Efter den flotte spanioler … så røg vi mere sydpå, nemlig helt til Sydafrika, hvorfra vi smagte denne Merlotbaserede vin fra Major’s Hill Wine Estate.
Major’s Hill er startet i 1994, da Familien Louw købte vingården Klipdrif. I modsætning til mange andre af vingårdene i Robertson Valley, som i generationer er gået i arv, har Klipdrif været ejet af mindst 4 forskellige familier før 1994. En af de tidligere ejere, major Jacobus Petrus Marais, bedre kendt som “Oom Kosie”, startede drueproduktionen og var en af de første i Robertson Valley til at bygge vinkælder.
Han startede et firma (Southern Liquer Company) og udviklede den meget berømte Klipdrift Brandy, som han også brugte som base i lang række andre likører. Efter hans død blev han begravet på en bakketop, hvor han plejede at gå op for at kigge ud over hans land. Uheldigvis blev Klipdrif solgt få år efter hans død og mærket Klipdrift brandy blev solgt.
Som en af de ældste vingårde i Robertson Valley er den stadigvæk kilde til mange minder og historier og det var nærliggende, at de nye ejere kiggede meget på den gamle arkitektur, da de renoverede gården. Man lavede de nødvendige faciliteter så vinkælderen i dag fremstår som en moderne kælder, hvor vinmager og aktionær Alkie van der Merwe har frie hænder til producere det bedst mulige vin. “Oom Kosie” eller Major Marais er blevet æret ved at man har opkaldt vingården Major’s Hill.
Dewald, hovedaktionæren i Major’s Hill, lader sine druer modne lige lidt længere end normalt. Herved opnås den velkendte stil fra Majors Hill. Dewald der tidligere har været ingeniør i Cape Town stod af “ræset” og valgte vinens forunderlige verden. Det bemærkelsesværdige ved vinene er de bløde tanniner, som bland andet kommer fra gæringen, der hos Major’s Hill sker ud fra hele bær, og ikke mast “pulp”. Gæringen stoppes ved cirka 3% alkohol. hvorefter mosten presses og gæringen genoptages for at bevare frugt noter i eftersmagen.
Her er det en ren Merlot, lagret 12 måneder i 70% franske egetræsfade og 30% amerikanske fade.
Duftmæssigt er der lakrids, mørke bær, blommer, læder, røg, brændte toner og sødme. Smagen er en smule pebret med solbær, sødme … meget fløjlsblød, men måske også en smule kantet/speciel. Tanninerne er fint bløde, og der er også en okay eftersmag. Det er en vin, som jeg har smagt en del gange og i starten ret vild med. I dag rangerer den en smule lavere … jo, man udvikler sig vel? Merlot’en er også den bedste af vinene fra Major’s Hill. Jeg har tidligere anmeldt deres Pinotage, som jeg ikke brød mig specielt om.
Købt hos Glud Vin, hvor prisen er 119 kr.
Velkomstvinen til byggemøde hos Brix bestod af denne lille charmetrold fra Narvarra området i Spanien. I byen Volandin finder vi nemlig Finca Pago de Cirsus. Vinhuset er ejet af Iñaki Núñez, og der står da også fint på etiketten; Pago de Cirsus de Iñaki Núñez.
I fredags smagte jeg også denne Rüdesheimer Burgweg Spätburgunder Trocken fra Weingut Dr. Nägler. Jeg skrev en smule om vinhuset for et par uger siden, da jeg smagte 
Fra en dejlig sommeraften med gode gæster lige en række vine, og vi starter fint i Loire, hvor vi i byen Ménétréol-sous-Sancerre, blot et stenkast fra selve Sancerre by, finder les Vignobles Gitton Père & Fils, et familieforetagende grundlagt i 1945 af Marcel Gitton med knap en hektar jord i Sancerre.
Den tredje og sidste Spätburgunder fra i tirsdags var denne Spätburgunder Rüdesheimer Drachenstein fra Weingut Dr. Nägler, eller som han blot selv kalder den “Rüdesheimer Rotwein”, for Dr. Nägler er egentligt primært en Riesling producent, og ud af hans samlede vinmarker på omkring 8 hektar er 90% da også tilplantet med Riesling, mens resten er Spätburgunder.
Spätburgunder nr. 2 kom fra Weingut Zelt i Pfalz, eller lidt længere sydpå end før, omkring 40-50 km. syd for Wiesbaden i byen Laumersheim. Her finder vi det lille familieforetagende med far og søn, Ernst og Mario Zelt. Familien har drevet vinproduktion i 4. generationer, men op til midten af 1990’erne som et klassisk landbrug med almindelig kornproduktion, vinmarker og frugtplantager. Hovedparten af de producerede druer blev solgt til andre vingårde.
Efter de hvide vine, så var tiden kommet til de røde … og vi tog 3 x Spätburgunder i streg … hvorfor? Fordi vi kan, som mine børn ville ha’ sagt. Vi startede fint med denne Spätburgunder Tradition fra producenten Weingut Künstler, endnu en vin, som Jesper havde medbragt retur fra hans ferie sydpå og igen spændende, da der ikke findes en dansk importør af denne vin.
I sommervarmen fortsatte vi i det hvide spor, nemlig med denne Mâcon-Lugny Les Genièvres fra det store negociantfirma Maison Louis Latour, som holder til i Beaune, centralt i Bourgogne.
Her en lidt spændende hvidvin, som kaldes “Den hvide Amarone”, en betegnelse jeg ikke tidligere er stødt på. Vinen kommer fra Casa Vinicola Sartori, som holder til i byen Negrar, omkring 10 km. nord for Verona og omkring 15 km. øst for Gardasøen i Veneto området.
Ugen bød også på mer’ vin, blandt andet denne Cubardi fra vinhuset Schola Sarmenti, som holder til i den lille by Nardò i støvlelandets indvendige hæl i Puglia … eller Apulien, som det også kaldes herhjemme.