Mer’ Maderia … men her er det dog ikke i form af hedvin fra den solbeskinnede ø, men en varm og krydret rødvin fra den fabelagtige vinmager Rui Roboredo Madeira, som efterhånden er godt kendt her på vinbloggen. Vinen er en Mío de M.O. Reserva 2017.
Jeg har tidligere smagt vinen Mío de M.O. Vendimia Seleccionada i årgang 2018 fra projektet. Det en vin, der laves i Toro i samarbejde med kooperativet La Sociedad Cooperativa Campiña.
M.O. står for Marques de Olivara, for vinen er tidligere lavet af Bodegas Marques de Olivara … et vinhus, der har levet en omtumlet tilværelse og bl.a. gik konkurs i 2011 sammen med dets ejer Nueva Rumasa Group.
Så vidt jeg kan se, så eksisterer Bodegas Marques de Olivara i dag ikke længere, men Rui Roboredo Madeira har fået opsnuset nogle af de fantastiske og meget gamle vinmarker, der tidligere var ejet af det nu ophørte vinhus … og fra dem laver han nu nogle Mio de M.O. vine, hvor M.O. jo står for Marques de Olivara.
Vinen er i dag lavet på kooperativet La Sociedad Cooperativa Campiña sammen med hans hustru Veronica Varela Villegas og den er lavet på 100% Tinta de Toro aka Tempranillo. Der er ikke mange oplysninger om vinen, men den skulle efter endt fermentering være lagret 22 måneder på franske barriques.
Det spansk/portugisiske samarbejde har givet en vin med en højoktan alkoholprocent på 15,5% … og der er til Reserva vinen kun brugt de allerbedste fade.
Hold nu kaje … sikke da en dyb, fed og lækker duft. Det er en herlig kombination af sød finsk og tør engelsk lakrids, lakridspiber, noget Basset lakridskonfekt, kaffe, kanel, vanilje, chokolade, tjære, koks, kul og tørret kød. Frugten er brombær, solbær og saftige blommer, lidt sødere blommemarmelade og i det hele taget dufter det ikke som en Toro vin, men mere som en lækker Ribera del Duero.
Sådan smager vinen også … mørk, tør og powerfuld, som en Syrah vin fra Nordrhône, masser af mørk, uforsonlig og stenet mineralitet. Der er samtidig vilde og knastørre tanniner, der lige bemægtiger sig din mund og efterlader munden tør som et vulkansk krater.
Den har dog Ribera del Duero varme , dybde og smagseksplosion med de mørke bær, virker næsten helt tørret og derudover har vinen peber, grafit, blæk og saftigt bid. Elsker den sgu, så 93 point,
Forhandles af Supervin, men prisen kender jeg ikke.
Med den sidste 5-årige Vinhos Barbeito Maderia vin, så øgede vi atter engang sukkerindholdet, hvilket tilsyneladende tiltalte mig, for jeg synes, at denne Malvasia Reserva er klart den bedste i trioen.
Jeg smagte endnu en vin fra vinmageren Christian Steitz på Weingut Steitz, nemlig en fin 2019 Fürfeld Eichelberg Spätburgunder.
Sidste vin fra den excentriske Christophe Beau på Domaine Beauthorey var fra hans chilenske projekt Vinos Vernaculares og det var denne 2018 Karma, hvor hundens navn Bogus også fremgår, men refererer til nogle af markerne opkaldt efter det lille kræ.
Vi fortsætter hos endnu en lille biodynamisk producent i Languedoc, nemlig hos Domaine Inebriati – der meget passende betyder beruset – og det bliver med deres 2020 Thyia, som er en ren Syrah vin.
Weingut Knab ligger i Endingen i den nordlige del af Kaiserstuhl og derfra smagte vi som næste vin til et bestyrelsesmøde en 2019 Engdinger Schlangeneck Spätburgunder ★★★.
Sidst jeg drak vin fra Weingut Fritz Haag i Mosel, der var det også denne Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken Großes Gewächs. Dengang var det i en årgang 2018, men nu smager jeg 2020’eren.
Med næste vin er vi retur hos den dygtige argentinske vinmager Marcelo Pelleriti, som jo også er en del af Abremundos. Denne gang er det med hans 2016 Selection Blend of Terroir.
Sluttelig nappede jeg lige et glas mere fra Rocca di Montegrossis almindelige Chianti Classico og denne gang i årgang 2018.
I næste sæt af 2 vine fra Rocca di Montegrossi skulle vi smage den dårlige årgang 2014 op imod den fremragende årgang 2015 … og det var nemlig af husets flotte Chianti Classico Gran Zelezione Vigneto San Marcellino.