2019 Voerzio Martini, Derthona Colli Tortonesi Timorasso, Piemonte, Italien

2019 Voerzio Martini, Derthona Colli Tortonesi Timorasso, Piemonte, ItalienTimorasso er en drue, som jeg ikke tidligere er stødt på, men det er jo det herlige ved vin … man lærer hele tiden noget nyt. Nu smager jeg netop en vin på den ukendte drue og endda fra den gode Barolo producent Voerzio Martini, nemlig 2019 Derthona Colli Tortonesi Timorasso.

Voerzio Martini har jeg skrevet om tidligere, så det gider jeg ikk’ igen. I stedet så kigger jeg så lidt nærmere på druen Tomorasso, som er grøn piemontisk druesort, der i 1980’erne var tæt på total udryddelse, men blev reddet af Walter Massa fra vinhuset Vigneti Massa.

Siden dengang har Timorasso druen fået en genopblomstring og anvendes i dag til tørre hvidvine samt produktion af grappa. Før i tiden var vine på Timorasso druen meget udbredte og det siges at ha’ været druen bag en af Leonardo da Vincis yndlingsvine.

Druen findes fortrinsvis i Colli Tortonesi regionen i det sydøstlige hjørne af Piemonte. Dér produceres hvidvine på Timorasso, der som minimum skal udgøre 85%, mens resten typisk består af Moscato Bianco samt Vermentino.

Timorasso vinene fra Colli Tortonesi regionen har også meget ofte navnet Derthona på etiketterne. Det er det traditionelle navn for byen Tortona på den lokale dialekt, som appellationen Colli Tortonesi DOC også er opkaldt efter.

Nogle har foreslået, at man laver en decideret Timorasso DOC appellation, hvilket også antyder, at den interessante drue også vinder mere og mere opmærksomhed. Timorasso kaldes i dag både den hvide Barolo og Piemontes Riesling  med hentydning til det høje syreindhold og den lange levetid.

Timorasso har et tyk skind, som beskytter druen imod både sygdomme og dårligt vejr. Vine fremstillet på Timorasso har tendens til at være fyldige med god syre. Timorasso er samtidig en aromatisk sort, som giver dufte af tropiske frugter i nogle tilfælde og blomster i andre. Den reagerer fint på modning på egefade, hvilket kun giver vinene mere kompleksitet.

Hos Voerzio Martini laver man også Derthona Colli Tortonesi Timorasso … her på 100% Timorasso fra vinstokke plantet tilbage i 1990 på marker i 350 meters højde.

Vinen er lavet med en kold kryomaceration på de knuste druer i 12 timer ved brug af tøris, hvilket så er efterfulgt af alkoholisk gæring i en autoklav ved 15-16 grader for at minimere kontakt med ilt. Så er vinen efterfølgende lagret meget køligt ved brug af nitrogen, således vinen bevarer så mange aromaer og farvestoffer inden flaskning med meget begrænset brug af svovl.

Mr. Ruby siger selv, at den dufter af gul Bassets vingummi af den gamle slags, friske fisk på kajen, nytrykt avis, røg, ler, kalk og citrus. Det giver meget god mening, for vinen har bestemt nogle af disse elementer … har sådan en stram og lidt røget aroma med pærer, stikkelsbær, fersken og vandmelon samt en lille lakridsal note.

I munden er det faktisk overraskende … måske er det den meget friske, pivskarpe syre kombineret med stor mundfylde, som bare lige overrasker. Der er masser af pondus, masser af anmassende syre, en bitterhed, men det kommer sammen med dybde, krop og en krydret tør smag samt salte og stenede mineraler.

Man laver lige en tyggebevægelse, når man har smagt en tår, men det holder sgu og absolut en god overraskelse af en vin … godt med både syre, fylde samt korpus.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 229 kr., men pt. fås på tilbud til 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7