2020 Morra Gabriele, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2020 Morra Gabriele, Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienDet er kun et par måneder siden, at jeg smagte en lækker 2016 Barbaresco fra de to  venner Gabriele Testa og Stefano Campaniello på Morra Gabriele. Nu smager jeg deres Barbera d’Alba i en nyere årgang 2020.

Vinene hos Morra Gabriele laves på druer, der dyrkes både økologisk og biodynamisk. Det gælder også for denne Barbera, hvor druerne er høstet med håndkraft, hvorefter gæringen er sket alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke, hvor vinen efterfølgende lagring i ståltankene og derefter på flaske.

Duftmæssigt er vinen selvfølgelig krydret og fyldig med mørk frugt, bitre kirsebær, blommer, blæk, knuste sten, grønne noter, våde fade, lakridskonfektsødme samt lidt pilleglas eller medicinkasse. Det er de små grønne elementer og de knuste sten, som lige løfter vinen et par niveauer over de fleste Barbara vine.

Det gælder egentlig også smagsmæssigt, hvor vinen – udover at være saftig og potent – har en meget frisk frugt i forhold de de fleste andre af slagsen. Der er samtidig en god og lysere syre, bitterhed og kirsebærsten, næsten ingen tanniner … virkelig saft, kraft og stadig med en fin, frisk kant. Klasse Barbera.

Kim hos Vinspecialisten i Randers er importør, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 125 kr. ved 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7