Det burde ikke komme som en overraskelse, at Steffen havde spansk Ribera del Duero med og det blev fra det kendte vinhus Bodegas Resalte de Peñafiel, nemlig deres 2016 Vendimia Seleccionada.
Bodegas Resalte de Peñafiel blev grundlagt i år 2000 med det formål at skabe vine af høj kvalitet, der ville skille sig ud i den konkurrencedygtige region. Vingårdens navn og logo stammer fra slottet i Peñafiel. Vinhuset har 80 hektar vinmarker med vinstokke fra 10 til 100 år. Den årlige produktion er på 250.000 flasker om året, men der er kapacitet til 500.000 flasker om året.
Kældrene er udstyret med den nyeste teknologi, bl.a. et avanceret tyngdekraft-system, for at behandle druemosten så skånsomt som muligt. De besidder 1.500 egetræsfade, 70% franske og 30% amerikanske, og de fornys hvert 3-4 år.
Det giver sikkerhed for god aldring i kældre, hvor vinen hviler i optimale betingelser med termostatstyret regulering af temperatur og fugtighed.
Vinmager på Resalte er den unge ønolog Enrique Andrades, en rising star i Ribera del Duero. Alle vinene på Bodegas Resalte de Penafiel fremstilles af 100% Tempranillo, og alle druerne håndplukkes med en streng udvælgelse og efterfølgende sortering på vingården.
Der produceres 3 kvaliteter; Resalte, som er gårdens topvine, Peña Roble, en mere kommerciel serie med et ungt og moderne image samt endelig Lecco serien. Denne Vendimia Seleccionada er en af vinhusets nyeste vine og en del af Resalte serien.
Druerne til vinen kommer fra marker i helt op til 1.000 meters højde, hvor vinstokkene er begunstiget af kalkstensrige vinmarker med mange solskinstimer og kølige nætter.
Vinen er lavet ved, at druerne efter høsten lægges i blød ved kølig temperatur … 8 grader i 5 dage, hvor der udtrækkes aromaer samt farve. Derefter starter den alkoholiske gæring ved op til 24 grader efterfulgt af en maceration på omkring 18 dage. Derefter lagres vinen 10 måneder på 500 liter franske fade af forskellige typer ristninger.
Næsen byder også på meget Ribera del Duero karakter … mørk bærfrugt, blåbær, marmelade, brændte fade, egeplanker, vanilje, let parfumeret håndsæbe, svagt grafit samt en lille pikant grøn syrlighed.
Smagsmæssigt er der sødme, power, tydelige tanniner, fed peber, tjære, kul og vinen er næsten tyktflydende og lidt stærk. Der er solbær, blåbær, saftighed … en spansk tyr, som er velernæret, muskuløs og alligevel med et venligt blik i øjet.
Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119 kr.