Tag-arkiv: Spanien

2019 Bodega Dominio del Bendito, Rosado Perlarena, Toro, Spanien

2019 Bodega Dominio del Bendito, Rosado Perlarena, Toro, SpanienVinene fra DO Toro i Castilla y León står ofte lidt i skyggen af fx Ribera del Duero. Det er synd, for der laves faktisk i stigende grad rigtig god vin i Toro. Og næste vin er netop derfra … en halvbleg Rosado Perlarena fra Bodega Dominio del Bendito,

Vinhuset Dominio del Bendito  er grundlagt i 2004 af franske Antony Terryn, som ledte efter det perfekte sted at vin … ledte i både Frankrig, Chile, Portugal, USA og Spanien. Det fandt han i Toro, hvor han slog sig ned med sin familie. Han har nu 13 hektar egne vinmarker og har derudover lejet yderligere 15 hektar.

Hans egne marker har primært vinstokke, der er over 45 år gamle, mens resten er mellem 14-30 år gamle. Også de lejede marker har stokke plantet for mange år siden og nogle endda tæt på 100 år.

Produktionen ligger pt. et sted mellem 60-70.00 flasker årligt, så der er tale om en lille producent, som dog løbende har fået voksende berømmelse og trofaste tilhængere.

Denne Rosado Perlarena er lavet på 70% Tinta de Toro – også bedre kendt som Tempranillo – 20% Syrah samt 10% Verdejo. Blendet kan variere lidt fra årgang til årgang og fx var der 80% Tempranillo i vinen årgangen før.

Antony Terryn laver sin rosévin som et blend, da han mener, at en rosé alene på Tempranillo giver en for stram og mineralsk vin. Ved at anvende flere druer, som opnås bedre balance, bl.a. bidrager Verdejo til at give gnist og gøre vinen mere langt mere blomsterrig. Vinen er fermenteret på barriques, hvor den også efterfølgende har lagret 8 måneder sur lie. Der er lavet 6.840 flasker af vinen.

Duftmæssigt er der jordbær, tranebær, svag grape, lidt mandarin, blomster, sødme og der fornemmes også en stor tørhed. Smagen er dog slet ikke som duften … langt mere syrlig og bitter end forventet, masser af grape og citron, jern, nogle grønne elementer eller grønne blade samt lidt fennikel.

I starten vrængede jeg lidt på næsen, men du skal give vinen lidt tid til at åbne op, for med mere luft kommer der også mere balance. Det er fortsat en syrlig og bitter vin, men friskheden ka’ jeg egentlig godt lide … og det er nogle gange ret okay at blive bidt og vågne lidt op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr,, mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Hammeken Cellars, Amanecer Tempranillo, Castilla-La Mancha, Spanien

2018 Hammeken Cellars, Amanecer Tempranillo, Castilla-La Mancha, SpanienDenne 2018 Amanecer Tempranillo fra vinhuset Hammeken Cellars var sidste rødvin i vinbaren, så den skulle vi selvfølgelig også smage inden desserten.

Og det er skam også en vin, som hænger lidt sammen med nogle af de foregående, for den har en forbindelse til Globus Wine og dermed altså med et lille dansk islæt. Hammeken Cellars drives af Nicholas Hammeken.  Han er dansker og samtidig er han også én af de tre stiftere af Globus Wine, som blev grundlagt i 2006 og er det største tapperi af vin … ikke blot  Danmarks, men i Skandinavien. De tapper millioner af liter vin på enten flaske eller bag-in-box.

Nicholas Hammeken grundlagde allerede i 1996 Hammeken Cellars, men oprindelig som firmaet VinNico. Vinhuset er – som nævnt – tæt forbundet med Globus Wine, for de står for produktionen af mange af de vine, som netop tappes på Globus Wines tapperi i Danmark.

Hammeken Cellars holder til en i en villa på Montgò bjerget i Jàvea nær Middelhavet mellem Alicante og Valencia. Hammeken laver vin over hele Spanien, faktisk over 60 forskellige vine, ikke mindre end 23 millioner flasker årligt og de sælges til Nordamerika, Europa, Asien og Australien …  og ikke mindst Danmark.

Nicholas Hammeken er oprindelig uddannet vinkyper fra Taster Wine og arbejdede senere  5 år hos bl.a. Oddbins i England., senere hos Villamont/Schenk i Savigny i Bourgogne, hos Mosel-land i Tyskland og Mont Marca i Penedés i Spanien.

Hammeken Cellars arbejder – så vidt jeg kan se – også sammen med David Tofterup, som vi også stødt på her på vinbloggen tidligere, da han i dag også driver sit eget vinhus Bodega Trenza sammen med broderen Jonas Tofterup.

David laver et utal af vine hvert år for Hammeken Cellars, som derudover samarbejder med en gruppe unge spanske vinmagere. De køber druer i alle områder, lejer sig ind i udvalgte kældre, hvor vinen laves og som regel også tappes, hvis den ikke sælges på tank til eksempelvis Danmark og tapning hos Globus Wine.

De arbejder fx også sammen med Peter Mertes KG Weinkellerei … et af de vinhuse, som også stod bag en af aftenens vine. Globus Wine overtog nemlig et af Mertes tapperier i 2011.

Målet hos Hammeken Cellars er at lave kommercielle, billige vine tilpasset forbrugernes smag, altså oftest vine med en vis restsødme, normalt over 10 gram restsukker pr. liter, og så en præsentation, så kunderne får øje på vinen. Derfor arbejder de også sammen med et designcenter i Yecla ved Murcía, hvor de har en medarbejder, som kun arbejder for Hammeken Cellars og Globus Wine.

Denne Amanecer Tempranillo er én af disse vine, som er lavet med opkøbte druer eller opkøbt vin og så flasket hos et stort kooperativ … og i dette tilfælde vistnok Cooperativa Nuestra Señora del Rosario i El Provencio i Cuenca i Castilla-La Mancha vinregionen.

Vinen er Vino de la Tierra de Castilla, altså en betegnelse for en slags landvin, der kommer fra Castilla-La Mancha området. Vinen er på ren Tempranillo, men ellers har jeg ingen oplysninger om selve produktionen.

I næsen fanger jeg lidt tørre egefade, tør blæk, grafit og bitter med blåbær, morbær, brombær, enebær, engelsk lakrids, men for pokker hvor er den rustik, kantet og utilnærmelig. Der er nogle lidt gærede, gamle noter, men bestemt ikke særligt indbydende.

Det præger sådan set også smagen, som er stram, syrlig og meget bitter. Derudover er den egentlig også stærk med lidt brændende alkohol, meget rustik … jeg står helt af.

Har ikke fundet en forhandler herhjemme, så det er nok igen en vin, der primært sælges til restauranter. I Tyskland kan vinen købes og koster 4,90€ … svarende til 36 kr.

Vinanmeldelse 2/7

N.V. Bodegas Bonaval, Cava Brut, Extremadura, Spanien

N.V. Bodegas Bonaval, Cava Brut, Extremadura, SpanienBesøget på restaurant Det Glade Vanvid startede med et lille glas af denne Cava Brut fra vinhuset Bodegas Bonaval, der er en del af spanske Bodegas López Morenas, der ejer flere vinhuse.

Bodegas Bonaval ligger i byen Almendralejo i Extremadura og omkring 100 kilometer nord for Sevilla. Bodegas López Morenas ligger blot 50 kilometer længere mod syd tæt ved byen Fuente del Maestre, hvor vinhuset også er grundlagt tilbage i 1943 som et almindeligt vinhus, men allerede et år senere installerede man et stort et stort flaske/tappeanlæg, som kunne flaske 1.500 flasker hver time.

I starten blev vinene primært solgt lokalt i provinserne Andalusia og Badajoz, men siden 1990 har virksomheden ekspanderet og er i dag et kæmpe foretagende, som producerer millioner flaske vin samt masser af bag-in-box vin.

Bodegas López Morenas købte Bodegas Bonaval i 2011 … og bare i Bonaval laver de årligt over 4 millioner flasker cava’er. Ser man fotos fra vineriet, så er der tale om en stor fabrik med kæmpestore tanke, voldsom store tappeanlæg og vinene er også primært vine i den billige ende af skalaen.

Cava’erne laver Bodegas Bonaval under det kendte appellation DO Cava.  De fleste forbinder DO Cava med de mousserende vine fra Penedès i Catalonien, der da også producerer omkring 95% af den samlede mængde cava i Spanien.

Men af de i alt 33.591 hektar vinmarker under DO Cava appellationen, så findes en del faktisk flere steder i hele Spanien, bl.a. i Lleida, Girona, la Rioja, Álava, Valencia, Navarra, Zaragoza og så også netop i Badajoz i Extremadura.

Fælles for cava’erne er dog, at de skal være lavet efter Méthode Traditionelle, altså med andengæring i flaske og så på druersorterne Parellada, Macabeo og Xarel-lo, selvom andre druer også tillades, fx Chardonnay og så Cabernet Sauvignon, Pinot Noir og Garnacha til de roséfarvede cava’er.

Denne Cava Brut fra Bodegas Bonaval er lavet på et mix af Perellada og Macabeo, men derudover er der ingen oplysninger om, hvordan vinen er lavet … udover med ægte andengæring på flaske.

I næsen nærmest lidt saltede citroner, æbler, pærer og tropiske frugter, nødder, rugbrød og bagt brød, sådan meget klassisk uden at stikke helt ud. Dufter fint. I munden er boblerne fine, små, småbitre med smag af grønne og syrlige æbler, men ren frugtsmag, lidt jern, mineraler og lille sødme, som giver fin balance.

Forhandles af Vinsalget.dk, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse  4/7 

2019 Finca Bacara, Tortuga Rosé, Murcia, Spanien

2019 Finca Bacara, Tortuga Rosé, Murcia, SpanienMed sommeren på fuld blus, så skal der bl.a. nydes rosévine ude på terrassen. Jeg har såmænd også fået et glas med rosévin i hånden. Flasken har en sjov etiket, hvor en skildpadde svømmer med et isbjerg på ryggen og på isbjerget står der en isbjørn. Jeg fatter nada, men vinen er en Tortuga Rosé fra Finca Bacara.

Vinhuset ligger i Jumilla i Murcia regionen og er startet i 2014 af Ioana Paunescu og Santos Ortiz som et lille joint-venture med at lave vine på gamle pre-phylloxera Monastrell vinstokke.

Ioana Paunescu og Santos Ortiz har vi stødt på her på vinbloggen tidligere, for de ejer også en anden vingård i Jumilla, nemlig den fine og moderne Bodegas Ego.

Ioana og Santos arbejder sammen med en håndfuld af kreative vinmagere og deres fokus er, at lave gode kvalitetsvine til billige penge og med spændende, kreative etiketter. I øvrigt har de fleste vine fra Bodegas Ego også sjove og anderledes etiketter.

Santos Ortiz og vinmagerne arbejder derudover med en række andre vinavlere, hvorfra de opkøber alle druerne og så laver vinene, som tillige har sjove navne som; Time waits for no one, Crazy grapes, 3015 og så også seneste nye vin, denne Tortuga Rosé.

Tortuga Rosé er lavet på 100% Garnacha, der er høstet ved håndkraft og vinificeret alene på rustfrie ståltanke. Vinen er lavet efter Saigneé metoden. Saigneé er det franske ord for blødning. Når der laves rødvin, så kommer der et lille biprodukt, som slynges ud tidligt i gæringen.

Det gør rødvinen mere intens, men de lille biprodukt kan fx anvendes til produktion af rosévine. Mosten der er “blødt” har en svag rød farve og er fri af skallerne. Derefter sættes mosten til gæring i ståltankene ved kontrolleret temperatur. Vinen har derefter lagret kort tid i ståltankene.

Bang! Masser af søde, modne jordbær, hindbær samt lidt mørkere bær, astronaut-is, meget sødkrydret i et højt gear. Der er sgu drøn på drengen i epo-hastighed, godt med sødme og faktisk også ganske aromatisk, sådan lidt uldne blomsterpollen.

Smagen er dog mere bitter og mere tør end duften egentlig lovede, men syren er forholdsvis lav, hvorfor sødmen dermed også får den ledende rolle i hele skuespillet. Frugten er sådan lidt tranebær og grape i skøn symbiose og vinen sjov og habil til terrassen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Bodegas Mengoba, Estaladiña, Bierzo, Spanien

2016 Bodegas Mengoba, Estaladiña, Bierzo, SpanienMed Jans vin nr. 2 gættede vi ikke druesorten, for det var en vin fra Bodegas Mengoba lavet på den for mig totalt ukendte drue Estaladiña. Den skal jeg nok vende tilbage til lige om lidt.

Bodegas Mengoba er jeg stødt på et par gange tidligere. Det holder til San Juan de Carracedo nord for byen Carracedelo i Bierzo området, ikke langt fra et af de største og mest historiske klostre i Spanien. Det er et forholdsvis nyt vinhus, som er grundlagt i 2007 af den spansk/franske Grégory Pérez.

Grégory har sin viden om vin fra Bordeaux, hvor han blev uddannet ønolog fra Blanquefort i 1998. Derefter har Grégory arbejdet for bl.a. Château Grand-Puy-Lacoste og Château Cos d’Estournel inden han kastede sig over sit eget projekt.

Og han slog sig ned i Bierzo området, tiltrukket af det enorme potentiale med højt beliggende vinmarker, der giver et relativt køligt klima, alsidige jordbundstyper med skifer, kvarts, kalk, grus og gamle stokke med lokale højkvalitets druesorter, som fx den blå Mencia og de grønne Godello og Doña Blanca.

Samlet driver Grégory Pérez 5 hektar vinmarker og laver 8 forskellige vine, alle på lokale sorter som Mencía, Alicante Bouchet, Godello, Estaladiña og Doña Blanca.

Hans filosofi består af 8 simple regler, og det er kendskab til jorden, beskyttelse af biodiversiteten, lokale druesorter, en skånsom behandling af druerne, ingen brug af pesticider, lavt udbytte, modning af druerne i markerne samt en helt traditionel og gammeldags produktion.

Der dyrkes efter økologiske principper og med lavteknologiske løsninger – bl.a. pløjes de højest beliggende marker med okser.

Navnet på vinhuset … Mengoba er en sammensætning af Men for Mencia, Go for Godello og Ba for Doña Blanca.

Men her har vi altså fat i en vin på Estaladiña, som også kaldes Pan y Carne. Det er en meget sjælden druesort, som alene findes i Bierzo i meget begrænset omfang – beskedne 2 hektar – og faktisk mest er kendt fra netop Bodegas Mengoba.

Det menes, at Estaladiña er lig med Trousseau fra Jura, men de er imidlertid ikke helt identiske, så de fleste mener, at Estaladiña er en sort, der er helt unik for Bierzo.

Druerne til Mengobas Estaladiña kommer fra en mark beliggende i Cacabelos i 540 meters højde. Der er vinstokkene omkring 25 år og druerne høstes i hånden, hvorefter de trædes/knuses med fødderne og gærer med stilke i en stor 400 liters amphora lerkrukke. Tappes på flaske efter 10 måneder uden filtrering eller svovl. Der er kun lavet 540 flasker af denne vin.

Næsen har en ultralet, stram syre med violer, læder, rosenblade, masser af blomster, eukalyptus, mynte, brombær, måske kirsebær og meget frugtrig på en lidt afdæmpet facon.

Smagen er også langt mere blomstret end forventet … det er næsten som om, at man vitterlig gnasker i sommerblomster hos den lokale blomsterbutik suppleret med bløde jordbær, let, stram, bidsk og flysk syre, en god mineralitet, masser af friskhed og nogle krydrede elementer. Blomsterbutikken er åben, men det er med balance og luftrig charme. Hvor er der forbandet svært ikke at holde af sådan en vin.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 350 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2016 Bodegas y Viñedos Alnardo, PSI, Ribera del Duero, Spanien

2016 Bodegas y Viñedos Alnardo, PSI, Ribera del Duero, SpanienPSI er en lækker vin. Basta. Den er opkaldt efter det 23. bogstav i det græske alfabet og samtidig forbogstaverne i Peter Sisseck, som er hovedarkitekten bag vinen sammen med Pablo Rubio. Steffen havde taget vinen med i en årgang 2016.

PSI er lavet på Tempranillo og i nogle år også tilsat en lille smule Grenache, typisk op til 10%. Alle druerne er opkøbt hos en række udvalgte vinbønder og lavet i samarbejde med Pablo Rubio, som er vinmager hos Peter på både Dominio de Pingus og Quinta Sardonia.

Peter og  Pablo startede projektet – som de kaldte Bodegas y Viñedos Alnardo – med at spotte og efterfølgende kontakte en lang række vinalvere med gamle vinmarker og tilbyde dem, at betale lidt mere for druerne, hvis de ville levere til dem og samtidig efterstræbe kvalitet frem for kvantitet og på sigt også arbejde ud fra økologiske og biodynamiske principper.

Den første årgang 2007 blev der alene produceret få tusinde flasker af og vinen var fra start markant forskelligt fra Pingus og Flor de Pingus. Det handlede ikke om at præstere endnu en imponerende vin, men derimod om at afsøge de muligheder, der lå gemt i de rodfæstede traditioner og vise det for omverdenen.

Derfor er høstudbyttet ikke ekstremt lavt og derfor er der skruet ned for fadlagringen, således druerne og deres terroir kommer i fokus.

Her er det 100% Tempranillo som høstes og sorteres manuelt. Vinen er gæret i beton og rustfrit stål , men vinen er lagret ved, at 80% er forblevet i de neutrale tanke, mens de sidste 20% er modnet 14 måneder på franske fade, heraf 10% nye.

Duftmæssigt en fed, landlig vin, animalsk, svedig og kødfuld, masser af mørke, dybe, frugtrige bær. solbær, brombær, blommer, kul, våde fade, violer, grafit, jord, eg, vanilje, chokolade og så dukker der også en lille rank, stoisk syre op, som lige får næsehårene til at vibrere nysgerrigt.

Smagen er lidt som duften, godt med voluminøs power, tyk, sød og krydret, har både finsk og engelsk lakrids, solbær, sorte kirsebær … men ikke helt så marmeladefed som 2014’eren, for her er syren lidt mere dominerende sammen med nogle mineralske elementer. Det er fortsat en saftig vin med kraft, men det smager jættegodt.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2017 Bodegas Morca, Morca, Aragón, Spanien

2017 Bodegas Morca, Morca, Aragón, SpanienLad os fortsætte med endnu en vin fra Bodegas Morca og fra appellationen Campo de Borja i Aragón og nu stepper vi sgu op, ikke helt til topvinen Tourán Garnacha … men næsten, for denne Morca byder faktisk på en oplevelse på næsten samme vilde niveau.

Som sine to andre helsøstre er Morca lavet på 100% Garnacha fra en række små marker med gamle vinstokke. Druerne er omhyggeligt håndplukket og gæret i små rustfri ståltanke, inden vinen modnes på delvis nye franske egetræsfade 22 måneder.

Først herefter udvælges kun den bedste del til den endelige udgave af denne eksklusive Morca. Og det er også en vin, som byder på masser af intensitet.

Så for satan, nu er der sgu skrald på … langt mere dybde end foregående Flor de Goda. Det er både engelsk og finsk lakrids, sød og blød lakrids, tyk, sort frugt, solbær, svesker, dadler, kandiserede amaretto kirsebær, sødbrændte fade, vanilje, kanel, kaffebønner, mælkechokolade … koncentreret, dyb og intens aroma, som bare virker totalt dragende i sine pompøse gevandter.

Som storesøsteren Tourán er det vildt blødt og cremet … det nærmest smelter i munden, selvom alkoholen – der er højoktan på hele 16% – også blander sig med et bid, men ellers er nogenlunde integreret i vinen. Der er chokolade, karamel, bløde og søde bær, solbær, blommer og fladtrådte modne kirsebær og en virkelig lang, fed eftersmag, som bare fader langsomt med en svulstig og elegant saftighed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Bodegas Morca, Flor de Goda, Aragon, Spanien

2018 Bodegas Morca, Flor de Goda, Aragon, SpanienDet store vinhus Juan Gil Bodegas Familiares ejer en række vinerier over det meste af Spanien, bl.a. Bodegas Morca, hvorfra Houlberg nu smager en 2018 Flor de Goda.

Både Juan Gil Bodegas Familiares og Bodegas Morca har jeg skrevet om før … ja, jeg har endda tidligere smagt denne Flor de Goda i årgang 2017 og deres monstrøse topvin Tourán Garnacha.

Bodegas Morca har Gil familien købt i 2014 … et projekt til ikke mindre end 5 millioner euro. Købet er anført af familiens direktør Jordi Flos og omfatter i dag 30 hektar vinmarker, men planen er at ekspandere til 120 hektar.

I starten var der fokus på at lave 2 Garnacha vine og første årgang blev 2015, der blev sendt på markedet i 2016 med en produktion på 5-6.000 flasker. Men i dag laves der langt flere vine, herunder altså denne Flor de Goda.

Vinen er lavet på 100 % Garnacha aka Grenache, hvor druerne kommer fra husets yngste vinstokke, som høstes manuelt. Derefter sker der en 3-4 dages kold maceration inden gæringen ved 22-26 grader i rustfrie ståltanke.

Efterfølgende gennemgår vinen malolaktisk fermentering, hvor æblesyren i vinen bliver omdannet til mælkesyre, hvilket resultere i en rundere smag. Når begge fermenteringer er gennemført, bliver vinen lageret på fransk eg i 12 måneder.

Næsen byder på en frisk syrlig frugt, kirsebær, brombær, blåbær, supplerer med læder, tør jord, jod, svagt lidt fadnoter som vanilje, tobak, lakridsrod, kakaopulver samt et lille grønt element.

Smagen er derimod anderledes end forventet … fed, tyk, velpostret med bredmås’et fedtvæv. Den er blød og cremet med en vis friskhed, men den høje alkoholprocent på 15,5% mærkes også, men sikke en sort og koncentreret magiterning, hvor der er sødme, kakao, mørk frugt, blommer, engelsk lakrids … men på en eller anden måde, så virker vinen ikke helt så tung at danse med som 2017’eren.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Cellers Can Blau, Mas de Can Blau, Montsant, Spanien

2014 Cellers Can Blau, Mas de Can Blau, Montsant, SpanienTopvinen hos Cellers Can Blau er denne Mas de Can Blau … en fed, direkte knytnæve lige i sylten … BAM.

Men vinen har også fået lidt mere LOVE end de 2 forrige, selvom mixet er nogenlunde det samme, her altså 35% Cariñena, 35% Syrah og 30% Garnacha. Men her anvender vinmageren Nuria López Sarroca de bedste druer. Vinen er også lavet som søstervinene, altså på rustfrie ståltanke med gæring og maceration ved 25 grader over 20 dage, men efter den malolaktisk gæring, så har Mas de Can Blau lagret hele 18 måneder på nye franske barriques.

Så for satan … full throttle, høj cigarføring og en lige i sylten … skraldebang, hvor er der drøn på. Der er epo-næse med dyb, vild, dekadent og moden marmeladefrugt, chokoladefrøer, kakao, finsk lakrids, gamle fade, gammelt træ, blommer og solbær i et ordentligt snus, cosy og tæt, hyggeligt og intimt, sex under dynen, og selvom nogle fancy vinkritikkere måske vil rynke på næsen og sige alt for overdone, så dufter den vildt godt og dragende i al sin opulente ekshibitionisme med spradebassemanér.

Smagen er slet ikke så fed som duften, men virkelig cremet, smukt balanceret og intens. Det er fløjl, som har giftet sig med velour og en fået en behåret flotté belægning. Rund, spændstig, småbuttet med tør lakrids, godt med booze, men aldrig for meget og alt glider fint samt langsomt ud i smooth eftersmag. Klasse, så Houlberg disker fluks op med 5,5 store, glatte fingre med stor pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Cellers Can Blau, Can Blau, Montsant, Spanien

2017 Cellers Can Blau, Can Blau, Montsant, SpanienDen næste vin fra trekløveret fra Cellers Can Blau er den vin, som de kalder Can Blau, der som forrige er lavet på samme druer, men i et lidt anderledes mix.

Can Blau er lavet på  40% Cariñena, 40% Syrah og 20% Garnacha, hvor de sidstnævnte vinstokke står i skiferholdig jord.

Cariñena stokkene i lerholdig jord og Syrah stokkene i jord med mange kalksten. Vinstokkene er vel mellem 25-40 år gamle og er plantet i 600 meters højde. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med gæring og maceration ved 25 grader over 20 dage.

Derefter har vinen gennemgået en malolaktisk gæring og så er vinen lagret 12 måneder i franske egetræsfade.

Næsen er her klart mere interessant, kompleks og dybere … har simpelthen mere bundtræk og samtidig elegance. Den kølige stil går her igen, bare langt mere kølig og flæsket. Frugten er fortsat blåbær, men mere ren, direkte og balanceret, fadpræget også langt større med både lidt toast, brændte elementer, kakao, mælkechokolade, men sammenlagt slet ikke med samme skarpe kanter som Blau.

Samme forskel er også tydelig i smagen, her hænger tingene simpelthen bare bedre sammen. Det stikker ikke, balancen er langt bedre, tanninerne mere tydelige og mere rene, igen meget ren frugt, mere fokuseret og uden peberbid på tungen, men fortsat med en lille krydret note og sådan mere venlig.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7