2020 Gustave Lorentz, Riesling Réserve, Alsace, Frankrig

2020 Gustave Lorentz, Riesling Réserve, Alsace, FrankrigDenne Riesling Réserve fra Gustave Lorentz har jeg smagt før … sidst var det vist i en årgang 2017, men nu smager jeg vinen igen, blot i en nyere årgang 2020.

Lorentz familien, der nu i 7 generationer siden 1836 har drevet vinhuset Gustave Lorentz, har jeg skrevet om før … så det undlader jeg denne gang og ser bare nærmere på denne Riesling Réserve, der  er fremstillet på 100% Riesling fra udvalgte skråninger omkring Bergheim. Alle druer stammer fra deres egne marker og vinen er udelukkende vinificeret i temperaturstyrede ståltanke.

Hold da op … masser af grønne æbler, mango og citroner … alle presset godt sammen i blenderen. Det stikker måske ikke dybt, men suppleres til gengæld af masser af blomster, sødme, rundhed og en pæn venlighed, som gør denne vin approachable og sender søde tanker hen mod sommer … eller i det mindste forår.

I munden strammes der lidt op på tingene, for nu kommer der mere citroner, sure æbler og mineraler frem. Det gør noget godt for vinen, som dermed bliver både frisk, mindre rar … men langt mere præcis og vedkommende … uden at slippe en kæk sødme helt. Det gør så vinen likeable og venlig med en fin kant.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Bonne Tonne, Régnié Agath the Blues, Bourgogne, Frankrig

2020 Bonne Tonne, Régnié Agath the Blues, Bourgogne, FrankrigVi skal da igen smage en beaujolaisvin fra de øko-unge Thomas og Anne-Laure Grillet på Domaine de la Bonne Tonne i Morgon. Denne gang er det på druer fra den 0,56 hektar store mark i Régnie, hvorfra Thomas stammer.

Vinen er lavet med hele klaser, semi-maceration carbonique og gæring uden tilsætning af svovl i betonkar. Der anvendes alene vildgær. Selve lagringen sker i forholdsvis kort tid, en del på 500 liters tonneaux egetræsfade og resten i betontankene.

Duftmæssigt klart beaujolaisvin … kirsebær, blomster, let banan, blæk og luftighed. Man fornemmer, at foråret med blomsterknopper og lysegrønne blade er klar til at poppe op af glasset.

I munden er den en dejlig lys, saftig vin med en sødbitter frugt, kirsebær, hindbær og mirabeller … absolut Régnié lethed, feminin uden at være girlish og moderigtig. Der er sgu heller ikke mange tanniner og syren er også langt mindre syrlig end selv omgængelige kvinders tunge. Det gør selvfølgelig også vinen meget let at drikke, men fornøjelig er det sgu … og jeg er fan.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Herdade Aldeia de Cima, Reserva Tinto, Alentejo, Portugal

2018 Herdade Aldeia de Cima, Reserva Tinto, Alentejo, PortugalI sidste uge smagte jeg vinen Reserva Branco fra det portugisiske vinhus Herdade Aldeia de Cima, så derfor skal vi da i denne uge smage den røde udgave … en 2018 Reserva Tinto.

Vinen er lavet på mix af 35% Trincadeira, 27% Alfrocheiro, 21% Alicante Bouschet og 17% Aragonez … og alle fra området Serra do Mendro ved Vidigueira.

Druerne er høstet manuelt med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.  Efter gæring er vinen lagret – og nu bliver det kompliceret – samlet 20 måneder, hvoraf 22% af vinen har været 6 måneder i store ler amfora krukker, 21% har så været lagret 12 måneder på egefade brugt én gang før, 20% er lagret 4 måneder på Tinaja, som er en slags mindre lerkrukker, og endelig har 17% været lagret 6 måneder på Nico Velo krukker … også en slags lerkrukker.

Hvordan det puslespil er samlet ved jeg sgu ikke, men vinen er så endelig flasket i juni 2020 … samlet på 26.400 flasker.

I næsen er det en lidt rund, vamset og meget tiltrækkende aroma, hvor der både er en sød intensitet med mørke bær, skovbær, solbær, saftige kirsebær, blommer, lidt portvin, mørk bitter chokolade samt vanilje, saltkaramel og så virker den alligevel noget tør i stilen og har også masser af tørre krydderier samt lidt lakridskonfekt.

Smagsmæssigt en rund, kirsebærdrevet vin, hvor der er kirsebær, blommer og lidt figner, en lidt afrundet syre, noget bitterhed, træ, tørt træ, skovbund samt søde krydderier. Det giver en medium let og egentlig meget smagfuld vin med godt og rundt bid. Det er sådan en vin, som man på ferien godt kan drikke mange glas af.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 18,75€ … svarende til 139 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 132,50 € eller 987 kr., svarende til 165 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 5/7