2020 Bodega Malma, Malma Chacra La Papay Pinot Noir, Patagonien, Argentina

2020 Bodega Malma, Malma Chacra La Papay Pinot Noir, Patagonien, ArgentinaI Patagonien i Argentina finder vi jo Hans Vinding-Diers, der driver Bodega Noemia de Patagonia. Men Hans har også som konsulterende ønolog hjulpet vinhuset Bodega Malma med deres vine og opførelsen af deres moderne vineri.

Her smager vi netop vinen 2020 Malma Chacra La Papay Pinot Noir fra Malma. Malma betyder stolthed på Mapuche, som er de indfødte indianeres sprog. Bodega Malma er nemlig beliggende i San Patricio del Chañar i Neuquén-provinsen i Patagonien.

Historien om Bodega Malma startede allerede i 1999, hvor Julio Viola startede med at plante hele 800 hektar med vinstokke i San Patricio del Chañar området, som har vist sig at være særdeles gunstigt for den krævende druesort Pinot Noir

Julio Viola etablerede så derefter Bodega del Fin del Mundo, som provinsens største og mest kendte producent. I 2019 solgte han dog sin andel af Bodega del Fin del Mundo til sin partner – en af Argentinas rigeste familier – for i stedet at overtage den mindre Bodega NQN, som han har omdøbt til Bodega Malma.

Med hjælp fra Hans Vinding-Diers lavede han en portefølje af vine og byggede et topmoderne vineri, der mest minder om en betonbunker ved Vesterhavet.

Vingårdens arkitektur kombinerer avanceret vinfremstillingsteknologi og æstetikken i det patagoniske landskab. Vingården har en kapacitet på ikke mindre end 1.800.00 liter og smelter sammen med landskabet, selvom det er en stor ejendom på 5.800 kvadratmeter inklusiv kælder, et lille hotel og restauranten Malma.

Bodega Malma har samlet 127 hektar vinmarker, der har et sofistikeret drypvandingssystem, som kan give vand til druerne, der hovedsageligt er Pinot Noir, Malbec, Merlot, Cabernet Sauvignon, Sauvignon Blanc og Chardonnay, men de har også i mindre målestok andre sorter, som anvendes til at lave special edition vine.

Denne Malma Chacra La Papay Pinot Noir er lavet i ståltanke, men der er dog ikke vildt mange oplysninger om vinen, men den har dog fået lidt eg ved lagringen, idet 20% af vinen har lagret kortvarigt på egefade.

I glasset er vinen lysere end forventet … måske endda en smule grumset og næsen byder dig også indenfor i Pinot Noir universet med en frisk frugt af kirsebær, jordbær og tranebær, men således ikke helt lys. Der er dog et lille touch fra lagring af 20% af vinen og det giver lidt svag vanilje. Der er måske ikke komplekst, men der er grønne urter samt lidt solvarme.

Smagen er sgu ikke helt skævt eller sagt på en anden måde, så er jeg positivt overrasket. Det er saftige jordbær, kirsebær, moreller samt tranebær, lidt grape bitterhed og langt mere kølig i stilen end jeg havde forventet. Det er sgu godkendt, så 90 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 94,95 kr., mens prisen er 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Thomas Farge & Stéphane Usseglio, Oxymore, Rhône, Frankrig

2019 Thomas Farge & Stéphane Usseglio, Oxymore, Rhône, FrankrigHvad sker der, hvis man blander 65% Syrah fra 60 år gamle vinstokke på Domaine Guy Farges bedste skråninger med ren granitjord i det nordlige Rhône med lidt Grenache og Counoise fra Domaine Raymond Usseglio i Châteauneuf-du-Pape?

Resultatet kan i hvert fald ikke godkendes indenfor den franske vinlov, fordi man jo ikke må kombinere druer fra de to områder i samme vin. Men nu er det gjort med denne Oxymore, der så er en Vin de France … men resultatet er imponerende.

Selv den berømte vinanmelder James Suckling er begejstret og har smidt 96 point i nakken på vinen.

Domaine Guy Farges eller mere korrekt Domaine Thomas Farges har jeg lige skrevet om … men sjovt nok har jeg aldrig skrevet om Domaine Raymond Usseglio her på bloggen, men det råder jeg så bod på nu.

Det hedder helt korrekt Domaine Usseglio Raymond & Fils, da det siden 1999 har været Raymonds søn Stéphane Usseglio, der har haft ansvaret for vinfremstillingen.

Vinhuset ligger i Châteauneuf-du-Pape og er grundlagt af den italienske indvandrer Francis Usseglio, der i 1931 rejste fra Italien grundet stor arbejdsløshed. Han kom til at arbejde for vinbønder i Châteauneuf-du-Pape og fik efter krigen i 1948 sin egen ejendom.

Sønnen Pierre Usseglio overtog faderens ejendom, mens den anden søn Raymond etablerede sit eget Domæne i 1963, men i dag er det altså Stéphane Usseglio, der laver vinene fra familiens 16 hektar vinmarker i Châteauneuf-du-Pape, men laver også Côtes du Rhône vine fra  5 hektar i Saint Genies de Comolas og Vin du France fra yderligere 3 hektar.

Markerne har siden 2015 været certificeret agriculture biologique og senere certificeret agriculture biodynaiques.

Men nu er Stéphane Usseglio gået sammen med Thomas Farges i et unikt samarbejde og lavet denne hybrid-vin Oxymore og 2019 er første årgang af de fælles anstrengelser. Den er  sammenstukket af tre komponenter, nemlig af

  • 65% Syrah fra 60 år gamle vinstokke på Domaine Guy Farges bedste skråninger med ren granitjord i det nordlige Rhône. De hele drueklaser gærer på ståltank med 30 dages udblødning af drueskallerne, inden vinen modner på 3-5 år gamle barriquefade fra Allier i det centrale Frankrig.
  • 30% Grenache fra Domaine Raymond Usseglio i Châteauneuf-du-Pape. Grenache-frugten fra over 60 år gamle buskvine gærer på betontank med delvis afstilkning samt 21 dages macertionstid, inden vinen moder på betontank.
  • 5% Counoise fra Domaine Raymond Usseglio i Châteauneuf-du-Pape. Druerne, der selekteres fra en parcel med de berømte rullesten, galets roulés, afstilkes 100% inden gæring med frugtbevarende temperaturstyring på ståltank. Efter 21 dages maceration af drueskindet omstikkes vinen til 8 måneders modning på mellestore franske egetræsfade.

Der er lavet 6.428 flasker af vinen.

Det dufter mest af Nordrhône … men med et lille sødere eller rundere knæk. Det er fortsat godt med blombær, lidt kirsebær, røget bacon, tørret kød, violer, blæk, oksefond, ristede kaffebønner, granit, peber og så klart nogle mere runde fadnoter med lakrids, både finsk og engelsk, chokolade plus lidt lakridskonfekt med et touch vanilje.

Smagsmæssigt spiller vi på samme boldbane … den mørke, klare, intense og sorte frugt, som får lidt opblødning og samlet giver en blødere og mere cremet vin end normalt for Nordrhône. Det er dog fortsat en streng, stenet og kraftig vin med stramme tanniner samt stenet granitholdig hårdhed … men samtidig med blødere finesse, rundere frugt med brombær, blommer, kirsebærsovs … og smager bare rigtigt godt … 2 Rhône verdenen i én vin. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 169,95 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Domaine Thomas Farge, Saint-Joseph Côte du Pouly, Rhône, Frankrig

2019 Domaine Thomas Farge, Saint-Joseph Côte du Pouly, Rhône, FrankrigEfter Thomas har overtaget driften af familieforetagende Domaine Guy Farge fra sin far, så er han begyndt at sælge vinene under eget navn og det gælder fx denne 2019 Saint-Joseph Côte du Pouly.

Vinhuset ligger i byen Saint Jean de Muzols 10-15 kilometer nord for Valence og Farge familien har været vinbønder i nu 4 generationer.

Huset blev , oprindelig grundlagt i 1920, hvor Henri Farge købte 12 hektar primært beliggende vinmarker af en tidligere general.

Indtil 2006 var det alene som leverandør til det lokale kooperativ La Cave Coopérative de Tain l’Hermitage, men i 2006 besluttede Guy Farge sig, efter at have afsluttet sine studier i ønologi, for at vinificere egne vin og sælge dem i eget navn.

Domænet ejer i dag omkring 22 hektar vinmarker, hvoraf en stor del ligger på stejle terrasser, som må passes manuelt og med brug af heste, som hjælper Thomas med at vende jorden i rækkerne, luge og lufte jorden. Markerne ligger spredt fra den sydligste del af Saint-Joseph og endnu længere sydpå til Cornas og Saint-Peray … de ældste vinstokke stammer endda helt tilbage fra 1904.

Denne Saint-Joseph Côte du Pouly er lavet med Syrah fra den sydvendt mikroparcel – parcel #73 på 1 hektar – på topmarken Côte du Pouly klods op af Jean-Louis Chaves berømte Bachasson parcel og er dermed også Farge familiens bedste parcel i Saint-Joseph.

Druerne er dyrket økologisk og håndhøstet med en et lavt udbytte. Efter høsten er har mosten så spontangæret på hele drueklaser med gæring og maceration op til 30 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på 2-5 år gamle 400 liter tonneaux fade fra Allier.

Slam … det er et vinøst slag i solar plexus, blæksort, lamende og totalt under bæltestedet. Det er dermed både skridtbind, tørret bacon, violer, sorte oliven, garvet læder og multifarvet peber, en mørk og dunkel frugt af brombær, let solbær, balsamico, ristede kaffebønner og en kende parfumeret… og så alligevel med kølig og powerfuld kant, hvor støvet fra granitskærver næsten stopper dine næsebor.

I munden er det tæt, vild og nærmest som mørk og alligevel frisk frugteksplosion i din mund. Det er grøntsagsfond, en let sødme og med en lille lakridssødme, noget peber og grønne krydderuter, der samtidig bider og masserer din mundhule. De får følgeskab af nogle nærmest runde, markant og tætte tanniner, der også vil bidrage og ender med at give vinen stor cremethed med en kølig, mineralsk, vild og blodig koncentration. Vild vin. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 279,95 kr, ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7