2015 Rolland & Galarreta, Esencia Tempranillo, Rioja, Spanien

2015 Rolland & Galarreta, Esencia Tempranillo, Rioja, SpanienMed vinen Esencia Tempranillo fra Rolland & Galarreta er vi nu i Rioja … lavet fra 4 små udvalgte enkeltmarker, der udtrykker essensen af Rioja.

Esencia 2015 er lavet på ren Tempranillo, der plukkes fra lidt gamle stokke, heraf flere plantet helt tilbage i 1964.

Druerne er udvalgt fra fire af de allerfineste og højst beliggende marker ved byen Labastida og det er markerne La Cabaña, El Bosque, Espribel og Marrate, som  ligger mellem floden Ebro og bjergkæden Sierra de Toloño.

Vinen er lavet med en kølig præmaceration aka udblødning på  drueskallerne i 4 dage inden gæring ved cirka 28 grader. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske egetræsfade inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det blødt som den bedste pude, tæt, rund med ristede, toastede noter, kakaopulver, chokolade, kokos, en fyldig og sødkrydret frugt, sorte kirsebær med masser af skal, tranebær, lidt peber, noget bitter grapefrugt, frugtkerner og et lille mineralsk element.

Hold da kaje … hvor er det blødt … med en sød tørhed. Det er tæt, kraftfuldt og fyldigt og bare så cremet. Det er sort frugt, solbær og brombær, blåbær og gran, læder, røg, men atter er tanninerne bløde og alligevel stærke og fornuftigt integrerede. Det er en vin, der bare hænger lang tid i munden … igen, igen og igen. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 319,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Rolland & Galarreta, Clos d’en Ferran, Priorat, Spanien

2018 Rolland & Galarreta, Clos d'en Ferran, Priorat, SpanienDen 3. Rolland & Galarreta vin var fra Priorat … en smuk og ret intens 2018 Clos d’en Ferran fra en mark med samme navn.

Vinen er lavet på 62% Carignan og 38% Grenache eller som man siger på spansk Cariñena samt Garnacha.

Druerne høstes fra et helt særligt og oldgammelt terroir på den omkring 6 hektar store Clos d’en Ferran vinmark i 500-600 meters højde og har en skifer- og jernholdig jordbund rig på kvarts og andre mineraler, der farver jorden rød og bidrager til et unikt mineralsk udtryk i vinene.

Vinstokkene blev plantet tilbage i 2007 og er efter høsten selekteret af flere omgange, så kun de bedste druer finder vej til vinen. Gæring og macerationen sker over 20 dage for at udtrække smag og farve på skånsom vis. Herefter er vinen lagret 15 måneder på nye, franske
egetræsfade. Der er lavet 15.500 flasker af vinen og denne har nummer 12.385.

Det dufter sgu nærmest af skæve, skarpe og tørre granitskæver, tørrede rosenblade, violer, røget kød, røg, engelsk lakrids, brombær. sorte kirsebær, svesker og blommegrød. Derudover har vinen en fin lille afdæmpet og delikat fadnote, som lige fornemmes med kanel, chokolade og lakridskonfekt.

Det smager vildt godt … kraft, saft og power, har stor dybde, men alligevel en rigtig frisk smag, som virker helt eliksiragtig, ren og ret frugtrig med masser af kirsebær, brombær og hindbær. Tanninerne er saftige og flæskede.  Hold op for en lækker vin, så 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Rolland & Galarreta, Finca Rosalejo Eldoze Suelo de Xisto Rojo, Castilla-La Mancha, Spanien

2017 Rolland & Galarreta, Finca Rosalejo Eldoze Suelo de Xisto Rojo, Castilla-La Mancha, SpanienDen næste vin i glasset blev også fra projektet Rolland & Galarreta. Det var denne Syrah vin … en 2017 Finca Rosalejo Eldoze Suelo de Xisto Rojo.

Det er en vin, der lavet på 100% økologisk dyrket Syrah, som er fra vinmarken Finca Rosalejos, der er på 12 hektar i 670 meters højde tæt ved bjergene omkring Toledo, hvilket er i Castilla-La Mancha.

Syrah druerne er høstet i de tidligere morgentimer og nedkøles straks ved ankomst til vineriet. Efter en kort periode, så er gæringen og maceration sket ved 25 grader i både rustfrie ståltanke samt åbne trækar over 20 timer.

Efter endt fermentering omstikkes vinen til 15 måneders lagring på 1-2 år gamle 225 og 600 liters franske egefade inden 12 måneders yderligere lagring på flaske. Der er lavet 19.089 flasker af vinen, hvor denne har nummer 9.193.

Dejlig mørk, kølig og intens frugt … der er tobak, engelsk lakrids, røget kød, flæsk, røg, violer og en frugt med solbær og brombær. Der er også mørk chokolade, instant kaffepulver, Toms Orangegrene og på en måde, så virker den endda rimelig let i udtrykket.

I munden er vinen intens, har masser af peber, men det bliver sgu aldrig en fed Syrah, for den har en vis lethed og en langt lysere frugt end forventet. Der er brombær, hindbær og ribs, mens syren har lidt citroner og bitter lemon. Tanninerne bliver aldrig vilde, men giver en smule tørhed … men samlet lækkert bid og en noget anderledes spansk Syrah end jeg havde forventet. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7