2008 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2008 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandBestyrelsesmødet hos Jan sluttede også med en vin, som jeg  har smagt før. Men det er dog næsten 10 år siden, at jeg sidst smagte 2008 Burkheimer Feuerberg Spätburgunder Grosses Gewächs fra Weingut Bercher, som ligger smukt lige centralt midt i Burkheim.

Jeg har dog sidenhen selv besøgt vinhuset sammen med Jan, men det kan du læse mere i indlægget; Besøg hos Weingut Bercher i Burkheim. Det var i 2016, hvor vi mødte den fantastiske Martin Bercher og fik både en god vinsmagning og fik set hele produktionen.

Denne Burkheimer Feuerberg Spätburgunder GG er en af husets topvine … og i 2008 var det en Grosses Gewächs. I dag laves der to røde topvine fra Burkheimer Feuerberg, en Erste Lage Burkheimer Feuerberg og en Burkheimer Feuerberg Kesselberg, som kommer fra GG parcellen parcel Kesselberg på bjerget.

Feuerberg refererer til Kaiserstuhls fortid som vulkansk område. Efter høst gærer druerne på skind i 14 dage, hvorefter vinen modnes i barriques i op til 15 måneder.

I glasset er vinen fin transparent med en svag let brunlig/orange kant, klart mere tydelig, eksplicit og udtryksfuld end de forrige vine, men fortsat med en landlig, animalsk hestestald, lyse bær, hindbær, jordbær, kirsebær, god krop, godt fadpræg med lakridskonfekt samt vanilje, sødme, chokolade, tobak … rund og venlig, men alligevel med sten, kant og virkelig ren frugt, hvor alderen faktisk ikke virker til at trykke nogle steder.

Smagsmæssigt har vinen – som for 10 år siden – denne lidt grønne, rene, ranke og klar stil, hvor der er godt med bid. Der er igen også et klart peberbid, en mineralsk og ren syre. Selvom alderen burde have mærket vinen en del, så står den fortsat klippeklar og præcis, har en lys lethed, blødhed og finesse.

Forhandles af Crimewine. Der nyere nye årgange af Burkheimer Feuerberg Spätburgunder 1G til 289 kr., mens Burkheimer Feuerberg Kesselberg Spätburgunder GG koster 325 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2010 Weingut Holger Koch, Pinot Noir *** Selection, Baden, Tyskland

2010 Weingut Holger Koch, Pinot Noir *** Selection, Baden, TysklandNår vi nu er inde i gentagelser, repetitioner og replay, hvorfor så ikke lige skrive lidt om denne 2010 Pinot Noir *** Selection fra Weingut Holger Koch, som Jan også har købt på vingården og serveret i 2013.

Vildt hvor hurtigt tiden går og at Jan har haft denne liggende i nu næsten 9 år siden, at han satte den på bordet til en vinaften.

Holger Koch holder til mellem Vogtsburg og Bickensohl i Kaiserstuhl. Koch familien har gennem generationer dyrket vin her, men det var først da Holger og hustruen Gabriele overtog driften, at vingården begyndte at lave egne vine. Holger har nemlig en forkærlighed for vine på Pinot Noir, og han var fast besluttet på, at vinene endda primært skulle laves på franske Pinot Noir kloner … og ikke tysk Spätburgunder.

Holger Koch ejer sammen med sine forældre samlet 7,5 hektar vinmarker alle tilplantet med Weissburgunder, Grauburgunder, Spätburgunder og Pinot Noir fra Bourgogne.

En del af vinstokkene stammer endda fra gamle vinplanter, så man bibeholder de gode gener. Kvaliteten forbedres ved at biodynamisk dyrkning og organisk gødning, som giver bedre og bedre jord år for år.

Al arbejde udføres manuelt hvis muligt. Mange vine fremstilles med den naturlige gær. Der producerer omkring 50.000 flasker årligt hos Weingut Holger Koch.

Denne Pinot Noir *** Selection er Kochs topvin og således en Grosse Gewächse, hvor alle druerne er burgundiske kloner, primært klonen Dijon 114 og selvfølgelig høstet manuelt og samtidig sorteret.

I vineriet er druerne igen sorteret inden forsigtig afstilkning og let knusning af druerne og premaceration i 4-5 timer før spontangæring i store træfade med 30 % hele klaser. Derefter er vinen  lagret 15 måneder på 300 og 500 liters træfade med løbende battonage.

I næsen er det en lidt varm Pinot Noir … frugten er sådan lidt indkogte blommer, solbær, blåbær og virker både gæret og en smule reduktiv med lidt krudt, sod, blomsterpollen, mælkebøtter, hyben, røg og granatæbler.

Smagsmæssigt er det dog en utrolig blød vin, har både blæk, solbær, blåbær og blommer, tranebær, hyldebærsaft, lidt syltetøj, blomster, meget aromatisk og mørksyrlig med en rustik syre. Stilen er faktisk meget specielt … lidt en Arnold Schwarzennegger på tæer … syrlig, saftig, men smager sgu ret godt.

Forhandles af Vinbutikken, hvor en flaske i nyere årgang koster 338 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2012 Weingut Salwey, Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2012 Weingut Salwey, Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandDet er ganske vist imod mine principper at anmelde en vin 2 gange, men når det er 7 år siden og vinen smager så forbasket godt, som nu denne 2012 Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder Großes Gewächs fra Weingut Salwey, så gør jeg gerne en undtagelse.

Mest af alt er det selvfølgelig også for at smage, hvordan vinen har udviklet sig siden maj 2015, hvor Jan serverede den for mig første gang, for vinen er nemlig fra en kasse, som Jan købte nede på vingården for efterhånden lang tid siden.

Henkenberg Spätburgunder GG er selvfølgelig lavet med druer fra Großes Gewächs marken Oberrotweiler Henkenberg, som ligger på en flad højderyg mellem Oberrotweil og Burkheim. Jorden er af vulkansk oprindelse, mens marken er sit navn fra den offentlige, statslige galge, som i gammel tid fandtes der.

På tysk hedder den en Richtstätte … et skafot, hvor dømte blev henrettet. Nu er jeg ikke specil stærk i tysk, men jeg vil gætte på at Henkenberg kommer fra “hängenberg” … altså hængebjerget. En del af Henkenberg kaldes endda også Galgenbuck. Weingut Salwey har primært Grauburgunder og Spätburgunder på Oberrotweiler Henkenberg.

Druerne er høstet med et udbytte på omkring 40 hektoliter pr. hektar og og håndselekteres inden gæringen i åbne tanke. Gæring og maceration foregår med delvist hele klaser ved en høj temperatur på 25-33 grader over 7-12 dage, hvorefter vinen er lagret 12 måneder på barriques, heraf 33% nye fade.

Egetræet, der anvendes hos Salwey, stammer fra deres egne skove i Kaiserstuhl, så træet bliver derefter sendt til de allerbedste bødkere i Bourgogne, som laver fadene til Salwey.

Som sidste gang en smuk, lys og transparent vin i glasset, mens duften – trods alderen – er meget oprejst, rank og endda lidt grøn, stilket, støvet og krydret med gran, estragon, animalsk landlighed, en frugt der virker lidt mørkere end jeg husker Salwey … brombær, lidt blåbær og hindbær, nogle mælkede noter, flæsketern, sødme, klare fadnoter med vanilje og mælkechokolade og så bare en funklende, æterisk og fin syre.

I munden er vinen meget som sidst … blød som vat, blid, rund og smelter bare i munden med stoisk ro samt overbevisende lette trin. Selvom det er Bamseline blødt og modent, så er det samtidig bare så rent og klart med både kirsebær, rabarber, blæk, jern, kul og så godt med sten samt mineraler. Den har en lille sødme, lidt chokolade og imponerende lethed, frisk frugt, syre/sødme balance  på den lyse, nærmest feminine måde. Mums.

Jan havde købt kasse på vingården, hvor en flaske dengang kostede 26,00€ … eller omkring 194 kr. Herhjemme forhandles Salwey i dag af Vinova, hvor en flaske i nyere årgang koster 335 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7