2021 Bodega Pago Aylés, Immortalis Albariño, Rías Baixas, Spanien

2021 Bodega Pago Aylés, Immortalis Albariño, Rías Baixas, SpanienDenne lidt småtykke 2021 Immortalis Albariño fra Bodega Pago Aylés fulgte Østergade 1’s helt fabelagtigt forret til dørs og den bestod af nogle marinerede kammuslinger med lidt citron confit, agurk og rogn.

De smagte vildt godt, men denne Immortalis Albariño er skam også dejlig og heldigt, at jeg elsker vine på Albariño.

Bodega Pago Aylés ligger i kommunen Mezalocha i Zaragoza i Aragon vinområdet og det blev grundlagt af Federico Ramón, som i 2003 begyndte sin drøm om at klassificere sine vine med betegnelsen Vino de Pago Aylés i stedet for at bruge de normale oprindelsesbetegnelser.

Lige før han døde, gik hans drøm i opfyldelse, hvorved Vino de Pago Aylés blev den 10. Vino de Pago i Spanien. I dag fortsætter hans tre børn Ana, Immaculada og Federico Junior med at producere vine og de ejer ikke mindre end 3.200 hektar jord, hvor dog kun omkring 70 hektar er vinmarker … endnu da.

De får hjælp af ønolog Jorge Navascués og laver vine fra flere områder i Spanien, fx laver Bodega Pago Aylés en række Immortalis vine fra flere steder, hvor denne Immortalis Albariño selvfølgelig kommer fra Rías Baixas i Galicien.

Albariño druerne kommer fra vinmarker med 50 år gamle stokke, hvor druerne er høstet den sidste uge af august fra en række marker i Condado de Tea” underzonen med et lavere udbytte end det regionale gennemsnit.

Druerne er afstilket og processen starter med en kold maceration inden presning og så en kontrolleret gæring i rustfri ståltanke ved 15-16 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret 5 måneder sur lie.

Duftmæssigt er det ikke en pivfrisk og spinkel Albariño, men faktisk mere småfed med grillede citroner og appelsiner … tørsød og fyldig, let røget og har en frugt, der mest er dåsepærer, nektariner samt melon.

Sådan er meget også … fyldig og endda lidt olieret, men der er dog heldigvis en vis syre til stede. Igen er det syltede citroner, mineralsk, sten, røg og lidt småkrydret. 89 point.

Forhandles af BilligVine.dk, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 135 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

N.V. André Clouet, Grande Reserve Brut, Champagne, Frankrig

N.V. André Clouet, Grande Reserve Brut, Champagne, FrankrigØstergade 1’s december Set Menu er ret fantastisk og består af 5 serveringer startende med lidt caviar i en lillebitte tærte, der bl.a. er lavet med lidt blæk og så dertil fik vi et glas af denne skønne Grande Reserve Brut fra champagnehuset André Clouet.

Det er et familiedrevet champagnehus, der i dag drives af Jean-François Clouet og har en historie helt tilbage fra 1741. Det ligger ved Bouzy, der måske er en af Champagnes mest eksklusive af Grand Cru kommuner.

Familiens marker ligger lige ved siden af Bollingers to berømte monopolmarker, der danner grundlag for den legendariske Bollinger Vieilles Vignes Francaises. Totalt råder man over 8 hektar vinmarker alle beliggende i Bouzy.

André Clouet laver rige og generøse champagner med en bred frugtfylde og storladen Pinot Noir smag. Flere Clouet champagner er produceret udelukkende på Pinot Noir, da netop Bouzy er kendt for at have de ideelle vækstbetingelser for denne ellers så vanskelige drue.

Denne Grande Reserve Brut er lavet på 100% Pinot Noir, hvor basisvinen er lavet i små rustfri stålkar ved kontrolleret temperatur på 16-18 grader. Når den malolaktiske gæring i samme kar afsluttes og før flaskningen, så blandes vinen med med lidt reservevin fra flere årgange og en lille del lagret på egefade. Så lagres champagnen på flasker i minimum 36 måneder sur lie før manuel degorgering.

Duftmæssigt fik jeg noteret noget toast, nødder samt en meget ren frugt af modne æbler, pærer og honningmelon, en animalsk mødding og så nogle papkasser samt et snert af spidskommen.

Smagen og boblerne er egentlig cremet med æblenote, pærer og abrikos samt venlige, mineralske elementer, en let sødme og virker samtidig en smule nøddet. Dejlig champagne. 92 point.

Forhandles flere steder, bl.a. Sigurd Müller Vinhandel og koster omkring 375 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Weingut Pitzner, PN19 Pinot Noir Riserva, Alto Adige, Italien

2019 Weingut Pitzner, PN19 Pinot Noir Riserva, Alto Adige, ItalienMed den næste Alto Adige vin er vi fortsat i området omkring Bolzano, for nu har vi nemlig fat i vinhuset Weingut Pitzner eller  Pitzner Winery & Suites, som de også kalder sig og det er med denne PN19 Pinot Noir Riserva.

Vingården drives af de unge brødre Markus og Thomas Puff. De overtog gården i 2014 fra deres far Martin og begyndte at lave vin, sådan cirka op til 45.000 flasker hvert år.

Familien har omkring 6 hektar vinmarker med gamle veletablerede vinstokke på 20-35 år og i enkelte områder er vinstokkene endda helt op til 95 år gamle.

Brødrene kombinerer traditionel og moderne vinproduktion og de står ikke tilbage for at afprøve nye teknikker og ideer. De lagrer bl.a. deres vine i en gammel hvælvet stenkælder, der lige så gammel som nærliggende Schloss Karneid, der blev bygget for 700 år siden.

Udover vinproduktionen så har familien også – som navnet Pitzner Winery & Suites – 3 små ferieboliger, som udlejes til vinglade turister.

Nå, men lad os kigge nærmere på denne PN19 Pinot Noir Riserva, hvopr Pinot Noir druerne kommer fra området Pianizia di Sopra i 450 meters højde. Terrænet er stejlt, markernes hældning er omkring 65%.

Druerne er høstet i den sidste halvdel af september. Derefter er druerne i vinkælderen kold-macereret i 5 dage ved 2- 4 grader, som er efterfulgt af spontangæring og maceration i åbne kar. Malolaktisk gæring og bundfældning foregår på ståltank, hvorefter vinen lagrer i 14 måneder på store 500 liter egetræsfade, hvor 30% er nye og 70% er brugt 1 eller 2 gange tidligere.

Hvordan dufter og smager den så i forhold til fx Franz Haas’ Pinot Nero i samme årgang?

Lad os endelig starte med duften … det dufter vildt godt og ingen tvivl om, at fadpræget her er større, men det er imidlertid også en noget lettere vin i næsen, hvilket egentlig også kunne ses i glasset, hvor vinen var dejlig lys og transparent. Der er animalsk landlighed, sød hestestald, let og sød frugt med jordbær, kirsebær og nogle lyse blommer, røg, en smule medicinkasse og så søde blomster … meget let og feminin.

I munden er det samme historie, hvor frugten ikke er helt så intens som Haaz, men saftigheden og letheden er klart større, hvilket giver en mere tilgængelig vin, hvor tanninerne er tydelig og så følges godt undervejs af lidt peber. Der er frugtsødme, lethed i frugten af både jordbær og hindbær, hvilket samlet giver en lyst til endnu et glas … som jo egentlig er et stort kvalitetstegn. Dette er den venlige og alligevel seriøse dame, som lokker og lokker, så man får lyst til sydtyrolsk jodlen … 93 point.

Forhandles af Lagrein Vin, hvor en flaske koster 220 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7