Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2009 Langmeil Winery, Three Gardens SMG, Barossa Valley, Australien

2009 Langmeil Winery, Three Gardens SMG, Barossa Valley, AustralienNæste vin fra i tirsdags var denne Three Gardens fra Langmeil Winery i Australien. Sidst jeg smagte Langmeil, var det deres Blacksmith Cabernet Sauvignon, og dengang skrev jeg også lidt om vinhuset fra “down under”. Det skal jeg ikke gentage, men i stedet skrive lidt om min oplevelse med denne SMG vin, hvilket  – som måske bekendt – betyder, at vinen er lavet på druerne Syrah (eller Shiraz, som de siger i Australien), Mataro og Grenache.

Mataro er jo blot et synonym for Mourvèdre, og betegnelsen Mataro benyttes primært benyttes i Australien.

Og vinen har betegnelsen “tre haver”,  og det er også meget sigende, idet druerne til vinen kommer fra 3 forskellige vinmarker, nemlig marker (eller haver) i områderne Tanunda, Lyndoch og Vine Vale i Barossa. Og blandingen af disse tre druer er ikke tilfældig, men har historisk altid fungeret godt sammen, og i Barossa faktisk siden 1840’erne.

Blandingsforholdet er 40% Syrah, 32% Grenache og 28% Mataro (Mourvèdre). Modning er sket på brugte egefade i tolv måneder.

Duftmæssigt får jeg solbær, brombær, mint, grannåle, masser af sol og lidt rosmarin. Smagsmæssigt godt med peber, solbær … og generelt er den måske en smule stærk … men “what the fuck” … det er jo en australier. En ganske fornuftig vin.

Købt hos Jysk Vin, pris 89 kr., normalpris 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2009 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, Frankrig

2009 Domaine Sipp Mack, Riesling Vieilles Vignes, Alsace, FrankrigSå blev det torsdag … en længe ventet torsdag, idet jeg lige præcis denne torsdag skulle til en lille vinsmagning hos vinven Paul. Og han havde indkøbt nogle fabelagtige vine, som jeg da straks vil skrive lidt om her på bloggen.

Vi startede med en dejlig Riesling fra Sipp-Mack, et vingård som vi ofte støder på, idet Jysk Vin har et tæt samarbejde med vingården. Og forståeligt nok, for gården laver nogle dejlige vine. Vingården ligger for foden af Vogeserne i landsbyen Hunawihr mellem Riquewihr og Ribeauvillé. Vingårdens historie daterer sig helt tilbage til 1698, hvor bødkeren Frederic Mack begyndte at lave sin egen vin. 8 generationer senere, i 1959, blev Marie-Louise Mack gift med vinmageren François Sipp fra Ribeauvillé, og sammen dannede de vingården Sipp-Mack.

Fra 1983 har deres ældste søn, Jacques, sammen med sin amerikanske kone, Laura, overtaget driften af hele den store vingård, og nu er den næste generation allerede på banen, da deres datter, Carolyn efter afslutningen af sin vinuddannelse også er indtrådt i firmaet. Jacques bror Vicent Sipp udtrådte fra firmaet for omkring 20 år siden, dannede Domaine Agapé, og fik nogle af markerne, også dele af de fine Grand Cru marker som Schoenenbourg, Osterberg og Rosacker, således Sipp-Mack i dag har omkring 15 hektar vinmarker i Hunawihr, Ribeauvillé og Bergheim.

Vinen er “Vieilles Vignes”, dvs. fra gamle vinstokke, i dette tilfælde omkring 40 år, hvilket jo bidrager til en bedre koncentration i druerne.

Lad os da straks springe til mine smagsnoter. Duftmæssigt en anelse petroleum … dejligt, lidt hvide blomster, røde æbler og lidt mineralitet og en ganske lille smule citrus. Smagsmæssigt en fin syre/sødme balance og behagelig længde på eftersmagen. En vin der sidder lige i skabet og en fin vin, som kan serveres til mange ting.

Købt hos Jyske Vin, pris 106 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2010 Villa Giada, Suri Rosso Barbera d’Asti, Piemonte, Italien

2010 Villa Giada, Suri Rosso Barbera d'Asti, Piemonte, ItalienNå, har lige en række opdateringer med de vine, som jeg har smagt i den snart forgangne uge, og vi starter med en vin fra i tirsdags, nemlig denne Suri Barbera d’Asti fra Azienda Agricola Villa Giada aka Andrea Acci i det dejlige Piemonte i Italien.

Jeg har tidligere skrevet om vinhuset, nemlig da jeg smagte deres Treponti Monferrato Rosso. Jeg skal derfor alene skrive lidt om selve vinen her.

Vinen er som sagt en Barbera d’Asti, og det er et område, der i Piemonte er tre gange større end Barbera d’Alba. Det store område har mange kooperativer som laver kedelig vin, men der findes også topproducenter, som til en væsentlig højere pris laver flotte vine. Barbera d’Asti fås også i en Superiore version, der har lidt højere alkohol og er lagret mindst 12 mdr., hvoraf de 6 skal være på træfade.

Vinen er selvfølgelig 100% ren Barbera, og de anvendte druer kommer fra forskellige vinmarker, nemlig markerne Vadrini, Spessa og Ponticelli, alle beliggende omkring byerne Calosso og Agliano Asti. Vinen har husets topvin på ren Barbera, og den har i øvrigt fået 89 point af Parker.

Duftmæssigt er det Barbera med masser af kirsebær, men også lidt blæk eller grafikagtig duft samt en anelse krydderi. Smagsmæssig egentlig meget blød, smidig med røde frugter … fortsat med fin tannin, og generelt meget rund i smagen. Der er lidt krydderi i eftersmagen, og alt i alt en fin lille vin.

Købt hos Jysk Vin hvor prisen er omkring 75 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2009 Bodegas Peñafiel, Miros Tinto Roble, Ribera del Duero, Spanien

2009 Bodegas Peñafiel, Miros Tinto Roble, Ribera del Duero, SpanienVinen lørdag aften blev denne spanioler fra Bodegas Peñafiel i det dejlige Ribera del Duero. Vi er i byen Peñafiel (Valladolid), i øvrigt samme by hvor vi finder Bodegas Resalte de Peñafiel, som laver de fremragende Resalte vine, som jeg tidligere har smagt en del af … og skrevet om på bloggen. Vi er heller ikke langt fra byen Pesquera, som også huser mange af de kendte vinproducenter i Ribera del Duero.

Her er det imidlertid Bodegas Peñafiel, en vingård der udelukkende arbejder med druer af egen avl fra ejendommens 32 hektar vinmarker. Chefvinmager Alfonso Medina sikrer en minutiøs håndsortering inden presning, så kun helt perfekte druer indgår i vinen.

Gæringstankene er ret usædvanligt koniske i facon. Det øger i følge Alfonso ekstraheringen af farve, aroma og tannin. Stilmæssigt er Bodegas Peñafiels vine mørke og stofrige, og de udvikler gerne en udtalt mineralitet i takt med at de modner.

Vingården laver vine i 3 serier, nemlig deres Miros, Miros de Ribera og endelig Private Selection. Vinen her er fra basisserien Miros, og har navnet Tinto Roble. Den er lavet på druerne Tempranillo, Merlot og Cabernet Sauvignon. Vinen har lagret på egetræsfade i 6 måneder.

Lad os smage på vinen. Duftmæssigt masser af brombær, svedsker, lakrids, en anelse kanel, lidt tobak og vanilje. Smagsmæssigt en fyldig vin, meget vedholdende i smagen, der er grønne krydderurter, fad, varme og stadig med tydelig tannin. Flot rund i eftersmagen.

Købt hos Randers Vinhus på bud til 50 kr. og til den pris et fabelagtigt køb.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Domaine Galévan, Côtes du Rhône Villages Esprit Devin, Rhône, Frankrig

2011 Domaine Galévan, Côtes du Rhône Villages Esprit Devin, Rhône, FrankrigVores traditionsrige mini-tirsdags-smagning bød på 2 vine. Når jeg skriver traditionsrige, så er der faktisk noget om snakken, for de har været en fast tradition på mit job i over 15 år.

Uhhh, det er jo egentligt blevet til en del vin igennem årene. Men smagningen er også mini, idet vi alene nyder 2 vine … fordelt mellem ca. 12 personer … og efter 15-20 minutter er ballet så ovre. Meget hyggeligt, og en fabelagtig tradition. Hvorfor det lige blev tirsdag er nok mest en tilfældighed.

Den første vin i tirsdags var denne Côtes du Rhône Villages Esprit Devin fra Domaine Galévan, som i Chateauneuf du Pape området, nemlig i byen Courthezon.

Domaine Galévan bliver drevet af Coralie Goumarre, som er den første kvinde, der har taget styringen af vingården i de sidste ni generationer. Før Coralie overtog driften havde gården alene leveret alle druer til et lokalt kooperativ.

Som navn til hendes vingård har hun valget “Galévan”, som symboliserer balance, og netop det er nøgleordet for denne talentfulde og ambitiøse, kvindelige vinmager. Og som kvindelig vinproducent er hun selvfølgelig også medlem af Femmes Vignes Rhône, en sammenslutning af kvindelig vinmagere i Rhône.

Hun råder over 60 hektar, hvoraf de 49 er tilplantet med vin. Her dyrker hun alle Rhônedalens kendte druevarianter. Vinstokkenes gennemsnitsalder er 55 år, hvilket giver ret små kvantiteter, der til gengæld er af meget høj kvalitet. Hovedparten af produktionen er Cotes du Rhone, men ejendommen har også i AOC Chateauneuf du Pape (2 ha.) og Vin du Pays.

Vinen her er lavet på basis af druer fra 55 år gamle vinstokke. 60% Grenache, 20% Mourvedre og 20% Syrah Alle druer vinificeres traditionelt i betontanke med en efterfølgende lagring i 15 måneder på fad.

Duftmæssigt meget tydelig Rhône duft, der er urter, lidt steak, røde bær, et lille stref af stjerneanis og en smule eg. Smagsmæssigt modne kirsebær, krydderier, er meget fyldig, og der er også en snert af brændte egetønder. Dejlig Rhône vin.

Købt hos Jysk Vin til 109 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2008 Fess Parker, Pinot Noir, Californien, USA

2008 Fess Parker, Pinot Noir, Californien, USAAftenens første rødvin blev denne Pinot Noir fra Fess Parker … I ved, vinhuset ejet af ham gutten, som spillede Davy Crockett tilbage i 1950’erne. Tror jeg har skrevet om vinhuset i et tidligere blogindlæg, nemlig også en Pinot Noir i form af deres 2009 Parker Station Pinot Noir.

Husets altoverskyggende mål er at blive et af verdens førende vinhuse inden for kvalitetsvine, hvor man søger kompromisløst efter den bedste kvalitet samtidig med, at man stadig skal kunne betragte det som et godt køb. At man nærmer sig målet underbygges af følgende kommentar af Robert Parker: “Alt i mens man bibeholder en attraktiv prisstruktur, formår Fess Parker og hans team af vinmagere at hæve kvaliteten til imponerende højder.”

Druerne til denne Santa Barbara County Pinot Noir kommer fra flere forskellige af familiens vinmarker. Vægten ligger dog på Ashley’s Vineyard og Bien Nacido, som tilsammen står for omkring 60% af druerne. Vinen har fået 10 måneder ny fransk eg, her 33% nye. Der laves ca. 11.500 kasser af denne vin årligt.

Duftmæssigt er det klart Pinot, der lidt sødme, der er stald … men i denne også mere kraft, og det mærkes tydeligt, at vinen har fået mere sol end sine europæiske søstre. Der er lidt kaffe, vanilje i duften også. Smagsmæssigt en meget fyldig vin … af en Pinot Noir at være. Der synes næsten at være mere mørke bør end kirsebær, der er egetræ, chokolade, vanilje og igen masser af sødme og sol. Mangler lidt europæisk rygrad … det vil klæde vinen enormt. Meget drikkevenlig vin dog.

Fås hos Vinspecialisten til 235 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2009 Marcato, Pian Alto, Veneto, Italien

2009 Marcato, Pian Alto, Veneto, ItalienMed aftenens næstsidste rødvin kom vi igen til vinhuset Azienda Agricola Marcato, hvorfra vi først smagte deres mousserende vin. Her er vi dog i en helt anden boldgade, nemlig med én af deres topvine Pian Alto.

Druerne til denne vin kommer fra vingårdens Berici vinmarker, som ligger ved deres La Giareta ejendom, mellem to små landsbyer Sarego og Grancona 20 km. syd-vest for Vicenza. Her dyrkes bl.a. sorterne Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Jorden er typisk rød og hvid med rigelige kridt og ler og en slags stenet jord, hvilket giver varme til vinstokkene på blæsende og kølige nætter i løbet af vækstsæsonen.

La Giareta ejendommen og tilhørende marker købte Marcato familien i halvfemserne og markerne leverer nu druerne til denne Pian Alto. Med vinen forsøger Marcato familien at kombinere tradition med innovation og det er dette, der hæver vinen op over mange andre vine.

Og fremstillingsmetoden er også specielt. Pian Alto er skabt efter supertoscanernes forbillede. Det vil sige han har fravalgt de traditionelle norditalienske druer og i stedet sammensat et blend, bestående af 70% Cabernet Franc og 30% Cabernet Sauvignon.

Alle Cabernet Franc druerne bliver tørret, ligesom man kender det fra de kendte Amaronevine. Efter presningen af druerne udsættes druemosten for en længere kontakt med drueskallerne, hvilket er med til at give vinen den eftertragtede norditalienske garvesyre og flotte dybe farve.

Når vinen kommer på fad bliver tingene også gjort efter standarder, der kun opnås i vinens absolutte superliga. Man lader simpelthen vinen ligge og udvikle sig i 36 måneder på diverse former for egetræsfade (herunder nye franske), hvorfor garvesyren og strukturen i denne vin er helt speciel.

Der produceres alene 8.300 flasker af denne vin årligt. De tidligere årgange har opnået 3 glas i Gambero Rosso, men denne vin i årgang 2009 er endnu ikke vurderet.

I glasset udsender denne vin masser af mørk frugt, tørhed, kirsebær. Smagsmæssigt meget blød, der er rosiner, vinen er meget frugtrig, der er sødme, men fortsat lidt syre og tydelige tanniner. Virker måske en smule kedelig, og mangler – i mit verdensbillede – lidt kant.

Fåes hos Skovgaard Vine til 398 kr. ved køb af 1 stk., og 198 kr. ved køb af 12 stk. En besparelse på hele 200 kr., hvis man går op i den slags.

Vinanmeldelse 4/7 

2009 San Cassiano, Valpolicella Superiore Ripasso, Veneto, Italien

2009 San Cassiano, Valpolicella Superiore Ripasso, Veneto, ItalienVidere til næste vin, hvor vi er hos Azienda Agricola San Cassiano di Sella Mirko.

Azienda Agricola San Cassiano drives – som navnet antyder – nemlig af den unge Mirko Sella. Vingården er oprindeligt grundlagt af Mirkos farfar Albino Sella, som købte sin egen jord og gik i gang med produktion af vine og olivenolie. I dag regnes Azienda Agricola San Cassiano faktisk som én af de bedste olivenproducenter, men er også begyndt at hæve kvaliteten i husets vine.

Til gården hører 10 hektar vinmarker, 5 hektar olivenlunde, 1 hektar frugtplantage og 7 hektar skov.

Bag den lidt kryptiske betegnelse “Superiore Ripasso” gemmer der sig et ønske om at vægte kvalitet over alt andet. Sagen er nemlig den, at den italienske vinlov i 2009 blev ændret, så Ripasso della Valpolicella nu er indbefattet af lovgivningen og vine, der bærer dette navn, er reguleret ifølge denne.

De italienske vinbønder må dog stadigvæk benytte betegnelsen “Ripasso” frit. Det er altså udelukkende vine, der beskrives “Ripasso della Valpolicella”, der er underlagt konkrete krav til produktionsmetoden. Med andre ord er San Cassiano Superiore Ripasso 2008 ikke en “Ripasso della Valpolicella”, men derimod et eksempel på den (som regel) mindre eksklusive “Superiore della Valpolicella”.

Dette skal man imidlertid ikke lade sig narre af. For valget af denne mindre eksklusive titel er udelukkende foretaget, fordi man hos San Cassiano foretrækker, at lave vine efter ejet hovede, i stedet for at lave vine, der har de rigtige navne.

Forskellen mellem denne Ripasso og en “ægte” Ripasso er, at den ikke har foretaget sin andengæring på druekvaset fra Amaroneproduktionen. Mirko Sella har i stedet valgt, at lade vine lagre på drueskaller, der tidligere har indgået i husets produktion af deres top-Amaroner. Dette kan umiddelbart lyde som en mere eller mindre betydningsløs optagethed af ligegyldige detaljer. Men fravalget af at lade vinen eftergære på druekvaset er i den grad det, der adskiller denne “Ripasso” fra andre Ripassoer.

Ved at lade Ripassoen lagre på drueskallerne i stedet for at gære på dem, har Mirko Sella langt større kontrol over hele processen og kan derved udlede en langt større Amarone-karakter fra drueskallerne. Kort sagt er der utroligt meget Amarone over denne vin og San Cassiano Superiore Ripasso 2008 er derfor et prisbilligt alternativ til de ægte og langt dyrere Amaroner.

Druerne til San Cassiano Superiore Ripasso er i øvrigt sent-høstede og dette, kombineret med den innovative fremstillingsproces, giver vinen en sødlige dybde, domineret af alle de klassiske Amarone-træk, som rosiner, svesker og en lang række andre tørrede frugter, samt lette strejf af bitter chokolade og vanilje. De definerende træk er dog vinens friskhed.

Duftmæssigt er der noget om snakken, og jeg har noter som svedsker, mint og kirsebær. Smagsmæssigt er det ren Amarena Fabbri, I ved den dyre franske kirsebærsovs fra julehøjtiden, der er også lidt krydderi, meget rund frugt, og generelt virker vinen rigtigt nok langt mere frugtrig end en almindelig ripasso. En meget drikkevenlig vin, som alle vil kunne lide. Er måske en anelse kort i eftersmagen.

Fåes hos Skovgaard Vine til 149 kr. ved køb af 1 stk., og 125 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 4/7 

2009 Podere Ruggeri Corsini, Armujan Barbera d’Alba Superiore, Piemonte, Italien

2009 Podere Ruggeri Corsini, Armujan Barbera d'Alba Superiore, Piemonte, Italien Gambero Rosso aftenens første rødvin blev en Barbera fra vinhuset Podere Ruggeri Corsini.

Vinhuset ligger i byen Monforte d’Alba i Piemonte. Huset er forholdsvis nyt, da det er grundlagt i 1995 af Loredana Addari og Nicola Argamante, begge uddannet i landbrug og specialiseret i vindyrkning og enology. Begge droppede deres job og bylivet, og købte en lille gård i Monforte d ‘Alba, i hjertet af Langhe, Cuneo. På gården havde man i forvejen dyrket druer, men disse blev solgt til andre vinproducenter. Som hjælp hyrede de også Loredana brors, Lorenzo.

Vingården fik navnet “Corsini”, som refererede til nogle gamle stenhuse i den gamle landsby i Monforte d’Alba, mens “Ruggeri” henviser til Nicolas mor, som troede på sønnens projekt og støttede ham og Loredana økonomisk. “Podere” betyder, som flere måske ved, gård. Således blev gårdens navn Podere Ruggeri Corsini. I 1996 blev de første 6.000 flasker produceret og disse blev primært solgt til udlandet.

Hos Podere Ruggeri Corsini fokuseres der på kvalitet i tilblivelsen af deres vine, hele vejen gennem den komplicerede proces. Efter den nøjsomme håndplukning og sortering af druerne fjerner man alle stilke, bryder drueskallernes overflade forsigtigt og lader gæringen foregå over små to uger, mens temperatur og bevægelse i druemosten bliver kontrolleret. En forsigtig presning af druerne, efterfølges af 12 måneder på en særligt udvalgt kombination af nye og 1-2 år gamle franske egetræsfade, inden vinen får lov at ligge og hvile sig nogle måneder i Podere Ruggeri Corsinis kældre.

Her har vi husets Barbera a’Alba Armujan, som kommer fra vinstokke på 55-57 år. Efter meget nænsom behandling af druerne under vinificeringen er vinen lagret 18 måneder på franske egefade. Duftmæssigt fanger jeg et lidt støvet indtryk, lidt mejeri, lidt blæk og popcorn samt lakrids. Smagen er meget eg, mørk frugt, grønne noter, tør, lidt krydret eftersmag og mange tanniner. Okay vin.

Fåes hos Skovgaard Vine til 189 kr. ved køb af 1 stk., og 150 kr. ved køb af 12 stk. Ved Ludvig Bjørn vinforretning står vinen til 220 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2009 Cellier des Princes, Châteauneuf-du-Pape Goutillonnage, Rhône, Frankrig

2009 Cellier des Princes, Châteauneuf-du-Pape Goutillonnage, Rhône, FrankrigTil næste ret, en dejlig salat med røget andebryst med stegte kråser, serverede Leif endnu en fransk vin, denne gang fra det altid dejlige Rhône, og endda fra Châteauneuf-du-Pape.

Vinen kommer fra Cellier des Princes,  som er et kooperativ, og endda det eneste af slagsen i Chateauneuf du Pape. Det blev grundlagt i 1924, og i 1964 flyttede man til det nuværende sted på Route d’Orange i Courthézon. Kooperativet har ikke mindre end 80 medlemmer fra AOC Chateauneuf du Pape, altså en 1/4-del af de omkring 300 vinbønder i Châteauneuf du Pape. Derudover har kooperativet en del medlemmer, der ikke har marker i  Châteauneuf du Pape, men i forskellige steder i Rhône.

I alt er der tilknyttet 250 vinbønder til Cellier des Princes, og samlet dækker disse vinbønder et område på ikke mindre end 650 hektar. Der produceres da også hele 3,6 mio. liter vin hvert år. Produktionen af Chateauneuf du Pape udgør kun en mindre del af produktionen.

Her har vi deres Chateauneuf du Pape Goutillonnage, som har lagret 10-12 måneder i tank og derefter 2 måneder på flaske. Vinen er lavet på 90% Grenache, 5% Syrah og 5% Mourvèdre.

Duftmæssigt signalerer vinen klart Rhône. Der er lavendel, lidt sødme, mørke bær, en smule stald. Smagsmæssigt også en smule sødme, som passer godt med, at vinen er fra Châteauneuf du Pape, og der er derudover mørke bær, syltetøj, lakrids. Dejlig vin uden at være pragende.

Har ikke fundet vinen i Danmark, men Skovgaard Vine har nogle af Cellier des Princes almindelige Rhône vine, fx. Goutillonnage Cotes du Rhone til 50 kr. Hos producenten selv koster denne Châteauneuf du Pape omkring 13,20€.

Vinanmeldelse 4/7