2017 Ravines Wine Cellars, Dry Riesling Argetsinger Vineyards, New York State, USA

2017 Ravines Wine Cellars, Dry Riesling Argetsinger Vineyards, New York, USADen næste Ravines Wine Cellars Riesling fra Morten Hallgren blev denne 2017 Dry Riesling Argetsinger Vineyards, der er fra af de bedste og nok mest ikoniske vinmarker ved Seneca søen i Finger Lakes.

Argetsinger Vineyard er også en af de ældste Riesling vinmarker i hele Finger Lakes-regionen.

Den stejle, kalkholdige topmark har i hele 7 generationer tilhørt familien Argetsinger, men siden 2015 har familien solgt alle druer til Morten Hallgren fra Ravines Wine Cellars.

Vinstokkene på marker er 35 år gamle Riesling klontype GM 198, der er podet på meget gamle, eksisterende vinplanter. Alle druerne er høstet ved håndkraft i slutningen af oktober og presset blidt i hele klaser. Efter udfældning af urenheder har vinen gæret køligt ved 14-16 grader og er derefter lagret sur lie i ståltanke en periode. Der er alene lavet 974 kasser af denne vin.

Vinskribenten Eric Asimov på New York Times skrev om vinen, at det var den bedste amerikanske Riesling, som han nogensinde havde smagt … og det øger jo lige forventningerne en del.

Men allerede fra første snif spiller det … igen æteriske dampe af petroleum, diesel og spildolie, men her langt mere raffineret, sagte og yndefuldt. Der er æbler, gule æbler, fersken, blomster, pollen, en klart stenet og mineralsk note, men det er som om, at alt bliver holdt af en blød hånd, som gør duftene fine, sarte og forsigtige, men bare kommer bulrende afsted og forstærkes sekund for sekund.

I munden mærker man både en kæmpe, usædvanlig dybde og enorm smagskoncentration. Der er grønne æbler, citroner og lime … masser af mineraler og sten, stringent, ren og alligevel med et venligt smil og sofistikeret elegance. Som i duften, så kommer smagen også bare rullende som en bølge, der hele tiden vokser i styrke. For satan – pardon my french – hvor det smager godt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 339,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Ravines Wine Cellars, Dry Riesling 16 Falls Vineyard, New York State, USA

2018 Ravines Wine Cellars, Dry Riesling 16 Falls Vineyard, New York, USADen rare, danskfødte Morten Hallgren, der laver vin i Finger Lakes i vinregionen New York State, er vi før stødt på her på vinbloggen. Nu smager jeg 4 vine fra Morten og starter med denne 2018 Dry Riesling 16 Falls Vineyard.

Jeg skal ikke skrive så meget om Morten denne gang, for alt omkring vinhuset skrev jeg om i blogindlægget; Houlberg tester flere vine fra … danske Morten i Finger Lakes, New York. Dengang smagte jeg 6 forskellige vin fra Ravines Wine Cellars, men denne gang altså 4, hvilket – udover denne Dry Riesling 16 Falls Vineyard – er:

Men først kigger vi lige nærmere på denne Riesling,  hvor druerne kommer fra husets 16 Falls Vineyard mark, der ligger lidt afsondret på en skiferrig skråning ud til der, hvor Seneca søen er allerdybest.

Efter høsten er drueklaserne presset hele, så kun den mest friske druemost finder vej til den færdige vin. Den maskinhøstede del af druerne udblødes med skindkontakt inden presningen, for at opnå en færdig vin med ekstra aromatisk intensitet og kompleksitet.

Vinen har så gæret køligt på ståltanke og derefter er den så omstukket inden lagres sur lie frem til foråret, hvor aftapning på flaske sker. Vinen har 3 gram restsukker pr. liter.

WAUW … den starter sgu fint ud … klart Riesling med lidt dampe af petroleum, diesel, æbler, abrikos, citroner, våde sten, knuste sten og sgu en dejlig kølig stil.

I munden er det også en rank, stilren og klassisk Riesling, masser af rygrad, syre, umodne æbler, citroner, lemon bitterhed og sten, men alligevel med en balanceret smag, hvor der er lidt sødme, lidt peber, intensitet og balance. Det er fandeme skruet godt sammen, pivtør, pivfrisk og pivlækkert.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 359,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 259,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Domaine Sorine, Maranges 1er Cru Clos Roussots, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Sorine, Maranges 1er Cru Clos Roussots, Bourgogne, FrankrigLad os fortsætte med mer’ bourgognevin, men skifter dog farve til en rød Maranges 1er Cru Clos Roussots 2019 fra Domaine Sorine.

Vinhuset ligger i Cheilly-lès-Maranges mellem Les Maranges og Chassagne-Montrachet og er i dag ejet af Christian Sorine og hans kone Emma.

Sorine familien stammer oprindelig fra Santeney, hvor de var en af de ældste vinfamilier. Christians farfar Charles Sorine var dog den, der efter phylloxera epidemien genoptog vinavlen på den gamle vingård.

Da han døde i 1946 overtog overtog sønnen Jean driften og stod også i 1973 bag opførelsen af en nyere vingård i Santenay le Haut og fik senere i 1987 hjælp fra sønnen Christian Sorine. Det er dog først under Christians ledelse, at familien er begyndt at flaske og sælge vinene under eget navn.

De har også betydet, at Christian og Emma hurtigt fik for lidt plads på vingården i Santeney, hvorfor de i stedet har fundet en ejendom i Cheilly-lès-Maranges med store, gamle vinkældre fra det 15. og 18. århundrede, der tillader lagring af vinene på de mange fade.

Samlet har Domaine Sorine 12 hektar vinmarker mellem Les Maranges og Chassagne-Montrachet og alle markerne dyrkes efter økologiske principper, selvom man dog ikke er certificeret.

Vinificeringen sker efter naturlige principper med fokus på det hårde arbejde i marken. Al høst foregår ved håndkraft, mens druer både selekteres i marken og ved ankomsten til vineriet. Svovl bliver kun tilsat i yderst begrænsede mængder, mens lagringen kun sker med en begrænset mængde nye fade.

Vild dejlig næse … sådan lidt en blanding af moden, dekadent frugt, masser af grønne elementer og så denne note af ædeltræ, mahogni og bejset træ suppleret med en lille kæk sødme. Frugten virker lys, sød og let med jordbær, hindbær, lyse kirsebær og mirabeller, lidt voks, koks og kul samt ristede noter.

I munden er vi i Lækkerland … for der er også en lys, let og småsød frugt kombineret med en feminin, skrøbelig og sart syre. Frugten er mest jordbær med kirsebær og hindbær som backingband samt lidt tørre, bitre og blide tanniner. Det er en rigtig fin Pinot Noir med både grønt punch, elegance og kompleksitet. Smukt.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7