2019 Weingut Blankenhorn, Schliengen Chardonnay, Baden, Tyskland

2019 Weingut Blankenhorn, Schliengen Chardonnay, Baden, TysklandVi sparker den lille Weingut Blankenhorn sekstet af vine i gang med et ordentligt brag med denne 2019 Schliengen Chardonnay, som buldrer og brager med total velbehag.

Vinen er lavet med Chardonnay druer fra forskellige marker ved Schliengen.

Det er dermed en Ortswein og den er lavet ved med gæring i rustfrie ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring. Vinen er så lagret 6 måneder sur lie på en kombination af henholdsvis 228 liter barriques og 500 liter store tonneaux egefade. Vinen har 1,2 gram restsukker.

Shit … sikke en lækker duft, en smørlækker, fagtung Chardonnay med både brunet smør, smeltet smør, virkelig svulstig med modne pærer, dåsepærer, en håndfuld nødder, ristede hasselnøder, godt med vanilje og mælkechokolade, Nutella, lidt blomsterhonning, flydende creme brulee og total flydende voksenslik.

I munden er der også fedme, men slet ikke så meget, som man umiddelbart kunne forvente. Hvor smager det godt … en frisk syre giver en slank krop, selvom vinen flyder rundt i munden cremet og ganske frugtrig. Der er gule æbler, grønne pærer, syltede citroner, godt bid … virkelig en smuk gudedrik og sindssygt niveau for en Ortswein.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 399 kr., men kan fås på tilbud til 299,25 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

Houlberg tester … 6 vine fra Weingut Blankenhorn i Baden

Propperiet Vin Import har fået et nyt vinhus i deres stald … selvom man nok ikke kan kalde Weingut Blankenhorn for nyt, da vingården har en historie, der går helt tilbage til 1624. Men jeres ellers flittige vinblogger er ikke stødt på vinhuset før … men nu er der havnet en kasse med 6 vine hos mig og dem tester jeg selvfølgelig gladelig.

Allerede ved første flaske rives benene væk under mig … sikken vin, hvorfor har jeg ikke tidligere stødt på det hus, når de tilsyneladende laver så formidable vine? Vinene skal jeg nok vende tilbage til lige om lidt, men lad os først se nærmere på vinhuset.

Weingut Blankenhorn

Weingut Blankenhorn ligger på adressen Basler Straße 2 i byen Schliengen i den sydlige del af Baden i Markgräflerland regionen og grænselandet, hvor Tyskland, Frankrig og Schweiz mødes.

Vingården har som sagt en historie, der går tilbage til 1624, hvor ejendommen fungerede som en station til skift af heste, når man med hestevogn skulle rejse lange distancer. Senere blev gården så brugt som posthus og kro … nemlig med kroen Zum Baselstab, der blev ejet og drevet af Joseph Walz, som blev rost for sit køkken.

Det var først i 1847, at ejendommen blev omdannet til vingård, da Johann Friedrich Blankenhorn – kaldet Fritz – købte ejendommen og satsede på en drift af vinhandel og almindelig landbrug. Han havde lidt erfaring med vinproduktion og var da også i familie med Adolph Blankenhorn, som blev medstifter forløberen for sammenslutningen af ​​tyske Prädikatsweingüter aka VDP.

Blankenhorn familie drev vingården Weingut Blankenhorn i 5 generationer, men da Rosie Blankenhorn i 2014. som den seneste generation, ikke kunne finde en efterfølger blandt sine døtre, så solgte hun vingården til Martin Männer og Yvonne Keßler.

Men for Martin Männer og nu Yvonne Männer var det kærligheden til Markgräflerland regionen, landsbyen Schliengen og passionen for vin, der fik dem til at overtage roret på Weingut Blankenhorn.

Efter deres overtagelse har de nu renoveret ejendommen … og under restaurerings- og renoveringsarbejde kom husets  gamle historie frem. På vægge og dørkarme fandt de navnerester fra Baselstab og ofte sammen med initialerne JW … Joseph Walz.

De har også lavet en ny kælderbygning, som er blevet direkte forbundet til den historiske, gamle korshvælvede kælder fra 1600-tallet, men ellers har de blot fortsat den linje, som allerede var lagt tidligere og vinhuset har fx da også været medlem af VDP siden 1987.

Parret har samlet 24 hektar vinmarker, der alle ligger tæt ved Schliengen og den skovklædt bjergkæde Schwarzwald. Markerne ligger let skrånende med en gennemsnitlig stigning på 25% og de bedste er klart Große Lage marken Sonnenstück, men ellers er det Erste Lage markerne Roggenbach, Ölacker og Kirchberg samt marken Himmelberg.

På markerne dyrker parret sorterne Gutedel, Weißburgunder, Grauburgunder, Spätburgunder og Chardonnay. Begge er voldsomt glade for druen Gutedel, som vi også kender som Chasselas. Druen er deres næstmest plantede sort efter Spätburgunder og hele 21% af markerne er plantet med Gutedel. Selv vinhuset mailadresse hedder info@gutedel.de.

Weingut Blankenhorn ønsker at udtrykke forskellene mellem jord og klima i deres vine. Det opnår de ved, at arbejde med naturen og bruger meget begrænset sprøjtning i deres vinmarker. De reducerer udbyttet for, at opnå en højere koncentration af aromaer, syrlighed og mineralitet i druerne.

De var det første vinhus i Baden, som blev certificeret med det officielle Fair’n Green certifikat for bæredygtig vinavl. Det hjælper vindyrkere med, at skabe og nå nogle bæredygtighedsmål med både at sænke CO2, øge biodiversitet, lokalt engagement, fair lønninger og beskyttelse af naturressourcer.

Vinene er selvfølgelig opdelt helt klassisk i Gutsweine, Ortsweine, Erste Lage og Große Lage. De er – som mange andre – begyndt med at skrive 1G i titlen på Erste Lage vinene. Deres store forbilleder er vinmagere som Bernhard Huber lidt længere med nord, Aubert de Villaine, Leo Hillinger samt Florence og Daniel Cathiard.

Vinene kan gæsterne også nyde i den vinbar, som parret driver på adressen … Weinbar Fritz, der selvfølgelig er opkaldt efter den gamle grundlægger.

Vinsmagningen

Her ser vi nogle af vine … 6 vine fra Weingut Blankenhorn, nemlig 2 hvidvine og begge på Chardonnay samt 4 rødevine, primært på den elskede Pinot Noir aka Spätburgunder og så en lille cuvé.

Som altid har jeg ovenover linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Jeg er blevet ganske imponeret af Weingut Blankenhorn … specielt deres hvide Ortswein og den røde Erste Lage vin byder virkelig på masser af kvalitet for pengene.

Deres fascination af Bernhard Huber aflæses og mest i de to nævnte vine, som virkelig har lidt Huber stil med masser af fad, mens de to Große Gewächs vine er mere forfinerede, intense og kræver langt mere fordybelse … men på et sindssygt flot niveau. Men alt det kan du jo læse om i mine indlæg … jeg er vi hvert fald blevet Weingut Blankenhorn fan.

2020 Bodegas Miguel Arroyo Izquierdo, MUS Lias Verdejo, Rueda, Spanien

2020 Bodegas Miguel Arroyo Izquierdo, MUS Lias Verdejo, Rueda, SpanienBodegas Miguel Arroyo Izquierdo ligger i den lille by Puras omkring 30 kilometer syd for Valladolid i Rueda. Det er så derfra, at jeg nu smager denne 2020 MUS Lias Verdejo.

Miguel Arroyo grundlagde sit vinhus i 2004, men er fra en familie af vinbønder og han er selv 4. generation.

Han dyrker fortsat familiens gamle vinmarker, men har også selv tilplantet nye marker med bl.a. Verdejo og specifik den originale klon af denne sort, selvom der nu findes mange mere produktive kloner.

Miguel Arroyo Izquierdo har samlet 43 hektar vinmarker, som er beliggende både ved Puras, men også i området ved Segovian i 900 meters højde og dermed et af de højeste områder i Rueda. Det er et område, hvor jorden er meget sandet, men Miguel har fundet små plots mere rig på ler.

Her smager vi netop en frisk vin på Verdejo fra de højtbeliggende marker, nemlig vinen MUS Lias Verdejo. Lais betyder lie eller lees, for vinen har nemlig lagret sur lie … altså på bærmen. Efter gæring i rustfrie ståltanke er 25% af vinen nemlig lagret i egetræsfade sur lie inden samling og aftapning på flaske.

Duftmæssigt snakker vi fra første fløjt godt med tropisk frugt, mango, papaya, bananer og saftige ferskner, grillede citroner,  pære, søde krydderier og altsammen pakket ind i en fed, cremet og fyldig aroma med lidt svag nøddede elementer.

I munden er vinen også cremet, fyldig og og næsten olieret med kandiserede grapefrugter, bitter lemon, lemonadesaft, meloner, salt og kalkede elementer. Vinen har derudover både lidt krydrede og let røgede elementer … en flot vin, som giver masser af drikkeglæde.

Forhandles af Noer Wines, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7