Champagnehuset Janisson Baradon et Fils stod bag første vin på Fru Larsen, nemlig denne Brut Grande Réserve.
Champagne Janisson Baradon ligger i byen Epernay og har 9,3 hektar vinmarker primært på de vestlige bjergskråninger i Epernay samt nogle små jordlodder i Chouilly og Brimont.
De har lidt mere end 4 hektar af både Chardonnay og Pinot Noir, og næsten 1 hektar Pinot Meunier.
Huset er grundlagt af Georges Baradon samt hans svigersøn i 1922. Georges var “remueur”, hvilket er betegnelsen for den person, som gik og drejede champagneflaskerne efter den malolaktiske gæring, når flaskerne var placeret i stativerne, mens svigersønnen var bødker.
Og i dag drives champagnehuset fortsat af familien, nemlig i form af 4. og 5. generation, Richard Janisson og sønnerne Maxence og Cyril. Sammen producerer de omkring 90.000 flasker champagne om året.
Imidlertid ligger ejerskabet af Champagne Janisson Baradon et Fils i dag hos det australske firma HMH Beverages, som udover champagnehuset også ejer Broken Heart Gin, Levin Wine, St. Ronan’ Cider, Cherry Tree Hill Wines, Trellis Wines og sluttelig et andet champagnehus Champagne Aubry.
Janisson Baradon praktiserer ”lutte raissonée” for at sikre balancen i deres terroir. Med respekt for miljøet og med stor kærlighed til jorden fremstiller Janisson-Baradon vine stort set uden at anvende pesticider og kunstgødning. På den måde beskytter de den biologiske funktion af jorden bedst muligt – i forhold til en forsvarlig miljøpraksis og under hensyntagen til miljøet. Samtidig luger de ved håndkraft og anvender en hest på nogle af markerne – et flot og usædvanligt fokus på kvalitet, som man ikke finder hver dag,
Janisson Baradon kærer om kvaliteten af deres vine, og mosten fra de individuelle parceller holdes derfor adskilt ved vinificeringen. Herefter lagrer vinen i tanke og på små brugte egetræsfade fra Bourgogne indtil den endelige blanding. Blandingen er – som de selv beskriver det – en del af familiens historie, ja, nærmest rituel, for at sikre samtlige årgange den høje Janisson-Baradon stil. Vinene lagrer flere år i kælderen – i totalt mørke.
De senere år er Janisson Baradon begyndt at bevæge sig bort fra traditionen med den traditionelle korkprop. Således anvender de oftere en korkkprop ved navn ”Mytik Diamant – en sammenblanding af naturligt kort og syntetisk materiale, som eftersigende skulle afværge problemer med oxidering eller prop. Janisson-Baradon ønsker nemlig ikke, at forbrugerne skal åbne deres champagner i en ikke-optimal tilstand.
Denne Brut Grande Réserve er lavet af en blend af 50% Pinot Noir og 50% Chardonnay, hvoraf 30% af saften er lagret på egefade i 5 år husets kældre. Det betyder, at vinen er sammenstukket af vin fra forskellige årgange … dermed også en N.V. (Non Vintage) … uden årgang.
I næsen lidt ovre i den ristede afdeling, muskat, toast, papkasser med toner af græs, æbler, lemon, kalk og fin friskhed. Smagen er blid … syren og boblerne er ganske blide, hvilket er mit første indtryk. Virker sådan meget moden i smagen med honning, appelsinskal og god lang eftersmag. Elsker, at den ikke bider, som nogle champagner ellers kan gøre. Dejlig start.
Forhandles hos Jysk Vin, pris 239 kr.
Rating 5/7