2023 Weingut Markowitsch. Pinot Noir, Carnumtum, Østrig

2023 Weingut Markowitsch. Pinot Noir, Carnumtum, ØstrigDenne basis Pinot Noir er langt mere end bare basis … og det kan jeg sige helt sikkert, da jeg har smagt vinen mange gange, både i årgang 2012, 2016, 2019, 2020, 2021 og 2022, men nu smager jeg vinen i seneste årgang 2023.

Huset har jeg jo skrevet om flere gange tidligere, så derfor kaster vi da bare et blik på, hvordan vinen er lavet. Som vanligt har etiketten på flasken også navnet med blindeskrift og det er faktisk tilfældet med alle vinene fra den gode Markowitsch.

Produktionen er sket med druer fra de yngste vinstokke på de to kølige og kalkholdige marker Ried Kirchtal og Ried Scheibner. Druerne høstes manuelt og derefter gærer og macererer vinen i rustfrie ståltanke ved 27-29 grader. Efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på brugte burgundiske 228 liters egetræsfade.

Det er duftmæssigt en rank, frugtrig, let bitter og grøn Pinot Noir, hvor der kommer godt med røg, hestestald, grannåle, violer, nelliker og en frugt med tranebær, knuste hindbær og rabarber … meget ren, klar og elegant.

Men i munden forsvinder alt det hårde … alt er blødt, fint, sart og klart mere feminin end fx 2022’eren. Det er sgu mundsmeltende og blidt med lyserøde bær jordbær, hindbær, søde kirsebær og ganske svagt lidt lemon, men der også  er pænt fadpræg med chokolade, karamel, vanilje og en cafe latte, hvilket giver behagelig sødme, hvorfor jeg havner på 92 store point.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7