2021 Weingut August Kesseler, Lorch Riesling, Rheingau, Tyskland

2021 Weingut August Kesseler, Lorch Riesling, Rheingau, TysklandNår man smager denne 2021 Lorch Riesling fra Weingut August Kesseler, så forstår man godt, at Rheingau er én af Riesling druens højborge i Tyskland.

Weingut August Kesseler ligger i den vestlige del af Rheingau på Lorcher Straße i Assmannshausen. Huset er  grundlagt i 1924, men drives i dag af August Kesseler.

Han overtog driften fra sin far i 1977 i en alder af blot 19 år. Dengang var vingården alene på 2,5 hektar og solgte gårdens druer i tankvogne til andre producenter i Rheingau.

Men det ændrede August Kesseler og har endda siden opkøbt flere vinmarker, således vingården i dag samlet har 33 hektar, som bl.a. omfatter parceller på Großen Lagen marker som Assmannshäuser Höllenberg og Rüdesheimer Schlossberg.

Der laves en lang række vine fra markerne i Rheingau, bl.a. har August særlig fokus på produktion af førsteklasses Riesling og Pinot Noir i kompromisløs høj kvalitet.

Derudover startede August Kesseler allerede i 2012 med at samarbejde med udvalgte vinavlere i Pfalz området. Disse vinavlere dyrker deres druer nøjagtigt efter August Kesselers strenge regler, primært i området Mittelhaardt omkring Bad Dürkheim.

Denne Lorch Riesling er en Ortswein og selvfølgelig kommer druerne fra skiferholdige marker omkring Lorch … og vinen er alene vinificeret på ståltanke og der er den også lagret sur lie end periode.

Det er en Riesling på virkelig højt niveau … virkelig alsidig med masser af det hele … både tør mineralitet, en perfekt doseret sødme samt en fin og delikat frugt. Der er grønne æbler, citroner og så også lidt tropisk frugt med fersken, kiwi samt lime, men derudover en ren og klar mineralitet. Sådan virkelig intet, så vender forkert.

I munden er det lidt samme historie … ren, klar og spændstig i frugten, har en rank, frisk og mineralsk syre, men en pæn sødme gør vinen utrolig drikkevenlig, saftig og indsmigrende. Den er både skarp og rund, frisk, syrlig og bælledejlig med sten og citrusbid. Det er bare sådan en vin, der kalder på et glas mere. 93 point.

Forhandles af Den Sidste Flaske, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af mindst 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2020 Domaine Alary, l’Estévenas Cairanne, Rhône, Frankrig

2020 Domaine Alary, L'Estévenas Cairanne, Rhône, FrankrigVi sluttede med denne l’Estévenas Cairanne fra Domaine Alary og det var en vin, hvor jeg klart smagte noget Syrah fra Rhône, men det er nu også en vin, som jeg har smagt tidligere i år blot i årgang 2019, mens dette var årgang 2020.

Vinen er lavet på 50% Syrah samt 50% Grenache fra nogle tudsegamle vinstokke fra en sydvendt, kalkstenrig skråning, hvor Syrah druerne faktisk er fra nogle af de ældste vinstokke i det sydlige Rhône.

Alle druer plukkes udelukkende ved håndkraft og der foregår både en sortering af drueklaserne i marken og efterfølgende ved ankomst til vineriet. Vinficeringen er yderst traditionel, hvor man inkluderer omkring 20% hele klaser, mens gæring og maceration sker køligt med daglig pigeage under den 23-28 dage lange gæring.

Efter assemblagen lagrer vinen på 90% cementtanke og 10% demi-muids i 18 måneder og 6 måneder på flaske inden frigivelse. Der er kun lavet små 700 kasser af vinen.

Nu er det en gammel offset trykker, der har løftet halen, for nu kommer der masser blæk og svedig animalsk svedighed med flæsk, krølfedt, mejeri, sorte oliven og tør engelsk lakrids. Frugten er også kølig og kraftig med blåbær, brombær og hindbær, der næsten er opulent og på vej til at blive småvammel. Det suppleres af lidt tørrede blomster, knuste sten og fadnoter af vanilje og lidt chokolade.

I munden er vinen – som 2019’eren – kraftig med både en pæn portion sødme, men også nogle tørre elementer som engelsk lakrids, sød lakrids og lakridspiber, sød tobak, peber, tjære samt en plade af bitter chokolade. Frugten er sort, kirsebær, hindbær, blommer, mens tanninerne er klare og tætte. Det er en kødfuld og tør vin med en maskulin kraft. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 195 kr., mens prisen er 159 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Sandro Fay, Il Glicine Valtellina Superiore, Lombardiet, Italien

2017 Sandro Fay, Il Glicine Valtellina Superiore, Lombardiet, ItalienDet er ikke mange måneder siden, at jeg smagte en dejlig Cà Moréi Valtellina Superiore fra vinhuset Sandro Fay … nu havde Steffen taget søstervinen Il Glicine Valtellina Superiore med, også i årgang 2017.

Her kommer Chiavennasca aka Nebbiolo druerne fra Il Glicine vinmarken, der er på 1 hektar og ligger i 470 meters højde i Sasella zonen.

Glicine er det italienske ord for plantet blåregn, som man også finder overalt på marken med sine lange lyseblå blomsterranker. Marken er meget sand og siltholdig med store klippemassiver overalt.

Druerne er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og gæringen er sket i ståltank med en efterfølgende malolaktisk gæring og så en lagring i 12 måneder på 30 hektoliter samt mindre 500 liter egetræsfade.

Så blev det duftmæssigt Nebbiolo … men kommer lidt rund, blød med en lidt toastet næse, men heldigvis også med lys tobak, violer, gazebind, medicinkasse, stor landlighed og så en herlig stringent og lys frugt af kirsebær, ribs og blåbær … meget ren og klar, mens den har en diskret fadnote.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor den egentlig er meget ren og syrlig med ribs, hindbær, stikkelsbær, sur tobak, markante tanniner, der straks leder en hen med noget Nebbiolo … lidt juicet som dens søstervin, men har også en udpræget jernagtig mineralitet. Det er dermed 94 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 310 kr., mens prisen er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7