2013 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Höllenpfad Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2013 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Höllenpfad Spätburgunder, Pfalz, TysklandWeingut Rudi Rüttger ligger i byen Neuleiningen i det nordlige Pfalz og det er derfra, at jeg nu smager en ældre sag … en 2013 Neuleininger Höllenpfad Spätburgunder.

Vinhuset stammer tilbage fra 1643, så Rüttger familien har således været vinbønder i en menneskealder, men i dag ledes det af den unge og dygtige Rudolph Rüttger.

Han er uddannet på HBLA Klosterneuburg og har efter endt eksamen også arbejdet hos vinproducenter i både Østrig og New Zealand, inden han vendte hjem til familieforetagendet, hvor han fortsat får lidt hjælp af farmand Heinrich.

De har samlet 15 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 marker, nemlig Sonnenberg, Schlossberg og Feuermännchen, der alle ligger tæt på gården og er en del af Großlage Höllenpfad.

Jordbunden er forskellig i de tre marker. På Feuermännchen er jorden rig på sandsten, som er perfekt til Riesling, mens de hvide burgundiske druer Grauburgunder, Weissburgunder og den røde Spätburgunder trives bedst på Sonnenbergs kalksten.

Vinmarken Schlossberg har derimod jord med rød sandsten i den vestlige del og mere grusjord i den østlige del og er samtidig den varmeste af de 3 marker.

Her smager vi Rudolphs 2013 Neuleininger Höllenpfad Spätburgunder, hvor druerne kommer fra 2 marker på Großlage Höllenpfad og fra 40 år gamle vinstokke. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke og derefter lagret på en kombination af både ståltanke og gamle egetræsfade … og så har den ligget i Rüttgers kælder i mange år. Det er i øvrigt en 1 liters flaske.

I glasset en ganske lys, transparent vin med let brunlige kanter og frugten dufter også lys med en vis modenhed, babybræk – på den fede måde – træ, tørret kød, brun sæbe, jordbær, havtorn, slåen og tomatblade samt en snert af mørk bitter chokolade.

Smagen overrasker ved at være en tand sødere end forventet, mens frugten egentlig fortsat er frisk i forhold til, at vinen er 8 år gammel. I forhold til, at vinen kommer i en 1 liters flaske – som normalt er til de billige vine, så er kvaliteten virkelig høj. Frugten er jordbær og søde kirsebær, syren egentlig lidt vag, hvilket gør vinen meget blød, easy og voldsom nem at drikke … og alligevel med et frugtrigt bid.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr,

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Morra Gabriele, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2020 Morra Gabriele, Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienDet er kun et par måneder siden, at jeg smagte en lækker 2016 Barbaresco fra de to  venner Gabriele Testa og Stefano Campaniello på Morra Gabriele. Nu smager jeg deres Barbera d’Alba i en nyere årgang 2020.

Vinene hos Morra Gabriele laves på druer, der dyrkes både økologisk og biodynamisk. Det gælder også for denne Barbera, hvor druerne er høstet med håndkraft, hvorefter gæringen er sket alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke, hvor vinen efterfølgende lagring i ståltankene og derefter på flaske.

Duftmæssigt er vinen selvfølgelig krydret og fyldig med mørk frugt, bitre kirsebær, blommer, blæk, knuste sten, grønne noter, våde fade, lakridskonfektsødme samt lidt pilleglas eller medicinkasse. Det er de små grønne elementer og de knuste sten, som lige løfter vinen et par niveauer over de fleste Barbara vine.

Det gælder egentlig også smagsmæssigt, hvor vinen – udover at være saftig og potent – har en meget frisk frugt i forhold de de fleste andre af slagsen. Der er samtidig en god og lysere syre, bitterhed og kirsebærsten, næsten ingen tanniner … virkelig saft, kraft og stadig med en fin, frisk kant. Klasse Barbera.

Kim hos Vinspecialisten i Randers er importør, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 125 kr. ved 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Franchini, Recioto della Valpolicella Monte Marognin Vigne Eroiche, Veneto, Italien

2018 Franchini, Recioto della Valpolicella Monte Marognin Vigne Eroiche, Veneto, ItalienVi sluttede selvfølgelig helt behørigt smagningen af Veneto vinene med en sød reciotovin fra Franchini, nemlig deres Recioto della Valpolicella Monte Marognin Vigne Eroiche 2018.

Igen igen er det en vin på de typiske Veneto druer Corvina, Molinara, Rondinella,  Oseleta, Croatina, Spigamonte, Negrara samt Tuchetta. De er som husets amaronevine tørret fra høsten i september fra til januar, hvor de har mistet 40% af deres oprindelige vægt.

Efter afstilkning er druerne knust og så er fermentering samt maceration sket i rustfrie ståltanke over 20 dage ved kontrolleret temperatur. Herefter stoppes gæring for at bevare sødmen og så er vinen lagret 10 måneder i ståltanke og 6 måneder på flaske. Vinen har således en alkoholprocent på 12,5%.

Duftmæssigt virker vinen ved første snif ikke som en oversød dessertvin, men har dog en fed aroma af morbær, jordbær samt brombærmarmelade, en stak skumfiduser, ikke vildt tung, måske endda lidt blomstret. I munden kommer sødmen dog mere frem og alligevel med nogen frugtfriskhed.

Forhandles af Italienske Vine & Delikatesser, hvor en flaske koster 260 kr., mens prisen er245 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7