2017 Castello di Monsanto, Chianti Classico Gran Selezione Il Poggio, Toscana, Italien

2017 Castello di Monsanto, Chianti Classico Gran Selezione Il Poggio, Toscana, ItalienJeg havde glædet mig som et lille barn til igen at smage denne monstrøse, fine Chianti Classico Gran Selezione Il Poggio fra det legendariske toskanske vinhus Castello di Monsanto. Sidst jeg smagte vinen har det ganske vist i en komplet ældre årgang 1968, men mindre kan vel også gøre det? Her er det i en nyere årgang 2017.

Chianti Classico Riserva Il Poggio er en vin, som første gang så dagens lys i årgang 1962 og var reelt den første rigtige enkeltmarksvin under Chianti Classico DOC appellationen.

Selve vinhuset Castello di Monsanto er grundlagt et par år tidligere, nemlig i 1960, hvor Aldo Bianchi fra San Gimignano var til et bryllup på stedet, men blev aldeles forelsket i stedet og i løbet af nogle måneder endte med at købe ejendommen.

Nu skriver jeg ejendommen, men det er vel nærmere et rigtigt vinslot og det ligger tæt ved byen Barberino Val d’Elsa. Det er smukt og har samtidig nogle imponerende kældre under ejendommen … lange tunneler med vin.

Det var imidlertid sønnen Fabrizio, som blev forelsket i de vine, som han fandt i kælderen og overtog vinproduktionen på gården med hjælp fra sin kone Giuliana.

I dag er det datteren Laura Bianchi, der som 3. generation står i spidsen for produktionen på Castello di Monsanto, dog fortsat med hjælp fra fader Fabrizio og siden 2001 også ønologen/vinmageren Andrea Giovannini fra Tenuta dell’Ornellaia.

Det har nemlig været Lauras ønske, at de skal fokusere lidt mere på frugten på bekostning af de mere klassiske oxidative elementer, men samtidig uden at falde i den internationale grøft. Fabrizio – der ellers er inkarneret traditionalist – accepterede datterens ønske.

Og vinene fra Castello di Monsanto hører til i den absolutte topklasse, hvilket specielt kan tilskrives vinmarkernes beliggenhed og selvfølgelig de dygtige vinmagere.

Samlet har Castello di Monsanto 72 hektar vinmarker, der ligger i 280-320 meters højde og er fordelt på de 4 marker il Poggio, Scanni, il Mulino og il Salcio.

Husets bedste mark er selvfølgelig den 5,5 hektar store Il Poggio mark, der ligger på en bakketop med en perfekt eksponering og en jordbund med skiferholdig mergel, som er helt perfekt for netop Sangiovese druerne.

Og for at sikre bedst mulige druer, så høstes Il Poggio faktisk i tre omgange på grund af de forskellige eksponeringsforhold, hvilket Fabrizio allerede opdagede, da man startede med at lave denne Chianti Classico Riserva Il Poggio.

Blendet i Chianti Classico Riserva Il Poggio har også undergået ændringer i løbet af årene. I de første år var der tilsat lidt hvide druer Trebbiano Toscano og Malvasia i blendet, men i 1968 udlod Fabrizio er komme disse druer i og i dag er blendet mere klassisk Chianti, fx er det i denne årgang 2017 omkring 95% Sangiovese samt 5% Canaiolo og Colorino.

Vinen er lavet med gæring og maceration i temperaturstyrede, korte og koniske stålkar med délestage og overpumpning over 20-22 dage og derefter er den så lagret i omkring 20 måneder på 3.800 liter store ege og derefter er den også lagret 2 år på flaske inden en endelig frigivelse.

Sådan … let, luftig og næsten æterisk aroma, skovbund, parfumeret, moden frugt, diskret fad, rå champignon, dekadence, lys tobak, svagt lidt grønne blade, frugten er jordbær, lyse og modne kirsebær, hyben og mælkechokolade, svag sød, finsk lakrids samt lidt karamel

Det smager også ganske imponerende, lys og let frugt med en diskret sødme, en smuk, dæmpet og forførende frugt. Syren er også luftig, let og nærmest dansende på tungen, mens tanninerne er tørre og selvom de virker føjelige, så er man aldrig i tvivl om dybden med en harmonisk balance … alt er zen og placeret de rigtige steder. Jeg imponeres bare igen, så 97 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 525 kr., mens prisen er 400 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7