Viña Santa Rita er Chiles 3. største vinhus og opkaldt efter en italiensk helgen. Så er det jo spændende, om denne 2016 SR Secret Reserve Pinot Noir fra vinhuset får englene til at synge?
Det chilenske vinhus har jeg skrevet om en del gange, så det skal jeg skåne jer for igen. Hvis I vil læse om vinhuset, så søg blot på Santa Rita her på bloggen … der er et par indlæg ;o)
Denne SR Secret Reserve Pinot Noir er selvfølgelig lavet på ren Pinot Noir, som her kommer fra 2 steder … primært fra Leyda dalen, men der er også en lille smule druer fra lerede marker i den sydligste del af Casablanca Valley.
Druerne er høstet med optimal modenhed og derefter sker der en koldmaceration over 7-10 dage, hvorefter gæring sker over 15 dage ved 20-25 grader efterfulgt af malolaktisk gæring. Hele gæringen sker i ståltanke og det gør lagringen også for det meste af vinen, alene en lille andel lagres på amerikanske egefade.
Vinen har 6,7 gram restsukker pr. liter og vinmageren er Óscar Salas, som er ansvarlig for Reserve vinene på Viña Santa Rita.
Masser af kirsebær, varme og solrige kirsebær, nelliker, kanel … alt sådan kraftigt, sødt og lidt med en følelse af jul, men det skyldes nok de kraftige noter af nelliker og kanel. Selvom vinen egentlig i glasset er transparent, så er det en varm og kraftig Pinot Noir i næsen, hvor der også er både vanilje, letbrændt karamel og lige skyggen af en smule mynte samt en sjov grøn, urtet og letbitter note.
I munden er det også en solrig, varme Pinot Noir, men vinen har nogle stærke og stramme elementer, som i starten ikke virker særlig forsonelige. Den bliver samtidig en smule vandet, men man fanger også en mere streng, let og lys frugt i form af lidt hindbær og ribs, men det er som om, at det lidt sødbitre forfølger vinen gennem smagsnuancerne.
Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 79,95 kr.