Tag-arkiv: pinot gris

Pinot Gris er en hvid druesort, det oprindelig stammer fra Bourgogne, men i dag findes i vinregioner over hele verdenen og i Italien kendes under navnet Pinot Grigio, hvor den er populær for blege vine i let stil.

Pinot Gris er medlem af Pinot familien og kan vel nærmest kaldes en pinkfarvet mutation af Pinot Noir. Faktisk kan de to druesorter ikke skelnes fra hinanden i vinmarkerne, førend de bliver modne. Gris betyder også grå og henviser til den støvede, lysegrå glans, som Pinot Gris druerne også får.

Pinot Gris har særligt opnået berømmelse i Alsace, men er desuden vidt udbredt i Tyskland og Østrig som Grauburgunder. Druen giver ret forskellige vine, alt afhængigt af hvor den dyrkes, og hvordan den vinificeres.

Pinot Gris modner relativt tidligt og giver pæne udbytter. Pinot Gris har naturligt lavt syreindhold og højt indhold af sukker. Derfor kommer de fineste Pinot Gris vine også  typisk fra køligere områder, da Pinot Gris vine fra varmere klimaer har en tendens til at mangle syre, struktur og kan virke for alkoholiske. Det høje sukkerindhold giver mulighed for senthøstede, sødmefulde vine.

I Alsace var Pinot Gris kendt i mange århundreder som Tokay eller Tokay d’Alsace, men i 2007 forbød Den Europæiske Union imidlertid brugen af ​​dette navn i Alsace for at forhindre forveksling med Ungarns prestigefyldte Tokaji vine.

De tyske og østrigske udgaver er som regel syrefriske og runde med en moden pæresmag. I Alto Adige aka Südtirol i det nordlige Italien findes der 630 hektar med Pinot Gris … eller Pinot Grigio, som den kaldes der … en af de mest plantede hvide sorter der.

I Bolzano og Oltradige giver druen her meget blomsterrige vine, mens vinene fra Val Venosta har tendens til at være slankere og friskere. I Friuli og Collio i det nordøstlige Italien laves der også masser af hvidvine på Pinot Gris … de er typisk i mere moderne stilarter med god frugtvægt og noget fyldigere.

Derudover har Pinot Gris også vundet en vis udbredelse i USA, Australien og New Zealand. Oversøisk er Pinot Gris specielt fremtrædende  i USA, hvor specielt Oregon fører an, men også i Washington State og Californien laves der masser af vine på Pinot Gris.

2018 Mélanie Pfister, Furd Pinot Gris, Alsace, Frankrig

2018 Mélanie Pfister, Furd Pinot Gris, Alsace, FrankrigMer’ alsacisk vin fra den charmerende unge kvindelige vinmager Mélanie Pfister … og nu er det hendes 2017 Furd Pinot Gris.

Vinen har Mélanie kald Furd, da druerne til vinen kommer fra en parcel på marken Furdenheimer Tal.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med gæring alene på druernes egne gærceller og i svære år neutrale gærtyper. Efter endt fermentering er vinen er lagret med bærmen i ståltankene og flasket alene med et knivspids svovl.

Duftmæssigt er det en blid vin … der er fersken, melon, røde æbler, kvæde, svag grape, lidt nødder, lynghonning, bivoks, blomstersæbe, safran, sødkrydrede noter og noget, som minder om balsamtræ eller sandeltræ og så en pose med Katjes Salte Fisk lakridser.

I munden er det er meget blød, cremet og rund vin, som har en meget lavt syreniveau … nærmest mild som et forårsvindpust, mens frugten er fersken, mango og ananas, hvilket så suppleres af nogle jernholdige elementer, faktisk vildt med mineraler og jernholdige smage i eftersmagen.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens der er 20% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Mélanie Pfister, Mel Quatre Cépages Nobles, Alsace, Frankrig

2017 Mélanie Pfister, Mel Quatre Cépages Nobles, Alsace, FrankrigEn alsacisk bombe er Mélanie Pfister blevet kaldt … for den franske vinbonde er en aktiv kvinde, som hele tiden med 100 kilometer i timen farer rundt mellem traktorer, vineri og vinkælder. Hun er en af de nye stjerner i Alsace og jeg smager nu lidt vine fra den jernhårde kvinde og starter med vinen Mel Quatre Cépages Nobles.

Vinhuset ligger i Dahlenheim i det nordlige Alsace og Mélanie Pfisters familie har været vinbønder der siden 1780. Familien har samlet 10 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 40 forskellige parceller.

Mélanie er selv uddannet landbrugsingeniør og ønolog i Dijon og arbejdede efterfølgende hos vinhuse som Zind-Humbrecht i Alsace, Méo-Camuze i Bourgogne, Château Cheval Blanc i Saint Emilion, på Château d’Yquem i Sauternes og Craggy Range i New Zealand … inden hun vendte tilbage til Alsace for at overtage familiens gård, hvor hun er 8. generation og første kvinde til at stå for driften.

Hun lavede sin første vin på Domaine Pfister i 2005, hvilket faktisk var denne Mel Quatre Cépages Nobles, som hun oprindelig kaldte Cuvée 8, da hun jo var 8. generation og med inspiration fra hendes tid på Château Cheval Blanc, hvor hun opdagede mulighederne i vine på et blend af forskellige druer.

Hun har siden sin overtagelse – og fortsat med hjælp fra sin far – ændret en række ting i produktionen. Der er fx investeret i moderne vineri og stilen lagt om til langt mere tørre vine. Hun har også i 2018 sat gang i en omlægning af produktionen til økologisk drift, men vil først blive certificeret i 2021.

De bedste marker er klart  Silberberg og Grand Cru marken Engelberg, og samlet laver Mélanie 15 forskellige vin, hvor alle – bortset fra en Pinot Noir og hendes Pinot Gris Silberberg – laves og lagres på ståltanke.

Her er det – som nævnt – hendes Mel Quatre Cépages Nobles, som selvfølgelig er lavet af et blend af 4 druesorter, nemlig Riesling, Pinot Gris, Gewürztraminer og Muscat, hvor forholdet mellem druerne varierer år for år.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke og hver druesort vinificeret separat, således det endelig blend først laves, når gæring og lagring er slut. Gæringen sker som udgangspunkt alene med druernes egen naturlige gærceller, men Mélanie kan godt tilsætte andre gærceller, hvis de naturlige gærceller ikke er nok. Vinen er derefter lagret sur lie i stålfadene en periode … hvor lang tid kan jeg ikke se.

Lidt overraskende, så er det er sød og meget behagelig duft, ganske aromatisk med både æblemost, blomster, grillede citroner, lemon og akaciehonning. Det er lige før, at det dufter som en dessertvin, svagt lidt nødder og så samtidig let, liflig og behagesyg.

Men smagsmæssigt er det en langt mere tør, skarp, krisp og sprød vin med masser af syre, godt med lemon, lidt fyldig grape bitterhed, småsure grønne æbler, saltet mineraler og lækker lang eftersmag med grapen siddende ætsende i munden.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens der er 20% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

NV Sulin, Spumante Naufragar, Piemonte, Italien

NV Sulin, Spumante Naufragar, Piemonte, ItalienVi snupper da bare lige yderligere en mousserende vin fra Azienda Agricola Sulin med denne Spumante Naufragar.

Den er jo sådan set lavet som den forrige, blot uden brug af Barbera druer til at give lidt farve, så det er altså halv Pinot Grigio og halv Chardonnay, igen med druer fra Ausinet marken og vinstokke plantet tilbage i 2008.

Druerne er presset let, hvorefter gæringen sker alene på mosten. Efter den alkoholiske gæring sker andengæring også i autoklave ståltanke over 6 måneder for at skabe boblerne.

Næsen er klart mere interessant end rosé udgaven. Den er dog lidt som en genert kvinde, der helt introvert sidder som bænkevarmer på en bænk i dansesalen ved høstfesten. Hun er lidt grå og neutral, men har aromaer med en smule hyld, fersken, smørblomster og man håber hele tiden, at hun slår håret ud, kaster briller, sko og kaster sig ud på dansegulvet. Det gør hun ikke, men nynner i stedet sødt med melodien fra bænken.

Boblerne er meget vage, men en smule mere syre og bitterhed gør Spumante Naufragar lidt mere interessant end roséen. Det bliver aldrig en vild syre, men igen afdæmpet, tilbageholdende og frugten bliver også en smule flad med lidt hyld. Der er nærmest ingen eftersmag, men stor saftighed og det er en rigtig sommervin til terrassen.

Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk, men denne er ikke i sortimentet.

Vinanmeldelse 3,5/7 

NV Sulin, Spumante Rosè Naufragar, Piemonte, Italien

NV Sulin, Spumante Rosè Naufragar, Piemonte, ItalienI den lille by Grazzano Badoglio i Monferrato regionen i Piemonte finder vi Agricola Sulin, som jeres hårdtarbejdende vinblogger nu lige har testet 16 vine fra … startende med denne Non Vintage Spumante Rosè Naufragar.

Vinhuset Sulin er grundlagt tilbage i 1919 af Adriano Fracchia og har lige siden været drevet af Fracchia familien. De har samlet 22 hektar fordelt på markerne Vigneto Adriano, Ausinet, Giovanni, Giuseppe, Ornella, Polanello og Provino.

Det er i dag Mauro Fracchia, som sammen med sine sønner Fabio og Vittorio driver markerne efter bæredygtige principper og laver en lang række spændende vine, som er opdelt i en række serier.

Fra serien Le Bollicine, altså mousserende vine kommer denne Spumante Rosè Naufragar, som er lavet på 60% Pinot Grigio, 36% Chardonnay og 4% Barbera fra Ausinet marken ved Madonna dei Monti bjerget i omkring 350 meters højde.

Vinen er lavet ved, at druerne først gennemgår en let presning og derefter almindelig gæring i rustfrie ståltanke som en almindelig hvidvin. Den efterfølgende gæring sker ikke i flasken, men i autoklave over 6 måneder for at skabe boblerne.

Næsen er meget straight-forward, lyserøde bær, kirsebær, jordbær, blomster, men ikke så kompleks. Der er ikke samme dybde som en mousserende vin lavet efter den klassiske champagnemetode, men i stedet en mere fattig, neutral, bleg og afdæmpet aroma, som ikke gør det vilde væsen af sig.

Smagen er let, en smule flad med sødme, igen mere unuanceret og neutral. Syreniveauet er pænt lavt, hvilket gør vinen både saftig, letdrikkelig og lidt af en ukompliceret pleaser. Der er lyserød frugt, meget svagt et strejf af citroner, men der mangler lidt syre og mere bundtræk. Det er klart en tørstslukker til varme sommerdage på terrassen.

Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk, men denne er ikke i sortimentet.

Vinanmeldelse 3/7 

2017 Weingut Peter Kriechel, Grauburgunder B Alte Reben, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Peter Kriechel, Grauburgunder B Alte Reben, Ahr, TysklandSidste hvidvin hos Weingut Peter Kriechel inden vi skulle i gang med hovedretten – de røde vin på Früh- og Spätburgunder – var denne 2017 Grauburgunder B Alte Reben.

Modsat den forrige Riesling, så er denne 2017 Grauburgunder B Alte Reben lavet på egetræ … nemlig 350 liter fade, hvor vinen også er lagret en periode. Den er lavet med druer fra nogle af Kriechels gamle vinstokke.

Faglagringen kommer klart frem i næsen, for vinen er både eksplosiv, fed og har masser af eg, fersken, abrikos, melon, appelsin, mineraler, kalk og samtidig meget blid. Det er bestemt ingen syrebasse, men en rund, blød og venlig næse.

Smagen er såmænd også ganske blød med masser af velsmag, en lidt nøddet sødme, honning, kvæde, fersken, abrikos, lime, grape samt ananas, fennikel og lakrids. Det er cremet, blødt og syren vag, men sammenlagt en virkelig lækker vin.

Herhjemme forhandles Kriechel vinene af Carlsen Vin, men denne er ikke i sortimentet. På vingården koster vinen 18€ … svarende til 134 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Burggarten, Heimersheimer Burggarten Grauburgunder, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Burggarten, Heimersheimer Burggarten Grauburgunder, Ahr, TysklandDer kom mer’ hvidvin i glasset hos Weingut Burggarten og den næste var en enkeltmarksvin … husets 2017 Heimersheimer Burggarten Grauburgunder.

Heimersheimer Burggarten marken ligger lige ved vingården og navnet Burggarten betyder jo slotshave. Den har da også sit navn efter det slotskompleks, som Phillip von Schwaben byggede som kejserlig bolig på stedet. Marken er af VDP klassificeret som Erste Lage aka Grosse Lage og ligger lige op til en anden Erste Lage mark, nemlig Heimersheimer Landskrone.

Burggarten ligger sydlig eksponeret … ja har faktisk har marken – afhængig af placering – en sydøstlig til nærmest sydvestlig eksponering samt en undergrund med löss, ler, basalt og grå skifer.

Heimersheimer Burggarten Grauburgunder er lavet ved, at druerne ligger med skindkontakt i 24 timer inden presning. Vinen er gæret kølig i rustfrie ståltanke, hvorefter den er lagret i 300 liter egetræsfade, som er anvendt tidligere.

Næsen afslører en mer’ tør vin end Burggartens Weissburgunder vine, men også et pænt aftryk fra egefadene med både eg, toast og vanilje, mens frugten er æbler, pærer, fersken og mirabeller. Der er også lidt mandler og der fornemmes en vis fyldighed i vinen.

Smagen er også både voluminøs og opulent, men virkelig cremet, blød og med masser af kraft. Der er igen pærer, fersken, pænt med sødme og samtidig en god, struktureret syre. Det er virkelig en flot vin fra Burggarten.

Vinene fra Burggarten forhandles herhjemme af Propperiet Vin Import, men denne er ikke i sortimentet. På vingården koster den 19€ … svarende til 142 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder, Ahr, TysklandNæste vin var søstervinen Ahrweiler Grauburgunder … og det var efter min mening klart den bedste hvidvin hos Weingut Maibachfarm … for pokker den smager godt.

Ja faktisk kalder Alexander Weber ikke vinen for en Ortswein, men i stedet en Schatzkammerwein … altså vine, som har fået lidt ekstra love, kærlighed aka TLC. Vinen har helt sikkert også lagret på egefade efter endt fermentering i rustfrie ståltanke, men hvor lang tid kan jeg ikke se … og jeg kan heller ikke huske, at Alexander fortalte det.

Men hold nu op for en lækker duft, nærmest fed, aromatisk og eksplosiv med sød og tropisk frugt, fersken, abrikos, kvæde, en smule blomster, honning, ristede kastanjer, syltede citroner, salt, kalkede elementer og Bamseline blomsterflor og blødhed.

Smagen tager duften i hånden … blød, rund, cremet og lækker, igen med tropisk frugt, masser af frugt, afbalanceret syre, mild, fed og så samtidig meget elegant. Det er en kraftfuld og smagfuld vin i den tykke ende … men for pokker den smager godt.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 269 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder & Chardonnay, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Maibachfarm, Ahrweiler Grauburgunder & Chardonnay, Ahr, TysklandMed næste lille smagsprøve af hvidvinene fra Weingut Maibachfarm i glasset er vi kvalitetsmæssigt rykket fra Gutswein op til en Ortswein … nemlig med denne 2018 Ahrweiler Grauburgunder & Chardonnay.

Vinen skulle jf. vinmageren Alexander Weber være lavet nogenlunde som foregående vin, altså med delvis lagring på egefade … og så skulle mixet – som jeg lige husker det – være fitfy/fifty Grauburgunder og Chardonnay.

Næsen er lettere røget, men har derudover lidt karamel, appelsin, rosmarin og nogle lidt nøddede noter. Frugten er slet ikke fed, nærmere lidt stikkelsbæragtig med en snas citrus.

Smagen er rund og blød, en smule flomme, men dog ganske lidt, for det er citrus, lemon og en stringent syre, som dominerer, hvilket dog afrundes af en svag sødme, lidt nødder og mineraler. Det er tæt, fast og fint afbalanceret.

I Danmark forhandles Maibachfarm af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 16€ på vingården svarende til 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Weingut Maibachfarm, Grauburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Maibachfarm, Grauburgunder, Ahr, TysklandNæste hvidvin, som Alexander Weber servede for os hos Weingut Maibachfarm var hans helt almindelige tørre Grauburgunder.

Det er en vin, som først er gæret på rustfrie ståltanke, men hvor 20% af vinen derefter har fået en malolaktisk gæring og så lagret en periode på egefade. Der er 6,0 gram restsukker pr. liter i vinen.

Næsen er klart mere grøn og urtet end foregående vin, og der er både æbler, ananas, lindetræ, egetræ, svagt lidt nødder, formaldehyd og en smule estragon samt mineraler … faktisk meget interessant.

Der er også godt med smag i vinen, mere struktur med både grape, en stram syre, salt, en smule sødme, meget frisk og livlig. Samlet er det absolut en god lille vin.

I Danmark forhandles Maibachfarm af Juul’s Vin & Spiritus, men denne vin er ikke umiddelbart i sortimentet. Koster 11€ på vingården svarende til 82 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Weingut Schwarztrauber, Grauburgunder Edition Papillon, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Schwarztrauber, Grauburgunder Edition Papillon, Pfalz, TysklandVingutten Sorte Druer aka Weingut Schwarztrauber ligger ved den lille landsby Mußbach 3 kilometer nordøst for Neustadt an der Weinstraße i Pfalz og Houlberg smager nu to vine fra Schwarztrauber og først er det hans Grauburgunder Edition Papillon.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1959 af to kokke … Walter og Gerlinde Schwarztrauber i den lille by Mußbach mellem Neustadt an der Weinstraße og Deidesheim, men siden 1994 har sønnen Gerhard Schwarztrauber stået for driften.

Faktisk startede Gerhard allerede i 1981 med at arbejde hos sin far og grundlagde efter blot et år selv sit egen lille vinhus i Mettenheim, hvor han fik sin første selvstændige erfaringer som vinbonde og startede med økologisk drift.

Gerhard var en af de første vinavlere i Pfalz til at omdanne til økologisk produktion og han omlagde samtidig også forældrenes vingård til økologisk drift, inden han i 1986 tilsluttede sig Bioland Verband og blev certificeret økologisk.

Siden 1994 har Gerhard Schwarztrauber så sammen med hustruen Petra drevet begge vingårde med samlet omkring 20 hektar vinmarker, hvor de allerbedste marker er Mußbacher Eselshaut, Gimmeldinger Kapellenberg, Haardter Herzog og Mußbacher Glockenzehnt.

Vinhuset arbejder meget bevidst med at lave vinene i harmoni med naturen og  respekterer de naturlige vækst-og modnings faser. De kalder også deres vine veganervine. Gerhard er da også 4 gange fået diplom som hørende til bedste økologiske winzer af Mundus Vini Biofach.

Her smager vi Gerhard Schwarztraubers 2018 Grauburgunder Edition Papillon … altså en økologisk fætter, som er fermenteret i rustfrie ståltanke, men altså lagret en kort periode på egefade, men ellers er der begrænsede oplysninger om vinen.

I næsen er det en lidt smørfed, rund og behagelig vin … pærer, kvæde, ananas, mirabeller, honningmelon, lindetræ og lidt aftryk fra fadlagring med svag vanilje og kanel, men ellers er vinen meget afdæmpet, sart og forsigtig.

Smagsmæssigt er denne Grauburgunder Edition Papillon meget rund og blød, igen en smule flad smørfedme, som egentlig fylder munden godt med masser af behageligheder. Det er en kende til den søde side, som man ofte ser i Pinot Gris vine, her med en lille krydret citronsyre, som holder vinen fin oprejst. Vinen er klart meget venlig og pleasende, så absolut en vin, som de fleste vil kunne lide.

Forhandles af Winus DK, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7