Aligoté er den grimme ælling, der oftest står i skyggen af den mere udbredte Chardonnay og alligevel bliver mere og mere populær. Her smager jeg netop en 2020 Bourgogne Aligoté En Busigny Vieilles Vignes fra Domaine Rémi Jobard.
Familien Jobard har lavet vin siden det 16. århundrede, men vinhuset drives i dag af Rémi Jobard, der startede med at arbejde på familieforetagendet i 1991, men først i 1996 overtog han ansvaret for produktionen fra sin far Charles og har siden drevet det i dag 9 hektar store vinhus.
Efter Rémis overtagelse startede han et gradvist skifte til økologisk dyrkning og blev endelig certificeret i 2005 og er blevet anerkendt for sine meget aromatiske Meursault vine.
Familien Jobard har altid drevet gården økologisk og fx aldrig anvendt gødning i vinmarkerne. Man bruger i stedet en kombination af pløjning og dyrkning af græs og vilde blomster mellem rækkerne og dermed får jordens og markerne karakter bedre frem.
Rémis 9 hektar vinmarker omfatter bl.a. parceller på de tre 1. Cru vinmarker Genevrières, Charmes og Poruzot og derudover har han også lieux-dits som fx En Luraule, Les Narvaux, Les Chevalières og Sous la Velle.
Det betyder en samlet produktion på 50.000 flasker vin, der bl.a. – som eneste producent i Bourgogne – anvender lagring af vinene fra det østrigske kult-bødkeri Stockinger.
Her smager vi hans 2020 Bourgogne Aligoté En Busigny Vieilles Vignes, der er vinfificeres efter samme opskrift som Rémis andre vine, dvs. med en skånsom presning, spontangæring med druernes egne gærceller på ståltanke.
Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder med 50% i ståltankene, 30% på store 3.000 liter foudres og 20% små fade inden endelig aftapning på flaske.
Duftmæssigt har vinen en lidt kølig stil … lidt stoflig og animalsk med grøntsagsfond, spegepølse, røg, dåsepærer, fersken, grønne blade og et lidt kalket udtryk.
Smagen er blid, cremet og rund med fersken, pærer, æblemost og egentlig en frisk syre. Det smager mere af Bourgogne end af Aligoté, har lidt hvid peber og samtidig meget frugtrig. 92 point.
Forhandles af Østjysk Vinforsyning, men prisen kender jeg ikke.