Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2018 Lallement Massonnot, Millésime Premier Cru Brut, Champagne, Frankrig

2018 Lallement Massonnot, Millésime Premier Cru Brut, Champagne, FrankrigChampagnehuset Lallement Massonnot er en mindre, men anerkendt producent og derfra smager jeg nu denne fine 2018 Millésime Premier Cru Brut.

Champagnehuset ligger på Rue Haute i den lille by Coulommes-la-Montagne 4-5 kilometer vest for Reims og er et nyere hus, der blev grundlagt i 1980 af Francis Lallement, som er 4. generation af avlere, som oprindelig stammer fra Bouilly.

Francis overtog driften i 1980 fra sin far Jean Lallement, der ligesom sin far og bedstefar før ham havde passet sine vinmarker og så solgt alle druerne til kooperativet Courmas.

Det ændrede Francis Lallement imidlertid i 1980, hvor han  startede med at lave, flaske og sælge champagnerne under navnet Lallement Massonnot … og Massonnot navnet kom med, da han et par år før i 1978 havde giftet sig med Anne-Marie Massonnot.

Hun drev også et champagnehus, der var startet i 1920’erne af Aimé Massonnot, men i 1954 var gået i arv til sønnen Michel og senere til Anne-Marie inden de to huse blev lagt sammen i 1980 efter ægteskabet mellem de to unge vinbønder.

I dag er det dog Francis og Anne-Maries søn Xavier Lallement, der som 5. generation fører champagnehuset videre, selvom det faktisk ikke var meningen, at han skulle være vinbonde som sine forældre.

Han havde nemlig først valgt en anden vej. … arbejdede som ung først som ingeniør hos Telecom ParisTech og derefter arbejdede han i omkring ti år for store bank- og industrikoncerner.

Det var da han mødte sin kone Marie. Hun havde studeret på handelsskolen EDC og University of Cergy Pontoise, men herefter fik hun arbejde hos revisionsfirmaet Deloitte, der også ydede finansiel rådgivning.

Men til sidst  vandt  Xaviers forkærlighed for vin og forældrene champagner, så i 2015 besluttede de at vende tilbage til Champagne for at overtage godset og vingården. De har kun 5,3 hektar marker i i den vestlige ende af Montagne de Reims, med ler og sandet jord.

De dyrker mest Pinot Meunuier med hele 4 hektar, mens de har 0,7 hektar med Pinot Noir og 0,6 hektar med Chardonnay og alle marker drives fuldstændig bæredygtigt … og sådan har det været i 30 år.

De laver ikke selv champagnerne i egen kælder, men er et såkaldt Récoltant Co-opérateur, hvilket betyder, at de fortsat er medlem af et kooperativ, der laver vinene med valg af druer fra egne og andre vinmarker … og kun 40% af egne druer anvendes til champagner under Lallement Massonnot navnet.

Resten går til champagner hos kooperativet, men målet er klart selv at kunne kontrollere 100% af deres egen produktion, men indtil nu har de været tilfredse med at være en del af fællesskabet … også for at kunne kæmpe med de helt store champagnehuse.

Her smager jeg en af husets årgangschampagner … en 2018 Millésime Premier Cru Brut, der er lavet på 40% Chardonnay , 40% Pinot Noir og 20% Pinot Meunier. Efter høsten er druerne presset og gæret med speciel champagnegærtyper.

Efter endt fermentering har man blandet de bedste tanke fra det samme år 2018 og så er vinen flasket til brug for andengæringen på flaske, som er sket over 5 år.  Det betyder også, at denne er degorgeret i 2023.

Duften er meget jernet og mineralsk … stål, jern, sten, granit og en næsten grøn og umoden frugt med mirabeller, kvæde, grønne pærer, fersken, pigeon- samt sure cideræbler, grønne krydderurter med en smule estragon og gærnoter. Der er sjovt nok slet ingen ristede eller nøddede aromaer … bare sten, jern og syrlig frugt.

Smagsmæssigt vinder champagnen imidlertid … har et godt, køligt og letbittert brus … der er citroner, lemon og grape på én gang, hvillet så giver champagnen godt med frisk bid, men ingen af citrussmagene er for meget eller for dominerende. Der kommer en lille sødme frem som i en tonicvand … alt på den friske side. Frugten er udover masser citrus, pigeonæbler, hindbær og umodne ferskner … men derudover har den lidt sødme, som binder den fint sammen og dermed smager det bare fremragende, så samlet 93 point.

Vinen kan købes via Kobaj, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Millésimé Blanc Brut, Bourgogne, Frankrig

2022 Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Millésimé Blanc Brut, Bourgogne, FrankrigVeuve Ambal er et af de vinhuse. der laver fantastiske Crémant de Bourgogne vine. Nu smager jeg atter en Crémant derfra og det endda en årgangscrémant i form af deres 2022 Crémant de Bourgogne Millésimé Blanc Brut.

Jeg har efterhånden smagt en del Crémant de Bourgogner fra Veuve Ambal, men de har alle været Non Vintage, men denne gang er det første gang en årgangsvin, en Crémant de Bourgogne fra årgang 2022. De Non Vintage vine jeg før har smagt fra huset, er disse 6 forskellige:

Denne Crémant de Bourgogne Millésimé Blanc Brut 2018 er lavet på de 4 druesorter Pinot Noir, Chardonnay, Aligoté og Gamay og alle fra samme årgang. Kun den mest delikate most, fra de bedste partier, finder vej til vinen. Gæring er helt traditionel og andengæringen er sket på flaske med 18 måneders lagring sur lie i kælderen.

Duftmæssigt kan du godt finde skabet frem … for duften sidder sgu lige i det, men inden du opdager dette, så overraskes du af en meget gul farve i glasset … de røde druers påvirkning kan virkelig ses. Vi er på et ekstremt højt niveau, hvor duften både er balanceret og inderlig med en omgang nødder, lidt oksefond, butterdej, croissanter, modellervoks og en moden frugt. Der er fersken, tørrede abrikoser, hyben, brunet smør og dufter bare som en ægte ældre årgangschampagne.

I munden er brusset voldsomt … og straks mærker du, at tørheden og syrligheden er behersket, men i stedet er der pænt med sødme, Bruset emmer langsomt ud og efterlader dig med modne æbler, sødbitre pigeonæbler, pærer og kandiseret lemon. Alt er afdæmpet, roligt, blidt og blødt … til tilbudsprisen er det en no-brainer. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2021 Weingut Spindler Lindenhof, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2021 Weingut Spindler Lindenhof, Spätburgunder, Pfalz, TysklandVi har før smagt vine fra Weingut Spindler Lindenhof, der helt passende ligger på Weinstraße i den lille by Forst vel omkring 20 kilometer svag sydvest for Mannheim i Pfalz. Nu smager jeg så hans røde Gutswein … en 2021 Spätburgunder.

Spindler Lindenhof er grundlagt i 1895, hvor Eugen Spindler købte en vingård, der tidligere havde været statsejet. Den statsejede vingård blev solgt i 3 dele, hvor Eugen overtog en del, men også selve vingården på den gamle  brostenbelagte hovedgade midt i Forst… en gammel bygning opført i midten af det 19. århundrede med smukke hvælvede kældre.

Spindler familien stammede oprindeligt fra Bourgogne og havde inden overtagelse af vingården i Forst også selv været involveret i vinproduktion i Mittelhaardt siden 1620. Den købte vingård blev hurtigt kaldt Lindenhof  … efter to lindetræer, som Eugen Spindler havde plantet efter fødslen af hans to sønner i 1902 og 1904.

Siden 1992 har Weingut Lindenhof aka Spindler Lindenhof været drevet af Timo Spindler, som er 3. generation på vingården, som han overtog fra sin far Peter, der fortsat er medejer.

Timo har samlet 11 hektar vinmarker. Den vigtigste – og største – vinmark klart er Deidesheimer Langenmorgen. Derudover er der parceller på Forster Ungeheuer, Musenhang, Jesuitengarten, Ruppertsberger Hoheburg, Deidesheimer Leinhöhle og Herrgottsacker.

Spindler Lindenhof laver alene 2 Spätburgunder vine … denne basisvin aka  Gutswein og en Deidesheimer Herrgottsacker. Der er der ikke mange oplysninger om produktionen, men efter gæringen er vinen lagret en periode på store Stückfass. Vinen har 5,6 gram restsukker pr. liter.

Man bliver glad, når man dufter til vinen … sødlig hestestald, let, lys og animalsk saft, friske lyserøde bær, jordbær, kirsebær, hindbær og tranebær …. derudover lidt træ og sødlige noter af røde bolsjer, lidt candyfloss og svagt lidt mineralske stenede elementer.

I munden er det – som da jeg smagte vinen i årgang 2018 – lidt en maskulin Spätburgunder, men vi er fortsat i den lyse og ubekymrede afdeling med kirsebær, jordbær og noget lemon samt frugtsyre, der giver god friskhed kombineret med et drys peber. Dermed bliver det en meget frugtrig, let og tilgængelig vin, som man sagtens kan drikke spandevis af og vil begejstre de fleste … 91 point og godt køb.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Ludovic Martin, Bourgogne Pinot Noir Cuvée du Terroir, Bourgogne, Frankrig

2022 Ludovic Martin, Bourgogne Pinot Noir Cuvée du Terroir, Bourgogne, FrankrigDer findes mange kendte med navnet Ludovic Martin … en tidligere fransk cykelrytter, der har kørt Tour de France, en amerikansk NBA fodboldspiller, en schweizisk atlet og en fransk skuespiller. Men denne Ludovic Martin har tidligere været politimand, men laver nu vin i Bourgogne og derfra smager vi hans 2022 Bourgogne Pinot Noir Cuvée du Terroir.

Ludovic har altid boet i Bourgogne, men besluttede sent i livet, at han ville sadle om. Han havde en kæmpe vininteresse, som var blevet vækket via nogle af hans gode bekendtskaber i Bourgogne. Men at starte som vinbonde i Bourgogne er nærmest umuligt, for prisen på vinmarker er meget høj.

Derfor startede Ludovic Martin med at leje nogle marker fra nogle af sine venner og det var alle marker, der i flere år havde været drevet økologisk, selvom ingen af dem er certificerede. Det er vinmarker i både Nuits Saint Georges, Chassagne-Montrachet og Monthélie

Vinkælder ejer Ludovic heller ikke … endnu i hvert fald. Så derfor laver han sine vine i lejede lokaler hos Château des Bligny i Bligny-les-Beaune. Undervejs har han også fået hjælp af sin ven Dominique Lafon fra det berømte Comtes Lafon.

Det betyder bl.a. at Ludovic er meget terroir tro, hvilket også betyder, at han arbejder hårdt i markerne … det mener han, er det absolut vigtigste. Derudover laves vinene med så lidt indgriben, hvilket typisk betyder spontangæring alene på druernes egne gærceller og brug af stor andel hele klaser, nænsom pump-over og næsten udelukkende lagring på brugte fade.

Klasse fornægter sig ikke … har den lidt karakteristiske grønne burgundiske side, men også dekadent ædeltræ med mahogni, teak, tobak, kanelstænger, vaniljesukker og lidt spejderhagl. Frugten er så mest jordbær og brombær … velplejet, velfriseret og dresseret med pæn frugtrigdom.

Smagen er faktisk ret enestående … også velplejet blød, meget rund, behagelig og smooth, hvor syren egentlig også bare virker blød, mild og tilbagelænet, men på en spinkel, ren og elegant facon. Frugten er jordbær og citrusmarinerede jordbær, noget hindbær og rysteribs, hvilket også er med til at give lidt friskhed midt i det lyse og lette, som gør vinen ret speciel og enestående. 93 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 289 kr., mens prisen er 255 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2023 Weingut Markowitsch. Pinot Noir, Carnumtum, Østrig

2023 Weingut Markowitsch. Pinot Noir, Carnumtum, ØstrigDenne basis Pinot Noir er langt mere end bare basis … og det kan jeg sige helt sikkert, da jeg har smagt vinen mange gange, både i årgang 2012, 2016, 2019, 2020, 2021 og 2022, men nu smager jeg vinen i seneste årgang 2023.

Huset har jeg jo skrevet om flere gange tidligere, så derfor kaster vi da bare et blik på, hvordan vinen er lavet. Som vanligt har etiketten på flasken også navnet med blindeskrift og det er faktisk tilfældet med alle vinene fra den gode Markowitsch.

Produktionen er sket med druer fra de yngste vinstokke på de to kølige og kalkholdige marker Ried Kirchtal og Ried Scheibner. Druerne høstes manuelt og derefter gærer og macererer vinen i rustfrie ståltanke ved 27-29 grader. Efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på brugte burgundiske 228 liters egetræsfade.

Det er duftmæssigt en rank, frugtrig, let bitter og grøn Pinot Noir, hvor der kommer godt med røg, hestestald, grannåle, violer, nelliker og en frugt med tranebær, knuste hindbær og rabarber … meget ren, klar og elegant.

Men i munden forsvinder alt det hårde … alt er blødt, fint, sart og klart mere feminin end fx 2022’eren. Det er sgu mundsmeltende og blidt med lyserøde bær jordbær, hindbær, søde kirsebær og ganske svagt lidt lemon, men der også  er pænt fadpræg med chokolade, karamel, vanilje og en cafe latte, hvilket giver behagelig sødme, hvorfor jeg havner på 92 store point.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Nicolas Feuillatte, Réserve Exclusive Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Nicolas Feuillatte, Réserve Exclusive Brut, Champagne, FrankrigNicolas Feuillatte er det yngste af de store champagnehuse og er samtidig i dag det mest solgte champagnemærke i Frankrig og derfra har jeg nu smagt en Non Vintage Réserve Exclusive Brut.

Champagnehuset Nicolas Feuillatte er et stort kooperativ grundlagt i 1974 af den franske succesfuld forretningsmand Nicolas Feuillatte.

Han havde skabt en formue ved at importere afrikansk kaffe til USA, hvor han også var et velkendt ansigt på New Yorks sociale scene og spillede golf med Aristote Onassis, John F. Kennedy og hans hustru Jacqueline Kennedy.

Sammen med sin bror købte han vingården Domaine de Saint-Nicholaspå 12 hektar i hjertet af Côte des Blancs regionen. Gården blev restaureret, og vinstokkene blev genplantet. I 1976 besluttede Feuillatte brødrene at skabe deres eget brand og deres champagner fra øjeblikkelig kommerciel succes.

Den store succes betød også, at Nicolas Feuillatte fik kontakt til Henri Macquart, som i 1972 havde grundlagt kooperativet Centre-Vinicole de la Champagne og de to mænd var enige om, at de begge havde en mission om at gøre kvalitets-champagne tilgængelig for et så bredt publikum som muligt.

Så i 1986 blev Champagnehuset Nicolas Feuillatte en del af kooperativet Centre-Vinicole de la Champagne og dermed en stor spiller på markedet. Allerede i 1995 kunne man fejre, at det årlige salg af Nicolas Feuillatte champagner nåede 1 million flasker, men i 2014 er dette tal 10 millioner flasker årligt.

Kooperativet har da også i dag over 5.000 medlemmer aka vinavlere og de har samlet set over 2.250 hektar vinmarker, Der betyder også, at det er Frankrigs ledende champagnehus og det 3. største brand i verden.

Denne Réserve Exclusive Brut er en af husets store sællerter … den ikoniske blå champagne lavet på et blend af 20% Chardonnay, 40% Pinot Noir og 40% Pinot Meunier. Der er ikke rigtigt informationer om, hvordan den er lavet … men den er lagret i andengæringen 3-4 år inden tilførsel af en passende dossage.

I næsen er der pænt godt med toast, smørristede arme riddere, nødder, peanuts og croissanter. De ristede noter er pænt fremme i billedet suppleret med mynte, en blomsteragtig parfume, umodne cideræbler, grape, citroner og noget røg. Det bliver en meget tiltrækkende aroma.

Smagen har et dejligt bredt brus … virkelig skønne, vedvarende og pænt kraftige bobler, mens frugten mest er pigeonæbler, grape samt lidt citroner, men alt er cremet og rundt med en lille sødbitterhed, så dermed bliver det en meget likeable champagne. 93 point.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 415 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Domaine Camille Thiriet, Côte de Nuits-Villages Clos Magny, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Camille Thiriet, Côte de Nuits-Villages Clos Magny, Bourgogne, FrankrigPå Samsø besøgte jeg en fælles ven Thomas, der er bourgognefreak, så i hans sommerhus ved Ballen smagte vi et par lækre vine, bl.a. en  2022 Côte de Nuits-Villages Clos Magny fra en af de mest omtalte og hypede nye burgundiske producenter og det er Domaine Camille Thiriet.

Thomas har tidligere besøgt Camille, der startede sit vinhus i 2016. Det startede i hendes fars garage, hvor hun lavede et par tønder vin  samme med sin canadiske kæreste Matt Chittick, som hun havde mødt, da de begge arbejdede for Maison Roche de Bellene, hvor Matt var vinmager fra 2011 til 2014.

Da de arbejdede på Rocche de Bellene, så fik de kontakt til en lang række vinavlere fra nogle af de 70 forskellige appellationer, som de der lavede vin fra. Dette gav dem et stort netværk af relationer til mange anerkendte vinavlere, så de ved etableringen af deres eget vinhus kunne hente den bedste frugt.

Camille Thiriet sammen med Thomas’ bror Claus

Det har medført en omgående succes og nu er Camille Thiriets vine ventet med spænding for hver årgang … faktisk så meget, at Camille er flyttet fra garagen og ind i kælderen på det store slot Château de Comblanchien på adressen Chemin des Carrières i Comblanchien i Côte-d’Or i hjertet af Côte-de-Nuits.

De har selv i dag omkring 2 hektar vinmarker og både egne og opkøbte druer kommer fra vinmarker, der enten drives økologisk eller biodynamisk. Camilles tilgang i vinkælderen ved produktionen af vinene nærmest er hands-off. De laver også kun beskedne 3.000 flasker årligt … og de bliver bogstaveligt talt revet væk hvert år.

Denne 2022 Côte de Nuits-Villages Clos Magny har jeg imidlertid ikke ret mange oplysninger om … men den skulle være lavet med en spontangærong og lagret på neutrale barriques … normalt bruger Camille helt klassiske 228 liter burgundiske barriques og 336 liter cigarformede egefade.

Umiddelbart er duften utrolig frugtrig  og samtidig lidt beaujolaisagtig med et let bondsk udtryk, godt med kirsebær, knuste hindbær, jordbær og nogle lidt umamiagtige noter, fugtig skovbund, våde nedfaldsblade, svampe, lidt hospital og gazebind, lakrids samt urter. Der er noget forførende luftig og frisk med smuk struktur.

Uha, hvor er det også smagsmæssigt elegant frugtrigt og vildt balanceret. Den har en smuk struktur, finkornede tanniner og frugt med jordbær, hindbær og grillet citron. Selvom det er feminint fint og sart, så har vinen en svævende urkraft … det er skruet forbandet godt sammen, så dermed 96 point.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 70-80€ … hvilket svarer til omkring 520-596 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Domaine Geschickt, Pinot Noir K, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Geschickt, Pinot Noir K, Alsace, FrankrigFra hylderne hos Vinkapellet Samsø købte jeg en flaske Pinot Noir K fra vinhuset Domaine Geschickt, der ligger i Ammerschwihr, i Alsace og K’et står for Kaefferkopf, som er en Grand Cru mark.

Domaine Geschickt er en lille familiedrevet vingård, der drives af Aurélie Fayolle og Arnaud Geschickt og de to hopper Leo-Paul og Iris, som de anvender i vinmarkerne.

Arnaud er egentlig 3. generation på vingården, der oprindelig blev grundlagt i 1950’erne af Jérôme Geschickt og Bernadette Meyer. De blev allerede i 1993 interesseret i biodynamisk drift, men det var deres søn Christophe Geschickt, der i 1998 startede den biodynamiske drift.

I dag er det så næste generation i form af Arnaud Geschickt, der sammen med sin kone eller kæreste Aurélie Fayolle driver den lille vingård med 4 hektar marker, der bl.a, omfatter parceller på Grand Cru marken Kaefferkopf og Wineck-Schlossberg … alle drives både økologisk og biodynamisk og parret har også plantet kirsebærtræer omkring markerne for at give læ til dyrene og mere diversitet.

I deres vinkælder har de hundrede år gamle foudres egefade, som allerede var der før de overtog ejendommen. De har så suppleret med flere egefade og amforer … og der er samtidig god plads, så de kan rumme lagring af deres vine i to årgange.

Denne 2019 Pinot Noir K er lavet med druer fra Grand Cru marken Kaefferkopf, men årsagen til, at Kaefferkopf ikke fremgår af navnet på vinen skyldes, at marken er for hvidvine og derfor ikke må fremtræde på etiketter på rødvine.

Her kommer Pinot Noir druerne fra 2 parceller på Kaefferkopf Grand Cru-marken. Efter høsten er 60% af druernes afstilket og 40% anvendes som hele klaser. Gæring og maceration er sket over 10 dage inden presning og overførsel til burgundiske barriques, hvor der er lagret en periode

Vinen skal lige duftmæssigt have tid til at åbne sig i glasset … spiller lidt kostbar til at starte med, men langsomt afsløres en dejlig landlig vin, hvor der også er stoppet lidt mødding og kostald i glasset. Det er sammen med en fin frugtsødme fra jordbær, hindbær og tranebær, lidt vanilje, skumfidusser og en halv plade mælkechokolade, noget bålsted, aske og røg.

I munden er det en rigtig fin, frugtrig og frisk Pinot Noir med rank ryg, Her er der ingen slatten krumbøjning, for frugten er letbitter, ren og letsød. Det er jordbær, tranebær, lemon og igen kommer der noget røget med potaske, sod, slagger og koks suppleret med nogle knastørre tanniner, der dog aldrig bliver umedgørlige. Det er en vin, som skal drikkes samme dag … efter en dag i køleskabet bliver den lidt underlig … men hvem gør ikke det efter et døgn på køl, så 92 point.

Forhandles hos Vinkapellet Samsø, hvor en flaske koster 380 kr.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Pierre Brocard, Tradition Brut Nature, Champagne, Frankrig

N.V. Pierre Brocard, Tradition Brut Nature, Champagne, FrankrigChampagnethuset Pierre Brocard ligger i den sydlige del af Champagne regionen i landsbyen Celles-sur-Ource i   Aube området og derfra smager jeg nu en Non Vintage Tradition Brut Nature.

Brocard familien nedstammer fra den irske Kennedy familie og har dyrket vin siden det 11. århundrede, men selve champagnehuset er dog først grundlagt i 1932, hvor Georges Brocard startede med at lave, flaske og sælge sine champagner.

Lige siden er champagnehuset gået i arv fra generation til generation, først til Emile Brocard, senere Henri Brocard og derefter Pierre Brocard, Men i dag drives champagnehuset af Pierres søn Thibaud Brocard, som overtog driften i 2012 og fortsat har lidt hjælp fra far Pierre.

Driften foregår efter familiens gamle traditioner og markerne drives efter bæredygtige principper. Thibaud har dog indført modernitet og en masse nye idéeer, som kan afprøves på vinene fra huset i alt 6,5 hektar vinmarker.

Denne Tradition Brut Nature er lavet på 3 forskellige druesorter og det er 75% Pinot Noir, 5% Chardonnay og 20% Pinot Blanc, hvor de 70% af vinen er fra høsten 2021 og de sidste 30% er fra en perpetuel reserve; altså vin blandet over flere år. Druerne til vinen kommer fra 11 forskellige parceller.

Efter presning af druerne er der foretaget alkoholisk gæring, der er sket på 90% rustfrie ståltanke og de resterende 10% på egefade og efter endt fermentering er der sket malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret i tanke og fadene 6-7 måneder inden aftapning på flaske og lagring i 18-24 måneder i kælderen inden degorgering med 1,5 gram dossage.

Der er duftmæssigt godt med rugbrød, ristet rugbrød, gæret dej og samtidig har champagnen er meget luftig og liflig aroma, en frugt af fersken, pære, kvæde og sure cideræbler, lidt Lakrisal salmiakpiller samt et skvis citron.

Champagnen har et godt og frisk brus … sådan medium i styrke og ellers godt med lemon og grape, Den har en lille bitterhed og en lidt æbleagtig syre suppleret med lidt nøddeagtige elementer … er frisk, syrligbitter og præcis. 90 point.

Forhandles bl.a. af Champagne Stories, hvor en flaske koster 385 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Scheid Family Wines, Metz Road Pinot Noir Estate Grown Riverview Vineyard, Californien, USA

2020 Scheid Family Wines, Metz Road Pinot Noir Estate Grown Riverview Vineyard, Californien, USAScheid Family Wines på Highway 101 i Greenfield i Monterey County i Californien laver vine under mange forskellige navne. Et af navnene er Metz Road og her er det netop en 2020 Metz Road Pinot Noir Estate Grown Riverview Vineyard.

Vinhuset er grundlagt i 1972 af Al Scheid og drives i dag mest af sønnen Scott og datteren Heidi, mens Kurt Gollnick er ansvarlig for det meste af produktionen.

Kurt har tidligere arbejdet hos legendariske Bien Nacido Vineyard, men laver i dag vine fra Scheid under en række brands som fx Sunny with a Chance of Flowers, Scheid Vineyards, VDR, Fog & Light, Ryder Estate, District 7, Stokes’ Ghost, Grandeur og Metz Road.

I brandet Metz Road laves der 2 vine … en Chardonnay og så Metz Road Pinot Noir Estate Grown Riverview Vineyard, der i årgangen 2020 er lavet med druer fra den 138 hektar store mark Riverview på den østlige side af Salinas Valley lige under Pinnacles National Park.

På markerne er det vinstokke af klonerne 115, 777, Calera og Pommard, der er høstet tidligt om morgen om bragt til vingården, hvor de først er afstilket inden gæringen i små åbne tanke med 3 daglige punch-downs. Ved gæringen er der anvendt en naturlig gær lavet fra en lille forgæring på egne gærceller. Efter endt gæring er vinen så lagret 13 måneder på franske egefade.

Det dufter ikke af amerikansk Pinot Noir … mere europæisk og rank i stilen med en frisk frugt af kirsebær, jordbær, ribs, granatæbler og så godt med fadnoter af våde fade, lakrids, mørk chokolade, kanel samt vanilje og lidt krydderier med timian og noget tjære.

I munden er det en lækker Pinot Noir, hvor den amerikanske sødme dukker lidt op, men det er heldigvis godt afstemt og balanceret. Der er søde jordbær, tranebær, boysenbær, lidt mørkere bær og en mørk bitterhed som fra Campari, tør engelsk lakrids og gå nogle ret tørre og markante tanniner, som også virker perfekt afstemte som med noget hvid peber også giver lang eftersmag. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7