Tag-arkiv: Western Cape

2019 De Grendel, Koetshuis Sauvignon Blanc, Western Cape, Sydafrika

2019 De Grendel, Koetshuis Sauvignon Blanc, Western Cape, SydafrikaDen gode Hans hos Lesedi Wines i Aarhus har fået et nyt sydafrikansk vinhus, som laver vine i europæisk stil. Vinhuset hedder De Grendel og Houlberg smager nu på nogle af vinene og starter med deres Koetshuis Sauvignon Blanc.

Vingården ligger på tæt på Cape Town på skråningerne af bjerget Tygerberg ved Tygerberg Natur reservatet. De Grendel gården kan dateres helt tilbage til 1720, hvor den første ejer var forrretningsmanden Claas Meyboom. Men siden 1891, hvor David De Villiers Graaff – daværende borgmester i Cape Town – købte gården, som siden været i Graff familiens eje.

Det er nu ikke vinmarkerne, som fik David De Villiers Graaff til at købe De Grendel, men derimod klimaet for hans araberheste, så han fik bygget storslåede stalde og vognhuse – kaldet Koetshuis – men fortsatte også med at købe yderligere jord, så De Grendel blev en imponerende stor farm, der strakte sig milevidt.

David De Villiers Graaff var i det hele taget en kendt skikkelse i Sydafrika … indflydelsesrig politikker, dygtig forretningsmand og succesfuld farmer og han startede også med opdræt af kvæg på De Grendel. Han havde også været finansminister og højkommissær i London, var personlig ven med de to første premierministre i det samlede Sydafrika og kendte mange generaler.

Han endte også med at blive adlet af kong George V og opnåede titlen Sir og blev baron … et titel, som siden er blevet i familien.

I dag drives gården af 4. generation i Graaff familien, nemlig David Pieter Berkeley de Villiers Graaff, som overtog tøjlerne i 2015, hvor hans far David Graaff – opkaldt efter den innovative og karismatiske grundlægger – døde.

David Graff havde ellers sat sit aftryk på De Grendel, bl.a. med større fokus på den vinproduktion, som der altid havde været på gården i mindre omfang siden 1800-tallet. Han startede med en genplantning af omkring 300 hektar vinmarker og ansatte også vinmageren Charles Hopkins, der tidligere havde arbejdet hos Graham Beck’s Cellar.

I 2003 kunne vingården præsentere de første flasker De Grendel vine til nogensinde at komme på markedet og siden har vingården haft det primære fokus på vinproduktion. David Graff indledte også i 2012 et samarbejde med Michelin kokken Jonathan Davies om drift af en restaurant på vingården … De Grendel Restaurant, hvor man både kan smage husets vine og sydafrikansk gourmetmad.

De Grendel har i dag samlet omkring 330 hektar vinmarker, der nyder godt af de kølige briser fra Atlanterhavet kun 7 kilometer mod vest. De kølige vinde afhjælper sommervarmen, så druerne på De Grendels marker kan hænge længere før perfekt modenhed.

Denne Koetshuis Sauvignon Blanc er ikke lavet på ren Sauvignon Blanc, for der er også i denne årgang 2019 omkring 9% Semillon i vinen. Druerne kommer fra en række marker i Lutzville og Darling, mens Semillon druerne kommer fra en enkelt mark De Grendel Vineyard. Markerne er alle rig på en slags forvitret skiferjord.

Druerne fra Lutzville og Darling er vinificeret separat og det er Semillon druerne også. Alt er høstet med håndkraft, hvorefter de ligger udblødt ved kølige temperaturer i 6 timer inden presning og gæring i rustfrie ståltanke. Omkring 18 af Sauvignon Blanc vinen og hele Semillon vinen er herefter lagret 100 dage sur lie i franske egefade med en kombination af nye fade og fade brugt én gang tidligere.

Resten af Sauvignon Blanc lagres blot i de rustfrie ståltanke og først efter de 100 dage sammenstikkes vinen af alle de forskellige batchs til den endelige vin, som så stabiliseres og aftappes på flaske.

UHA … sikke en grøn, græsset bio aroma. Det er grønne stilke, grøn peber, stikkelsbær, asparges, hyldeblomst, fernis og modellervoks, men hold op, hvor er den virkelig vild grøn. Det dufter frisk og nærmest som et skud grøn koncentreret ensilage.

I munden er vinen også både frisk, grøn og bitter, men disse smage sidder monsterlænge i munden. Det bliver imidlertid aldrig alt for grønt, for det leveres pænt cremet. Der er egentlig både bitterhed samt sødme, lidt mineralske salte … en vin, der vækker dig, hvis du sidder og slumrer lidt hen. Frisk, grøn og skarp … lidt af en vinøs schweizerkniv, så bloggeren lander på 4,5 fingre med pil op.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Darling Cellars, Zimazela The Big Five Shiraz, Western Cape, Sydafrika

2018 Darling Cellars, Zimazela The Big Five Shiraz, Western Cape, SydafrikaEt næsehorn kan veje op til 3,6 tons og denne Zimazela The Big Five Shiraz fra det sydafrikanske vinhus Darling Cellars hylder lige netop de 5 store, mægtige, imponerende dyr på savannen, nemlig løven, vandbøflen, leoparden, elefanten og næsehornet.

Og meget passende, så betyder ordet Zimazela på zula – et af Sydafrikas 13 sprog – noget i retning af imponerende. Men så vi smage, om vinen har samme tyngde som et 3.6 tons tungt sort næsehorn … en af de 2 typer næsehorn, der lever i Sydafrika.

Den anden type kaldes det hvide næsehorn, som egentlig fik sit navn ved en oversættelsesfejl. Boerne i Sydafrika kaldte faktisk det hvide næsehorn Wijde, som betyder bred. pga. dets brede mund. Men det lyder jo som det engelske ord white og derfor blev det andet også kaldt det sorte næsehorn.

Darling Cellars ligger mellem byerne Malmesbury og Darling omkring en times kørsel fra Cape Town og omkring 15 kilometer fra Atlanterhavet. Det er i Darling området, som er en del af West Coast regionen, der historisk mest er kendt for produktion af billig bulk vin. Imidlertid har flere producenter de seneste år også fokuseret på produktion af kvalitetsvine.

Darling Cellars er grundlagt tilbage i 1948 under navnet Mamreweg Wine Cellar, men det var reelt i 1996 at vinhuset blev etableret i den nuværende form, hvor det ejes af en lille gruppe bestående af 20 aktionærer.

De laver en lang række vine fra ikke mindre end 1.300 hektar vinmarker i både West Coast regionen, men også andre områder i det sydlige Sydafrika … og denne Zimazela The Big Five Shiraz er fx lavet af druer fra Western Cape området.

Zimazela The Big Five er lavet på 91% Shiraz, 4% Cinsault, 3% Grenache  og 2% Pinotage. Vinen er lagret dels på 2 og 3 år gamle egetræsfade og dels på ståltanke i 12 måneder inden aftapning.

Fed og kødfuld næse, flæsket med lidt bacon, blæk, lakridskonfekt, blomster, kanel, vanilje, bagepulver, solbær, enebær, afbarket gren … virkelig tør med nogle krydderier. Egentlig fin næse. Smagen er mere syrlig end forventet, okay frisk syre selvom dybden ikke bliver særlig stor. Der er lidt tanniner, peber … lidt stram i betrækket og den ender med en lidt sjov og udefinerbar eftersmag, men samlet godkendt.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 539,95 kr. for en kasse med 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2019 Gabb Family Vineyards, Queen Bee Viognier, Western Cape, Sydafrika

2019 Gabb Family Vineyards, Queen Bee Viognier, Western Cape, SydafrikaNæste bidrag på vinbloggen er denne sydafrikanske 2019 Queen Bee Viognier fra vinhuset Gabb Family Vineyards.

Vinhuset er grundlagt af Roger Gabb, som oprindelig var søn af en organist i St. Paul katedralen i London. Han flyttede i 1980 til Shropshire og grundlagde Western Wines, et ret stort vinimport firma, som solgte vine fra det meste af verdenen – og i særdeleshed Sydafrika – på det engelske marked. Da han i 2004 solgte firmaet stod det for salget af hver 13. solgte vin i hele Storbritannien.

Allerede i 1996 havde Roger Gabb også købt vingården Journeys End Vineyard ved False Bay i Western Cape, men det var reelt først efter salget af Western Wines, at Gabb familien begyndte at satse på vinproduktionen på vingården med sønnen Rollo Gabb som daglig leder.

Rollo udvidede bl.a. de oprindelige 20 hektar vinmarker til 120 hektar med hjælp fra vinmageren  Leon Esterhuizen laver de en lang række vine under navnet Journeys End. Men de laver også en række vine under navnet Gabb Family Vineyards fra en ejendom, som Rollo købte i 2011 af Ben Jordaan ved Mount Rozier i Stellenbosch.

Og denne Queen Bee Viognier er netop af de disse vine, som er lavet af vinmageren Ben Jordaan på Viognier med en ganske lille andel Chardonnay. Vinen har de kaldt Queen Bee Viognier på grund af biernes hjælp til at bestøve vinstokke i markerne. Vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke for at bibeholde vinens friskhed.

Næsen er fyldig med fed, tropisk og eksplosiv frugt. Det er fersken, papaya, vingummibamser, meget moden med sødme … en lidt smøret fedme med masser af rosmarin og lidt parfumeret.

Smagsmæssigt er det en fyldig vin med nogle fede, grønne noter, men klart mindre opulent end duften. Vinen er fin rund, cremet og virkelig blød, syren også afdæmpet, men det smager rigtigt godt, så dermed stort bifald til 4,5 gule fingre.

Vinen forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2015 Vondeling Wines, Sweet Carolyn, Western Cape, Sydafrika

2015 Vondeling Wines, Sweet Carolyn, Western Cape, SydafrikaLad os da bare fortsætte med endnu en vin fra Vondeling Wines, nemlig deres søde dessertvin Sweet Carolyn … en enkeltmarksvin lavet på 100% Muscat de Frontignan.

Det er dog samme drue, som i fx Tyskland og Østrig er kendt som Gelber Muskateller, i Frankrig som Muscat Blanc à Petits Grains og i Italien som Moscato Bianco, da den anvendes i fremstillingen af Asti og Moscato d’Asti vinene. Her hos Vondeling klippes der i drueklaserne, når druerne er modne. Det gør, at druerne ikke længere kan få vand, hvorved de hænger og tørrer på vinstokkene … og samler dermed ekstra sødme og sukker.

De beskyttes undervejs af solen, som indtørrer og dermed forhindrer druerne i at blive mugne … og først efter en længere periode på vinstokkene høstes druerne og afkøles natten over inden fermentering, som sker med hele druer i åbne gæringskar.

Druerne knuses ikke inden gæringen, hvilket gør at de afgiver en sirupsagtg juice fra indersiden af skindet. Gæringen varer omkring en uge, hvorefter gæringen afsluttes inden alkoholen bliver for høj og sødmen forsvinder. Vinen lagrer derefter 11 måneder sur lie … altså med bærmen inden aftapning på flaske.

Nu er der sgu kommet skrald på frugten … en lidt djævelsk syrlig og sødlig aroma med masser af kryokoncentreret æblemost, tørret abrikos, mango, ananas samt en buket blomster. Der er nødder, mandler, vingummi og en smule vanilje. Det dufter spændende.

Smagen er dejlig sød … ikke totalt oversød, for frugten er egentlig ganske lækker med søde æbler, abrikos, mango og alligevel lidt frejdig. Det er en meget saftig lille sag, meget smagfuld og det er klart en slags sød æblemost, vild, koncentreret og tæt. Der er lidt honningsødme, men rigtig fin balance … smager virkelig godt.

Vinene fra Vondeling Wines forhandles af Wineloves.dk, men denne er ikke pt. i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Vondeling Wines, Pinotage, Western Cape, Sydafrika

2017 Vondeling Wines, Pinotage, Western Cape, SydafrikaFra den smukke vingård Vondeling Wines i dalen ved Voor-Paardeberg i Western Cape i Sydafrika smager vi nu igen en vin … nemlig vinhuset 2017 Pinotage, her i en testflaske med i etiket i dogmestil.

Vondeling Wines holder til på en smuk ejendom i hollandsk stil med et lille kapel – St Clement’s Chapel – ved siden af gården. Vingården har en over 300 år gammel historie og blev oprindelig givet til den svenske immigrant Oloff Bergh i 1704 … og der har faktisk lige siden været produceret vin på stedet.

I dag ejes Vondeling Wines dog af de 3 unge fyre Julian Johnsen, Anthony Ward og Richard Gower, som købte vingården i 2002 og de har lagt vinproduktionen er lavet i hænderne på de to vinmagere Matthew Copeland og Emile van der Merwe.

Samlet har Vondeling 467 hektar jord, hvoraf dog alene 100 hektar er vinmarker. Det giver basis for en lang række vine, herunder altså også denne Pinotage, som jeg dog ikke kan finde nogle oplysninger om … med mindre den er lavet som husets Bowwood Pinotage.

Den er lavet med druer, som efter høsten køles ned, afstilkes og sorteres inden formenteringen, så sker uden knusning af druerne, hvilket giver vinen større finesse. Gæringen sker i åbne fermenteringskar og varer 5 dage.

Derefter presses druernes og mosten overføres til 300 liter amerikanske egefade, hvor der sker malolaktisk gæring og lagring 14 måneder, hvorefter de 8 bedste fade udvælges og lagrer yderligere 6 måneder inden overføres til ståltanke i 4 måneder og aftapning på flaske og så yderligere 12 måneder lagring.

Selvom man i Sydafrika høster tidligere på året, så kan denne 2017 Pinotage altså ikke nå den sammenlagte 3 års lagring … medmindre denne testvin altså ikke har ligget på flaske i 12 måneder, men er sendt til Danmark tidligere … eller måske er denne flaske fra de egefade, som fra frasorteret, da man udvalgte de 8 bedste.

Duftmæssigt er det en sød, solmoden lille sag … som har både nougat, flødekaramel, søde Amaretto kirsebær, blommer, brombær og vanilje. Vinen har slet ikke – som man ellers ofte kan frygte med Pinotage – noter af brændt gummi, men denne er fyldig, bærsød og venlig.

Det gælder også smagen, hvor sødmen dog bliver lige en tak for meget for denne jyske vinblogger, men det vil klart være en vin, som mange danskere vil kunne lide. Det er meget solmodent, fyldig, blødt og altså pænt sødt, mens der ikke er meget syre eller rygrad, men lidt peber i eftersmagen. Det er en vinøs plyssofa … komfortabel, tung og behagelig.

Vinene fra Vondeling Wines forhandles af Wineloves.dk, men denne er ikke pt. i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7

2013 Luddite Wines, Shiraz, Western Cape, Sydafrika

2013 Luddite Wines, Shiraz, Western Cape, SydafrikaJeg har tidligere smagt denne Shiraz fra Luddite Wines, der ligger tæt på den lille by Bot River på de østlige skråninger af Houwhoek bjergene i Western Cape. De første gange var det i årgang 2009 og 2014, men nu smager jeg igen vinen blot i årgang 2013.

Druerne kommer fra to sektioner af husets marker … den unge del Young Block og fra Old Block. Druerne fra de to marker vinificeres separat og man har lavet vinen med 10% af stilkene i behold under gæringen, som sker i egefade.

Hver batch er derefter også lagret separat omkring 2 år på 95% fransk eg og 5% ungarsk eg, heraf 20% nye tønder, mens resten er mellem 2-4 år gamle. Først derefter sammenstikkes den endelige vin, som derefter aftappes på flaske. Der er lavet 17.000 flasker af vinen … alle nummereret og denne har nummer 15.521.

I næsen er det fed engelsk lakrids, fedme, solbær, brombær, blommer, flæsk samt mejeriagtige, mælkede noter, frugten lidt gæret, meget frugtrig og byder derudover på masser af egefade, kakao, vanilje, kanel, røg og mælkechokolade.

Smagen er tæt, fyldig og stram, masser af mørk frugt, men samtidig direkte og let i syren med utrolig balance. Der er tør engelsk lakrids, fylde, power og syrlig kraft. Det er bulder … men på en lettere syrlig og elegant facon med masser af tanniner, krydderier og lang eftersmag. Det er sgu god vin.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Mimosa Wines, Cabernet Sauvignon, Western Cape, Sydafrika

2016 Mimosa Wines, Cabernet Sauvignon, Western Cape, SydafrikaLad os nuppe én mer’ vin fra Mimosa Wines, nemlig deres helt ordinære 2016 Cabernet Sauvignon

Der er ikke så mange oplysninger om produktionen udover, at vinen efter endt fermentering er lagret 14 måneder på neutrale, franske barriques. Der er igen tale om en begrænset produktion på lige knap 5.000 flasker årligt.

Duften er stor og med masser af fadpræg, solmodne solbær, lidt marmelade, kanel, vanilje, sødme, mint, svagt lidt eukalyptus og meget landligt, animalsk udtryk. Men samlet meget en meget venlig og imødekommende næse.

Det gælder også smagen, som er rund og tør med en vis fedme, solbær, en lille syrlig kant, som giver lidt rygrad, meget rund og behagelig vin, lidt flad syre til gengæld inden det slutter med en krydret sødme.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Mimosa Wines, Natus MMX Reserve, Western Cape, Sydafrika

2015 Mimosa Wines, Natus MMX Reserve, Western Cape, SydafrikaEn lille sydafrikansk smagning bød også på et gensyn med Mimosa Wines aka Mimosa Lodge & Wines, og Hans fra importørfirmaet Lesedi Wines serverede denne 2015 Natus MMX Reserve blindt.

Det er et bordeauxblend lavet på 44% Cabernet Sauvignon, 34% Merlot, 11% Petit Verdot samt 11% Malbec … alle fra flere små parceller ved foden af Langeberg Mountains og selvfølgelig høstet med håndkraft. Bernhard Hess og vinmageren Lourens van der Westhuizen har lavet vinen i et meget begrænset antal, alene 380 kasser med 6 flasker svarende til 2.280 flasker, men langt de fleste bruger Bernhard Hess selv i sin egen restaurant.

Næsen har også klare Bordeaux referencer, masser af solbær, blæk, muldjord, lakrids, vanilje og krydderier …. samt en lidt animalsk og landlig side.  Der er skam også en smule cigaræsker, så dér er de bordeauxfile referencer også spot on.

I munden bliver vinen ikke overfed, men den har i stedet en god, syrlig frugt, klart fadpræg og stor tørhed. Det giver vinen en klar og fin rygrad. Derudover er tanninerne bløde og godt integrerede.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 190 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Mimosa Wines, Josef Reserve MCMXLIV Limited Release Chardonnay, Western Cape, Sydafrika

2017 Mimosa Wines, Josef Reserve MCMXLIV Limited Release Chardonnay, Western Cape, SydafrikaNu smager jeg for fjerde gang en vin fra den schweiziske chefkok Bernhard Hess og vinmageren Lourens van der Westhuizen på Mimosa Wines … og som sidst med deres Chenin Blanc Reserve så skyder Mimosa igen et lille pletskud med denne 2017 Josef Reserve MCMXLIV Limited Release Chardonnay.

Bernhard Hess har opkaldt vinen efter sin far, Josef Hess, der i 2014 blev fejret på sin 70 års fødselsdag med denne vin. Det er en enkeltmarks Chardonnay, som Mimisa Wines nu har produceret siden 2014 … og med masser af kvalitet, bl.a. bruges der 2,2 kg druer pr. flaske.

Der er alene produceret 600 flasker af vinen i denne årgang 2017 … og 30% af produktionen kommer til Danmark, altså små 180 flasker, og hver flaske er da også nummereret.

Det dufter vildt godt … lidt en kombi af forskellige stilretninger med en smule fedme, en vild blomsterrig side, er ganske aromatisk og har samtidig en smuk, kølig elegance over sig. Der er både syrlig og søde noter, fersken, ananas, papaya, citroner og lidt varmkrydrede elementer.

Smagen er syrligere end forventet … slet ingen fed, fadpræget oversøisk Chardonnay her, men derimod Chardonnay med masser af lemon og citroner, fast og stringent syre … totalt rank rygrad, masser surhed, masse af smag, grøn, frisk og med kalkagtige mineraler. Det er sgu ret god Chardonnay.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Lismore Estate Vineyards, Syrah, Western Cape, Sydafrika

2016 Lismore Estate Vineyards, Syrah, Western Cape, SydafrikaJeg er – indrømmet – vild med vinene fra Samantha O’Keefe på Lismore Estate Vineyards … en betagelse der startede, da jeg smagte hendes Chardonnay Estate Reserve. Nu smager jeg Samanthas Syrah, som bestemt heller ikke blot er mainstream Syrah.

Vinen er lavet med afstilkning af omkring 60% af drueklaserne, mens de øvrige 40% anvendes hele med stilke. Gæring sker i store åbne 5.000 liters trækar med blid pigeage dagligt. Vinen er derefter presset og så lagret på 3.000 liter fade i 9 måneder.

Næsen er mørk … virkelig med masser af duft og igen meget indbydende. Det er både tjære, jernbanesveller … er lidt flæsket og småsødlig med finsk lakrids, kanel, brombær, blåbær, hindbær i skøn forening samt en lille grøn note, som lige driller og pirrer smådejligt i næseborene. Med mere luft i glasset er det som om, at nogle af de tungere aromaer fordufter en smule og afslører en mere syrlig og stringent side.

Smagen er totalt anderledes en duften … stringent, syrlig med sindssyg frisk – og langt lysere – frugt, ribs, tranebær og lidt syrlige kirsebær. Der er pænt med egenoter, peber og det smager vildt godt med lethed, syrlighed og total friskhed … samt en lang eftersmag. Jeg tror aldrig, at jeg har smagt så frisk, syrlig oversøisk Syrah … klart 5,5 fede fingre med stor pil op.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 289 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7