Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2007 Major’s Hill Wine Estate, Merlot Estate Wine, Western Cape, Sydafrika

2007 Major’s Hill Wine Estate, Merlot Estate Wine, Western Cape, SydafrikaEfter den flotte spanioler … så røg vi mere sydpå, nemlig helt til Sydafrika, hvorfra vi smagte denne Merlotbaserede vin fra Major’s Hill Wine Estate.

Major’s Hill er startet i 1994, da Familien Louw købte vingården Klipdrif. I modsætning til mange andre af vingårdene i Robertson Valley, som i generationer er gået i arv, har Klipdrif været ejet af mindst 4 forskellige familier før 1994. En af de tidligere ejere, major Jacobus Petrus Marais, bedre kendt som “Oom Kosie”, startede drueproduktionen og var en af de første i Robertson Valley til at bygge vinkælder.

Han startede et firma (Southern Liquer Company) og udviklede den meget berømte Klipdrift Brandy, som han også brugte som base i lang række andre likører. Efter hans død blev han begravet på en bakketop, hvor han plejede at gå op for at kigge ud over hans land. Uheldigvis blev Klipdrif solgt få år efter hans død og mærket Klipdrift brandy blev solgt.

Som en af de ældste vingårde i Robertson Valley er den stadigvæk kilde til mange minder og historier og det var nærliggende, at de nye ejere kiggede meget på den gamle arkitektur, da de renoverede gården. Man lavede de nødvendige faciliteter så vinkælderen i dag fremstår som en moderne kælder, hvor vinmager og aktionær Alkie van der Merwe har frie hænder til producere det bedst mulige vin. “Oom Kosie” eller Major Marais er blevet æret ved at man har opkaldt vingården Major’s Hill.

Dewald, hovedaktionæren i Major’s Hill, lader sine druer modne lige lidt længere end normalt. Herved opnås den velkendte stil fra Majors Hill. Dewald der tidligere har været ingeniør i Cape Town stod af “ræset” og valgte vinens forunderlige verden. Det bemærkelsesværdige ved vinene er de bløde tanniner, som bland andet kommer fra gæringen, der hos Major’s Hill sker ud fra hele bær, og ikke mast “pulp”. Gæringen stoppes ved cirka 3% alkohol. hvorefter mosten presses og gæringen genoptages for at bevare frugt noter i eftersmagen.

Her er det en ren Merlot, lagret 12 måneder i 70% franske egetræsfade og 30% amerikanske fade.

Duftmæssigt er der lakrids, mørke bær, blommer, læder, røg, brændte toner og sødme. Smagen er en smule pebret med solbær, sødme … meget fløjlsblød, men måske også en smule kantet/speciel. Tanninerne er fint bløde, og der er også en okay eftersmag. Det er en vin, som jeg har smagt en del gange og i starten ret vild med. I dag rangerer den en smule lavere … jo, man udvikler sig vel? Merlot’en er også den bedste af vinene fra Major’s Hill. Jeg har tidligere anmeldt deres Pinotage, som jeg ikke brød mig specielt om.

Købt hos Glud Vin, hvor prisen er 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Pago de Cirsus, Chardonnay, Navarra, Spanien

2011 Pago de Cirsus, Chardonnay, Navarra, SpanienVelkomstvinen til byggemøde hos Brix bestod af denne lille charmetrold fra Narvarra området i Spanien. I byen Volandin finder vi nemlig Finca Pago de Cirsus. Vinhuset er ejet af Iñaki Núñez, og der står da også fint på etiketten; Pago de Cirsus de Iñaki Núñez.

Den gode Iñaki Núñez købte vingården omkring år 2000 og så gik arbejdet med tilplantning af markerne ellers i gang. Der er tilplantet 48 hektar med Cabernet Sauvignon, 44 hektar med Merlot, 18 hektar med Tempranillo, 20 hektar med Chardonnay og sluttelig 5 hektar Muscat.

I 2002 blev selve ejendommen og vineriet også renoveret med det klare formål at højne kvaliteten af vinene, hvilket sammen med et lavt høstudbytte også har medført, at vinene fra Pago de Cirsus hurtigt vandt medaljer, første gang i 2005 ved den årlige vinkonkurrence i Corella i Navarra, hvor der blev høstet 2 guldmedaljer.

Udover vinproduktionen omfatter driften også et hotel på stedet samt Senda de los Olivos restauranten.

Vinproduktionen forestås af et stort hold ønologer, anført af Jean Marc Sauboua, tidligere ansvarlig ønolog på Château Haut-Brion i Bordeaux. Han arbejder i dag som såkaldt “Flying Winemaker” for 7 vinhuse rundt om i verden, bl.a. i Chile, Australien, Italien, New Zealand og Spanien. Han har været tilknyttet Pago de Cirsus siden 2003.

Vinmarkerne hos Pago de Cirsus passes efter de mest optimale foreskrifter med ”grøn høst”, hvor man fjerner umodne drueklaser i marken inden den sidste modning går i gang. På den måde gives mere intensitet og power til de tilbageværende druer. Efterfølgende sorteres alle druer på et sorteringsbord inden de kommer i træfadene for selve gæringen. Alle vine på lagres på egetræsfade fra de førende bødkerier i Frankrig og USA, normalt 80% franske og 20% amerikanske.

Druerne til denne Chardonnay er høstet 210 meter over havet fra en parcel med kun Chardonnay. Druerne høstes i hånden og bringes til vineriet i 15 kg kasser for hurtig vinifikation. Vinen gærer i rustfri ståltank ved kold temperatur. Efterfølgende lagres vinen i 12 måneder på nye franske egetræsfade.

Duftmæssigt lidt vanilje, tropiske frugter med ananas, mango og der fornemmes lidt fedme uden det bliver for meget. Smagsmæssigt ganske behagelig … ikke så stor intensitet, men ganske velafbalanceret, blød, cremet og ganske godt glas vin.

Købt hos Skjold Burne, pris 69,75 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2010 R. Näglers Weindepot, Rüdesheimer Burgweg Spätburgunder Trocken, Rheingau, Tyskland

2010 R. Näglers Weindepot, Rüdesheimer Burgweg Spätburgunder Trocken, Rheingau, TysklandI fredags smagte jeg også denne Rüdesheimer Burgweg Spätburgunder Trocken fra Weingut Dr. Nägler. Jeg skrev en smule om vinhuset for et par uger siden, da jeg smagte Dr. Näglers Spätburgunder Rüdesheimer Drachenstein, så der kan I selvfølgelig også læse lidt baggrundsviden om denne tyske vinproducent.

Udover produktionen af vin, så driver den foretagsomme Nägler familie også hotellet og vinrestauranten Zum Grünen Kranz … hvilket i øvrigt også flot står skrevet øverst på etiketten på denne vin. Det flotte foto på etiketten forestiller i øvrigt familiens hotel, som stammer fra 1826 og udover restauranten rummer 30 værelser. Herudover omfatter familieforretningen også udlejning af cykler samt den lille vinforretning/vinotek R. Näglers Weindepot, som også har lagt navn til denne vin.

Det er en smule forvirrende, for nogle steder kalder de forretningen Dr. Nägler Weindepot og andre steder bare R. Nägler Weindepot. Vinen her er formentlig lavet specielt til salg på hotellet og vinrestauranten, og den fremgår da heller ikke i sortimentet på hjemmesiden for Wiengut Dr. Nägler.

Og det er også hele Nägler familien, så involveres i familiens mange aktiviteter, og således er husets yndige datter Janina Nägler to år i træk været kåret til Rüdesheims ubestridte vindronning … eller måske rettere vinprinsesse ved den årlige vinfestival i byen, og hun fortsætter traditionen efter Roswita Nägler, som for omkring 50 år siden også bar denne flotte titel. Så altså en familie med både vin og skønhed.

Og skøn er vinen også i glasset … meget lys … og den har ikke stået lang tid med skallerne. Duftmæssigt den dejlige Pinot sødme med lidt kostald, animalsk tilsat en smule babybræk … på den gode måde forstås. Smager af let syrlige kirsebær, søde ribs … og meget let i udtrykket. Dejlig sommervin, som Jesper havde med hjem fra besøget hos det tyske broderfolk.

Købt i Rüdesheim, prisen … ka’ ikk’ huske, hvad Jesper sagde, den havde kostet.

Vinanmeldelse 4/7  

2009 Gitton Pere Et Fils, Pouilly-Fumé Clos Joanne D’Orion, Loire, Frankrig

2009 Gitton Pere Et Fils, Pouilly-Fumé Clos Joanne D'Orion, Loire, FrankrigFra en dejlig sommeraften med gode gæster lige en række vine, og vi starter fint i Loire, hvor vi i byen Ménétréol-sous-Sancerre, blot et stenkast fra selve Sancerre by, finder les Vignobles Gitton Père & Fils, et familieforetagende grundlagt i 1945 af Marcel Gitton med knap en hektar jord i Sancerre.

I dag er det dog sønnen Pascal Gitton og hans kone Denise, som driver vingården. Nu er der mere en blot en enkelt hektar. Således har Gitton Pere Et Fils 27 hektar vinmarker i Sancerre, spredt på forskellige parceller mellem Sancerre og Ménétréol og 7,5 hektar vinmarker i Pouilly på den modsatte bred af floden Loire ca. 10 km. fra selve vingården.

Herudover har familien også købt Vignoble du Taureau, en lille vingård i på 4,5 hektar i Coteaux du Giennois mellem landsbyerne Bohème og Fontaine Morin samt et lille vinslot, nemlig Château Lafon, som har 13 hektar vinmarker i Côtes de Duras, omkring 40-50 km. øst for Bordeaux.

På markerne i Loire med de to appellationer dyrkes der primært Sauvignon Blanc, men der er dog også blevet plads til 4 hektar med Pinot Noir til husets rødvine og rosévine.

Ses der på de Sauvignon Blanc, eller Blanc Fumé, som druen også kaldes i Loire, så er den gennemsnitlige alder på vinstokkene omkring 30 år, og i Sancerre har markerne en jord med flint, og forskellige typer af kridt, som giver vinene herfra en god sprødhed og mineralitet. Markerne i Pouilly består mere af kalk og mergel, og den specielle kimmeridge mergel giver druerne en ekstra finesse og en duft af ​​violer, som er typiske for Pouilly-Fumé.

Alle Gitton Pere Et Fils’ vine fra Loire vinificeres i rustfri ståltanke for at holde deres frugtighed og friskhed.

Her har vi så én af husets vine fra Pouilly, en enkeltmarksvin fra parcellen Clos Joanne D’Orion. Lad os smage vinen, og vi starter som vanligt med duften. Her er der lidt hø, græs, stikkelsbær, grønne toner og en smule citrus. Skøn og livlig. Smagsmæssigt ganske okay, fin frugtrig … men nok uden større kompleksitet. Et dejligt glas vin, men ikke noget, som jeg er oppe at ringe over.

Købt i SuperBest i Hjørring, pris 120 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Weingut Dr. Nägler, Spätburgunder Rüdesheimer Drachenstein, Rheingau, Tyskland

2011 Weingut Dr. Nägler, Spätburgunder Rüdesheimer Drachenstein, Rheingau, TysklandDen tredje og sidste Spätburgunder fra i tirsdags var denne Spätburgunder Rüdesheimer Drachenstein fra Weingut Dr. Nägler, eller som han blot selv kalder den “Rüdesheimer Rotwein”, for Dr. Nägler er egentligt primært en Riesling producent, og ud af hans samlede vinmarker på omkring 8 hektar er 90% da også tilplantet med Riesling, mens resten er Spätburgunder.

Vi er i byen Rüdesheim am Rhein, som ligger smukt ved Rhinen, ca. 15 km. sydvest for Wiesbaden. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1826, hvor Friedrich Nägler allerede var registreret i “Rüdesheimer Stockbuch” som værende ejer af vinmarker omkring Rüdesheim. I dag i det 6. generation af Nägler familien, nemlig civilingeniøren Tilbert Nägler, som styrer vingården.

Tilbert Nägler har selv har studeret vinavl og ønologi i Geisenheim. Inden han overtog produktionen på familieejendommen arbejdede Tilbert også seks år på “Schloß Reinhartshausen” og fire år på “Schloß Westerhaus” i Ingelheim am Rhein.

Näglers bedste vinmarker er Rüdesheimer Berg Schloßberg, Rüdesheimer Berg Roseneck, Rüdesheimer Berg Rottland und Rüdesheimer Bischofsberg, alle rost i århundreder verden over for ideelle betingelser for Riesling druen. Stejle sydlige skråninger med skifer og kvarsit i jorden, perfekt varme og Rhinens lysreflekterende lys er medvirkende til, at Riesling druerne her modnes perfekt.

Udover disse marker ejes også marken Rüdesheimer Drachenstein, og der er herfra at druerne til denne Spätburgunder kommer fra. Den skulle efter – hvad jeg har fundet ud af – slet ikke været lagret på eg, så det skulle give en vin, som har meget klar frugtsmag, selvom jeg ofte har haft det lidt svært med Pinot Noir baserede vine, som ikke har fået eg.

Duftmæssigt en meget kraftig duft i forhold til, at der er tale om en Spätburgunder, og det er masser af urter og krydderier, stor fylde, solbær … meget “urtet” i duften og virker lidt “bulderbasse”. Smagsmæssigt er der peber, bitter ribs, sure kirsebær og igen masser af urter. Bitterhed i eftersmagen. Smagte vinen dagen efter, og her var den betydelig bedre i smagen, mere rund og mere afbalanceret end lige efter åbningen.

Jesper har købt den i Rheingau, men jeg kan ikke huske, hvad han sagde om pris. På nettet kan den i tyske vinforretninger findes til ca. 8€.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Weingut Ernst & Mario Zelt, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2011 Weingut Ernst & Mario Zelt, Spätburgunder, Pfalz, TysklandSpätburgunder nr. 2 kom fra Weingut Zelt i Pfalz, eller lidt længere sydpå end før, omkring 40-50 km. syd for Wiesbaden i byen Laumersheim. Her finder vi det lille familieforetagende med far og søn, Ernst og Mario Zelt. Familien har drevet vinproduktion i 4. generationer, men op til midten af 1990’erne som et klassisk landbrug med almindelig kornproduktion, vinmarker og frugtplantager. Hovedparten af ​​de producerede druer blev solgt til andre vingårde.

Da Mario skulle til at overtage roret på gården, så stod det klart for ham, at han ville specialisere sig og udelukkende koncentrere sig om vin. For at opnå dette, så blev alle gamle marker ryddet og der blev tilplantet forskellige sorter, både nogle af de lokale og nogle af de international klassikere. Mario studerede derefter ønologi i Geisenheim med forskellige praktikophold hos nogle af de bedste producenter i Frankrig, Østrig og Sydafrika, og så var han klar til livet som vinbonde.

Og han producerer selvfølgelig nogle af de klassiske tyske vine, som Riesling, Weissburgunder, Muskateller, Sauvignon Blanc, Chardonnay eller Grauburgunder, men Mario har også kastet sig over en række røde vine, bl.a. på  Dornfelder, Spätburgunder, Merlot, Cabernet Sauvignon og  Frühburgunder. Der laves også et par blandingsvine, bla. “Triologie” på Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc samt “Les Tentes Cuvée” på Saint Laurent, Spätburgunder, Dornfelder og Dunkelfelder.

Her er det Marios gutswein på Spätburgunder, lavet med 14 dages klassisk maceration og lagret 12 måneder i brugte egetræsfade.

Duftmæssigt ligger vinen meget op af de klassiske tyske Spätburgundere med Pinot sødme, svag animalsk i næsen, men giver også lidt krydderier, som tilfører en lidt varmere fornemmelse, salvie, mirabeller og hindbær. Smagen også mere krydret eller varm end normalt med lidt solbær, let peber og generelt et lidt mere fyldigt indtryk end tyske Spätburgundere normalt giver. Men bestemt en dejlig vin.

Købt hos Belvini, pris 9,90€

Vinanmeldelse 4/7 

2008 Weingut Künstler, Spätburgunder Tradition, Rheingau, Tyskland

2008 Weingut Künstler, Spätburgunder Tradition, Rheingau, TysklandEfter de hvide vine, så var tiden kommet til de røde … og vi tog 3 x Spätburgunder i streg … hvorfor? Fordi vi kan, som mine børn ville ha’ sagt. Vi startede fint med denne Spätburgunder Tradition fra producenten Weingut Künstler, endnu en vin, som Jesper havde medbragt retur fra hans ferie sydpå og igen spændende, da der ikke findes en dansk importør af denne vin.

Weingut Künstler holder til i den lille by Hochheim am Main, blot få kilometer fra det sted, hvor Mainfloden løber sammen med Rhinen, og omkring 4-5 km. sydøst for Wiesbaden i Rheingau vinområdet.

Künstler er én af Hochheims mest berømte producenter, og kommer fra en gammel vinfamilie, som siden 1648 har dyrket vinproduktion, først 80 km nord for den østrigske hovedstad Wien i Untertannowitz i Tjekkiet, og i dag i Hochheim am Main i Rheingau. Efter anden verdenskrig blev Franz Künstler nemlig eksproprieret, udvist og måtte således forlade det gamle fædreland, og først i 1965 – efter nogle år at have arbejdet for forskellige vinproducenter – fik Franz igen gang i vinproduktionen i sit nye hjemland.

Grundet hans filosofi om kompromisløs kvalitet blev hans vine straks meget roste ved vinsmagninger og de begyndte også at vinde en betydelig række priser.

Siden 1992 er ejendommen blevet drevet af hans søn Gunter Künstler, og han forfølger sin fars filosofi bistået af sin kone Monika. Og Gunter har også langsomt udvidet produktionen, bl.a. med tilkøb i 1996 af Weingut Geheimrat Aschrott´sche Weingutsverwaltung, hvor han fik 13 hektar med nogle af de allerbedste vinmarker i Hochheim. Samlet har Künstler i dag 37 hektar vinmarker.

Denne Spätburgunder Tradition er Künstlers basis Spätburgunder, som lagrer knapt et år på 1.200 liter store, gamle fade. Efter lagring på fade, så lagrer vinen derefter et år på flaske inden frigivelsen.

Farvemæssigt ganske lys transperant … teglfarvet … en anelse orangebrun kant, hvilket indikerer lidt alder … her 5 år. Duftmæssigt en svag sødme, ikke så animalsk som vi ofte finder i en Spätburgunder, men derimod lidt hindbær, ribs, grønne noter, gazebind og en lidt gammel duft … ikke sherry/portvin, men nærmest lidt kælderagtigt. Smagsmæssigt fremstår vinen nu ellers meget skarpt med hindbær, kirsebær, lidt peber, grønne blade … god frisk syre, god mineralitet … men også en smule vandet i udtrykket. Vinen vinder ved lidt luft, og jeg nåede at få et glas den efterfølgende dag, hvor smagen var en anelse mere varm og fyldig. Fint vin.

Jesper har købt den i Rheingau, men jeg kan ikke huske, hvad han sagde om pris. På nettet kan den i tyske vinforretninger findes til ca. 12€ for en årgang 2009.

Vinanmeldelse 4/7  

2011 Maison Louis Latour, Mâcon-Lugny Les Genièvres, Bourgogne, Frankrig

2011 Maison Louis Latour, Mâcon-Lugny Les Genièvres, Bourgogne, FrankrigI sommervarmen fortsatte vi i det hvide spor, nemlig med denne Mâcon-Lugny Les Genièvres fra det store negociantfirma Maison Louis Latour, som holder til i Beaune, centralt i Bourgogne.

Maison Louis Latour er grundlagt i 1797. I starten var familien udelukkende vinkøbmænd med virke fra hovedsædet i Beaune, men løbende har man opkøbt jord, og ejer i dag selv mere end 50 hektar. Som noget helt unikt er man den største ejer af Grand Cru marker i Cote d’Or, nemlig hele 28,63 hektar. Husets egne vinmarker strækker sig fra Chambertin i nord til Chevalier-Montrachet i syd og er selvfølgelig alene tilplantet med Pinot Noir og Chardonnay.

Huset laver også vin udenfor Bourgogne, nemlig fra både Ardèche i Rhône og Côteaux du Verdon længere sydpå. Generelt er der tale om et af de større negociantfirmaer, og de laver mange vine. På deres hjemmeside kunne jeg tælle omkring 200 forskellige vine, som der produceres hvert eneste år.

Alle druerne til familiens vine vinificeres og lagres på et stort anlæg på Château Corton Grancey i Aloxe-Corton. Her har man skabt et produktionsanlæg med et jernbanesystem og elevatorsystem, der sikrer, at mosten kan føres fra det ene kar til det andet uden brug af pumper. Ved at undgå pumper, mindskes risikoen for at vinen oxiderer. Dette anlæg var det første af sin art, der blev bygget i Frankrig og er den dag i dag stadig hjertet i produktionen af vinene fra Louis Latour.

Siden etableringen af Louis Latour for flere hundrede år siden er vinhuset fortsat beliggende på samme adresse, og fortsat ejet af Latour-familien. Det er med andre ord gået i arv fra far til søn i over ti generationer, og siden 1999 har det været Louis-Fabrice Latour, som har drevet det traditionsrige negociantfirma. Vinene fra Louis Latour sælges i mere end 60 lande og anerkendes for deres kvalitet i alle prisklasser.

Druerne til denne vin er nøje udvalgt fra kommunen Lugny, hvor markerne er excellente i forhold til jordbund og beliggenhed. Det er den eneste landsby i Mâcon, som blev beplantet med Chardonnay for mere end 30 år siden. Jordbunden, er leret og limstensholdig, og dermed virkelig velegnet til Chardonnay. Les Genièvres er en af topmarkerne i det sydlige Bourgognes Mâcon region. Vinen er fremstilles på ren stål.

Duftmæssigt fanger jeg lidt melon, blomster, mandler, muskatnødder og hø … samt svag citrus. Smagsmæssigt fint cremet, lidt smør, god rund og sprød, men med lidt bitterhed i eftersmagen. Okay vin, og god til pengene.

Købt til 100 kr. i SuperBest.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Sartori, Marani Bianco Veronese IGT, Veneto, Italien

2011 Sartori, Marani Bianco Veronese IGT, Veneto, ItalienHer en lidt spændende hvidvin, som kaldes “Den hvide Amarone”, en betegnelse jeg ikke tidligere er stødt på. Vinen kommer fra Casa Vinicola Sartori, som holder til i byen Negrar, omkring 10 km. nord for Verona og omkring 15 km. øst for Gardasøen i Veneto området.

Fra samme hus har jeg tidligere smagt deres I Saltari Amarone della Valpollicella DOC, som vistnok også er husets absolutte topvin.

Sartoris historie går helt tilbage til 1898, hvor Pietro Sartori købte en vinmark og en lille kælder for at sikre stabile forsyninger af gode kvalitetsvine til sit hotel. Denne handling kom til at symbolisere grundlæggelsen af vinfirmaet Sartori – og vin har lige siden været Sartori-familiens kald. Der er nu gået over 100 år siden grundlæggelsen og det er i dag 4. generation af Sartori familien, der ejer og leder firmaet.

Denne vin, Marani Bianco Veronese IGT er lavet på 100% Garganega druer, der er dyrket på Sartoris egne marker i Veneto området. Garganega er hoveddruen i Soave og Gambellara i Veneto. Der laves både gode og dårlige vine på druen, alt efter hvor stort et udbytte den tvinges til at producere.

Druerne er håndplukket og omhyggeligt udvalgt. De ligger så til tørre i 40 dage – samme metode som man anvender til Amarone vinene og netop derfor kaldes Marani  “Den hvide Amarone”. En del af vinen har været lagret på egetræsfade og resten har været lagret på ståltanke.

Duftmæssigt har jeg noteret mig bitter melon, æbler, svag hyld blandet med honning, blomster og lidt nødder samt lidt grønt. Smagsmæssigt fin frisk og uden noter af “Amarone”, men derimod grønne æbler, stor tørhed, mandler og ganske fin hvidvin.

Købt i SuperBest, pris på tilbud 80 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2008 Schola Sarmenti, Cubardi, Puglia, Italien

2008 Schola Sarmenti, Cubardi, Puglia, ItalienUgen bød også på mer’ vin, blandt andet denne Cubardi fra vinhuset Schola Sarmenti, som holder til i den lille by Nardò i støvlelandets indvendige hæl i Puglia … eller Apulien, som det også kaldes herhjemme.

Vinhuset er ejet af Lorenzo Marra, mens husets vinmager er Alessandro Calabrese. Hos Schola Sarmenti er målet at lave vine, som afspejler området, kulturen og det lokale køkken. Det opnås blandt andet ved at høste fra meget gamle vinstokke, nogle op til 70 år gamle.

Druerne til denne Cubardi kommer fra 65 år gamle vinstokke, som gror en smule anderledes end i andre vinområder, idet vinstokkene gror som buske eller små træer. Schola Sarmenti dyrker stort set kun de lokale druer, Primitivo, Negroamaro og Malvasia Nera. Man forstår at producere vine med en god ren frugt og et godt bid, hvilket absolut ikke er standard for Puglia-regionen. Siden 2009 har alle marker været dyrket økologisk.

Schola Sarmentis vinkælder er netop taget i brug af en treårig renovering. Schola Sarmenti har nemlig hjemme i en gammel vingård, bygget i midten af det 19. århundrede, men gården … og dermed kælderen, har ikke været anvendt i mere end 50 år. Imidlertid har Lorenzo Marra og Alessandro Calabrese fået den gamle vingård moderniseret med respekt for den gamle arkitektur med ædle stjerneformede hvælvinger i kalksten og gamle vægge opført med den lokale Leccese sten. Derudover er der investeret i det mest moderne udstyr til vinfremstilling og aftapning, temperaturstyring m.v.

Cubardi er produceret på 100% Primitivo, en af de førende druer i Puglia. Vinstokkene er som sagt omkring 65 år gamle og vokser som buske eller små træer. Alle druerne er håndplukkede. Vinen har lagret 6 måneder på fransk eg, og derefter 8 måneder på flaske inden frigivelse. Vinen har i øvrigt fået 90 Parker points.

Lad os smage vinen. Duften er sådan lidt kaktus, lidt bitter med solbær og lidt sur karklud … I ved, sådant lidt efter den har hængt nogle uger! Ikke umiddelbart lige min kop te. Smagsmæssigt en flot tørhed … meget markant endda, og der er bestemt også god frugtrigdom kombineret med grønne toner. Herudover lette tanniner og let krydret i eftersmagen. Okay glas vin, og smagen bestemt bedre end duften.

Købt hos Glud Vin, pris 149 kr.

Vinanmeldelse 4/7