2019 Domaine Michel & Marc Rossignol, Volnay 1er Cru Les Pitures, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Michel & Marc Rossignol, Volnay 1er Cru Les Pitures, Bourgogne, FrankrigDenne Volnay 1er Cru Les Pitures fra Domaine Michel & Marc Rossignol kender jeg efterhånden rigtig godt, for jeg har tidligere smagt vinen i både årgang 2016, 2017 og 2018. Nu laver jeg en 4-på-stribe og smager årgang 2019.

Denne årgang 2019 er lavet som de foregående årgange … altså med gæring i ståltanke med temperaturstyring, manuel puchdown og overpumpninger og efter endt fermentering er vinen så lagret 11-18 måneder på 228 liter burgundiske barriques, heraf 20% nye fade.

Berusende dejlig duft … nok lidt mere komplet end både 2017’eren og 2018’eren, lidt aromatiske aromaer med moden, blød frugt, både jordbær, kirsebær, grøntsagsfond, vanilje, teaktræ, mahogni, mentol samt lidt lakridskonfekt … må bare sige WAUW.

Smagen er sgu også ret god, kirsebær, moreller, ribs samt en snert granatæbler med en vis modenhed, saftighed og rundhed. Vinen har en let bitterhed, tørre og syrlige tanniner, et frisk bid, men det er sgu bundet godt sammen. Vinen har en let, saftig og bitter lethed, et rent mineralsk bid, rent, præcist og klart.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 449,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Weingut Jakob Jung, Spätburgunder Tradition, Rheingau, Tyskland

2018 Weingut Jakob Jung, Spätburgunder Tradition, Rheingau, TysklandAch mein lieber … atter Spätburgunder i glasset, så dermed breder smilet sig. Denne gang er det en 2018 Spätburgunder Tradition fra den unge Alexander Johannes Jung på Weingut Jakob Jung i byen Erbach ved Eltville am Rhein i den østlige del af Rheingau.

Alexander Johannes Jung overtog driften fra sin far Ludwig i 2008, men faderen hjælper fortsat til på vingården. Der er et ældre vinhus, som familien Jung har drevet siden 1799, men oprindeligt som et landbrug med forskellige afgrøder. Det var Ludwig Jung, som efter sin overtagelse i 1969 ændrede driften til ren vinproduktion.

Samlet har Alexander Johannes Jung 18 hektar vinmarker, som han driver sammen med sin far, mens hans bror Ingmar ikke er en del af driften, men i steder forfølger en politisk karriere. De bedste marker er Erbacher Sigelsberg, Hohenrain, Steinmorgen og Michelmark … alle beliggende ved Erbach.

Siden Alexander overtog driften har familien også købt en over 250 år gammel 110 meter lang kælder, udhugget i klippen 8 meter under jorden. I kælderen er temperaturen konstant 11 grader hele året rundt og dermed perfekt for lagring af vinene.

Alexander er selvfølgelig uddannet vinmager fra det berømte universitet i Geisenheim ikke langt fra vingården, Han har inden overtagelsen også rejst rundt i verdenen for at besøge vinproducenter.

Han er lidenskabelig omkring vinproduktionen og lægger specielt vægt på arbejdet i vinmarkerne. Alexander siger selv; I vinkælderen handler det om at bevare kvaliteten, men det er ikke dér, at vinen fremstilles, men snarere gennem det hårde arbejde i marken.

Denne Spätburgunder Tradition er husets røde Gutswein, der er lavet med druer fra forskellige marker, vinificeret på rustfrie ståltank og efter endt fermentering lagret i egefade et par måneder inden den er tappet på flaske og frigivet. Jeg har smagt vinen før … men blot i årgang 2017 for lidt over 1 år siden.

Duftmæssigt er det en ganske rank, grøn, mørk og maskulin vin, som har nelliker, lidt gran og alligevel med Pinot Noir druens lette og lyse frugt … her mest med kirsebær, ribs, tranebær og endda let brombær samt et tørt strejf af træ, blæk og solbærblade. Med mere luft, så får vinen mere sødme og vaniljenoter frem.

I munden er vinen i starten lidt som duften … ung, syrlig og ganske spændstig med en skarp og lidt mørk, nærmest maskulin nerve. Men efterhånden som der kommer mere luft i glasset, så dukker der mere sødme, rund frugt frem, jordbær, tranebær, ribs, men det er fortsat med en lille bitterhed, peber, tætte og let tørre tanniner, jern samt stringent mineralitet.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Domaine Jean-Charles Rion, Bourgogne Hautes Côtes de Nuits, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Jean Charles Rion, Bourgogne Hautes Côtes de Nuits, Bourgogne, FrankrigDomaine Jean-Charles Rion ligger i den lille by Premeaux-Prissey i Bourgogne og derfra smager Houlberg endnu en hvid vin … en 2019 Bourgogne Hautes Côtes de Nuits.

Vinhuset drives af vinmageren Jean Charles Rion, som startede huset i 1995 samtidig med sin uddannelse på først vinskolen i Beaune og efterfølgende Jules Guyot Institute i Dijon og læreår hos sin onkel på Domaine Daniel Rion. Han havde oprindelig kun 1 hektar marker Prémeaux-Prissey, men har senere overtaget yderligere marker fra sine forældre Olivier og Anne Marie Rions, således han i dag har 6 hektar.

Jeg har tidligere smagt vin fra Daniel Rion … bl.a. under en smagning på Restaurant ET, hvor 3 vinhuse fra Bourgogne var repræsenteret og fra Daniel Rion & Fils var det Daniels søster Pascale, hvilket så altså må være Jean Charles Rions moster … eller faster.

Tilgangen er er hands on i marken og på sorteringsbordet og modsat lige så meget hands off i kælderen, hvor gæring på rustfri stålfade og fjorten dages maceration giver saftige, vibrerende vine og kun med druer fra egne marker.

Sådan er denne Bourgogne Hautes Côtes de Nuits også lavet … og vinen er husets basisvin, men der er ikke så mange oplysninger om vinen udover vinificeringen på ståltanke, 14 dages gæring samt maceration og så lagring på fade … hvor lang tid fremgår ikke.

Men fadlagring er tydelig allerede ved første snif … der kommer en meget dejlig lys frugt med jordbær, kirsebær og tranebær, teaktræ, bagepulver, blomsterpollen samt disse lidt søde fadnoter med kanel, vanilje og mælkechokolade samt lidt dameparfume. Det er sgu da egentligt meget berusende tiltrækkende.

I munden bider vinen lidt mere fra sig, for der kommer nu mere syre frem i frugten suppleret med en let bitterhed. Det er tranebær samt kirsebær, appelsinskal, måske endda lidt brombær, dejlig småsyrlig saftighed med en tørre tanniner, let grapesaft … men det hænger altså bare totalt fremragende sammen og til pengene en rigtig fornuftig bourgognevin, så klart 5 store stjerner med pil op.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 250 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7