2020 Casa Marín, Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, Chile

2020 Casa Marín, Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc, San Antonio Valley, ChileDenne Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc fra Viña Casa Marín er tidligere udråbt som Best Sauvignon Blanc in the World af Decanter og når du smager den, så forstår man bestemt lovprisningerne.

Viña Casa Marín ligger nord for byen Lo Abarca omkring 4 kilometer øst for kysten lidt nordøst for Cartagena og byen San Antonio i San Antonio Valley.

Huset er grundlagt i år 2000, da ønologen og iværksætteren Maria Luz Marín – imod råd fra både venner og eksperter – satsede hele sin opsparing og lidt til for at forfølge drømmen om at skabe vine af høj kvalitet i dette delvis uudforskede og relativt kølige område.

Projektet er blevet beskrevet som en af de mest vovede og innovative i Chile og lige fra starten har Maria projekt været omgærdet af stor mediebevågenhed, der ikke er blevet mindre efterhånden medaljerne og andre former for anerkendelse begyndte at skylle ned over disse vine fra de stejle kystnære skråninger.

Maria Luz Marín var den første kvindelige chilenske vinmager og vingårdsejer i Chile, men i dag får hun også hjælp af familien, både sønnerne Felipe og Nicolás Marín, hvor Felipe er uddannet ønolog, samt Marias bror og søster. Med andre ord er det blev et rigtigt familieprojekt.

Vingården ejer 50 hektar vinmarker fordelt på 6 forskellige vinmarker med samlet 38 parceller. Markerne omfatter bl.a. parceller på Casona Vineyard, Laurel Vineyard, Miramar Norte Vineyard, Miramar Vineyard, Estero Vineyard, Lo Abarca Vineyard og Cipreses Vineyard … og det er netop fra sidstnævnte, at druerne til denne Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc kommer.

Cipreses Vineyard er plantet til med Sauvignon Blanc, og ligger mellem de to byer Lo Zárate og Lo Abarca på en bjergskråning, der vender ud mod havet. Jorden er rød lerjord med grus, som giver god dræning.

Huset laver i alt 13 forskellige vine fordelt på 3 serier, nemlig Casa Marín, Viñedos lo Abarca og Cartagena. Denne Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc kommer fra Casa Marín serien, og er lavet med kort skinkontakt 1-2 dage, fermentation ved 12 grader 3 uger og lagret på rent stål for at sikre størst mulig friskhed.

Oversøiske Sauvignon Blanc vine kan nemt blive noget slask … altså gumpetunge og småsøde. Skal man endelig drikke Sauvignon Blanc, så skal der være sylespids, grønt og med en grønthøster i næsen. Det lever denne Cipreses Vineyard Sauvignon Blanc op til, for her er der både grøn peber, hyld, solbærblade, stikkelsbær, græs, nyhøstet hø, grønne ærter, kiwifrugt, flintesten, stearinlys … og så ganske fint lidt varmere samt mere tropisk frugt, der lige giver let fylde.

I munden er der også en frisk og rank Sauvignon Blanc, masser af stikkelsbær, lemon, lidt grape bitterhed, rene og saltede mineraler, hyld, grønne grene og friske urter. Det er kyssemundsagtig syrligt, men kun lige, for en lille nærmest olieret, fedtet og ret vedholdende eksotisk frugtsødme sliber kanterne runde og gør vinen meget flot, rund og virkelig elegant. Hysterisk godt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Herdade Aldeia de Cima, Reserva Branco, Alentejo, Portugal

2019 Herdade Aldeia de Cima, Reserva Branco, Alentejo, PortugalVi skal da smage mer’ portugisisk hvidvin, for den næste i glasset er denne 2019 Reserva Branco fra vinhuset Herdade Aldeia de Cima.

Vinhuset er beliggende ude på landet nord for byen Vidigueira i Serra do Mendro området. Vi er i Alentejo vinregionen.

Herdade Aldeia de Cima er et nyere vinhus, som er grundlagt af Luisa Amorim samt Francisco Rêgo i 2017 i en tidligere kostald bygget i 1953 og lokalt kendt som Armazém das Ramadas. Luisas familie havde erhvervet den gamle ejendom tilbage i 1994.

Men i 2017 besluttede hun at genopbygge ejendommen og omdanne den til en moderne vingård i Serra do Mendro og det er blevet hendes livsprojekt. Med stor respekt for stedets historie, så har parret restaureret gården med hjælp fra deres gode venner Ana Anahory og Felipa Almeida, som begge er indretningsarkitekter og ejere af Anahory Almeida studiet.

Udover den restaurerede ejendom med to spektakulære siloer centralt i gårdhaven, så har vingården også 20 hektar vinmarker, der er fordelt på 22 forskellige parceller, hvor kun nogle få er over 1,5 hektar. Men allerede året efter deres start har de fået godt gang i produktionen og målet er at lave 100.000 flasker årligt indenfor ganske få år.

Der er da også investeret i et moderne vineri med egekar, egefade, cement- og ståltanke samt amphorae krukker.

På markerne dyrkes der Trincadeira, Alicante Bouschet, Antão Vaz, Aragonês, Baga, Alfrocheiro, Arinto, Alvarinho, Perrum, Roupeiro, Tinta Grossa, Diagalves, Moreto, Tinta Caiada og Tinta Miúda.

Nu smager vi en hvidvin fra deres nye projekt … en 2019 Reserva Branco, der er lavet på et mix af 45% Antão Vaz, 45% Arinto og 10% Alvarinho … alle høstet med et udbytte på omkring 40 hektoliter pr. hektar. Vinificering er sket i ståltanke, men efterfølgende er vinen lagret 6 måneder på henholdsvis 500 liters brugte franske egefade samt store Nico Velo krukker … dem kan du se et billede af nedenunder. Der er lavet 9.328 flasker af vinen.

En lidt smørfed og fyldig hvidvin, hvor frugten er domineret af abrikoser og saftige ferskner, tørrede abrikoser, grillet lemon, lidt karamel, vanilje, mandarinskal, røg, estragon og let spidskommen.

I munden er det bestemt også en meget cremet, soft og lambiblød vin, lidt fyldig og næsten olieret. Frugten er fersken, pærer, abrikos suppleret med syltede citroner og så overraskende fin mineralitet og pæn tørhed, som sammen med sødme, svag bitterhed giver vinen et forholdsvis rank og rent udtryk.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 18,75€ … svarende til 139 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 132,50 € eller 987 kr., svarende til 165 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Bonne Tonne, Morgon Côte du Py, Bourgogne, Frankrig

2019 Bonne Tonne, Morgon Côte du Py, Bourgogne, FrankrigMed næste vin er vi i Beaujolais og helt præcis i Morgon by, hvor vi finder Domaine de la Bonne Tonne. Vi smager nemlig 2019 Morgon Côte du Py fra huset.

Domaine de la Bonne Tonne er reelt grundlagt i 1975 af Marcel Grillet, hvor familiens vingård blev delt i to, således Marcel fik 5 hektar og hans bror det samme.

Marcel er reelt 6. generation af vinbønder i familien, men har solgt noget af jorden fra og i stedet så arbejde 100% økologisk. Således driver han i dag 3,67 hektar på de 3 marker Le Py, Les Charmes og Grand Cras, som alle har været drevet økologisk siden 2003 og Ecocert certificeret siden 2006. Derover har Marcel også 0,6 hektar Beaujolais Blanc.

Siden 2019 har vinhuset dog været drevet af Marcels datter, Anne-Laure og hendes mand Thomas. De har siden opkøbt en 0,56 hektar stor mark i Régnie, hvorfra svigersønnen stammer.

De to unge har genindført pløjning med heste, men de ejer ikke selv hesten Caline, men låner den efter behov af deres ven vinmageren Paul Henry Thillardon, men det er nu primært far Marcel, som står for pløjningen med hesten … helt på samme måde, som da han i sin tid overtog driften.

Anne-Laure og Thomas ser dog slet ikke pløjningen med hest som et tilbageskridt, men en rejse til total respekt for miljøet, dem selv samt deres kunder. Pløjning har betydning for vinstokkenes liv under jorden og giver mere luft til rødderne ved vinstokkene.

Husets topvin er denne Morgon Côte du Py, hvor Gamay druerne kommer fra 65 år gamle vinstokke på Py marken. Jordbunden er her
domineret af skifer, og markerne ligger sydvendt i 320 meters højde. Vinifikationen sker på hele klaser, semi-maceration carbonique og så uden tilsætning af svovl. Der anvendes kun vildgær og lagringen sker i 28 måneder på egetræsfade.

Duftmæssigt er det en lidt arketypisk Beaujolais … rustik, bondsk med jod, blod, blæk, let banan, solbærblade, kirsebær og jordbær. Det suppleres af lidt tørt træ og et sagte fadpræg med svag vanilje, kanel, saltlakrids og sød, finsk lakrids. Med mere luft i glasset så bredder humøret sig … der lukkes simpelthen op for mere glæde, venlighed og imødekommende rund frugt med imødekommende sensuelle aromaer.

Hvor smager den imidlertid bare godt … rund, mørk, saftig med en god bund, godt med sødme og frugtintensitet. Vinen er både venlig, rund, juicy og meget drikkevenlig, men alligevel med denne meget intense og friske frugt af jordbær og kirsebær. Der er en let, rund, luftig og glad saftbandit, hvor sødmen måske er en snus for stor.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 200 kr.

Vinanmeldelse 5/7