2018 Weingut Korrell Johanneshof, Kreuznacher Paradies Riesling Auslese, Nahe, Tyskland

2018 Weingut Korrell Johanneshof, Kreuznacher Paradies Riesling Auslese, Nahe, TysklandDen sidste ret i december måneds Set Menu på Østergade 1 blev en vildt lækker dessert af Macaron, kirsebær, vanilje samt mandel og fik tankerne hen til risalande. Dertil fik vi et glas af denne Kreuznacher Paradies Riesling Auslese fra Weingut Korrell Johanneshof.

Vingården ligger på Görzstraße i Bosenheim ved Bad Kreuznach i vinregionen Nahe 40 kilometer sydøst for Mosel.

Familien Korrell har drevet vingården op stedet siden 1832, men familien har haft deres familievåbenskjold med løven siden 1483, hvor de bosatte sig i Spanien. I 2003 overtog Martin Korrell dog ejerskabet og driver i dag vingården sammen med Britta og sammenlagt 4 børn.

Martin er uddannet vinavlsteknikeren og har reelt været ansvarlig for produktionen siden 1995, hvor han vendte hjem efter praktik hos vinproducenter i Australien. Men da han vendte hjem, så fandt han sin far i en rullestol efter et grimt fald.

Høsten var lige om hjørnet, så derfor kastede den dengang 19-årige unge vinmager sig ind i produktionen fra den ene dag til den anden … og endda med stor succes.

Samlet har familien 26 hektar vinmarker, bl.a. på markerne Kreuznacher Paradis, Norheimer Dellchen og Kirschheck samt Schlossböckelheimer Felsenberg og Niederhäuser Klamm.

Her smager vi husets 2018 Kreuznacher Paradies Riesling Auslese, hvor druerne selvfølgelig kun kommer fra marken, som Korrell ejer 9,5 hektar af og har en stejl hældning på op til 52%. Marken har en porøs undergrund af skalkalksten og Riesling vinstokkene er op til 40 år gamle. Det er en vin, deralene er vinificeret på ståltanke … gæring stoppet, så vinen kun har 7,5% alkohol og 127,1 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der ikke så megen tvivl om druen … det stinker vidunderligt af petroleum, diesel og oliegennemvædet tvist, men de terpentinske dampe overdøver imidlertid også frugten en del, men lidt gemt finder man svagt nogle nødder, pærer, kandiseret abrikos samt kold grøntsagsbouillon og urter.

Smagsmæssigt er det en dejlig rank, frisk og sød dessertvin, hvor sødmen selvfølgelig er udtalt, men der er også en saftig æblemost, æblefrisk og frugtsød med mineralske noter. Det er måske ikke så dybt eller kompleks, men meget forfriskende og tiltalende. 91 point.

Har tidligere været forhandlet af Vinbasen.dk,. hvor en flaske på 0,375 liter kostede 159 kr., men den ses ikke længere i sortimentet.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Jean-Louis Chave Selection, Mon Coeur Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

2020 Jean-Louis Chave Selection, Mon Coeur Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigNår man smager Jean-Louis Chave vin, så forstår man godt, at manden kaldes kongen af Hermitage. Selv vinene under hans billigere negotiant brand Jean-Louis Chave Selection er fantastiske, som nu denne 2020 Mon Coeur Côtes-du-Rhône.

Jeg har jo skrevet om Chave før her på bloggen, bl.a.jeg smagte Jean-Louis Chaves Hermitage i årgang 2011 tilbage i juni 2017 og senere årgang 2010 i januar 2019. Men her er denne Mon Coeur Côtes-du-Rhône altså lavet med opkøbte druer fra vinavlere, der arbejder ud fra de samme værdier, som Jean-Louis ønsker for at lave sin vin.

Projektet Mon Coeur startede med første årgang 1998 ud fra den simple idé at udvælge domainer fra Côtes du Rhône appellationen, som arbejdede ud fra de samme værdier, som Jean-Louis ønsker for at lave sin vin.

Druerne vinificeres dog fortsat på de respektive domainer og lagringen fortsætter hos Chave på hovedgaden i den lille by Mauves syd for Tournon, hvor de forskellige domainers vin holdes separat i enten store egefade eller cementtanke i 12-18 måneder for netop at kunne foretage blandingen uden at ofre de enkelte cuvéers forskellighed.

Her er det et blend af 60% Grenache, 30% Syrah og så 10% Mourvèdre og Cinsault, hvor det er Syrah fra højt og relativt nordligt beliggende marker i Vinsobres, Grenache fra Cairanne og nordlige del af Rasteau. I dag er der dog efterhånden en stor andel af druer fra egne marker, så helt negotiant er det faktisk ikke længere.

Her blev vinen smagt sammen med Østergade 1’s hovedret i Set Menu for december … Canette med puré, svampe og sauce.

Hvor er det duftmæssigt en vild og samtidig elegant Côtes-du-Rhône, som har lidt touch af englestøv fra det nordlige Rhône af sorte oliven, blæk med en lækker flæsket aroma. Der er mørke bær, brombær, Amarena-kirsebærsauce, krydderurter, kanel samt finsk lakrids.

Smagen er i samme boldgade … kraftig, mørk og omfavnende, men alligevel med en knytnæveelegance lige dér, hvor man rammer bedst og lammende. Det er så rundt og behageligt samtidig, har lidt peber, de mørke bær med solbær, brombær og sorte kirsebær og virker nærmest saftig, velsmurt og vinøs glat. Lækkerheder. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Castello Banfi, Fontanelle Chardonnay, Toscana, Italien

2019 Castello Banfi, Fontanelle Chardonnay, Toscana, ItalienDer blev lagt mere fedme på med den næste vin, som var en 2019 Fontanelle Chardonnay fra Castello Banfi og den skulle følge en herlig bouillabaisse med torsk, scampi og musling.

Vinhuset ejes af John og Harry Mariani, som dog er af italiensk afstamning. Mariani familien havde emigreret til USA i 1800-tallet.

De to brødre fik også nærmest vinen ind med modermælken, da deres far Giovanni F. Mariani, som var født i Torrington, Connecticut, i 1919 grundlagde Banfi Vintners, som blev ét af landets førende firmaer indenfor vinimport.

John og Harry Mariani overtog det store importfirma fra deres far i 1960, men efter nogle år steg brødrenes ambitioner markant. I 1972 besluttede de, at de selv ville starte en vingård i Toscana. Den skulle producere de fineste italienske vine og i 1978 blev drømmen realiseret og Castello Banfi grundlagt.

Projektet blev startet op sammen med en af Italiens bedste ønologer, den berømte Ezio Rivella og det lagde grunden for en sand succeshistorie. Castello Banfi opnåede hurtigt en enorm succes i både Italien og resten af verden. Og det er samtidig blevet en virkelig stor historie.

Samlet har brødrene med Castello Banfi opkøbt vingårde 4 forskellige steder, nemlig i Montalcino, Bolgheri og Chianti i Toscana samt Piemonte. I Piemonte købte man sidst i 1970’erne vingården Bruzzone med omkring 50 hektar jord, hvoraf 46 hektar er vinmarker.

Men det er nu primært i Toscana, at brødrene har deres vinmarker … ja faktisk råder Castello Banfi over ikke mindre knap 2.900 hektar jord, hvoraf omkring 950 hektar er vinmarker.

Selve hovedsædet … vingården ved Montalcino i Toscana er nærmest en fæstning fra det 11. århundrede, som er indrettet som luksusrestaurant, men er herudover indrettet med et af Europas mest avancerede vinerier. På vingården er der fx plads til ikke mindre end 7.000 vintønder.

Denne Fontanelle Chardonnay er en af husets mange vine og er produceret siden 1982. Det er selvfølgelig 100% Chardonnay, der er gæret temperaturstyret ved 16 grader i franske barriques. Efter endt fermentering  er vinen lagret 8-10 måneder på 350 liters barriques med løbende batonnage og roulage.

Allerede fra første snif er det klart fadpumpet Chardonnay … ikke vildt forfinet, men har alle de klassiske dyder med ristede nødder, lakridskonfekt, vanilje … men på en lidt storskrydende og nærmest tegneserieagtig facon med et lille grønt islæt.

I munden er det samme historie … fed, fyldig, sødkrydret med kvæde, pære, abrikos og grillede citroner, blød og omgængelig og gik fint til bouillabaissen. 89 point.

Forhandles af BilligVine.dk, hvor en flaske koster 188 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7