene i op til 30 dage i stedet for den gammeldags måde med 5 dages ferminering. Selvom Gaja anvender barriques med en tredjedel ny eg, så lagrer vinene færdig i store, traditionelle 10-100 hektoliter fade, hvor nogle af dem er 80-120 år gamle.

Først i 1988, hvor man fik mulighed for at købe en vinmark i Marenca e Rivette ved Serralunga, kunne man igen være leveringsdygtig i Barolo. Efterfølgende er der dog opkøbt yderligere marker i Barolo efterfølgende, bl.a.  Barolo Sperss.

I dag har Angelo Gaja omkring 100 hektar vinmarker i Piemonte, men har også siden 1994 produceret vine i Toscana med købet af vingårdene Pieve Santa Restituta i Montalcino og Ca’ Marcanda i Bolgheri, men det er en helt anden historie. Den kan i læse om i mit blogindlæg om vinen Ca’ Marcanda di Gaja Promis.

De 100 hektar i Piemonte er fordelt på ikke mindre en 42 parceller, bl.a. marker som Costa Russi, Sorì Tildìn og Sorì San Lorenzo i Barbaresco og Sperss, Conteisa Cerequio og Dagromis i Barolo samt Darmagi, Sito Moresco og Alteni di Brassica, blot for at nævne nogle få.

Angelo Gaja og hans hustru Lucia har tre børn, hvoraf de to døtre, Gaia og Rosanna, nu også har deres daglige gang i vinfirmaet. Men det er specielt Gaia Gaja, som efterhånden er ved at overtage roret i familieforetagendet, selvom Angelo – som nu er over 70 år – fortsat deltager i driften.

Nå, men her har vi altså en Barolo fra Gaja … fra marker Dagromis. Dagromis er lavet af druer fra de marker, som Angelo Gaja i 1995 købte af familien Gromis. Dagromis betyder, på den lokale dialekt hjemme hos familien Gromis, og vinen er lavet på druer fra 2 gamle vinmarker, nemlig Dagromis i La Morra samt en mark ved Serralunga op ad Sperss vinmarken.

Vinificeringen foregår i Gajas vinkælder i Barbaresco. Gæringen foregår med druernes egen gær på temperaturregulerede ståltanke og varer i 3 uger. Efter en 100% malolaktisk gæring bliver vinen først modnet i 12 måneder på barriques, hvoraf de 50% er fra Allier i Frankrig og 50% fra andre lande i Europa. Omkring 30% af disse fade er nye og resten 1 til 2 år gamle. Derefter bliver vinen yderligere modnet i 12 måneder på store klassiske træfade på 20-30 hektoliter.

Næsen er let animalsk, med lyse bær, sure kirsebær, granatæbler,  tranebør, blæk, violer, rosenblade, champignon, tobak, italiensk grønhed, egetræ, læder, lakrids samt en lille bolsjesødme.

I munden … hold nu op, hvor er der stor tørhed. Det er syrligt, Nebbiolo surhed, kyssemund syrligt og vinen nærmest tørrer munden totalt ud og sætter sig på tænderne. Der er blyanter, lakridsen kommer rullende … flot balance og en sindssyg lang eftersmag. Klasse fornægter sig ikke, men 5-10 år i kælderen vil helt sikkert klæde den.

Købt hos dkWineImport, hvor prisen er 375 kr. og det er – tro det eller ej – faktisk billigt for denne vin, idet priserne normalt ligger 100-200 kr. højere … så kig dig for.

Rating 6/7 

Min aften på Falernum sluttede med et 3. og sidste glas, som blev lidt Nebbiolo fra Azienda Agricola Negretti … et nyere vinhus beliggende lidt nord for La Morra i Piemonte.

Vinhuset er grundlagt i 2002 af brødrene Massimo og Ezio Negretti, som kommer fra en familie med stor passion og kærlighed til vin.

Begge er uddannede som vinteknikere fra ITAES i Alba, og derudover er Massimo uddannet ønolog fra Turin University’s Faculty of Agriculture, mens Ezio supplerede hans uddannelse med administration samme sted.

Azienda Agricola Negretti har sammenlagt 13 hektar vinmarker fordelt på parceller i La Morra, Roddi og Monforte d’Alba. Selve vingården er forholdsvis ny og vinkælderen med state-of-the-art moderne udstyr til vinfremstillingen.

Negretti brødrene satser på forholdsvis feminine vine og udover vinene på de gængse Piemonte-druer Dolcetto, Barbera og Nebbiolo, så laver de også en skøn fadfermenteret hvidvin på Chardonnay, der er opkaldt efter deres mormor Dadà. Vinhuset er dog primært kendt for deres flotte Barolo’er.

Men her er det nu ikk’ Barolo, men en Langhe Nebbiolo d’Alba, hvor druerne kommer fra kalkholdige marker fra bakkerne omkring La Morra. Efter høsten afstilkes druerne og presses. Gæringen foregår i 12-14 dage sammen med drueskaller for at trække maksimal farve og tannin til mosten. Mosten trækkes fra pulpen og færdigudvikler sig på henholdsvis stålfade og på gamle franske Allier fade. Efter 12 måneder blandes vinen og tappes på flasker.

I næsen er der herlig aroma af violer, godt med syre … nærmest som italiensk Ferrari blod. Der er dybde, læder, blæk, let lakrids, mentol, kirsebær, hindbær, men der ligger også en svag fadsødme, som nærmest venter på at blive vækket … måske nogle af de stejlende hingstehestekræfter? Der er lidt hospitalsgang og plaster, våde fade, kaffe, vanilje og der fornemmes lidt alder og modenhed, selvom det kun er en 2011’er.

I munden er vin tør medmørke bær, italiensk syre og så alligevel en let sødme, fylde i vinen, som måske adskiller den en smule fra Barolo. Tanninerne er også lidt blødere og mere omgængelige. Modenheden smages også, så smagen er slet ikke så kyssemund syrlig ala Barolo … slet ikke så syrlig. En slags venlig, rund og tilgivende Barolo … uden de sidste hestekræfter. Men hvad gør det? Skidtet smager godt.

Forhandles af Husted Vin, hvor en flaske koster 190 kr. ved køb af 1 flaske og 165 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5,5/7