2013 Dal Forno Romano, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2013 Dal Forno Romano, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienBrix havde også investeret i Dal Fornos store og dyre Amarone della Valpolicella, som vi smagte i en årgang 2013.

Vinen er lavet på 60 % Corvina, 20 % Rondinella, 10 % Croatina og 10 % Oseleta og her er alene druer fra vinstokke, der er over 10 år gamle.

De er først tørret i flere måneder og derefter er gæring sket i store temperaturstyrede rustfrie ståltanke ved 28 grader. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på ny barriques i 18 måneder, hvorefter den så gærer videre.

Derefter kommer den på andre barriques og lagrer videre, således den samlet har været lagret 36 måneder på barriques. Efter tapning på flaske er vinen så lagret endnu 24 måneder inden frigivelse.

Nu har vi sgu skruet bissen på, for i næsen er det en tyk, fed og maggiterning koncentreret vin, virkelig koncentreret saft med en vild og mørk frugt, sorte kirsebær, hindbær, modne blommer, lidt tørret frugt endda, sorte trøfler, kakaopulver, tobak, tjære, læder, tung peber, nelliker, kaffe samt mørk og bitter chokolade. Vinen dufter sgu maskulinbedårende fremragende.

I munden smelter vinen med en stærk og maskulin kraft, kakao, karamel, salt, tobak, blækagtig voldsom koncentration, hvor dens tanniner er imponerende, tørre og mægtige, men præcis som med dens lillesøster Valpolicella Superiore har den ægte stærk alkohol, der varmer gennem halsrøret. Det er en sand mundeksplosion og i det hele taget en stor mundfuld, men det er skruet godt sammen, hvis man fraregner det lidt for bombastiske alkohol, som måske afdæmpes med længere dekantering eller flere år i kælderen.

Forhandles af Kjær Sommerfelt, hvor en flaske koster 2.655 kr.

Vinanmeldelse 6/7