Tag-arkiv: 4½

2021 Domaine André Colonge et Fils, Beaujolais-Villages, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine André Colonge et Fils, Beaujolais-Villages, Bourgogne, FrankrigNæste vin er en 2021 Beaujolais-Villages, som kommer fra vinhuset Domaine André Colonge et Fils, der ligger midt i den lille landsby Lancié i Beaujolais.

Familien Colonge har været vinbønder helt siden 1789 og gennem alle årene er driften og færdighederne gået i arv fra generation til generation.

Domaine André Colonge et Fils har samlet 37 hektar vinmarker, der er fordelt på de 4 appellationer Fleurie, Brouilly, Beaujolais Villages og Beaujolais.

Hvis vi ikke lige snakker Beaujolais nouveau, så laves alle deres vine med hele klaser samt en traditionel semi-carbonic maceration ved kontrollerede temperaturer på 25-30 grader.

Der anvendes alene gør fra Beaujolai, og den gennemsnitlige maceration varer 7 dage for Beaujolais og Beaujolais-Villages samt 8-12 dage for deres Fleurie og Brouilly vine.

Lagring varer cirka 6-8 måneder i tank i enten rustfrie ståltanke eller cementtanke og den malolaktiske gæring sker normalt i slutningen af november, mens vinene stadig ligger på bundfaldet.

Det dufter af Beaujolais … bondsk, landlig og herlig med en lys, let og luftig side. Der er grønne bananer, tulipaner, penalhus, champignon, lyse kirsebær og ribs … lidt grøn og stilket i aromaerne.

I munden er vinen også let … lidt mager, grøn og stilket … frugten mest tranebær, hindbær og lyse kirsebær, egentlig ganske saftig med nogle jernagtige noter og har en eftersmag, der fader rimelig hurtigt, men alligevel efterlader en med indtrykket af en lys, rank, mager og frisk Beauojais med en anelse peber i eftersmagen. 90 point

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 La Bastide Saint-Dominique, Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2020 La Bastide Saint-Dominique, Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigDen næste vin havde jeg også smagt før … det er en Côtes du Rhône Villages fra La Bastide Saint-Dominique og her smager jeg vinen i en årgang 2020.

Vinen er lavet på 50% Grenache, 20% Syrah, 15% Mourvèdre og 15% Carignan. Druerne kommer fra markerne Champovin og Bois Lauzon, hvor vinstokkene er mellem 20-60 år gamle.

Efter manuel høst og sortering afstilkes druerne inden gæring og maceration ved 28 grader i store temperaturkontrollerede rustfrie ståltanke. Processen tager 18 dage med daglig punchdown. Efter endt fermentering har vinen lagret 12 måneder på cementtanke inden aftapning på flaske.

I næsen er der syrligt mejeri, en mørk og gæret frugt af både blåbær, solbærmarmelade, blommer og granatæbler, noget engelsk lakrids, snustobak, tryksværte, blæk og sorte oliven… har en lys og frisk syre, der gør næsen forholdsvis frisk, har lidt mentol og virker i det hele taget meget ren og frugtsyrlig.

Smagen er tør … sådan virkelig tør engelsk lakrids tør … har bitre tranebær, syrlige kirsebær og jordbær, virkelig frugtrig, ren og klar, har vild god intensitet og smag … mørk og stærk samt et let bitter peberbid i eftersmagen. 90 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr. mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Weingut Rudi Rüttger, Riesling Kabinett Trocken, Pfalz, Tyskland

2022 Weingut Rudi Rüttger, Riesling Kabinett Trocken, Pfalz, TysklandI disse tider, hvor der i supermarkederne bliver mindre indhold i varer som kød, smør, tandpasta og meget andet, så er det da rart, at der i denne 2022 Riesling Kabinett Trocken fra Weingut Rudi Rüttger er 33,3% mere indhold.

Vinen kommer nemlig i en stor 1 liter flaske, som den unge og dygtige Rudolph Rüttger har lavet på 100% ren Riesling fra kalk- og sandholdige skråninger omkring Rüttgers hjemby Neuleiningen i det nordlige Pfalz.

De friskplukkede druer presses umiddelbart efter høst og mosten har så gæret på ståltanke ved 16 grader og efter endt fermentering også lagret på tankene. Vinen har 3,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt virker vinen allerede fra første snif helt læskende med champagnebrus is, kvæde, stikkelsbær og lidt gærede grønne æbler og citroner. Der er også næsten nogle lidt tropiske frugter … fersken, mango, hvorfor det således ikke er ultrastreng og klassisk Riesling.

Smagen er også saftig og læskende med multifrugtjuice, grønne æbler og en syre, der aldrig bliver helt Riesling vild, men dog giver en frisk og let sød vin. Den har dog både lidt sødbitter lemon, mineraler og limonadesaft. Mums på en sommerdag og med 1 liter i flasken er det også til alle gæsterne. 88 point

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 64,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 World Wild Wines, Ideal Tinto, Dão, Portugal

2018 World Wild Wines, Ideal Tinto, Dão, PortugalVi slutter det portugisiske vinøse rally næsten hvor vi startede, for vi skulle nemlig også smage den røde udgave af Ideal vinen fra World Wild Wines og Carlos Raposo … det blev denne 2018 Ideal Tinto.

Igen er vi ude i et field blend, hvor druesorterne til vinen er typiske Dão druer som Touriga Nacional, Tinta Roriz, Jaen og Alfrocheiro og sikkert mange flere.

De kommer alle fra monovarietale marker med vin stokke på mellem 30 og 60 år i Senhorim subregionen og tilhører vinavlere, som Carlos arbejder sammen med og driver deres marler økologisk.

Vinen er lavet med gæring i temperaturkontrollerede rustfrie ståltanke over 6 uger inden den malolaktiske fermentering er sket på brugte franske egetræsfade fra Puligny-Montrachet, hvor vinen lagrede i yderligere 18 måneder. Herefter blev fadene der skulle blendes til Ideal udvalgt ved prøvesmagning.

Duften er lidt animalsk og vild … lidt kødfuld med blæk, har stor tørhed, har røg, sort peber, lidt papkasser, lakrids og en frugt, der mest er mellemrød som hindbær, kirsebær og blommer … men fornemmer også noget træ.

Frugten virker egentlig både fyldig og frisk, igennem sådan nogle mellemrøde frugter af hindbær, kirsebær og blommer, mens vinen også har nogle tørre og halvsøde tanniner. Der er i det hele taget en let sødme over vinen, hvilket giver en vis dybde, selvom det heller ikke er en super kompleks vin. 89 point.

Forhandles af Vinho, hvor en flaske koster 215 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Quinta da Devesa, Tinto Reserva, Douro, Portugal

2013 Quinta da Devesa, Tinto Reserva, Douro, PortugalI det lille portugisiske raid var næste vin fra Quinta da Devesa og det var en 10 år gammel Tinto Reserva lavet på et mix af Touriga Nacional, Tinta Roriz, Touriga Franca og Tinta Barroca.

Quinta da Devesa.er reelt grundlagt i 1941, hvor familien Fortunato købte Quinta da Devesa. Men ejendommen har en lang historie, der går tilbage til 1844, hvor Quinta da Devesa bl.a. var en del af den kendte Barão de Forrester … et stort portvinshus inde i Porto.

Det var også kendt for Joseph James Forrester, der tegnede kort over alle vinmarker og gårde i Douro området.

Efter familien Fortunato erhvervede ejendommen, så har de investeret … selvfølgelig med en særlig fokus på portvine, men i de senere år har familien også satset mere på almindelig vin, som fx denne Tinto Reserva.

Quinta da Devesa har samlet 30 hektar vinmarker, der ligger i 50-500 meters højde med eksponering mod nord, syd og vest, hvilket giver vinmageren Luís Rodrigues mange forskellige mikroklimaer at arbejde med.

Denne kompleksitet af vækstbetingelser betyder, at druerne modnes på forskellige tidspunkter af året, hvilket giver bedre styring af høsten. Alle vine fra Quinta da Devesa produceres udelukkende af druer fra husets egne marker.

2013 Tinto Reserva er som skrevet lavet på f Touriga Nacional, Tinta Roriz aka Tempranillo, Touriga Franca og Tinta Barroca. Druerne er høstet manuelt og – på bedste klassiske portugisiske måde fodtrådt i granit lagares. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på nye franske fade og 12 måneder på flaske.

I næsen er det en ret overmoden vin … virker samtidig støvet med blomsterpollen, engelsk lakrids, bagt blommekompot, gammelt træ som man dufter i husene i den gamle by … virker faktisk lidt træt og har små fadnoter af vanilje.

Smagen er cremet … noget bedaget og gammel, men der er dog en fin koncentration i frugten suppleret med lidt stærk peber, tørre samt lemonbitre tanniner. 89 point.

Forhandles af Vinho, hvor en flaske koster 170 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Produtores de Vinhos Alvarinho Monção, Varanda do Conde, Minho, Portugal

2021 Produtores de Vinhos Alvarinho Monção, Varanda do Conde, Minho, PortugalProvam aka Produtores de Vinhos Alvarinho Monção er et kooperativ, der ligger i Monção i Minho området og laver mest Vinho Verde vine på Alvarinho og Trajadura … her smager jeg deres 2021 Varanda do Conde.

Produtores de Vinhos Alvarinho Monção er grundlagt i 1992 af 10 vinbønder fra Monção og Melgaço, som med deres passion startede med at bygge en moderne og funktionel vingård til produktion af vine med druer fra deres marker.

I dag er der over 200 små vinavlere tilknyttet Provam og kooperativet har en kapacitet til vinficering af 510.000 liter vin og har samtidig været en af de banebrydende virksomheder i studiet og udviklingen af druesorten Alvarinho,

Her smager vi deres 2021 Varanda do Conde, der er lavet på 80 % Alvarinho og 20 % Trajadura … både gæret og lagret på ståltanke for at sikre mest mulig friskhed.

Duften er aromatisk, frugten er mest fersken og melon suppleret med jern og mineraler. Smagsmæssigt er der både syltede og friske citroner, har en let syre suppleret med en hård og stenet mineralitet og det giver samlet en frisk vin, så dermed 88 point.

Forhandles af Vinho, hvor en flaske koster 90 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Xavier Vignon, Côtes-du-Rhône Orange Label, Rhône, Frankrig

2020 Xavier Vignon, Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigJeg har smagt mange vine fra den vilde og dygtige vinmager Xavier Vignon, der helst laver sine vine efter eget hoved … her smager vi en 2020 Côtes-du-Rhône Orange Label.

Vinen er lavet på et blend af 85% Grenache, 10% Syrah og 5% Mourvèdre, som håndhøstes fra mere end 200 parceller på 25 unikke terroirs i Sydrhône.

Mange af druerne kommer fra meget gamle vinstokke.  Således er Grenache-stokkene næsten 100 år gamle og Mourvèdre over 60 år, mens Syrah holder en alder på små 45 år.

Vinen er fremstillet i en ren og autentisk stil med frugtbevarende gæring og relativ kortvarig modning, heraf 80% på betontanke og 20% på egetræsfade.

Umiddelbart er det en forholdsvis let og lys Côtes-du-Rhône, som har en frugt, der er lysere end forventet. Der er hindbær, rabarber, blommer og lyse jordbær, en smule saltlakrids og stenet mineralitet suppleret med en frisk og let citronagtig syre.

Sådan er vinen næsten også i munden … bare med en lille og lys frugtsødme, som gør vinen utrolig let at drikke … har bællepotentiale og en rank, lys syre, der støtter hele foretagendet. Man mærker også Syrah druerne med noget sort peber … men damm hvor er den let og letdrikkelig med lang og syrlig eftersmag. 90 point og godt køb.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., men kan fås til 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 La Ca’ Növa, Dolcetto d’Alba, Piemonte, Italien

2022 La Ca’ Növa, Dolcetto d'Alba, Piemonte, ItalienLad os atter prøve med to vine fra en italiensk producent. Denne gang er vi rykket til Piemonte, hvor vi på en smuk bakketop ved Barbaresco finder Azienda Agricola La Ca’ Növa og derfra starter jeg med denne 2022 Dolcetto d’Alba.

Jeg har smagt mange vine fra La Ca’ Növa … både deres Barbera, Langhe Nebbiolo og Barbaresco vine og også skrevet om vinhuset og de tre brødre Pietro, Giulio og Franco Rocca. Men sjovt nok har jeg vist aldrig før smagt deres Dolcetto d’Alba.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke, men ellers er der ikke ret meget info om produktionen. Jeg ved, at man ved gæringen af deres andre vine anvender en metode, som kaldes steccatura, som holder skindene nedsænket i en eftergæring på op til 15-20 dage.

Men om det er tilfældet her og om vinen er lagret på egefade … kan jeg slet ikke finde informationer om.

Duften virker sådan lidt varm, dyb og sødkrydret tilsat en smule sæbe- og blomstervand og garvet læder. Der er både lidt blommer og kirsebær … virker noget rustik og landlig i aromaerne med en bulderagtig frugt.

Smagen er bedre … men det er sgu fortsat en rigtig bondevin, der mest byder på varm saftighed, lidt peber og en tør, mørk frugt, som mest er brombær, sorte kirsebær og blommer … lidt stærk og ikke så nuanceret … men en tør vildbasse med syrlighed og varme. 89 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Casa Emma, Chianti Classico, Toscana, Italien

2020 Casa Emma, Chianti Classico, Toscana, ItalienVi skal med de næste vine et smut til Toscana … eller helt præcis til San Donato i Poggio, hvor vi finder vinhuset Casa Emma, der i 1969 blev købt af Fiorella Lepri. Jeg smager først deres 2020 Chianti Classico.

Fiorella Lepri kom som ung hver dag forbi vingården, der ligger omgivet af vinmarker, smukke olivenlunde og har en flot, stor gårdsplads. Da hun hørte, at ejeren en florentinske adelskvinde Emma Bizzarri havde besluttet at opgive ejendommen og flytte til Firenze, så købte hun den i 1969.

Hun tog telefonen og ringede til Emma Bizzarri og tilbød at købe gården og således købte hun gården uden at fortælle det til hendes mand eller hendes familie. Hun besluttede dog, at vingården skulle hedde Casa Emma i respekt for den gamle adelskvinde.

Og siden 1969 har hun og familien så lavet vin på Casa Emma … i dag med sønnen Alessandro Bucalossi som ejer, mens vinproduktionen er lagt i hænderne på den ansatte vinmager Marco Salvadori, der siden 2012 har stået for produktionen af vinene.

Vingården har samlet 28 hektar vinmarker og i rigtig toscansk stil 1.000 oliventræer. Markerne ligger i 430 meters højde … nærmest i en amfiteaterlignende form med perfekt nærhed til havet i lille dal.

På markerne har Casa Emma vinstokke med Sangiovese, Merlot, Ciliegiolo, Canaiolo og sorte Malvasia druer.

Denne 2020 Chianti Classico er lavet på Sangiovese, Canaiolo og Malvasia Nera, som kommer fra husets marker i 420 meters højde. Vinen er lavet med gæring og maceration i ståltanke. Derefter har den gennemgået malolaktisk gæring i betontanke inden 12 måneder på barriques og yderligere 6 måneder på flaske.

Sikke da en dejlig duft … dyb, animalsk og landlig med en koncentreret frugt af kirsebær og kandiserede ribs, nogle kogte champignon, hæfteplaster, kardemomme og vanilje … samt lidt cedertræ.

Smagen hænger sgu også ret godt sammen. Den har en frisk, lettere mørk og koncentreret frugt, hvor det mest er kirsebær, der kommer frem suppleret med et lille peberbid. Syren er en kende rustik, men det passer meget godt ind i billedet på denne Chianti Classico, der absolut leverer varen uden noget bullshit. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Lamblin & Fils, Petit Chablis, Bourgogne, Frankrig

2022 Lamblin & Fils, Petit Chablis, Bourgogne, FrankrigLamblin & Fils laver Chablis vine og jeg smager 2 vine fra huset startende med denne 2022 Petit Chablis.

Dermed er vi selvfølgelig ovre på ren Chardonnay og er vin – der som forrige er lavet på ståltanke, men også er lagret kort i disse tanke inden en malolaktisk gæring. Inden aftapning på flaske er vinen filtreret let med Kieselguhr.

Hvor dufter den godt … har en fyldig, intens og dejlig duft af modne pærer, nedfaldsæbler, fersken, blomster … meget ren som nyvasket sengetøj tørret udenfor i forårsvejr. Samtidig så kommer lidt kalket mineralitet med kridt og bløde kalkarter.

I munden er vinen egentlig ganske frisk … igen er der citroner og mineraler, men ikke sart og svævende, men derimod med en mere rustik og grovere syre, hvilket giver lidt kant og landlighed. Den har som 2021’eren en lille bitterhed, et syrligt bid og faktisk pæn lang eftersmag med saltede citroner … dejlig vin, som jeg uden tøven vil drikke sammen med en god portion muslinger. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7