Tag-arkiv: 4½

2022 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, Frankrig

2022 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, FrankrigSom en anden reunion har jeg nu skænket lidt burgundisk hvid Mâcon-Villages fra Prosper Maufoux i vinglasset … og reunion, da jeg har smagt vinen tidligere, men er er det i årgang 2022.

Faktisk har jeg smagt den i både årgang 2017, 2019, 2020 og 2021 og den er lavet med druer fra Mâconnais, det sydligste område i Bourgogne, og vel næsten nabo til Beaujolais.

Mâcon-Villages er også nabo til det mere prestigefyldte Pouilly-Fuissé og har en fin undergrund af kalksten, som nærmest er skabt til Chardonnay.

Vinen er lavet med opkøbte Chardonnay druer, som lige efter høsten kommer i en pneumatisk presse, hvorefter saften så hviler i 24 timer ved 12 grader. Så sker både den alkoholiske og malolaktiske gæring i store rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer 10 måneder sur lie.

Duftmæssigt er det en blid og lidt kalket vin … godt med melon, pærer og så tropisk frugt, mango, fersken ,… men også æbler, kvæde samt citronmarmelade og lidt grønne elementer.

I munden er det også en blid, blød og mineralsk kalket vin, som samtidig har en fin, rank og lettere frisk syre, mest lemon, nogle citroner og grønne æbler. Modsat forrige årgang, så er der atter nogle eksotiske frugter, så dermed kommer vinen til at minde ret meget om 2019’eren med denne lille babyfedme, der som en lille hund lægger sig på ryggen og venter på at blive kløet. Jeg klør løs, hvorved får en blid vovse, der logrer med halen, er venlig, lydig og absolut med masser af de burgundiske kvaliteter. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2021 LGI Wines, Témoin du Temps, Languedoc, Frankrig

2021 LGI Wines, Témoin du Temps, Languedoc, FrankrigLGI Wines er et stort vinfirma, der ligger på adressen Avenue Georges Guille i Carcassonne og skræddersyr bl.a. private labels vin og andre vine under flere  forskellige navne … som fx denne 2021 Témoin du Temps.

Den innovative vinhus ejer egentlig ikke selv vinmarker, men opkøber druer fra en række vinavlere i det sydlige Frankrig og det er primært Languedoc, Roussillon, Provence og Gascogne. De laver og flasker så vinene på deres anlæg i Carcassonne.

Selskabet blev grundlagt i 1999 i Carcassonne af Alain Grignon, som havde en vision om af designe god og billig Languedoc vin beregnet for de internationale eksportmarkeder.

I 2013, da Alain Grignon gik på pension, overtog Xavier Roger og Cédric Duquenoy roret, hvor Xavier blev administrerende direktør og Cédric blev salgsdirektør.

Denne Témoin du Temps – tidens vidne – er lavet på ren Cabernet Sauvignon, som høstes fra forskellige marker i Languedoc. Druerne er først afstilket og knust inden gæringen og maceration på store betontanke over flere uger.

Efter endt fermentering er vinen lagret 3 måneder på franske egefade og derefter yderligere 3 måneder på amerikanske fade.

I næsen er det en solvarm vin … solbær, brombær med både fylde, power, sødme, chokolade, sød lakrids, kaffebønner … og virker da også lidt småfed, buttet og glad imødekommende.

I munden er det en rund, fyldig, cremet og pænt sød vin … men imellem den søde, venlig og chokoladefede overflod, så har vinen også et skud peber, tydelige tanniner, tørt træ, en stringent og klar syre, blommer, solbær, brombær og smager faktisk rigtigt rart, så dermed 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 49,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Château La Chapelle des Landes, Lussac Saint Émilion, Bordeaux, Frankrig

2015 Château La Chapelle des Landes, Lussac Saint Émilion, Bordeaux, FrankrigMed næste vin skal vi til den højre bred i Bordeaux eller rettere til Lussac Saint Émilion, hvor vi finder Château La Chapelle des Landes, som er familien Lassagnes andet vinslot. Vi smager her deres 2015 Lussac Saint Émilion.

Historien om vinslottet startede i 1952, hvor Paul Lassagne købte 5 hektar jord og etablerede Château des Landes. Han var imidlertid  ikke vinbonde på fuld tid, for om natten arbejdede han på en lokal tagstensfabrik, men om dagen passede han alle vinmarkerne  og lavede vin.

Hans søn Daniel Lassagne overtog Château des Landes i 1979 og han opkøbte yderligere vinmarker, således vinslottet i starten af år 2000 havde 23 hektar i både Lussac Saint Emilion og Lalande de Pomerol.

Daniel opkøbte bl.a. i 1985 også Château des Arnauds, men i 2001 blev Château des Landes overtaget a Daniels søn Nicolas Lassagne, da han var færdiguddannet ønolog.

Han har tilført en stor viden til produktionen af vine og har også både købt yderligere vinmarker, bl.a. har han købt Château Maltus, Ambre de Maltus og Luccianus Amphora, således han i dag samlet har 46 hektar vinmarker, som siden 2020 har været drevet helt økologisk.

Han har også skabt nye vine, som alle er under hans firma Vignobles Lassagne. Han laver således i dag vine med navne som Château des Landes, Château des Arnauds, Château Maltus samt Luccianus Amphora.

Le Château La Chapelle des Landes er også en del af Vignobles Lassagne eller måske endda en andenvin på Château des Landes og kommer fra 8,5 hektar vinmarker. Den er lavet på  80% Merlot, 15% Cabernet Sauvignon og 5% Cabernet Franc, som kommer fra omkring 30 år gamle vinstokke.

Marken dyrkes økologisk og en grøn høst holder udbyttet lavt og druekvaliteten høj. Vinen gærer med 30-40 dages lang maceration og efter endt fermentering, så omstikkes vinen og lagrer derefter 12-14 måneder med en 1/3-del på helt nye 225 liters barriques.

Virker umiddelbart til en start rødbrun i glasset og dermed formentlig en moden vin. Det er den også til en vis grad, men har samtidig en vis sødme i aromaerne, som mest kan henføres til lidt kogte blommer, solbær, spidskommen, espresso, chokolade, trøfler, sød finsk lakrids … sådan lidt svær at sætte i bås.

I munden er vinen lettere, men fortsat med en moden frugt, der mest er kirsebær, solbær og hindbær. Der er lidt kant, bitterhed a la sort te, lemon og campari. Der er nogle tanniner, men de virker lyse og skingre, men syren, tørheden og de skarpe kanter kalder på mad, mere mad og atter mad. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 Marcelo Pelleriti Wines, Kauzo Terroir Expressions Hostage La Consulta Malbec, Mendoza, Argentina

2018 Marcelo Pelleriti Wines, Kauzo Terroir Expressions Hostage La Consulta Malbec, Mendoza, ArgentinaHan ligner mest en ældre rockstjerne og han spiller – efter sigende – en syg elguitar, men han er nu mest kendt som vinmager. Vi snakker om den verdenskendte Marcelo Pelleriti, som også står bag denne 2018 Kauzo Terroir Expressions Hostage La Consulta Malbec.

Marcelo Pelleriti er vi stødt på tidligere på Houlbergs Vinblog, for han er også del af projektet Abremundos, som han grundlagde i 2012 sammen med sin ven Pedro Aznar.

Marcelo er opvokset med vin og har kravlet rundt mellem vinestokkene hos sin bedstefar og været med til at trampe druer til familiens hjemmelavede vin. Men hans gennembrud som vinmager fik Marcelo i Bordeaux, hvor han bl.a. arbejdede som højre hånd for den verdenskendte flyvende vinmager Michael Rolland og var med til at lave en 2010’er Pomerol fra Château La Violette … en vin, som Robert Parker gav 100 point.

Han har lavet mange årgange for familien Péré-Vergé, der ejer vinmarker og vinslotte i Frankrig, bl.a. Château Montviel, Château La Gravière, Château Le Gay og Château La Violette i Pomerol. Selvom han har opnået et kæmpe internationalt renomé, så har Marcelo overhovedet ikke glemt sit hjemland Argentina.

Allerede i 1994 startede han med at lave sine allerførste vine i Argentina fra en 110 år gammel vinmark, som han ejer i La Consulta i Valle de Uco i Mendoza. Men i 2007 startede Marcelo Pelleriti så sit eget personlige projekt Marcelo Pelleriti Wines.

I projektet laver Marcelo en række vine, som skal udtrykke Valle de Ucos specielle terroirs, bl.a. fra højtliggende vinmarker tilplantet til i 1907 … marker beliggende i 1.000 meters højde, hvor høj sol og kølig natteluft fra Andesbjergene er med til at  frembringe druer af meget høj kvalitet.

Den gamle vinmark La Consulta i Valle de Uco i Mendoza har vi tidligere smagt vine fra her på Houlbergs Vinblog, bl.a. da vi smagte Pelleriti 1853 Old Vine Estate Malbec i både årgang 2017 og 2019. Begge vine var nemlig lavet på tudsegamle Malbec vinstokke, som  stammer fra moderplanter, som i 1853 blev sejlet fra Frankrig til Argentina. Stokkene er alle præ-phylloxera og af en særlig høj karakter.

Nu laver den gode Marcelo Pelleriti så endnu en vin fra den gamle vinmark La Consulta og det er reelt set under navnet Kauzo Estate og vinserien Terroir Expressions. Her laver Pelleriti vine fra flere forskellige marker … Gualtallary, La Consulta, Altamira og sikkert også et par stykker mere.

La Consulta marken ligger i 1.100 meters højde i Valle de Uco og denne vin er lavet med druer derfra … men formentlig ikke fra de samme gamle vinstokke, der er anvendt til 1853 vinene. Men vinen er lavet med gæring i ståltanke og efter endt fermentering er den så lagret 12 måneder på franske barriques, hvoraf nogle er nye.

Duften er anderledes end alle de øvrige Pelleriti  vine, mere varm, vamset og med kogte engelske lakridser, godt med blommekompot, blåbær, dadler og kirsebærlikør, frisk egetræ, cedertræ og virkelig tørre krydderier.

Smagen er lidt i samme boldgade … virkelig tør på fed, opulent og alkoholstærk facon. Jeg mangler lidt af Pelleritis normale kølighed, hvilket kan undre, når denne nu også er lavet med Malbec druer fra højtbeliggende marker, men til gengæld er der blæk, grafit og masser af power, styrke, potens og urkraft. Det brænder jeg, så jeg er ikke oppe at ringe denne gang … derfor 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 179,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 79,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Weingut Rudi Rüttger, St. Laurent, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Rudi Rüttger, St. Laurent, Pfalz, TysklandOmkring 40% af alle vine fra Weingut Rudi Rüttger er røde og udover Spätburgunder, så laver han også vine på Schwarzriesling, Dornfelder Cabernet Sauvignon, Merlot,  Trollinger, Blaufränkisch, Portugieser og så denne St. Laurent.

Druerne kommer fra 2 enkeltmarker omkring Neuleiningen i det nordlige Pfalz, nemlig fra kalkholdige Sonnenberg og den varmere Schlossberg og er høstet manuelt og bragt til vinkælderen.

Dér er gæringen sket i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen også lagret der i 9 måneder, dog er en andel på 20% lagret på 225 liter barriques.

Duften bærer præg af noget fad … har en tydelig fadsødme sammen med røg, tørv, noget kirsebær og brombær. Den er en lidt brovten og maskulin vin med en grov og mørk stemme, men er egentlig meget behagelig og voksen.

I munden er der en vis sødme … en sursød aroma, hvor der både er brombær, kirsebær, æblemost, lemon og virkelig saftig. Der er også en sødbitter smag, varm, lettere vamset og godt krydret. Det er en venlig, bombastisk, frugtrig og læskende bondevin. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 69,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 LGI Wines, Le Bon Negociant Pinot Noir, Languedoc, Frankrig

2022 Union Caves Coopératives de Cébazan, Le Bon Negociant Pinot Noir, Languedoc, FrankrigVi smager også lige det røde modstykke til den forrige vin fra LGI Wines og kooperativet Union Caves Coopératives de Cébazan og det er netop deres 2022 Le Bon Negociant Pinot Noir.

Her kommer Pinot Noir druerne fra en række marker på kalkstensholdige skråninger nedenfor Pyrenæerne. Druerne høstes tidligt for at bevare den aromatiske elegance.

Efter en streng sortering har vinen gæret med temperaturstyring ved 26-28 grader i ståltank over 15 dage med daglige punch downs. Efter gæringen er en del af vinen lagret på franske egefade.

I glasset virker vinen meget lilla … men det er selvfølgelig også en ung 2022’er, som duftmæssigt også er en kende stram i betrækket med sure kirsebær, umodne jordbær, moreller, let tranebær og en lille note af træ, peber, røg samt en anelse kanel.

Smagsmæssigt er vinen lettere end forventet … måske også mere slank, tynd , mager og pjevset. Der er lidt umodne kirsebær, ribssaft og et drys med jordbær. Der er dog ikke så megen bund, men trods alt får du Pinot Noir druens lethed, selvom det måske ikke bliver kompleks eller dybt … men til prisen godkendt. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 99,95 kr., mens du kan købe vinen til 69 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2022 LGI Wines, Le Bon Negociant Chardonnay, Languedoc, Frankrig

2022 Union Caves Coopératives de Cébazan, Le Bon Negociant Chardonnay, Languedoc, FrankrigMaison Duroc i, der er en del af det store vinfirma LGI Wines, der skræddersyr private labels vin og andre vine under flere  forskellige navne. Her smager jeg deres 2022 Le Bon Negociant Chardonnay.

Det innovative vinhus ejer egentlig ikke selv vinmarker, men opkøber druer fra en række vinavlere i Languedoc, Roussillon, Provence og Gascogne.

De laver og flasker så alle vinene på deres anlæg i Carcassonne i Languedoc og ofte sammen med andre partnere og denne skulle så vistnok være lavet i samarbejde med Union Caves Coopératives de Cébazan ligger i byen Cébazan og er et stort kooperativ, som står bag denne

Kooperativet hedder helt rigtigt Union Caves Coopératives de Cébazan-Cruzy et Argeliers og har som ansvarlig vinmager Lionel Arnaud. De laver masser af vine fra Languedoc og Roussillon, men der er ikke mange oplysninger om kooperativet.

De står dog bag en serie vine under navnet Le Bon Negociant og derfra smager jeg først en 2022 Le Bon Negociant Chardonnay, der er lavet på 100% Chardonnay, som selekteres fra kalkholdige parceller på  sydfranske vinskråninger mellem Pyrenæerne og
Montagne Noire.

På kooperativet er druerne presset forsigtigt inden gæring ved kølige temperaturer efterfulgt af malolaktisk gæring. Efter endt fermentering er vinen lagret sur lie med en del på egefade, så den opnår en vis smørfedme.

Duftmæssigt er det bestemt godkendt … lidt nødder, brunet smør samt en frugt, der mest er pærer, fersken og bestemt kan sende ens tanker hen mod noget burgundisk.

Smagen er dog knap så elegant som duften … hvæsser lidt tænder med en mere rustik smag, hvor der er hvid peber, pærer, æbler … dog byder den også på skarpe krydderier, grillet citron og lemon, der gør at vinen virker mere maskulin og varm. Samlet smager det dog godt og specielt til prisen, som er ganske enestående. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 99,95 kr., mens du kan købe vinen til 69 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

N.V. Picollo Ernesto, RoveRina Spumante Brut, Piemonte, Italien

N.V. Picollo Ernesto, RoveRina Spumante Brut, Piemonte, ItalienForleden smagte jeg en 2022 Gavi Rovereto fra Azienda Agricola Picollo Ernesto di Picollo Gianlorenzo – eller også blot kaldet Casa Ernesto – og nu smager jeg endnu en vin fra huset … den mousserende RoveRina Spumante Brut.

Det er en mousserende vin, der er lavet på 100% Cortese druer og samtidig på den lidt billigere charmat metode, hvor moussen i vinen dannes via produktion i trykbeholdere, hvilket er sket over 3 måneder.

I næsen er der et meget frisk brus, som lige får næsehårene til at flimre, mens duften er meget ren, klinisk og krisp. Der er blid toast, svagt lidt nødder, let nougat og en blød frugt af pærer, fersken, hyld samt noget sødt i stil med flødekaramel.

Brusset er også stort i munden med en lidt jernagtig smag, grønne æbler, grønne æbler, lemon samt småsure citroner og samlet er det en rigtig frisk vin, der har et godt bid … mineralsk, ren og pivfrisk, så dermed 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Raymond Renck, Gewurztraminer Sonnenglanz Grand Cru, Alsace, Frankrig

2018 Raymond Renck, Gewurztraminer Sonnenglanz Grand Cru, Alsace, FrankrigLeif har før serveret en vin fra vinhuset Raymond Renck og endda fra samme Grand Cru mark Sonnenglanz. Dengang var den en 2010 Pinot Gris, men denne gang er det en 2018 Gewurztraminer.

Raymond Renck holder til på Rue de Hoen i Beblenheim bag en stor, sort port og det ejes og drives af Colette & Gérard Schillinger Renck og er et lille familieforetagende, som har lavet vin siden etableringen i 1961. I dag sker produktionen og salget dog gennem et selskab, et såkaldt EARL … et firma med begrænset hæftelse, lidt som et danske aktieselskab.

I Frankrig anvendes selskabsformen primært indenfor landbruget for at separere ejendomme fra selve driften. Colette & Gérard Schillinger Renck overtog driften i 1996.

Domaine Raymond Renck laver almindelige AOC Alsace vine, Grand Crus, Crémant d’Alsace, Sélection Grains Nobles samt Vendanges Tardives. Og selvfølgelig på de gængse druer i Alsace.

De har samlert beskedne 5,3 hektar vinmarker og de bedste marker er klat de parcellerne på to Grand Cru marker Schoenenbourg og Sonnenglanz, og det er netop fra sidstnævnte, at denne Gewurztraminer Sonnenglanz Grand Cru kommer.

Der er ikke mange oplysninger om produktionen, men jeg har fundet ud af, at den har omkring 34 gram restsukker pr. liter, så vi bevæger os dermed i den sødere afdeling … uden der stikker helt af.

Næsen er vildt parfumeret, har noget sandeltræ, akaciehonning og en frugt, der nærmest er overmoden med muskat, abrikos, ananas, der virker helt kandiserede.

I munden er der også tørret abrikos, fersken, syltede citroner, lidt Pære Belle Helene og meget rigdom i frugten generelt med en lille nektarsødme og alligevel uden at miste en vis frisk syre. 90 point.

Købt på vingården og prisen ukendt.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Cantine Due Palme, 1943 del Presidente Salento Rosso, Puglia, Italien

2016 Cantine Due Palme, 1943 del Presidente Salento Rosso, Puglia, ItalienMed næste vin blev der skruet op for volumenknappen, for det var en 15% højoktan og tung flaske 1943 del Presidente Salento Rosso fra kooperativet Cantine Due Palme i årgang 2016.

Kooperativet er forholdsvis nyt og grundlagt i 1989 i Cellino San Marco i provinsen Brindisi. Det var Angelo Maci – der selv er 3. generation i en familie af stolte vinavlere, som fik ideen.

Angelo Maci startede med 15 samarbejdspartnere – men i dag har kooperativet 1.200 tilknyttede vinavlere, der samlet har et areal på over 2.500 hektar vinmarker.

Fra kooperativet smager vi en af deres topvine … 1943 del Presidente Salento Rosso i årgang 2016 og lavet på 50% Aglianico og 50% Primitivo, som kommer fra nogle af de marker, som Angelo Macis familie ejer med vinstokke plantet tilbage i 1968. Derfor er vinen også meget simpelt opkaldt efter Angelo … præsidenten i Cantine Due Palme.

Primitivo druerne er høstet i starten af ​​september og Aglianico druerne i starten af oktober. Men vinificering sker ikke omgående, for først er en del af druerne tørret i kooperativets frugtkælder, hvorefter gæringen foregår i vandrette roterende kar ved en kontrolleret temperatur mellem 23-25 grader over 14 dage.

Den er derefter lagret 9 måneder på nye barriques og gennemgår yderligere flaskemodning inden den frigives til salg.

I næsen er det – nok ikke overraskende – en fed, tyk og tæt vin af et opulent bombenedslag, der oser af våde fade, en lakridset Nordsø Bitter, tørv, tørret kød og vanilje, lakridskonfekt, tobak, chokolade samt balsamico. Læg dertil blommer, sorte kirsebær og lidt ristede kaffebønner.

Smagen er samtidig sød … og stærk, men det kommer også en syre, der er krydret med masser af power. Det er lakridspiber og frodig frugt af blommemarmelade, dadler og silkebløde tanniner, men vinen har heldig også en køligere side, som giver en vis rygrad mellem det frodige. 90 point.

Forhandles af Holte Vinlager, hvor en flasker koster 280 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7