Torsdag var det vinsmagning i Randers Vinlaugh med temaet “Vine fra Tyskland og Alsace – ligheder og forskelligjeder”, og vi havde lokket laughets formand Leif til at indkøbe vinene under rejser i området og til at præsentere vinene, og det blev en super aften med rigtig mange dejlige vine.
Vi startede arrangementet med denne Crémant d’Alsace fra kooperativet Cave de Beblenheim, selvfølgelig beliggende i byen af samme navn, og tæt på byerne Riquewihr og Zellenberg. Cave de Beblenheim blev oprettet i 1952 af en række vinbønder, der besluttede at samle deres ekspertise for at arbejde mere effektivt. To år senere fik kooperativet deres første guldmedalje. Og generelt er dette kooperativ kvalitetsmæssigt i den høje ende, bl.a. modtog kooperativet i 2010 også 9 guld-, 7 sølv- og 2 bronzemedaljer ved Concours des Vins Paris.
I dag er kooperativets vingård omdrejningspunktet for ikke mindre 150 lokale vinbønder med mere end 250 hektar vinmarker på tværs af fem landdistrikter i Alsace.
Her har vi en crémant fra kooperativet, lavet på ren druesaft fra Pinot Noir.
I glasset en let rosa farve og fin klar. Duftmæssigt lidt toast, hyld og lyse bær samt en smule sødme. Smagsmæssigt lidt valnødder, og generelt en dejlig vin til en apperitif eller blot nyde en sommerdag på terrassen. Fin lille crémant til prisen.
Købt på Cave de Beblenheim hvor prisen er 6,45€.