Rocca di Montegrossi ligger i Monti in Chianti tæt på den romanske kirke San Marcellino I Toscana. Det er et vinhus med en lang historie og det er derfra, at jeg smager denne IGT vin Geremia.
Vinhuset drives i dag af Marco Ricasoli-Firidolfi og han kommer fra familen Ricosali, der spillede en central rolle i hele Chianti Classico regionens historie og var med til at skabe grundlaget for Chianti Classico vinene. Ja faktisk er Ricasoli navnet uløseligt knyttet til hele Toscanas historie, da forfaderen Geremia Ricasoli etableret slottet ved Montegrossi i det 7. århundrede.
I 1411 gik familien ind i vinbranchen og overtog bl.a, Castello di Brolio og det var senere Bettino Ricasoli – også kaldt jernbaronen – som skabte opskriften på Chianti vin.
Nu er det seneste slægtning i form af Marco Ricasoli-Firidolfi, som driver det gamle vinhus Rocca di Montegrossi videre. Han har 100 hektar jord, hvoraf 20 hektar er vinmarker, 20 hektar olivenlunde og resten blot skovområder.
Marco overtog driften i 1994 med det mål at øge kvaliteten og lave kvalitetsvine. Derfor startede med at bygge et nyt vineri, kælder og startede en konvertering til økologisk drift. Siden 2010 har driften været certificeret økologisk. Selve vineriet er state of the art med solpaneler og han byggede også store cisterner til opsamling af regnskab til brug for arbejdet på gården.
Nå, men her smager vi så IGT vinen Geremia opkaldt efter den gamle forfader. Den er i denne årgang 2011 lavet på 70% Merlot og 30% Cabernet Sauvignon, men fordelingen mellem de to druer er lidt forskellig fra år til år. Den lagrer udelukkende i franske Allier medium-toast barriques 24 måneder, hvorefter den flaskes uden filtrering og ældes i yderligere 18 måneder inden frigivelse.
Selvom det stilmæssigt skal sigte efter Bordeaux, så virker vinen duftmæssigt langt kraftigere. Den har en aroma med dyb mørk frugt, meget gæret i frugten med solbær, sorte kirsebær og boysenbær, flæsk, bacon, lidt mælkede noter, mejeri, læder, finsk lakrids og engelsk lakrids. Duften virker måske endda lidt parfumeret, suppleret med lidt apotek, muldjord eller svagt jordslået.
I munden er vinen overraskende kraftig, masser af power, lakrids, tung og mørk frugt … dog med nogen friskhed. Det er samtidig lidt en saftig vin med et pænt niveau af frugtsødme, peber, salvie, mentol og fine, spinkle tanniner og så igen lidt jordrede smage. Det er måske ikke elegant Bordeaux stil, men en vin med masser af energi.
Forhandles bl.a. af Vitis Vinifera, hvor denne årgang 2011 fortsat kan findes til 270 kr.