2018 Voerzio Martini, Barolo Cerequio, Piemonte, Italien

2018 Voerzio Martini, Barolo Cerequio, Piemonte, ItalienJeg smagte forleden den imponerende smukke 2018 Barolo Monvigliero fra Voerzio Martini, men nu har jeg sgu fået søstervinen Barolo Cerequio i vinglasset og fortsat i årgang 2018.

Som med Barolo Monvigliero, så er dette første årgang af denne vin fra marken Cerequio. Det er en omkring 16 hektar stor og sydvendt vinmark lidt udenfor landsbyen La Morra, hvorfra så prominente navne som fx Roberto Voerzio og Angelo Gaja også producerer fabelagtige Barolo’er.

Marken – der er nabo til La Serra – er alment anerkendt for at være blandt de bedste marker i hele Barolo distriktet, men produktionen her er relativt beskeden i forhold til andre berømte cruer som fx Cannubi, så vinene er heller ikke så udbredte.

Cerequio er syd-øst-vendt og ligger lavere på La Morra-bjerget med en mere sandet jordbund. Det giver en lidt lettere vin, både i fylde og tanniner. Vorzio Martini producerer årligt 2.500 liter Barolo Cerequio … lige nok til at fylde et af deres store træfade.

Gæringen sker i rustfrie ståltanke over 14 dage, hvorefter vinen lagrer 24 måneder på 500 liter tønder og så 6 måneder på et 2.500 liter stort egetræsfade … samt nok også lidt tid på flaske.

Mums … er første tanke, lidt kødfuld med grøntsags- eller oksefond,  små sorte bær og klart noget tobak, vanilje samt lakrids, men det er sgu meget yndefuldt, fint, sart, feminint med blomstrede noter. Der er tørrede blomster af roser, rosenvand, lys balsamicoeddike, mens frugten virker rund, tæt og moden en lettere frugtsødme. Frugten er sorte kirsebær og lidt bagte blommer, men alt er i symbiose og hvor bliver man glad oveni hatten.

Vinen har den samme bløde side af Barolo som søstervinen Monvigliero, hvor man føler, at vinen allerede nu er så drikkeklar, at jeg ikke får lyst til at gemme … men bare drikke. Der er fortsat klar og stringent frugt med mere stramtøjlet syre end Monvigliero med ribs. kirsebær, tranebær samt en grape bitterhed. Derudover viser vinen, som en ægte Barolo skal, virkelig sit tanningebis frem, så enhver lille tandlæge vil smile … der er tørstoffer for alle pengene og det er kun Barolo, der kan dette shit. Herligt.

Tag et glas og så vil du på Hamilton 17 depressionsskalaen aldrig slå ud med bare den mindste depression … så skulle det da lige være en lettere en af slagsen, når flasken er tom, men det er der jo råd for, hvis du ellers har sparet lidt sammen i banken. 95 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 745 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut August Kesseler, Momentum Gaudeo Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2018 Weingut August Kesseler, Momentum Gaudeo Pinot Noir, Rheingau, TysklandMed næste Pinot Noir fra Weingut August Kesseler kravlede vi endnu et niveau op, hvilket måske kan lyde lidt skørt, for denne Momentum Gaudeo Pinot Noir er faktisk kun en Gutswein.

Oprindelig hed denne Momentum Gaudeo bare Pinot Noir, men druerne til vinen kommer primært fra vinmarker ved Assmannshausen og en lille smule fra Rüdesheim. Her er etiketten mere lyserød og navnet Momentum Gaudeo betyder det lykkelige øjeblik.

Druerne er håndplukket og afstilket 100%, hvorefter vinen er lavet med gæring og maceration i åbne kar, men efter gæring presset med brug af den første del af saften. Vinen er så lagret 18 måneder på barriques, der er anvendt 1 eller 2 gange tidligere.

Duftmæssigt minder vinen i starten lidt om den foregående Assmannhausen Pinot Noir, hvor der både er grannåle, nelliker, røg og egentlig ganske rank, men her er sødmen i frugten bare mere udtalt med jordbær, kirsebær og endda lidt blommer. Der er sød landlighed og lakrids, appelsinskal, karamel og chokolade. På en eller anden måde er duften mere sammenhængende.

Det gælder også smagen, som er mere soft, blød og rund … virker også en tak mere moden, selvom det unægtelig fortsat er en rank vin med lidt peber, salt og krydderier, men frugtsødmen er fin, frisk med en god saftighed, jordbær, kirsebær, hindbær … ren, mineralsk og virkelig livlig. 93 point.

Forhandles af Den Sidste Flaske, hvor en flaske koster 329 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af mindst 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2020 Weingut August Kesseler, Assmannhausen Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2020 Weingut August Kesseler, Assmannhausen Pinot Noir, Rheingau, TysklandMit vinglas insisterede på mere Weingut August Kesseler vin og det fik sgu omgående sin vilje med denne Assmannhausen Pinot Noir, der også er en Ortswein og fra årgang 2020.

Kesseler har samlet flere parceller på markerne omkring byen Assmannshausen lige ved svinget af Rhinen en smule vest for Rüdesheim og selvfølgelig også syd for Lorch.

Det er bl.a. de to Erste Lage marker Assmannshäuser Frankenthal og Hinterkirch, men også Grosse Lage marken Assmannshauser Höllenberg.

Denne vin skulle være lavet af druer fra flere af Erste Lage markerne samt fra nogle af de yngste stokke på Höllenberg … alle marker med masser af grå skifer.

Alle druerne er høstet og afstilket med håndkraft, hvorefter gæring samt maceration  er sket i store gæringkar. Efter endt gæring er den så lagret … hovedsageligt på brugte barriques, men med en del i de rustfrie ståltanke og noget i store egefade.

I næsen er det en rank Pinot Noir … har druens elegante note, men her suppleret af lidt gran og nelliker, hyldebær, kirsebær, hindbær og lidt Piratos lakrids, let røg, mørk og bitter chokolade samt en smule blomstrende skyllemiddel af ædel karakter.

Smagen passer vildt godt til duften … rank, frugtrig med en lidt småmørk og frisk frugt, brombær, kirsebær, en rustik og letbitter syre, røg, mærkbare tanniner, der suppleres af lidt peber … men den har også denne fine børsødme, som binder det hele smukt sammen og giver en rigtig god Pinot Noir. 91 point.

Forhandles af Den Sidste Flaske, hvor en flaske koster 289 kr., mens prisen er 269 kr. ved køb af mindst 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7