Årets sidste skål … og et godt nytår til alle

Så går endnu et år på hæld og så gør man altid status … og vi skal selvfølgelig også ønske hinanden et godt nytår. Atter en kæmpe tak til alle de læsere, som i det forgangne år har fulgt Houlbergs Vinblog og har læst mine til tider underlige skriblerier.

Det blev igen underligt, mærkeligt og på nogle områder lidt et øv år uden et eneste besøg på en vingård på grund af fruens kræftforløb, hvor en planlagt tur til Ribera del Duero måtte aflyses.

Til gengæld holdt jeg så god gang i vinanmeldelserne, så dermed kæmpede jeg mig igennem helt præcis 1.000 vinanmeldelser – ja der måtte lige udgives en ekstra i dag for at nå de magiske 1.000 – og så en række artikler om vin, møde med vinproducenter til smagninger herhjemme og meget andet.

Der har således ikke været en eneste dag uden en vinanmeldelse på Houlbergs Vinblog, så dermed har jeg forsøgt at leve op til titlen som Danmarks flittigste vinblogger. Samtidig er antallet af læsere også fortsat stigende med 82.497 besøgende i december … men også på Facebook og de andre sociale medier er besøgene stigende.

I dag har jeg kunnet mærke en snigende influenza på vej … træt i krop, ondt i mave og løbende næse. Alligevel blev det til et sidste løb i 2022, nemlig Champagneløbet i Silkeborg, en lille halvmaraton der helt misvisende afsluttes med et glas dårlig Asti. Resultatet i dag var dog helt til hest … men det bliver jo nytår alligevel.

Efter et surt 2021 med COVID-19 eftervirkninger og beskedne 143K i alt, så blev 2022 året, hvor der atter kom i løbeskoene … først med 2K om dagen og så langsomt mer’ og mer’. Det blev – juhuu – et godt løbeår med hele 241 løb og sammenlagt 1.547K, heraf var der 14 halvmaratoner.

Igen i år skal der lyde et kæmpestort tak til de vinimportører, som har sendt vine til test … det er en fornøjelse at arbejde sammen med jer og tak fordi, at I accepterer alle mine spøjse og til tider aparte skriblerier, underlige formuleringer og uforståeligt ratings.

Sidst skal der også lyde en stor tak til alle mine vinvenner for gode, interessante og sågar muntre samt sjove stunder, fremragende vine og en kende tålmodighed med alle mine langsommelige smagsnoter i min lille sorte notesbog i tide og utide.

På falderebet til det nye år, så håber jeg, at I finder nogle gode vine frem til årets sidste år og nyder dem sammen med gode venner … og så lad os ses, høres og smages ved i 2023.

2019 Bodegas Amaren, Selección de Viñedos, Rioja, Spanien

2017 Bodegas Amaren, Selección de Viñedos, Rioja, SpanienSå stod den på lidt vine fra Bodegas Amaren i Rioja og jeg startede det vinøse bal med en 2019 Selección de Viñedos.

Bodegas Amaren ligger ved Samaniego i Rioja og grundlagt i 1995 af Juan Luis Cañas, der i forvejen ejer det store, kendte vinhus Bodegas Luis Cañas.

Hans far Luis Cañas havde grundlagt det store Rioja vinhus i 1970, men hans farfar Carlos Cañas havde allerede årtier før lavet vin, som han så transporterede til markeder i vogne trukket af muldyr … ofte over 100 kilometer.

Juan Luis Cañas overtog Bodegas Luis Cañas i 1989 i en alder af 33 år og gav vinhuset et frisk pust uden dog at miste de traditionerne i familien.  Han byggede bl.a. i 1994 et nyt og moderne vinhus, hvor han samlet laver vin fra 450 hektar kontrollerede vinmarker, som fordeles sig på over 1.000 små plots.

Da Juan Luis Cañas’ mor Ángeles – hustru til Luis Cañas – døde i 1995, så besluttede han at lave et vinhus for at ære hende og det blev så til Bodegas Amaren. Druerne til vinene på Bodegas Amaren kommer fra mikroskopiske vinmarker med gamle vinstokke, der kun yder meget små høstudbytter.

Samlet har Bodegas Amaren 65 hektar vinmarker i Rioja Alavesa med en tydelig maritim indflydelse fra Atlanterhavet, der kun ligger 120 kilometer derfra.

Denne Selección de Viñedos er lavet på 90% Tempranillo og 10% Garnacha, som Amaren selekterer manuelt fra egne topmarker og hovedparten af vinmarkerne ligger i Samaniego, hvor de relativt kølige terroirs veksler fra skråninger til vinterrasser med kalk og grus i jordbunden. Vinstokkene er 45 år gamle.

I vineriet er drueklaserne først sorteret, så kun dehele intakte og helt perfekt modne druer finder vej til den færdige vin. De to sorter vinificeres separat, hvor gæring sker i betontanke med efterfølgende 8 dages maceration. Herefter omstikkes den færdiggærede rødvin og lagrer 12 måneders på 225 liter barriquefade … 50% franske og 50% amerikanske. ‘

Inden frigivelse til salg afrundes vinen yderligere ved 12 måneder flaskelagring i Amarens kølige vinkælder.

Duftmæssigt er det en landlig aroma … og læg dertil lidt fad, en mørkelilla frugt af blåbær, hindbær, svesker, røg og en smule gran, nelliker, rosmarin samt engelsk lakrids. Der er nogle søde krydderier, spidskommen, vanilje samt røget bacon.

I munden er det frisk, tørt med mørk frugt, måske lidt rustikt med tranebær, blåbær, brombær og svesker, men med en syrlig side og masser af træ, cedertræ … pænt tørre og markante tanniner samt virkelig et friskt bid med masser af syre. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Andover Estate Wines, Pinot Noir Arroyo Seco, Californien, USA

2019 Andover Estate Wines, Pinot Noir Arroyo Seco, Californien, USAAndover Estate Wines er en del af det store vinhus Scheid Family Wines, der holder til på Highway 101 i Greenfield  i Monterey County syd for San Francisco. Derfra smager jeg nu deres 2019 Pinot Noir Arroyo Seco.

Scheid Family Wines er grundlagt i 1972 af Al Scheid og drives i dag af sønnen Scott og datteren Heidi, mens Kurt Gollnick er ansvarlig for det meste af produktionen og har tidligere arbejdet hos legendariske Bien Nacido Vineyard.-

I dag laver Scheid Family Wines vine under en række brands selvfølgelig Scheid Vineyards, men også  Sunny with a Chance of Flowers, District 7, Ryder Estate, Metz Road, VDR, Tassajara, Stokes’ Ghost, Kitchen Step, Aristotle, Obvious Wines, Buttery Barrel og Andover Estate.

Samlet står Scheid familien og Kurt Gollnick for en kæmpemæssig produktion og laver vine fra over 2.200 hektar vinmarker, hvilket er både egne marker, leasede og lejede marker. Som i Amerika er det bare BIG business.

Vinmarkerne ligger på en 115 km strækning af Salinas Valley … en lang dal, der ligger i smørhullet mellem Gabilan bjergene mod øst og Santa Lucia Mountains mod vest. De omfatter 39 forskellige sorter og endda under 4 klimazoner fra nord mod syd.

I den nordligste del, nær den meget dybe og kolde Monterey Bay, har Chardonnay og Pinot Noir perfekte dyrkningsbetingelser. Med morgentåge og eftermiddagsvind fra bugten nyder dette område Californiens længste modningssæson, og druernes ekstra lange modning på vinstokkene giver vin med aromatiske kvaliteter.

Lidt længere mod syd excellerer Scheid i vine på Merlot, Syrah og Cabernet Sauvignon, mens Hames Valley i det sydligste af Salinas
Valley kendes på powervine som hos naboen Paso Robles.

Under Andover Estate navnet laves der også Chardonnay og Pinot Noir vine fra appellationen Arroyo Seco i Monterey-regionen og det er netop en Pinot Noir Arroyo Seco 2019, som jeg nu har fået i mit vinglas.

I Arroyo Seco området driver kold havluft fra Monterey Bay hver morgen ned gennem dalen i form af en tyk tåge, der forsvinder hen ad dagen. Disse unikke forhold tillader druerne at modne langsomt. Efter høsten er druerne knust og gæring er sket i egefade og efter fermentering er vi lagret 12 måneder på franske fade, hvoraf omkring 40% er nye fade.

I næsen er det faktisk rigtig god Pinot Noir med jordbær, søde kirsebær og så nogle tydelige urtede noter af timian, kaktus, hyben, mynte, vanilje, mørk bitter chokolade, grønne blade, skovbund og rå champignon samt en lille sødme.

Smagsmæssigt er det en saftig og næsten læskende Pinot Noir med lidt oversøisk varme i frugten. Det er vilde jordbær og tranebær, lidt blæk, peber, blød syre, bløde tanniner og dermed klart et pleasende væsen med denne store saftighed. 90 point

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Weingut Tesch, Riesling Unplugged, Nahe, Tyskland

2021 Weingut Tesch, Riesling Unplugged, Nahe, TysklandDen akustiske Riesling Unplugged fra Weingut Tesch er navnemæssigt inspireret af rock- og popmusikken og skal stilmæssigt vise nøgne, enkle vine uden brug af forstærker.

Ingen brug af kunstgødning, ukrudtsmidler, insektgift eller høstmaskiner. Ingen sødning eller syrejustering. Heller ingen aromatisering eller afbrydelse af gæringsprocessen. Naturlig klaring ved lagring på gæren.

Vinen er tidligere – og formentlig fortsat – lavet af druer fra 5 forskellige marker som Karthäuser, Königsschild, Krone, Löhrer Berg samt St. Remigiusberg … primært fra de yngste vinstokke.

Martin Tesch betegner selv Unplugged som en demokratisk vin, der gør sig lige godt, hvad enten den bliver serveret på Reeperbahn eller på Restaurant Tantris i München, der betegnes som én af Tysklands bedste. Vinen er fremstillet med spontangæring og kort modning på rustfrie ståltanke.

Det er duftmæssigt kraftig æblesaft, kold grøntsagsfond og pærer, en snert af petroleum, fersken og virkelig med dyb inderlig … ganske anderledes end 2016’eren. Således er vinen også mere fyldig, mere cremet og endda olieret med en nærmest kalket mineralitet.

Smagen er mineralsk, frisk og sprød … har godt med citron, masser af syre og er pivfrisk. Der er grønne elementer, jern, lemon bitterhed … vitterlig tørt, skarpt og stramt, så man laver trutmund. 91 point.

Vinen forhandles af Supervin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Weingut Tesch, Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2021 Weingut Tesch, Riesling Trocken, Nahe, TysklandVi skal et smut til Nahe og smage 2 Riesling vine fra Weingut Tesch og den første er en basis Gutsriesling … 2021 Riesling Trocken.

Jeg har tidligere skrevet en masse om Weingut Tesch, bl.a. da jeg tilbage i 2018 smagte en del vine fra vinhuset og skrev om det i mit blogindlæg Riesling Vineyard Box fra Weingut Tesch.

Denne 2021 Riesling Trocken med den flotte etiket – som ligner  dronningen i et skakspil – kan jeg ikke finde oplysninger på, men hvis det blev er en ny etiket på husets basisvin, så er den lavet på druer fra nogle af Teschs nyeste vinmarker.

PS: hvis nogle mener, at skakfiguren mere forestiller en konge, så siger jeg ikke jer imod. Men dronningen passer godt med, at Riesling – efter min mening – er dronningen, mens Pinot Noir er kongen og Nebbiolo prinsen.

Vinen er i vineriet lavet på rustfrie ståltanke, hvor selve gæringen også er sket med nænsom presning og temperaturstyret gæring, mens lagringen også er sket i ståltankene.

Som jeg før har oplevet, så har Tesch Riesling vinene sin helt egen duft … som om, at han bare har sin egen genkendelige stil. Det er citroner, lemon, pærer, melon, lidt grønne æbler og Faxe Kondi. Det er klart, rent og frisk med lidt brændte noter samt en klart, ren og let saltet mineralitet.

Smagsmæssigt er vinen ikke vildt syrlig i starten, for der mødes du mest af bitterhed fra lemon, grape og småsure æbler sammen med en lille saftet sødme. Men i eftersmagen giver syren alligevel et pivfrisk bid … fint. 88 point.

Vinen forhandles af Supervin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7