2007 Vinhos C. Da Silva, Dalva Colheita White Port, Douro, Portugal

2007 Vinhos C. Da Silva, Dalva Colheita White, Douro, PortugalJeg bliver bare mere og mere tosset med god portvin og specielt Colheita vinene har vundet mit hjerte, så derfor havde jeg dagen før juleaften smagt mig igennem 3 drønlækre Dalva Colheita portvine, der alle skulle serveres til risalamanden.

Den første var denne 2007 Dalva Colheita White fra Vinhos C. da Silva i Vila Nova de Gaia helt nede ved Douro floden.

Vinhos C. Da Silva er et helt traditionelt portvinhus, som oprindelig blev grundlagt i 1862 under navnet Corrêa Ribeiro e Filhos. Det fik sit nuværende navn efter 1933, hvor den unge Clemente da Silva kom fra Brasilien på udkig efter en forretning og endte med at opkøbe portvinshuset, der dengang var ejet af hans hustrus familie.

Portvinshuset havde ved Clementes overtagelse primært solgt deres portvine i landet, blandt til kongehuset i Portugal, men det sluttede i 1910, hvor monarkiet jo blev afskaffet i landet.

Da Silva genopbyggede firmaet fra bunden, bl.a. med opbygning af nye lagre samt en opstart af en eksport af portvinene, hvilket først var til Brasilien og det nordlige Amerika og senere til andre nye markeder som Europa samt Asien, hvilket skete med et helt nyt brand, som han kaldte Dalva.

I starten havde portvinshuset købt deres ulagrede vine hos andre producenter, men det ændrede Clemente da Silva i 1970’erne, hvor han på opkøbte vinmarker begyndte selv at dyrke egne druer og samtidig byggede et stort vineri. Allerede i 1978 kan vinhuset så præsentere sin første egen Vintage Port og i dag er Vinhos C. Da Silva og brandet Dalva højt respekteret.

I dag er portvinshuset dog ejet af Porto Cruz, der også er et portvinshus i Vila Nova de Gaia, men det er ejet af de større vin, øl og spirituskæde La Martiniquaise, der også ejer en lang, lang række brands.

Porto Cruz ejer udover Vinhos C. Da Silva også portvinshuset Ventozelo og samlet laver de over 11 millioner flasker portvin om året, så det er en motherfucker stor historie. La Martiniquaise har således også en omsætning på over 1 milliard euro årligt.

Men tilbage til denne 2007 Dalva Colheita White, der er lavet på et mix af de hvide druesorter Malvasia Fina, Viosinho og Rabigato. Normalt er en Colheita er betegnelsen for en udsøgt Tawny fra gode årgange og skal have ligget på fad i minimum 7 år inden tapning, men denne her har ligget på fad i minimum 10 år. Den har 117 gram restsukker pr. liter.

Sikke smuk farve … nærmest helt rav-farvet med lidt mahogni blandet i, mens duften starter med lidt alkohol, men på den fede måde suppleret med kandiseret mandarinskrald, nødder, en del marcipan og mandelessens, indkogt og tørret abrikos, karamel og kan allerede mærke, at jeg bliver helt svag i knæene.

Smagen er lige så god som udseendet … blød, sød med tørrede frugter, velintegreret alkohol, der giver sødmen fint modspil med en lækker oxidativ og nøddet nekltarfeeling. Det er en portvin, som varmer mig sjæl, legeme og humør … 95 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 350 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Bodega Palacio Quemado, La Raya de Palacio Quemado, Extremadura, Spanien

2019 Bodega Palacio Quemado, La Raya de Palacio Quemado, Extremadura, SpanienI oktober smagte jeg denne La Raya de Palacio Quemado fra Alvear familiens Bodega Palacio Quemado. Da var det i en årgang 2018, men nu smager jeg så vinen i årgang 2019.

Det er Envinate Group, som står for selve vinfremstillingen og den består af de 4 vinmagere Alfonso Torrente, José Ángel Martínez, Laura Ramos og Roberto Santana, som hjælper en række spanske vinhuse.

La Raya de Palacio Quemado er lavet på en blanding er sorter fra en enkelt vinmark, nemlig La Raya på en nordvendt skråning … men det skulle efter sigende vist være et mix på 90% Trincadeira samt 10% Alicante Bouchet.

Der er ikke sket afstilkning, så maceration og gæring er sket alene på druernes egne gærceller på hele klaser ved kontrolleret temperatur i betontanke.

Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på franske og amerikanske 500-5.000 liter egefade inden ufiltreret aftapning på flaske og yderligere 12 måneders lagring.

Lad mig sige det med det samme … hvor er det bare en lækkermås … let, lys og småparfumeret med en blomstret kjole, der har små fine, sarte, feminine og elegante blomstermønstre med røde roser samt lilla violer. Frugten er mest jordbær, moreller og lyse kirsebær, et klart og alligevel let fadpræg med garvet læder, rå champignon, lakrids, mælkechokolade og ristede noter.

Men i munden fortsætter herlighederne, for den smager måske endda bedre end 2018’eren, for vinen er så blød, lys, let, cremet og igen ganske feminin. Den har en let sødme, blød og småkrydret frugt af mirabeller, en smule lyse kirsebær og saftige jordbær. Jeg er vild begejstret for denne vin, som til 6 styk prisen helt sikkert er et voldsomt godt køb. Mums. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2015 Bodegas Catena Zapata, Altaland Tinto Histórico, Mendoza, Argentina

2015 Bodegas Catena Zapata, Altaland Tinto Histórico, Mendoza, ArgentinaVi fortsætter en stund i Argentina, nemlig hos vinhuset Bodegas Catena Zapata, der under navnet Altaland har lavet en række vine … og én af disse er Altaland Tinto Histórico, der er lavet på et skønt blend af Malbec og Petit Verdot.

Bodegas Catena Zapata er vi tidligere stødt på her på vinbloggen … men aldrig Altaland vine, som der i øjeblikket laves 6 vine af … og fra 4 områder i Argentina og det er Salta, La Rioja, Patagonien og så Mendoza, som denne. Men derudover laver Altaland også en række vine under navnet Pasarisa.

Denne Altaland Tinto Histórico er kaldt Histórico, da blendet mellem netop Malbec og Petit Verdot er historisk og i tidligere tid ofte via er field blend, hvor de to druesorter var plantet sammen på marker. Dengang blev sammenblandingen af Malbec og Petit Verdot anset for at være den fineste og blev kaldt for La Francesa.

Her er der ikke mange oplysninger om produktionen udover, at vinen efter endt fermentering er lagret 12 måneder på amerikanske egetræsfade.

Sjovt nok virker duften lidt bordeauxfil, måske er det kombinationen af solbær, blommer  og så godt med egetræ, cedertræ og cigarkasser. Den har i hvert fald et tydeligt fadpræg, hvor der også er vanilje, lidt mælkechokolade, lys kaffe, sød tobak, røg og let mynte.

I munden er det godt skruet sammen … har en fyldig, intens og moden frugt, solbær, kirsebær og blommemarmelade, en lysere syre, der virkelig holder vinen frisk, spændstig og samtidig er der grønne elementer, sortbitter te, røg og god lang eftersmag. 91 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 134,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7