Tag-arkiv: Italien

2007 Giuseppe Mascarello e Figlio, Barbera d’Alba Scudetto, Piemonte, Italien

2007 Giuseppe Mascarello e Figlio, Barbera d'Alba Scudetto, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Giuseppe Mascarello e Figlio di Mauro Mascarello … ja vi har været forbi dette vinhus tidligere, da vi smagte deres dejlige Dolcetto d’Alba Santo Stefano di Perno. Denne fredag bød på en Barbera fra samme hus, nemlig denne Barbera d’Alba Scudetto.

Mascarello er en klassisk Barolo producent, som ligger ved byen Castiglione Falletto, blot et par kilometer nord for Monforte D’Alba. Klassisk Barololand, og huset laver da også både Barbera, Dolcetto, Barolo og et par Langhe Nebbioloer.

Giuseppe Mascarello e Figlio er en af de store traditionalister i Barolo og regnes blandt Italiens ypperste producenter både lokalt om internationalt.

Huset blev grundlagt i 1881 af Giuseppe Mascarello, men det var Giuseppes søn Murizio Mascarello, som i 1904 købte gården “Monprivato” i Castiglione Falletto og fik tilplantet markerne med både Nebbiolo, Dolcetto og Barbera, som lagde grundlaget for vinhusets senere succes.

Siden er vingården gået i arv fra generation til generation, og i dag er det Mauro Mascarello, der står i spidsen sammen med konen Maria Teresa. som står for administrationen, samt sønnen – selvfølgelig også døbt Giuseppe – som også er uddannet ønolog fra landbrugsskolen i Alba.

Mascarello familien har i dag i alt 15 hektar vinmarker, der alle ligger indenfor Barolo området. Nogle er en del af Monprivato ejendommen, og dermed en del af familiens historie, mens andre er tilkøbt af Mauro. Der er i alt 7 forskellige vinmarker, nemlig Monprivato, Bricco, Codana, Toetto, Villero, Santo Stefano di Perno og Scudetto.

Denne Barbera er således fra sidstnævnte mark med 60-70 år gamle vinstokke, maceration på 15-20 dage og lagret på fransk eg i 18 måneder.

Duftmæssigt en anelse parfumeret med tørrede krydderier, roser, blyanter, bitter engelsk lakrids, syrlige kirsebær, moreller og stikkelsbær samt en svag sødme … ganske svagt. Det hele dufter faktisk meget klassisk. Smagsmæssigt god fylde kombineret med en utrolig syrlighed og tørhed. Tanninerne er let bidende, næsten Nebbiolo-agtig … arghhhh, denne er nok alligevel mere rund. Derudover er der en form for metal eller mineralitet i den lange og skønne eftersmag. Thumbs Up.

Købt hos Supervin, pris 119,95 kr. ved køb af 6 stk., hvor normalprisen ellers er 219,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 Cantine Lenotti, Le Olle Bardolino Classico Superiore, Veneto, Italien

2011 Cantine Lenotti, Le Olle Bardolino Classico Superiore, Veneto, ItalienLige op af Gardasøen ligger byen Bardolino. Her ligger vinhuset Cantine Lenotti, ja faktisk ligger Lenottis vingård lige i udkanten af byen ved Gardasøens bred i umiddelbar nærhed af de smukke bakker, omringet af vinmarker og oliventræer. Det er netop søen, som giver området sit ganske særprægede mikroklima, som nærmest er perfekt til vindyrkning.

Vingården har siden 1906 været drevet af Lenotti familien. Det er i dag fortsat et rigtigt familieforetagende, hvor faderen Giancarlo Lenotti er ønologen med ansvar for produktionen og for markerne, mens hustruen Marina tager sig af salget i Italien, mens sønnen Claudio er ansvarlig for det internationale salg.

Oprindeligt solgte man blot vinen i tønder og demijohns (store vinballoner i glas), men i 1968 begyndte familien at producere og tappe kvalitetsvine med efterfølgende direkte salg. I dag eksporterer vingården til det meste af verden, herunder hele Europa, USA, Kina, Rusland, Thailand, Brasilien m.v.

Kældrene er bygget i fuld harmoni med det smukke landskab, og er udstyrede med meget moderne vinificerings- og aftapningsfaciliteter. Men skabelsen af gode vine starter allerede på vinmarkerne, og derfor bruger Lenotti meget tid på dyrkningen og udvælgelsen af vinstokkene. Druerne høstes separat i de forskellige produktionsområder, og hver parcel bliver vinificeret for sig. Det sidste er ikke bare et tilfældigt markedsføringsnummer, men et helt klart valg for om udvikle hvert område, hver parcel eller druekarakter så meget som muligt.

Lenotti ”Le Olle” er lavet på de kendte Amarone druetyper, 65% Corvina og 25% Rondinella, samt 10% af den for Veneto regionen lidt utraditionelle drue Cabernet Sauvignon. Rødvinen er dyrket på Lenotti’s egne marker, nemlig marken La Pra med skåninger lige øst for Gardasøens bred. Vinen har fået sit navn ”Le Olle” efter et fund af keramik krukker fra romernes tid på selvsamme mark, som druerne dyrkes på. Disse krukker blev i sin tid brugt til at opbevare vin i, så det er ikke noget moderne påfund at lave vin på de kanter! Krukkerne er afbildet på etiketten til vinen, som et minde, til trods for den ulejlighed udgravningerne var.

Lenotti har fundet stor inspiration i de kendte Veneto vine Amarone og Recioto, og den inspiration har smittet af på ”Le Olle”. Således presses og gæres 70% af druerne til ”Le Olle” straks efter høsten, mens de resterende 30% tørres i 40-50 dage, og derefter presses og gæres i november måned.

Inspirationen fra Amarone kommer frem ved smagningen af vinen. Duftmæssigt stor tørhed, nærmest støvet tør jord sammen med mørkerøde kirsebær og blommer. I munden giver vinen lidt syltetøj, rosiner og blommer. Tanninerne er tydelige, men der er samtidig den store Amarone-agtige fylde, lidt spice/krydderier inden smagen slutter med stor rundhed og varme.

Forhandles hos Vildmedvin.dk eller Grauballe Vinhandel, pris 125 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2007 Negro Angelo e Figli, Nicolon Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2007 Negro Angelo e Figli, Nicolon Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienEn kilometers penge øst for Monteu Roero i den lille by Sant’ Anna … og omkring 5 kilometers nordvest for Alba finder vi det lille vinhus Azienda Agricola Negro Angelo & Figli di Giovanni Negro. Nytårsaftensdag nød Gert og jeg (begge med følge) også denne Nicolon Barbera d’Alba fra dette vinhus.

Vinhuset drives af Negro familien, og er grundlagt i 1670 af Giovanni Dominico Negro, søn af Audino Negro. I alle årene har Negro familien dyrket vin fra markerne omkring ejendommen, primært sorterne Arneis, Nebbiolo, Barbera, Bonarda, Dolcetto og Brachetto.

I alt ejer familien knap 60 hektar vinmarker, fordelt på 11 parceller, nemlig Cascina Basarin i Neive, Langhe Milon, Vigna Prachiosso, Sudisfà, Vigna Nicolon, Barbera Bertu, Vigna Gianat, Ciabot San Giorgio, Rocche di Monteu Roero og Lombricoltura i Monteu Roero samt Cascina S. Vittore da Dove Provengono i Canale d’Alba.

I dag hedder ejeren også Giovanni Negro, og han driver huset sammen med hustruen Marisa, deres smukke datter Emanuela og deres tre sønner Gabriele, Angelo og Giuseppe.

Denne Nicolon Barbera d’Alba er en enkeltmarksvin fra marken Vigna Nicolon i Monteu Roero, selvfølgelig 100% Barbera fra 30 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med 10 dages kort macarationstid, og har derefter lagret 15 måneder på eg, 50% nye og 50% brugte fade.

Duftmæssigt en blanding af babybræk (på den gode måde forstås), blyant/grafit, modne kirsebær, brombær og moreller. Smagen er fin og elegant … god fylde af en Barbera, kirsebær, vanilje og flot syre/sødme balance … blide tanniner, og faktisk en ganske charmerende vin. Thumbs Up.

Købt hos Veras Vine, pris 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2011 Suavia, Monte Carbonare Soave Classico, Veneto, Italien

2011 Suavia, Monte Carbonare Soave Classico, Veneto, ItalienSuavia Azienda Agricola ligger den lille by Fittà med gamle basaltisk huse, springvand, en lille kirke og flotte solnedgange … en anelse nord (omkring 2 km) for den antikke by Soava.

Vi er i appellationen med samme navn … Soava i Veneto området, et område jeg ikke tidligere har smagt ret meget fra. Soava betyder mild og blid, og det passer fint med vinene, som typisk er lavet på minimum 70% af den lokale drue Garganega, som også er den bedste af de tilladte lokale sorter.

Suavia Azienda Agricola er grundlagt af Tessari familien, som har dyrket vin siden 1887. Indtil 1982 blev druerne solgt til det lokale kooperativ, men dette ændrede Giovanni Tessari og hans kone Rosetta.

De var overbeviste om, at deres jord kunne levere druer til vine af høj kvalitet, og med det stærke bånd med områdets tradition og kultur, og så de besluttede at navngive deres vingård Suavia … det gamle navn for Soave.

Huset ejer i alt 12 hektar vinmarker i midten af Soave Classica området, faktisk fordelt på 2 lokationer, nemlig omkring byen Fittà og byen Castellaro. Vinstokkene er primært de 2 lokale hvide druesorter Garganega og Trebbiano di Soave med en høj alder på gennemsnitlig 35 år, og gården laver omkring 100.000 flasker vin om året.

I dag er det Giovanni og Rosettas 4 døtre, Arianna, Mari, Valentina og Alessandra Tessari, som driver gården. Tessari søstrenes dedikation til at lave vine, der udtrykker terroiret i Soava og deres filosofi om blanding af innovation og tradition, har også medført, at Suavia Azienda Agricola er blevet én af de førende producenter i Soave. Således har fx denne Monte Carbonare Soave Classico fået 3 glas i Gambero Rosso i både årgang 2010 og seneste denne årgang 2011 i Gambero Rosso anno 2014.

Vinen er en enkeltmarksvin, lavet på 100% Garganega, lagret 15 måneder på ståltanke. Men … lad os smage denne spændende vin.

Duftmæssigt er første indtryk lidt citrus/lemon noter … måske en anelse appelsinskal, nødder … måske mandler, pærer, blomster … faktisk meget indbydende med en vis blidhed over sig. Smagen er blid … med en anelse sødme. Der er en blød mineralitet, sten, pærer. Den kan i starten måske virke lidt flad i smagen, men med lidt luft og varme er det mere blidheden, som dominerer billedet. En fin lille perle til meget fornuftige penge.

Købt hos Superiore.de, hvor prisen var 9,90€

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Sartori, Regolo Ripasso Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2010 Sartori, Regolo Ripasso Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienCasa Vinicola Sartori er et vinhus, som jeg tidligere har skrevet om, bl.a. da jeg drak deres “Hvide Amarone … Marani Bianco Veronese“. Vi er i byen Negrar, omkring 10 km. nord for Verona og omkring 15 km. øst for Gardasøen i Veneto området.

Sartori di Veronas historie går helt tilbage til 1898, hvor Pietro Sartori købte en vinmark og en lille kælder for at sikre stabile forsyninger af gode kvalitetsvine til sit hotel. Denne handling kom til at symbolisere grundlæggelsen af vinfirmaet Sartori – og vin har lige siden været Sartori-familiens kald. Der er nu gået over 100 år siden grundlæggelsen og det er i dag 4. generation af Sartori familien, der ejer og leder firmaet.

Og siden 2002 har vinhuset arbejdet sammen med Banfi gruppen og Cantina Colognola, hvorved de har adgang til druer fra langt flere vinmarker end tidligere.

Vinen her er en Ripasso Valpolicella Superiore, hvilket betyder, at hvilket også giver vinen en god fylde.

Vinen er produceret på “Ripasso” metoden, som direkte oversat betyder “passeret igennem igen”. Udtrykket betyder, at man tilsætter de upressede skaller fra Amarone vinene efter at disse vine på tørrede druer er færdige med deres gæring. Dette giver ekstra smag, alkohol, krop, karakter og garvesyre til denne vin.

Macarationen er på 8-10 dage sammen med drueskaller fra Amarone produktionen, og det betyder også, at druerne er klassiske Amarone druer, her 55% Corvina Veronese, 25% Corvinone, 15% Rondinella og 5% Croatina. Vinen har lagret 18-24 måneder i både mellemstore og store tønder efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt langt mere power og fylde end de to foregående vine. Her er der brombær, kakao og blommer. Duften er svag animalsk med en anelse kanel. Smagen er fyldig, krydret … godt med frugt og svag sødme. Blød og behagelig, og vil please de fleste. Ganske okay vin.

Importeres af AMKA og sælges bl.a. i SuperBest, hvor prisen er 89 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2010 Marchesi di Barolo, Barbaresco, Piemonte, Italien

2010 Marchesi di Barolo, Barbaresco, Piemonte, ItalienÉn af julens vine var en italiener, nemlig en Barbaresco fra Marchesi di Barolo, eller Antiche Cantine dei Marchesi di Barolo, som vel nærmest kan oversættes til Marchesis gamle kældre i Barolo. Det er historisk og stort vinhus, som er beliggende i Barolo by, ja faktisk ejer Marchesi di Barolo 40 hektar jord ved Barolo, hvilket svarer til 16% af samtlige vinmarker ved Barolo.

Samlet kontrollerer Marchesi di Barolo omkring 120 hektar vinmarker og producerer vine fra alle de lokale druesorter, som findes i Langhe, Roero og Monferrato.

Husets historie går helt tilbage til 1807, hvor  Marquisen af Barolo, Carlo Tancredi Falletti giftede sig med den franske adelskvinde Juliette Colbert de Maulévrier, som så et stort potentiale i vinfremstilling og startede en vinproduktion. Efter Juliettes død i 1864 fortsatte slottet vinproduktionen under navnet Agenzia Tenuta Opera Pia Barolo.

Dette foretagende blev senere købt af den lokale vinbonde Pietro Abbona sammen med sin bror Ernesto og hans søstre Marina og Celestina, og det er denne familie, som nu på 5. generation fortsætter arven efter Marquis Falletti under navnet Marchesi di Barolo. Vingården ligger fortsat med en storslået udsigt over Marquis Fallettis Barolo slot, som også – sammen med slottet Serralunga – er flot gengivet på vinetiketterne fra Marchesi di Barolo.

I dag er det Anna og Ernesto Abbona, 5. generation af Abbona-familien, som driver Antiche Cantine dei Marchesi di Barolo.

Jordbundssammensætningerne er i de lavere dele af Piemonte ret specielle, og stilen i Marchesi di Barolos vine afspejler klart familiens målsætning om at overføre disse unikke terroirudtryk til de forskellige vintyper, så de typiske udtryk af lokale vine bibeholdes.

Nå, men videre til det, som det egentlig drejer sig om, vinen. Som de forrige vin er den lavet på 100% Nebbiolo, og vinen er lagret på eg i et år, en del i slavonske egetræsfade, og den anden del i franske egetræsfade. Bagefter blandes det og det hele ligger igen i slavonske egetræsfade, hvilket efterfølges at et års lagring på flaske inden vinen sendes ud på markedet.

Lad os starte med duften, hvor jeg har noteret mig gode med jordbær, mynte, yoghurt, blæk samt blomster? Smagen er godt mild med friske røde frugter, modne kirsebær og en smule syre og tannin … igen meget blidt.  Er måske – som 2009’eren – en anelse flad i smagen, og eftersmagen måske en smule tynd.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor prisen på tilbud er 117,50 kr. v/køb af 2 stk. Normalprisen ligger på 235 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4/7  

2011 Cordero di Montezemolo, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2011 Cordero di Montezemolo, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienVi er med denne vin i den lille by La Morra hos det historiske vinhus Azienda Agricola Monfalletto … eller i dag blot kaldt Cordero di Montezemolo efter husets nuværende ejere.

Vinhuset  kan dateres tilbage til 1340, hvor Pietrino Falletti overtog kommunen La Morra. Gennem 16 generationer var huset på familiens hænder frem til 1941, hvor grevinde Luigia Falletti di Rodello døde, og huset blev overdraget til de nærmeste arvinge, familien Cordero di Montezemolo, nemlig i form af barnebarnet Paolo Cordero di Montezemolo.

Det er i dag Pablo søn Giovanni Cordero di Montezemolo som sammen med hans børn, Elena og Alberto driver vinhuset, som består af omkring 28 sammenhængende hektar og Cordero di Montezemolos vartegn, det mere end 150 år gamle libanesiske cedertræ, kan ses milevidt i det smukke landskab og ligger på toppen af en af de bedste vinmarker, Bricco Gattera.

Træet er stor del af historien og traditionerne hos vinhuset. Træet blev plantet af Costanzo Falletti di Rodello og Eulalia Della Chiesa di Cervignasco, forfædre til de nuværende ejere, for at fejre deres bryllup i 1856 og som et symbol på deres kærlighed til jorden.

Familien Montezemolo hører til en af de ældste adelsfamilier i Piemonts. Luca, fra Montezemolo klanen, er rigmand og bestyrelsesformand hos ikke mindre end Ferrari. Givanni di Montezemolo fra Azienda Agricola Monfalletto ser lighedspunkter med Ferrari: Cordero di Montezemolo har en navn og arv, der samtidig forpligter, nemlig at bevare de gamle traditioner, men samtidig benytte de nye teknologier, for at opnå det bedste resultat.

Her har vi husets Langhe Nebbiolo DOC, selvfølgelig lavet på 100% Nebbiolo, og lagret 6-7 måneder på egefade og yderligere 2 måneder på flaske inden frigivelsen.

Lad os smage vinen, som ved første indtryk er lys, næsten transparent rød i glasset. Duften er rigtig Nebbiolo med sure kirsebær, stikkelsbær og blomster, mens smagen er frisk, godt med frisk frugt, markant … men ikke voldsomme … tanniner og svagt krydret i eftersmagen. Den smager faktisk rigtigt god og også bedre end forventet. Har tidligere smagt Langhe Nebbiolo som ikke har fået fad … og de har været meget utilnærmelige. Denne her er ganske fin.

Forhandles bl.a. hos Meinertz-Vine, hvor prisen er 138 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2010 Foradori, Morei Teroldego, Alto Adige, Italien

2010 Foradori, Morei Teroldego, Alto Adige, ItalienAftenens sidste vin havde Paul med og kommer fra Trentino-Alto Adige området, helt præcis fra byen Mezzolombardo, omkring 20 km. nord for Gardasøen. Området ligger imellem Garda-søen og Brenner-passet på kantet af Alperne. Her finder vi det lille vinhus Dall’ Azienda Agricola Foradori, som drives af Elisabetta Foradori.

Vingården er grundlagt af i 1901, og købes af Vittorio Foradori i 1929. Vingården drift overtages i 1960 af Roberto Foradori, men efter hans død i 1976 må hustruen Gabriella Casna Foradori overtage produktionen. Siden 1984 har det imidlertid været datteren Elisabetta, som driver foretagendet. Hun var endda kun 17 år, da hun reelt overtog produktionen.

Foradori driver i alt 26 hektar vinmarker, alle med lokale druesorter, bl.a. 80% med Teroldego, 15% med Manzoni Bianco og 5% Nosiola. Vingården producerer samlet omkring 160.000 flasker årligt.

Elisabetta er ønolog og har indført mange nye, gode skikke siden hun overtog kommandoen for godt 20 år siden. Hun startede med at plante nye stokke og anskaffe nye fade. En anden markant  ændring ligger i fremstillingsprocessen, hvor man ikke presser al mosten ud af druerne, men kun ca. 75 %, hvilket sikrer en høj koncentration og et mættet udtryk.

Elisabetta hører til blandt eliten af vinmagere og er den absolutte foregangskvinde i Trentino-distriktet nær Alto Adige, ligesom hun er en af de vigtigste skikkelser blandt kvindelige italienske vinmagere.

Vinen her Morei Teroldego er en enkeltmarksvin på 100 % Teroldego fra biodynamisk dyrkede marker. Teroldego er en lokal drue der kun gror i Trentino, og som  har sine optimale vilkår på de grusede, stenede sletter. Vinen har gæret og lagret 8 måneder på amfora med skaller.

Duftmæssigt er det sure kirsebær, kirsebærsten, stor mineralitet med sten og grus, mens smagen er let syrlig med bløde tanniner, urter og let røget fornemmelse. Spændende vin, og sjovt at prøve en drue, som jeg ikke har smagte så mange gange tidligere.

Hvem medbragte vinen: Paul

Forhandles hos Bichel Vine, pris 259,75 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2005 Masciarelli, Montepulciano d’Abruzzo Villa Gemma, Abruzzo, Italien

2005 Masciarelli, Montepulciano d’Abruzzo Villa Gemma, Abruzzo, Italien Med næste vin røg vi uden for de tre områder i Italien, som vi normalt smager vine fra, denne gang til Abruzzo, hvor vi i den lille by San Martino Sulla Marrucina finder Masciarelli Tenute Agricole, som drives af ægteparret Gianni Masciarelli og Marina Cvetic.

Gianni startede som vinbonde i 1978, og begyndte at producere de første vine i 1981.  Og Gianni har ikke sin lidenskab for vin fra fremmede, idet han nemlig i dag laver vinene i farfaren Giovanni Masciarellis gamle vinkælder på slottet Castello di Semivicoli, som huser Masciarelli Tenute Agricole.

Gianni startede med sølle 2,5 hektar, men ejer i dag hele 350 hektar fordelt på marker i provinserne Chieti, Pescara, Teramo og l’Aquila i Abruzzo. På de fleste dyrkes Montepulciano og Trebbiano, men der dyrkes også internationale druer som Cabernet Sauvignon, Merlot and Cabernet Franc.

Jordbunden i denne del af Abruzzo består af et ekstremt mineralholdigt limstenslag. En del af vinstokkene har generationer på bagen, men Masciarelli omplanter løbende.

Der produceres årligt omkring 1,5 million flasker vin på Masciarelli, fordelt på 3 serier, Masciarelli Classico, Villa Gemma og Marina Cvetic, sidstnævnte opkaldt efter fruen i huset. Vinene eksporters til ikke mindre end 36 lande i verden, så der er med andre ord tale om en voldsom stor producent.

Castello di Semivicoli, det imponerende slot, som parret købte i 2004, anvendes som hotel med 11 værelser, kulturarrangementer, bryllupper og selvfølgelig store vinsmagninger. Hmmm, der gad jeg godt ha’ et par overnatninger. Fandme en stort og flot hotel.

Villa Gemma er Masciarellis prestige serie. Foruden den hvide og eksotiske Villa Gemma Bianco Colline Teatine fremstilles Villa Gemma Montepulciano d’Abruzzo. Denne vin i en årgang 1995 blev af Gambero Rosso i år 2000 kåret som Italiens bedste vine. Villa Gemma får næsten hvert år de hædersfulde 3 glas i Gambero Rosso, også i denne årgang 2005, som Parker har giver 90 point.

Druerne til Montepulciano d’Abruzzo Villa Gemma høstes fra en vinmark lige udenfor vingården. Udelukkende Montepulcianodruer indgår i vinen. Efter endt vinifikation lagres vinen i 36 måneder hvoraf de 24 måneder er på nye franske barriques.

Lad os smage vinen. Duftmæssigt er der solbær, sultanarosiner, blommer og en anelse blæk. Smagen er kompleks med fin syre, god frugt og godt med power … og så alligevel i en perfekt balance. Eftersmagen er flot lang, tanninerne bløde … hmmm smager godt. Gjorde ikke et uudslettelig indtryk ved første glas, men her på anden dagen er jeg begejstret. Rigtigt dejligt. Kan godt lide kombinationen af blødhed, syre og frugtsødme, som bare styres i en skøn treenighed.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles hos Sigurd Müller, pris kender jeg ikke, vil gætte på omkring 350-400 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2005 Tenuta di Argiano, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2005 Tenuta di Argiano, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienTenuta di Argiano er en af Toscanas store, gamle majestætiske vingårde. Selve slottet er bygget i renæssancestil og blev opført fra 1581-1596. Der er har været dyrket vin på slottets marker lige siden. I 1992 overtog grevinde Noémia Marone Cinzano driften og revolutionerede kvaliteten, bl.a. med hjælp fra Sassicaias daværende ønolog. Giacomo Tachis. Sammen forbedrede de kvaliteten i Brunellovinen og skabte supertoscaneren Solengo, i dag en af Italiens ikonvine.

Siden 2003 har troldmanden i kælderen heddet Hans Vinding-Diers. Som søn af de danske winemakeres “Grand Old Man”, Peter Vinding-Diers, lå det i kortene at Hans skulle få en fremtid indenfor vin. Hans er opvokset i Bordeaux, men lige siden 1987 har han være på en uafbrudt ønologisk rejse, som ønolog over det meste af verden. Hans Vinding-Diers har allerede lavet vin i Australien, Sydafrika, Spanien, Portugal, Chile, Uruguay, Ungarn, Argentina og sidst, men ikke mindst i Italien. Erfaringen er således allerede enestående, og Hans Vinding-Diers talenter og evner er enorme.

Argianos vinmarker vokser på meget forskelligartet jordbund (terroir) og det giver nye muligheder for en innovativ winemaker. Således blev de franske druer til Solengi plantet af Noémia og Giacomo Tachis fordi den kølige brise fra Toscanas kystområde ved Maremma kan svale markerne og gøre det muligt at skabe en elangante Supertoscaner. Hans Vinding-Diers så tidligt at der var mulighed for at perfektionere nogle af de bedste Sangiovese Grosso druer og lave Suolo, ligesom Hans er manden bag Single Vineyard Brunelloen Orcaia, hvis druer vokser ikke på en, men 2 vinmarker med terroir af tufsten og limsten, vinen udtrykker således en særlig mineralitet i forholdt til Argianos “almindelige” Brunello.

Argiano er blandt blot 22 italienske vingårde som har fundet gennem nåleøjet hos Robert Parker i dennes bog “The World’s Greatest Wine Estates”. Argiano har også høstet masser af roser hos Wine Spectator gennem tiden og har fået Gambero Rossos eftertragtede 3 glas flere gange.

Vinen her er husets almindelige Brunello di Montalcino. Det er denne vin, som ofte omtales som den “danske Brunello”, selvfølgelig 100% Sangiovese, lagret 24 måneder på eg. 2005 var ikke et stort år for Brunello som årene før og efter, fx 2004 eller 2006, men her fra Argioano virker 2005’eren nu meget fornuftig.

I glasset fremstår den helt perfekt med let brunrøde nuancer i halvt gennemsigtig vin. Duftmæssigt er der træ, kirsebær, balsamico, rabarber, popkorn og svag bondegård. Her på anden dagen er bondegården dog helt væk. Smagen er Sangiovese, god renhed og bløde tanniner, men fortsat den lidt balsamiske syre … måske en anelse flad i udtrykket. Men hvor jeg elsker Sangiovse.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles af Philipson Wine. 2005’eren kan jeg ikke finde, men 2008’eren sælges for 379,95 pr. flaske og 139,95 pr. fl. v/12 flasker. Sikke en forskel.

Vinanmeldelse 5/7