Julens store overraskelse blev denne East India Solera Sherry fra sherryhuset Emilio Lustau. Alex fra Alex’ s Kælder Noter havde anbefalet vinen og skrevet pænt om den på sin blog. Derfor havde jeg også fluks indkøbt vinen, selvom jeg tidligere aldrig har gjort noget i sherry …. endsige ved ret meget om sherry, men dette kan jeg så samtidig få lejlighed til at råde bod på.
Hvad er så Sherry for en størrelse … udover yndet formiddagsdrik for ældre hjemmegående, pimpende husmødre? Tja, overordnet set, så er Sherry jo en hedvin, der fremstilles i de sydspanske byer Jerez de la Frontera, El Puerto de Santa María og Sanlúcar de Barrameda. Denne fra Emilio Lustau kommer fra Jerez (de la Frontera), så langt så godt.
Betegnelse Solera stammer fra det helt enestående system, som er hele grundstammen i Sherry, nemlig lagringssystemet. Sherry lagrer mange år på egetræsfade i det traditionelle Solera-system. Dette eksklusive og komplekse system består af et bestemt antal fade, som er stablet i rækker og ovenpå hinanden i etager.
Det nederste lag kaldes solera (af ordet suelo, som betyder gulv). Herfra udtages regelmæssigt en del af indholdet. Den aftappede mængde erstattes med samme mængde fra laget ovenover, der kaldes criadera, og den erstattes igen med vin fra laget ovenover, kaldet segunda criadera, og sådan fortsættes til det øverste lag.
På denne måde omstikkes vinen gradvist og efterhånden blandes de yngste vine med de ældste. Den korteste lagringstid er 3 år, men mange lagrer meget længere.
Sherryen ligger på fade (600 liter amerikansk eg), som ikke lukkes helt tæt, og kun er fyldt 4/5. Den sidste 1/5 er luft. Dermed har den fugtige og iltrige atlanterhavsluft mulighed for at trænge ind.
Efter et stykke tid dannes et hvidt lag gær, også kaldet flor. Det minder om skimmelsvampen på en brie. Flor er en kultur af mikroorganismer, der beskytter vinen i at blive angrebet af eddikesyrebakterier.
Sherryvinene får en efterbehandling med langvarig opbevaring på egefade. Der findes årgangssherry, men den meste sherry lagres efter solerasystemet,
Der findes både tør sherry, sød sherry og cremede blandingssherryer. Denne East India Solera Sherry består af et blend mellem Olorosso og Pedro Ximénez.
Oloroso er en tør sherry, som er mørk og fyldig. Udviklet uden flor og har normalt en intens mahognifarve og en kraftig nøddearoma og let sød eftersmag. I begyndelsen tilsættes alkohol, så florlaget ikke dannes, og derved får den en mere fyldig og oxideret smag.
Pedro Ximénez er en fløjlsblød, sød vin, der er lavet af Pedro Ximénez-druer. Farven er mørk mahogni og smagen er af rosiner. I denne East India Solera lagres hver enkelt komponent af denne blanding (Oloroso og Pedro Ximénez) i sin egen Solera.
Efter blanding er vinen yderligere lagret i tre år i en solera af 33 amerikanske egetræsfade før aftapning på flaske. Vinen har således lagret i minimum 6 år.
Lad os inden vi smager på vinen også kigge lidt nærmere på dette sherryhus, Emilio Lustau S.A. Huset er grundlagt i 1896 af Don José Ruiz-Berdejo. Don José var sekretær hos domstolene, og han startede i sin fritid med at dyrke vinmarkerne på hans ejendom “Nuestra Señora de la Esperanza”, hvor han bagefter opbevarede og lagrede vinene, for derefter at sælge dem til større eksportvirksomheder.
I 1940 havde hans svigersøn Don Emilio Lustau Ortega overtaget vinhuset og flyttede det til Santiago distriktet, i den gamle bydel i Jerez. I de efterfølgende år udvider huset løbende med flere marker og flere tønder.
I begyndelsen af firserne kommer huset under ledelse af Rafael Balao, og han gør Lustau til en af de mest innovative virksomheder i Jerez. Langsomt bliver huset kendt for deres gode kvalitet, og navnet Lustau bliver kendt i hele verden.
I 1990 bliver Emilio Lustau SA imidlertid købt af Luis Caballero Group, som i forvejen producerer fine likører og spiritus, fx den berømte Ponche Caballero, den bedst sælgende likør i Spanien. Dette gav Emilio Lustau vigtig økonomisk støtte og mulighed for at videreudvikle og ekspandere.
Der købes bl.a. 6 bodegaer med 20 hektar, som havde tilhørt sherryhuset Domecq, og i 2008 købte man endvidere sherrymærkerne La Ina, Botaina, Río Viejo og Viña 25. Aftalen omfattede køb af “soleras” af disse vine, i alt 4.000 tønder vin, som er bevaret og vedligeholdt i henhold til de traditionelle sherry solera metoder.
Nok snak, lad os komme til sagen og smage vinen. Lad os starte med farven. Lidt brun, rød, orange farve. Alex nævner lidt bronze/metal, og det kan jeg godt følge ham i, da vinen nærmest “skinner” lidt i glasset og har rigtigt nok en bronze skær. Meget flot egentlig.
Duftmæssigt er der gammel og overmoden vin, fugtig egetræ, kaffe, karamel, rosiner, overmodne blommer, brun farin og figner. Fandme en dejlig og kompleks duft. Yammy.
Smagsmæssigt meget cremet og lækker. Jeg fanger smag af nødder, mandler, honning, rosiner, appelsin og tonsvin af sødme. Trods sødmen også en fin syre, som gør at vinen ikke bliver for meget. Vil være fantastisk til lidt ost … eller som vi gjorde lidt søde sager. Hmmmmmmm. Det var egentlig meningen, at jeg skulle slutte aftenen med en rødvin, men blev sgu hængende her på East India … sammen med de ældre, hjemmegående husmødre … og vi hygger os.
Købt i Vinspecialisten til 150 kr. på tilbud … normalpris 170 kr.
Jans anden vin … her røg vi virkelig på vildspor. Vinen duftede og smagte som Rhône, men kom fra Californien. Vi er hos vinhuset Qupe (udtales kyoo-pay), og det er også ét af de første Rhône vinhuse i Californien.
Så kom Pauls sidste vin på bordet, og endda en vaskeægte Hermitage … og så fra en af mine ynglingsvinmagere i Rhône, nemlig kongen af Hermitage Jean-Louis Chave, som simpelthen bare laver sindsygt gode vine.
Igen et smut til Italien med Steffens anden vin. Vinen er en flot Brunello fra Poggio Antico, som ligger i byen Montalcino omkring halvtreds kilometer syd for Siena. Vinen her i årgang 2004 har fået 3 glas i Gambero Rosso og blev vinderen af Børsens store Brunello test i februar 2012, så det lover jo godt.
Så er der dømt ren saftevand … på den fede måde. Næste vin fra “søndagsturen” er en vin, som jeg ofte har drukket, og er rigtig begejstret for. Det er ren drikkelykke. Vi er i Spanien hos Ribero del Duero vinhuset Bodegas Arzuaga Navarro, som via søstervinhuset Bodegas y Viñedos La Solana laver denne Pago Florentino.
Videre til næste Mouton Rothchild … lyder godt, ikk’ … videre til næste Château Mouton Rothschild. Her begynder vi også at få lidt alder på, nemlig hele 15 år med denne årgang 1997.
Så begyndte indflyvningen til 1. cru Château Mouton Rothschild vinene, og vi starter med slottets andenvin, her i den fremragende årgang 2009. Vinen hedder Le Petit Mouton de Mouton Rothschild, og blev første gang fremstillet i 1993, hvor den fik navnet “Le Second de Mouton Rothschild”. Det var imidlertid ulovligt ifølge fransk lovgivning, så i 1994 fik vinen sit nuværende navn Le Petit Mouton de Mouton Rothschild.
Og lad os da endelig starte i Sydfrankrig, for her finder vi Domaine de Baron’Arque.
Efter vores lille “mini-sommelier” kursus var det tid til lidt mad, og vinbuddy Gert og jeg fik straks sat os nedenunder i restauranten hos Nordens Vinbar. Menuen var givet på forhånd, da vi havde bestilt denne sammen med tilmeldingen til vinkurset, så den stod på braiseret spoleben med tilbehør, så hvorfor ikke finde en vin, som kunne passe hertil.
Sidste vin i den hyggelige kælder blev ligeledes en IGT vin, nemlig denne Veneroso fra vinhuset Tenuta di Ghizzano.