Tag-arkiv: Frankrig

2008 Château Lagrange, Les Fiefs de Lagrange, Bordeaux, Frankrig

Vi fortsætter Bordeaux ræset … denne gang med en Cru Classé vin, nemlig fra 3. Cru slottet Château Lagrange i form af slottets andenvin, Les Fiefs de Lagrange, et slot beliggende i Saint Julien i Bordeaux.

Slottets historie går helt tilbage til 1700-tallet, hvor det var ejet af baron Hector de Brane … også kaldet “Vinens Napoléon”. Udover Château Lagrange ejede han nemlig også slottet Brane-Mouton, som han dog senere solgte til Rothschild, der ændrede navnet til Mouton-Rothschild. Og det slot har alle vist hørt om.

Herudover ejede han også Brane Cantenac i Margaux og var i øvrigt også parlamentsmedlem i Bordeaux. Château Lagrange nød meget stort ry og var i 1700-tallet nr. 2 i Saint Julien – lige efter det udelte Léoville domæne.

I 1790 blev Château Lagrange imidlertid solgt til Jean-Valère Cabarrus, som var en indflydelsesrig købmand. Han var kendt for at være meget aktiv indenfor søfart og investering i ejendomme. Det var også ham, som i 1820 med hjælp fra arkitekten Visconti byggede slottets tårn efter inspiration fra Toscana … et tårn, som i dag er varetegnet på Château Lagrange.

I 1855 får slottet sin klassifikation som 3. Cru, hvilket primært kan tilskrives greven Charles Tenneguy Duchâtel, som ejede slottet i perioden fra 1842 til 1874. Under grevens ejerskab voksede slottet også til imponerende 300 hektar. Efterfølgende skifter slottet ejere mange gange.

Op gennem 1970’erne var slottet i store økonomiske vanskeligheder og der blev solgt ud både af vinmarkerne og af stoltheden i kælderen. Lagrange var i miserabel forfatning.  I 1983 blev resterne så købt/reddet af den magtfulde japanske Suntory gruppe, og i de sidste 25 er der investeret masser af japansk kapital i at købe og leje de oprindelige parceller tilbage, og i det hele taget rekonstruere Lagrange.

Lagrange er i dag fortsat en meget stor ejendom på 182 hektar jord, heraf 118 hektar vinmarker. Kvaliteten er forbedret dramatisk siden 1983, hvor Suntory indsatte Marcel Ducasses som leder. I dag ledes slottet af Matthieu Bordes.

Slottet laver 4 vine, nemlig 3. Cru vinen Château Lagrange, denne 2. vin Les Fiefs de Lagrange, Le Haut-Médoc de Lagrange og hvidvinen Les Arums de Lagrange.

Les Fiefs de Lagrange er lavet på 57% Cabernet Sauvignon, 29% Merlot og 14% Petit Verdot, og den modner i lighed med første vinen 16 til 18 måneder på fad, men kun 20 % af fadene er nye.

Duftmæssigt er her grønne noter, modne kirsebær, blåbær, gazebind, appelsin, læder og krydderier. I munden er vinen blød med blæk, tørhed … virker næsten støvet, fin syrlighed og ganske aromatisk. Dejlig moden og fin … elegant.

Forhandles bl.a. af Løgismose, hvor prisen for 2011’eren er 258 kr.

Rating 4,5/7    

2005 Château Ferrand, Pomerol, Bordeaux, Frankrig

Næste vin … igen Bordeaux, men bestemt en klasse op, nemlig med denne Pomerol fra Château Ferrand, og endda i en af de gode årgange, årgang 2005.

Château Ferrand ligger på et plateau på de sydlige skråninger ved byen Libourne. Slottet er ét af de ældste vinslotte i området, og ligger nær andre vinslotte som Château Nenin og Château La Commanderie.

Château Ferrand har omkring 12 hektar vinmarker med henholdsvis Merlot og Cabernet Franc, og jorden er sand, grus og sandsten, som indeholder jernoxid, hvilket også er med til at give den karakteristiske smag af en vin fra Pomerol. Ferrand betyder faktisk også jern, så allerede ved grundlæggelsen af vinslottet var man opmærksom på den meget jernholdige jord.

Slottet drives af Henry Gasparoux og søn, og har været i familiens eje siden 1934.

Der laves to vine hos Henry Gasparoux, nemlig denne Château Ferrand, som også til dels markedsføres/sælges som Château Vieux Ferrand og altså laves med druerne fra de bedste marker på samlet 12 hektar, Derudover laves der vinen Château Haut-Ferrand, som kommer fra flere jordstykker på samlet 4,5 hektar, købt fra 1970 og frem, beliggende i nærheden af kirken i Pomerol.

Begge vine er primært baseret på Merlot og Cabernet Franc. Denne 60% Merlot og 40% Cabernet Franc, og lagret i 18 måneder i barriques, hvor 1/3 del er nye fade. Årlig produktion er ca. 70.000 flasker af denne … og 25.000 flasker af Château Haut-Ferrand.

Duftmæssigt har jeg noteret mig solbær, blommer, dadler, vanilje, sød tobak, blomster, violer og lakrids, men smagen er blød og cremet, godt med tanniner, fin syre … men også lidt sødme. Der er langt mere power end jeg normalt forbinder med Bordeaux, men det synes jeg kun er klædeligt her. Ganske dejlig vin.

Har ikke fundet en forhandler herhjemme. Heller ikke en pris på vinen.

Rating 5/7 

2008 Château de Haux, Grande Reserve, Bordeaux, Frankrig

Bestyrelsesmøde hos Bernt … så skal vi selvfølgelig ha’ Bordeaux vine, og vi startede med denne Grande Reserve fra det danskejede Château de Haux. Det er et slot, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med, nemlig til Académie du Vin med Château de Haux, som blev afholdt sidste år i Randers.

Historien om slottet og dets danske ophav starter egentlig i 1903, hvor Knud Jørgensen etablerede Knud Jørgensens Vinhandel i Hellerup. Det blev en respekteret vinforretning, som sønnerne Asger og Robert overtog i  1930’erne.

Da de i 1973 var færdige som vinkøbmænd, trådte deres egne sønner ind, nemlig Peter og Flemming. Peter Jørgensen var chef for den vinøse del af forretningen, mens Flemming Jørgensen havde ansvaret for den administrative del af virksomheden, som under deres ledelse skiftede kurs.

Peter Jørgensen havde nemlig altid drømt om at få sit eget vinslot. Da han i 1980’erne fornemmede, at den gammeldags form for vinhandel ikke havde nogen voldsomt lovende fremtid, så lagde han planer med sin bror og sin søn.

De gik ud på at købe et lille vinslot med en produktion, der passede til Knud Jørgensens Vinhandels salg. På den måde kunne de realisere drømmen om at blive slotsejere samtidig med, at der kunne komme en god forretning ud af det.

Slottet blev lokaliseret og købt i 1985 for et beløb, der svarede til brødrene Jørgensens opsparing. Men der var behov for store investeringer i forbedring af markerne med mere, så man hentede tre mio. kr. gennem udstedelse af B-aktier á 500 kr. Det betalte delvist slottet og sikrede samtidigt, at hundredvis af danskere blev faste kunder.

Og slottet var naturligvis Château de Haux, som ligger i det smukke Premières Côtes de Bordeaux 25 km sydøst for selve Bordeaux by. Landskabet er bakket, dækket af skove med små vandløb og marker beplantet med vinstokke i snorlige rækker. Ejendommens historie kan føres tilbage til middelalderen, hvor den som en af de befæstede gårde var del af en ring af ydre fæstningsværker til beskyttelse af Bordeaux by. En del af den oprindelige mur omkring slottet er bevaret intakt.

Slottet og en del af driftsbygningerne stammer fra midten af 1800-tallet, hvor slottet ejedes af oberst Alfred Lamey, adjudant hos Kejser Napoléon III. Obersten boede med sin familie på slottet, der dannede rammen om et virksomt liv med produktion af vine, som var kendt og værdsat over hele Frankrig.

Der ejes i dag 70 hektar vinmarker, hvilket giver 300 km. rækker med vinstokke og en produktion på knap 0,5 mio. flasker vin årligt. Vinene sælges fortrinsvis til de mange danske aktionærer.

Her har vi én af slottets øverste vine, nemlig deres Grande Reserve. Vinen er lavet første gang i 2001 ud fra et ønske om at skabe en klassisk Bordeaux, der skulle være det ypperste fra Château de Haux. Siden er det blevet til en perlerække af smukke årgange af Grande Réserve, dog undtagen i år 2009, hvor et voldsomt haglvejr ikke gjorde det muligt at lave vinen. Druerne til vinen kommer fra slottets ældste og bedste vinmarker, og der bruges altid Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot og Petit Verdot, men blandingsforholdet varierer lidt afhængig af årets høst.

Efter høst bringes druerne straks til slottet, hvor de sorteres og presses nænsomt. Efter gæringen lagres vinen et år på tanke og herefter lagrer en stor del af vinen på nye og gamle egetræsfade

Alle tankene og fadene smages løbende for at sikre, at vinen udvikler sig bedst muligt. Efter et år på egetræsfadene, har vinen opnået stor elegance, finesse og dybde. To år efter at druerne blev høstet, er tiden kommet til den endelige blanding. Når vinen er blandet fra de udvalgte fade og tanke, bliver ”den færdige” vin aftappet og sendt på markedet.

Duftmæssigt solbær, våd hund, muldjord, vanilje, læder og en smule enebær. Smagsmæssigt er der blåbær, solbær … god finhed i frugten, nuanceret med tørhed og god syre, som giver en god rygrad i vinen. Har tidligere smagt vinen i årgang 2010, som også var ganske dejlig. Fin vin.

Kan købes på slottet til en pris på 129,75 kr.

Rating 4/7 

2011 Jeff Carrel, Puydeval Vin de Pays d’Oc, Languedoc-Roussillon, Frankrig

Hovedret … og hvorfor ikke fortsætte i Jeff Carrel sporet? God Value for Money, spændende vine, saft og kraft … så valget faldt på denne Puydeval Vin de Pays d’Oc fra Jeff Carrel.

Vinen er en Vin de Pays d’Oc … og Vin de Pays betyder jo en landvin, altså et niveau over bordvin “Vin de Table”. Vin de Pays d’Oc betyder, at landvinen kommer fra Languedoc-Roussillon.

Ifølge forordningen fra 15. oktober 1987 skal en vin med appellation ”Vin de Pays d’Oc” være produceret og vinificeret i en af følgende franske ”departementer”: Gard, Hérault, Pyrénées-Orientals og Aude og må udelukkende fremstilles af 31 udvalgte druesorter.

Den officelle autorisation til at bruge ”Appelation Vin de Pays d’Oc” til vinen bevilges kun efter en streng kontrol af certificerede komitéer.

Og meget passende er vi med denne vin netop i Aude, da druerne til denne Puydeval Vin de Pays d’Oc kommer fra nogle ubetydelige vinmarker nordøst for Carcasonne, som jo er hovedbyen i Aude. Carrel købte disse marker for nogle år tilbage. Vinmarkerne havde især nogle meget vinstokke med Cabernet Franc, så Carrel besluttede at bevare disse vinstokke og i stedet blot dyrke dem fuldt biodynamisk.

Og det er der kommet denne Puydeval Vin de Pays d’Oc ud af, lavet på 62% Cabernet Franc, 28% Syrah og 10% Merlot. Vinen er lagret 10 måneder på henholdsvis franske og amerikanske egefade. I 2011 er der lavet 76.000 flasker af vinen.

Og det er en vin, som har duperet vinkendere. Parker gav vinen 90 point i årgang 2010, mens andre vinskribenter også har skrevet rosende ord om vinen. Rhone Report har ligeledes givet vinen 90 point, mens Jydske Veskysten gav 5 stjerner og skrev; Ugens dyreste, men også klart ugens bedste køb. Her er masser af fadpræg i form af karamel, marcipan, chokolade, der spiller fint sammen med noterne af mørke bær. Servér til grillet kød.

Jeg læste bl.a. også denne beskrivelse af vinen; I don’t understand how he did it, but the winemaker has accomplished great things with a grape you don’t often find in the Languedoc Region. This wine bucks the trend for the region. Cabernet Franc is so atypical for the Vin de Pays d’Oc region. If you are regular reader of WOD you are probably aware of the fact that France is very strict about what grapes can grow where. Languedoc is one of the only “wild frontiers” in France. Anything goes here! Hats off to the cowboys and cowgirls who are taking big risks in the Languedoc!

Men én ting er, hvad andre mener … så her får i mine noter. I glasset en vin til den mørkere side, og duftmæssigt solbær, modne kirsebær, koncentrerede svesker, blæk, jord, jern, ganske rustik og landlig, og det kan vi bestemt godt lide. Der er også lakrids, lidt tobak, valnødder og en smule krydderier.

Smagen er blød, cremet, saftig … og selvom vinen kommer fra den sydlige, og meget solrige del af Frankrig, så er der også en fin kølighed over vinen. Der er godt med frugt på drengen, kirsebær, karamel, tanniner … og lidt kant og søde krydderier. Godt lavet vin.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, pris 129,95 kr.

Rating 5/7 

2013 Jeff Carrel, Vieille Mule Blanc, Languedoc-Roussillon, Frankrig

På Restaurant ET stødte jeg igen på navnet Jeff Carrel, hvis Morillon Blanc havde betaget mig totalt, da vi smagte den på Vendia. Så valget til forretten på ET blev uden tøven denne Vieille Mule Blanc.

Jeg har lige skrevet en masse om Jean-François Carrel … eller Jeff Carrel, som han kaldes, på blogindlægget, hvor jeg anmeldte hans 2012 Morillon Blanc, så det skal jeg selvfølgelig sparre jer for i denne omgang.

Vil dog lige gentage, at han er en ny ung stjerne og fransk vins enfant terrible, kalder sig for La Vieille Mule (det gamle muldyr), Eclectic Winemaker og sværger til Languedoc-Roussillon, hvor han har grundlagt vinfirmaet ”by Jeff Carrel” … et negociantfirma, hvor han laver en masse spændende vine.

Vinene bliver normalt produceret og flaske forskellige steder, og denne Vieille Mule Blanc … vel nærmest opkaldt efter ham selv – er produceret på kooperativet SCV l’Agly, som ligger i byen Cases de Pène … tæt ved den anden lille by Espira-de-l’Agly, som formentlig også har givet navn til kooperativet.

Det er under appellationen IGP Côtes Catalanes i Languedoc-Roussillon. Vi er ved foden af Pyrenæerne, hvor vi også finder appellationerne Côtes du Roussillon, Banyuls og Collioure.

Denne Vieille Mule Blanc kommer med en underlig, spøjs og uhøjtidelig etikette, hvor det gamle muldyr eller æsel kigger dig lige i øjnene. Vinen er lavet på 50% Maccabeo, 30% Grenache Blanc og 20% Muscat.

Der laves årligt kunne sølle 6.000 flasker af vinen, baseret på udbytte på blot 27-30 hl/hektar. Sen høst i hånden. Kort gæring. Vinen lagrer uden svovl sur lie indtil steril tapning, men med hele ”gassen” fra både alkoholisk og malolaktisk gæring, som tillader et absolut minimum af svovl. Parker gav vinen 89 point i den foregående årgang.

Duftmæssigt er her æbler, modne pærer … godt med abrikos, meloner, ananas, vanilje, kalk og citrus og appelsinnoter,  Smagen er letkrydret med salvieblade, fin syre/sødme balance, fin tørhed med mineraler og frugtsten. Saftig og lækker … faktisk en skøn vin, som alle ved bordet kunne lide.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, pris 99,95 kr.

Rating 5/7 

2013 Château Soucherie, Coteaux du Layon, Loire, Frankrig

I Loire-dalen med en enestående udsigt over Layon dalen, 20 minutter syd for Angers, ligger Château Soucherie. Vi er i Loire hos et historisk slot, som har 36 hektar jord, heraf 28 hektar vinmarker og producerer AOC vinene Chaume, Coteaux du Layon, Anjou og Savennières.

Château Soucherie ejes og drives af Pascale og Roger-François Béguinot, og ud over vinproduktionen omfatter driften også udlejning af 4 charmerende værelser.

Vinslottet var tidligere ejer af Pierre-Yves Tijou, men han solgte slottet til Roger-François Béguinot i år 2000 pga. stress, da Pierre-Yves også samtidig passede onklens nærliggende Chateau L’Eperonniere.

Siden år 2000 har Roger-François Béguinot renoveret både bygningerne og vinmarkerne. 4 hektar af vinmarkerne er beliggende i Chaume og to hektar er i Savennieres … én stor parcel kendt som “Clos des Perrieres”. De resterende vinmarker, der omkranser slottet er i Anjou og Coteaux du Layon-appellationer.

Soucherie er omgivet af landsbyerne Rochefort-sur-Loire, Beaulieu-sur-Layon og Saint Lambert du Lattay. Jorden i området er hovedsagelig kalksten, ler og skifer.

Til fremstillingen af vinene har Pascale og Roger-François Béguinot fået hjælp af et team, som ledes af den unge ønolog Thibaud Boudignon, Han har haft ansvaret for vinene siden 2008.

Her har vi vinen Coteaux du Layon, en sød vin, som er lavet på 100% Chenin Blanc druer fra 30 år gamle vinstokke. Druerne er angrebet af den ædle rådenskab Botrytis.

Der er gode betingelser i området for at opnå denne rådenskab – som er med til at udvikle stor sød vin – bl.a. på grund af stor fugt om natten, dug om morgenen og tåge i Layon dalen. Vinen er lagret på fade i 6 måneder.

Duftmæssigt er her sødme, honning, blomster, hyld, skumfiduser … men virker umiddelbart let og luftig i udtrykket. Smagen er præget af let syre, æbler, pærer, honning … faktisk meget stor æbleintensitet. Syren og sødmen går fint hånd i hånd og derudover efterlader vinen et sødt krydret udtryk i eftersmagen.

Jeg har ikke fundet vinen herhjemme, men på slottet koster den 11,50€.

Rating 4,5/7  

2011 Remoissenet Père et Fils, Saint-Romain Blanc, Bourgogne, Frankrig

Videre … næste ret blev medister, og til den lidt kraftige ret fik vi en let og elegant hvid bourgogne, nemlig denne Saint-Romain Blanc fra Beaune vinhuset Remoissenet Père et Fils.

Maison Remoissenet Père et Fils er et af de helt gamle negociant huse i Beaune, Bourgogne, grundlagt tilbage i 1877 af Pierre Remoissenet, som i forvejen var en respekteret bødker, vinmager og vinmægler i Beaune.

Remoissenet er uden tvivl en af Bourgognes mest ærværdige producenter, og har specialiseret sig i negociant vine og salg gamle årgangsvine, primært til eksport. Et besøg i deres gamle vinkældre fra 1300-tallet under byen Beaune afslører næsten 1.000.000 flasker af Premier og Grand Cru Bourgogne fra helt tilbage til begyndelsen af 1900-tallet.

Udover negociant virksomheden ejer Remoissenet Père et Fils også selv en 2,5 hektar Beaune Premier Cru mark. Dette er en ganske normal fremgangsmåde i Bourgogne, hvor det ofte er mindre familier der ejer få parceller og så sælger enten druer eller frisk most til negoicanterne.

Flere af de marker som Remoissenet får druer fra har de langtidskontrakter på, hvor de styrer pasningen af marken, for at få optimal frugt i vineriet. Bl.a. har de en aftale med Familien Thenard om at dyrke deres 1,8 hektar store andel af Montrachet marken.

Gennem alle årene har huset været drevet af Remoissenet familien, og frem til 2005 af Roland Remoisssenet. Det har dog været alment kendt, at kvaliteten hos Remoissenet havde været faldende gennem de sidste år under Roland Remoissenet.

I 2005 blev vinhuset så købt af en kreds af finansfolk fra New York med brødrene Milstein i New York, Todd Halpern i Toronto samt Louis Jadot i spidsen. Planen fra start var en restaurering af hele firmaet og en stigning i kvaliteten på alle punkter.

Det er 3 mænd der i dag står for at tegne Remoissenet udadtil. Bernard Repolt står for den kommercielle del af driften og samler trådene. Han kommer fra en stilling som direktør hos Louis Jadot. Claudie Jobard er vinmager og kommer fra en stolt familie der kender markerne i Bourgogne gennem flere generationer. Pierre-Antoine Rovani er den aktive President for Remoissenet og tager aktivt del i arbejdet i markerne.

Der er blevet moderniseret i kælderen med nye åbne træ-gæringstanke, samt fokus på bedre egetræsfade, heraf en del på 340 liter for ikke at overdøve frugtkarakteren i vinen. Der er meget stor opmærksomhed på at frugten skal være moden på høsttidspunktet og vinen skal i flasken fremstå med stor renhed og intensitet.

De nye ejere har også startet med at købe yderligere vinmarker, så i dag ejer Remoissenet også 11 hectares i Clos de Vouguet, Charmes-Chambertin, Poissenot, Village Nuits, Vosne og Gevrey-Chambertin.

Her har vi en vin af nyere dato, en 2011 Saint-Romain Blanc. Saint-Romain ligger i Côte de og har haft sin egen kommunale appellation siden 1947. Saint-Romain vinmarkerne ligger lige vest for Auxey-Duresses, lidt længere oppe langs Saint-Romain-dalen. Jordbunden i Saint-Romain er ganske varieret, med et terroir der favoriserer Pinot Noir.

Selv om der ganske vist ikke findes Premier Cru marker i Saint-Romain, så er området i hænderne på gode producenter og herunder altså også Remoissenet Père et Fils.

I næsen en ganske indbydende duft, og lidt speciel. Der er grønne pærer, hø, friskhed, vanilje og eg. Smagen er meget ren, frisk og mineralsk. Frugten er ren og klar, og fruen siger, at der også er lidt aske i smagen. Det bør hun vide noget om, da hun er ryger ;o)

Forhandles at Otto Suenson, pris 249,00 kr., men pt. på bud til 199 kr.

Rating 5/7  

2012 Jeff Carrel, Morillon Blanc, Languedoc-Roussillon, Frankrig

Porcheret torsk med rødbede, skovsyre, luftig sennepsauce og røget flæsk, serveret i en lille støbejerngryde. Hertil et sprødt, friteret fiskeskind. Voldsom dejlig ret … og det var vinen også. Vinen var denne Morillon Blanc fra Jeff Carrel.

Man siger, at Jean-François Carrel … blot kaldt Jeff Carrel er en ny ung stjerne og fransk vins enfant terrible! Han voksede op på stenbroen i Paris, et barsk arbejderkvarter ved foden af Montmartre.

Han var egentlig kemiker, men valgte vinvejen og lavede i 15 år vine for bl.a. det Mondavi ejede Vichon Winery i Napa, Chateau Ste. Michelle i Washinton State og Wolfberger i Alsace.

Herudover arbejdede han i Sydfrankrig, bl.a. hos Jean-Francois Galhaud, Daumas Gassac og Grange des Pères. Det var nok dér, at han fik en særlig forkærlighed for vinene fra Langedoc.

I dag kalder han sig for La Vieille Mule (det gamle muldyr) og Eclectic Winemaker og sværger til Languedoc, hvor han har grundlagt vinfirmaet ”by Jeff Carrel”.

Det er ikke et vinhus i traditionel forstand, men mere et konsulentfirma, som hjælper vinproducenter og vingrossister med at forbedre og udvikle deres vine og skabe produkter med stærk identitet. På den måde arbejder han sammen med vinavlere og andre i branchen for at lave en række vine, som han synes kunne være spændende. Han laver nu vin for sin fornøjelses skyld – og kun vin som, han kan lide den.

Jeff Carrel laver i dag en række vine under eget label ”by Jeff Carrel” samt en række vine for producenterne Villa Des Anges, Domaine Val Auclair, Domaine Saint Roch, Domaine de Thulon, M&P Guiraud, Château De Cordes, Enclos de la Croix og Grange Madame.

Denne Morillon Blanc er én af de vine, som Carrel laver under eget navn, og det er en vin, som har fået vinkendere til at spærre øjnene op. Sådan en vin har de aldrig smagt før. Druen er 100% Chardonnay … og Morillon er også et gammelt synonym for Chardonnay.

Vinen kommer fra særligt parcel med det fine navn Garde Miel – honningkrukken – som ligger nær floden Aude nær Leuc ved Limoux. Floden Aude kommer her brusende ned fra de iskolde bjerge. Det kolde vand møder varmen og giver den dis, der kan give den sjældne ædle råddenskab Botrytis.

Druerne høstes meget sent og får fuld gæring (og malolaktisk gæring) i små egefade, hvor de ligger 8 måneder indtil tapning. Naturligvis ingen klaring eller filtrering. Der laves omkring 28.800 flasker af denne vin årligt.

Gastro gav vinen i årgang 2010 5½ stjerner (ud af 6) og skrev om Carrel; Afvigere, vi har brug for afvigere. Mainstream og gyldne middelveje bliver vinmæssigt kedeligt i længden. Naturvinsbølgen har vækket en del røre, pointerne er gode, men de vinøse argumenter er ofte håbløse og direkte fejlbehæftede. Jeff Carrel bevæger sig ud i naturvinstendenserne, men jeg tror ikke han er idealist, for hans sent høstede Chardonnay med Botrytis får barrique lagring, og det er jo helligbrøde i naturvinens verden. En dybt original vin fra en sand original. En vin som perfekt forener en sent høstet Gewurztraminer med hvid Bourgognes elegance.

Lad os prøve vinen, som i næsen er meget aromatisk med blomster, lidt sødme, nødder, våde vaskeklude, tørret frugt, lidt krydderier … nærmest animalsk i udtrykket. Men – hold da op – smagen er anderledes end næsen. Der er ganske vist sødme, men også godt med syre … ikke voldsom, men tilstrækkelig. Der er god tæthed i vinen sammen med citroner og appelsiner, krydderier, rosiner og lidt karamel. Den er jeg sgu vild med … en lille perle … og så er prisen samtidig ganske fornuftig.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor prisen er 119,95 kr.

Rating 6/7  

2005 Champagne Bonnaire, Cramant Blanc de Blancs Grand Cru, Champagne, Frankrig

Torsdag var fruen og jeg på Bryghuset Vendia til deres gourmetmiddag. Helt sindssyg oplevelse – referat følger selvfølgelig snarest – men virkelig klasse. Vi tyvstarter dog med en beskrivelse af første vin fra aftenen, nemlig denne Cramant Blanc de Blancs Grand Cru … en virkelig flot champagne fra champagnehuset Bonnaire.

Champagnehuset Bonnaire ligger i den lille landsby Cramant … langt væk fra de store champagnehuse. Men her findes en lille skare af små, elitære producenter, hvoraf Bonnaire er én af dem.

Bonnaire – eller blot kaldt Bonny mellem venner – er det største private domæne i Cramant med i alt 22 hektar vinmarker, heraf 13,5 hektar på de celebre skråninger omkring byen, heraf flere af de ypperste parceller og er klassificeret Grand Cru i Côte des Blancs.

Huset er grundlagt tilbage i 1932, da Fernand Bouquemont under krisen i 1930’erne besluttede at stoppe med at sælge sine druer bulk og i stedet vinificere dem selv. Og han kom flyvende fra start, da hans først årgang 1932 fik en guldmedalje ved Concours Général Agricole de Paris.

Efter anden verdenskrig fik Fernand Bouquemont følgeskab af sin svigersøn André Bonnaire, som også kom fra en familie af champagneproducenter. Han medbragte yderligere viden og kultur, hvilket senere blev overdraget til næste generation Jean-Louis Bonnaire.

I dag er det fortsat Jean-Louis, som ejer huset, men den nye generation er på plads i form af sønnerne Jean-Etienne, som i dag er ansvarlig for produktionen og Jean-Emmanuel, som står for handel og distributionen af husets champagner. Huset kunne således godt i dag kalde sig Champagne Bonnaire Père & Fils.

Verdens førende champagne ekspert Richard Juhlin fra The Richard Juhlin Champagne Club har om Bonnaire udtalt; “Nogle af Champagnes fineste druer. Vinene har en bouquet, der kun kan matches af Le Mesnil. Virkelig dårlig Champagne fra Le Mesnil er ingen sjældenhed, men hidtil har jeg aldrig drukket en dårlig Cramant. Bonnaire er skolebogs Cramant for sensualisten … noget af den mest crèmede champagne, som denne verden har set”.

Noget af det, som gør Bonnaire speciel er de exceptionelle gode marker, og La Côte de Cramant er nok én af Champagnes mest berømte skråninger. Jorden er ren hvid kalk, som er det bedste for druen Chardonnay. De øvrige marker hos Bonnaire ligger ved Avize, Le Mesnil og Oger.

Vintage er vin fra ét enkelt, særlig godt år og kommer fra de bedste parceller i selve Cramant. Det er en Blanc de Blancs, dvs. alene lavet med hvide druer … deraf navnet ”hvid til hvid”. Ren Chardonnay.

Efter den manuelle høst bringes druerne til de moderne kældre i udkanten af den lille by. Her gærer vinen i rustfri stål før andengæringen på flaske og en lagring/degorcering på minimum 6 år, hvor loven ellers blot kræver 3 år på flaske.

Her i årgang 2005 har Juhlin givet denne Cramant Blanc de Blancs Grand Cru 94 point ud af 100.

Og hvilket herligt glas champagne, hvor duften er honning, ristet toast, kiks, nødder, mulle kælder, æbler, let citrus og lidt mineralitet. Smagen er lækker med blide bobler, god friskhed men samtidig en cremet fornemmelse med karamel, æbler, gær og let bitterhed i slutningen. Blød, frisk og cremet … sådan. Og fantastisk start på aftenen.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, pris 369,95 kr.

Rating 6/7 

2010 Domaine Jacqueson, Rully 1er Cru Les Gresigny Blanc, Bourgogne, Frankrig

En stegt pighvar med røget hasselnøddemælk & friske hasselnødder samt rosenkål & flager fik følge af denne hvide 1. cru fra Rully, nemlig Domaine Jacquesons Rully 1er Cru Les Gresigny Blanc.

Rully er det mest kølige område i Côte Chalonnais, hvilket gør det svært at lave god rødvin, hvorfor det i dag er de hvide som dominerer – og som også er de bedste. De stille hvide er mineralske, friske og sprøde, grundet den livlige syre. De røde bærer præg af samme friskhed, hvilket ofte bliver lige lovlig friskt. Vinene er lyse, lette og syrerige.

For alle vintyperne gælder det, at de skal drikkes unge, gerne 2-3 år efter høsten og skal ikke gemmes mere end 5 år. Det kan vi lige nå med denne vin fra 2010.

Vinen her er fra Domaine Jacqueson, et domaine som blev grundlagt i 1946 af Henri Jacqueson på forskellige jordlodder, der havde tilhørt familien i Rully, der dengang var meget lidt kendt vinmæssigt. Fra 1960’erne begynder Henry at sælge vinen til private og udvidder sit domaine ved at købe jordlodder godt placeret i Rully og Mercurey.

Sønnen Paul kom med i driften i 1972, efter at have studeret  landbrug, vinavl og ønologi og efter i flere år at have stået for driften af Station Viticole de Beaune. Udover Paul deltager hans hans kone Pierrette og deres datter Marie også i driften, og siden 2007 har Marie faktisk styret domainet, som i dag omfatter 12 hektar vinmarker, godt splittet i små parceller på mellem 0,80 og 1,30 hektar.

Denne vin kommer fra marken “Les Gresigny”, hvor vinstokkene er plantet tilbage i 1950. Marken er på sølle 1,20 hektar og der høstes manuelt med lavt udbytte. Selvfølgelig 100% Chardonnay, og vinen har lagret på egetræsfade i 12 måneder, heraf 20% nye fade.

Og i næsen byder vinen på våde sten, røg, svag fersken … ellers en smule neutral. Smagen er ganske syrlig, frisk … og Chardonnay er ikke ens første tanke. Der er lidt citrusbid, blomster og muskatsødme. Dejlig vin.

Forhandles af Jysk Vin, pris 178 kr.

Rating 4,5/7