2018 Darling Cellars, Zimazela The Big Five Shiraz, Western Cape, Sydafrika

2018 Darling Cellars, Zimazela The Big Five Shiraz, Western Cape, SydafrikaEt næsehorn kan veje op til 3,6 tons og denne Zimazela The Big Five Shiraz fra det sydafrikanske vinhus Darling Cellars hylder lige netop de 5 store, mægtige, imponerende dyr på savannen, nemlig løven, vandbøflen, leoparden, elefanten og næsehornet.

Og meget passende, så betyder ordet Zimazela på zula – et af Sydafrikas 13 sprog – noget i retning af imponerende. Men så vi smage, om vinen har samme tyngde som et 3.6 tons tungt sort næsehorn … en af de 2 typer næsehorn, der lever i Sydafrika.

Den anden type kaldes det hvide næsehorn, som egentlig fik sit navn ved en oversættelsesfejl. Boerne i Sydafrika kaldte faktisk det hvide næsehorn Wijde, som betyder bred. pga. dets brede mund. Men det lyder jo som det engelske ord white og derfor blev det andet også kaldt det sorte næsehorn.

Darling Cellars ligger mellem byerne Malmesbury og Darling omkring en times kørsel fra Cape Town og omkring 15 kilometer fra Atlanterhavet. Det er i Darling området, som er en del af West Coast regionen, der historisk mest er kendt for produktion af billig bulk vin. Imidlertid har flere producenter de seneste år også fokuseret på produktion af kvalitetsvine.

Darling Cellars er grundlagt tilbage i 1948 under navnet Mamreweg Wine Cellar, men det var reelt i 1996 at vinhuset blev etableret i den nuværende form, hvor det ejes af en lille gruppe bestående af 20 aktionærer.

De laver en lang række vine fra ikke mindre end 1.300 hektar vinmarker i både West Coast regionen, men også andre områder i det sydlige Sydafrika … og denne Zimazela The Big Five Shiraz er fx lavet af druer fra Western Cape området.

Zimazela The Big Five er lavet på 91% Shiraz, 4% Cinsault, 3% Grenache  og 2% Pinotage. Vinen er lagret dels på 2 og 3 år gamle egetræsfade og dels på ståltanke i 12 måneder inden aftapning.

Fed og kødfuld næse, flæsket med lidt bacon, blæk, lakridskonfekt, blomster, kanel, vanilje, bagepulver, solbær, enebær, afbarket gren … virkelig tør med nogle krydderier. Egentlig fin næse. Smagen er mere syrlig end forventet, okay frisk syre selvom dybden ikke bliver særlig stor. Der er lidt tanniner, peber … lidt stram i betrækket og den ender med en lidt sjov og udefinerbar eftersmag, men samlet godkendt.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 539,95 kr. for en kasse med 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7