2013 Bocale, Montefalco Sagrantino Passito, Umbrien, Italien

2013 Bocale, Montefalco Sagrantino Passito, Umbrien, ItalienMan kan ikke smage vine fra Montefalco uden at smage den søde vin Montefalco Sagrantino Passito og det havde Rusticone også sørget for med vinene fra Bocale. Her er det nemlig deres Montefalco Sagrantino Passito i årgang 2013.

Ved en Montefalco Sagrantino Passito DOCG skal alle druerne tørre minimum to måneder og derudover skal vinen også lagre i mindst 30 måneder. Derfor er denne vin selvfølgelig lavet efter de regler. Druerne er høstet i den sidste del af oktober og er så efterfølgende tørret på stativer inden vinificering.

Hos Bocale er vinen så lavet ved, at druerne er gæret udelukkende med deres naturlige, egne gærceller over 25 dage. Efter gæringen og macerationen er vinen så lagret 24 måneder på barriques samt 6 måneder på flaske inden frigivelse. Selvom det er en sød vin, så trækker den 15% alkohol.

I vinglasset er det en fed, kraftig væske med sortbrunlige nuancer, men slet ikke så tyktflydende eller sirupsagtig, som man måske lige ville forvente. Frugten er dog præget af svesker, rosiner, skovbund, solbær og sorte kirsebær, gammelt ædeltræ, tobak … mens man så også fornemmer lidt alkohol, men Montefalco Sagrantino Passito kendetegnes jo også ved vanilje dessertsødme sammen med høj alkohol.

Smagsmæssigt er det også arketypisk Montefalco Sagrantino Passito med figner, svesker, mørk tyk frugt, brombær sammen med nektarsødme, tørre – om end fyldigere – tanniner, et lille alkohol kick samt varmt velvære. Det er sgu sjovt med denne tørhed sammen med sødme, men det fungeret ret godt. Nu mangler jeg bare et stykke god ost … måske lidt gammel parmesan. Mums.

Forhandles af Rusticone, hvor en flaske koster 350 kr., mens prisen er 250 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Bocale, Montefalco Sagrantino Ennio, Umbrien, Italien

2016 Bocale, Montefalco Sagrantino Ennio, Umbrien, ItalienMontefalco Sagrantino Ennio er en nyere vin hos Bocale og vinen er opkaldt efter Valentinos far Ennio, som jeg selv har mødt og som I kan se mig med på fotoet ovenover. Jeg smager vinen i en årgang 2016.

Sagrantino druer er høstet forholdsvis sent i anden halvdel af oktober. Vinen er lavet med spontangæring alene med de naturligt forekomne gærceller i åbne trækar med daglig pigeage og efter endt fermentering er den lagret samlet 4 år … heraf 2 år på store egefade og efterfølgende 2 år på flaske. Der er hverken sket stabilisering, klaring eller filtrering.

Det er en vin, som der ikke produceres hvert år … kun i gode år og selvfølgelig fra vingårdens ældste mark og højeste beliggende mark samt fra de bedste, udvalgte druer. Som lillesøsteren ligger alkoholprocenten på 15,5%.

VILDT … man får lidt samme fornemmelse som forrige Montefalco Sagrantino, men blot med en veritabel frugteksplosion helt oppe i næseborene med æter, en balsamisk syre, bitre kirsebær, brombær, ribs, mintchokolade og tobak. Her har Valentino lagt den vamsede stil helt væk, for aromaerne står friske, pivskarpe og rene med en smule vanilje, for fadpræget er her langt mere afdæmpet.

I munden er vinen også virkelig frugtintens, tør og frisk. Væk er marmeladefedmen og erstattet af frisk og strigent syre, mellemlys frugt af ribs, brombær og hindbær. Taninnerne er fortsat vilde, men ikke ustyrlige, for trækker du luft i munden, så bestemmer du sørme selv volumen og styrken af tanninerne, som virker nemmere at tøjle, hvilket jeg klart synes er en styrke. Det er vitterlig en meget elegant Montefalco Sagrantino og sådan en stil burde alle producenter sigte efter. Det er klart bedste Montefalco Sagrantino, som jeg har smagt i umindelige tider, så klart 6 store fingre med pil op. Jeg vil samtidig påstå, at den vil blive bedre med 5-10 år i kælderen.

Forhandles af Rusticone, hvor en flaske koster 450 kr., mens prisen er 300 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Bocale, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

2015 Bocale, Montefalco Sagrantino, Umbrien, ItalienBocales Montefalco Rosso blev selvfølgelig efterfulgt af den vin, som virkelig har fået Montefalco på verdenskortet, de tanninrige og syrlige Sagrantino vine. Nu er det først Bocales almindelige 2015 Montefalco Sagrantino.

Sagrantino druerne til husets topvin høstet ved håndkraft i den første uge i oktober. Vinen laves med maceration i 40 dage og gæring i rustfrie ståltanke, hvorefter vinen så har lagret på egefade i 24 måneder. Ingen klarering, stabilisering eller filtrering og efter flaskning lagrer vinen yderligere en periode, således reglerne om samlet lagring i 37 måneder overholdes … og så trækker den en høkoktan på 15,5%.

Duftmæssigt er der sgu skrald på … dufter faktisk rigtig godt med tungt fadpræg med vaniljestøv, lakridskonfekt, tyk og fed frugt med solbær, brombær, blommer og lidt et nips ribs, tobak, chokolade, lidt sæbe og blomster, læder, sandeltræ og søde krydderier.

I munden er vinen kraftig, mørk og total blød … men så sætter de knastørre tanniner ind … og trækker du så samtidig masser af luft ind i munden, så er det som et spark af en hest eller at få en køkkenrulle i kæften med spejderhagl, blommer, figner og solbær, jern, jord, bitter frugt og krydrede elementer. Gee it taste good.

Forhandles af Rusticone, hvor en flaske koster 265 kr., mens prisen er 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7